KOMMENTAR – Den omdiskuterede sag om Københavns Kommunes indkøb af et kunstværk, der består af en række A4-ark, er ikke et eksempel på, at vi mangler lødig og kvalificeret kunst. Den er derimod et eksempel på, at vi mangler politikere, der er i stand til at huske, iagttage og respektere det helt igennem fundamentale princip om armslængde, der sikrer kunsten sin frihed fra politisk indblanding og instrumentalisering, skriver Dorte Jelstrup.
I et frit, åbent og demokratisk samfund som det danske er kunsten fri. Kunsten udfolder sig i frihed og uden indblanding fra de politiske magthavere.
I totalitære samfund er det som bekendt anderledes. Her spændes kunsten for de politiske magthaveres dagsorden; kunsten ses som et middel til at fremme bestemte regenters interesser, synspunkter og magtpositioner.
Vi husker allesammen de store, grå statuer af Lenin og Stalin i det gamle Sovjetunionen. Mage til skulpturelle rædsler skal man lede længe efter. Ikke bare var de blottede for positive, æstetiske værdier. De var også simple hyldester til totalitære ledere; de var symboler på Sovjetunionen som et ufrit, lukket og anti-demokratisk samfund. Et samfund uden ytringsfrihed både for kunstnere og for alle andre borgere – og et samfund uden stærke demokratiske institutioner til sikring af, at borgerne med jævne mellemrum kunne vælge regenterne ved frie valg og efter forudgående fri debat.
I Danmark er vi stolte af at være det stik modsatte: Et frit og åbent demokrati med stærke demokratiske institutioner. Vi er stolte af, at her hos os er ikke blot kunsten, men også videnskaben, tænkningen og filosofien fri
De to sidstnævnte størrelser fandtes ikke i det gamle Sovjetunionen, og kunsten som styret af magthaverne var en del af det kulturelle stof, der tog sigte på at fastholde tingenes totalitære tilstande.
I Danmark er vi stolte af at være det stik modsatte: Et frit og åbent demokrati med stærke demokratiske institutioner. Vi er stolte af, at her hos os er ikke blot kunsten, men også videnskaben, tænkningen og filosofien fri. Fri for at være dikteret af magthavernes politiske dagsordener og opfattelser, fri for at blive pålagt krav om at udgøre dette eller hint udsagn og fri for at blive reduceret til politikernes instrumenter i henseende til at styrke deres specifikke magtpositioner i samfundet.
Vi er som bekendt et ret lille land; vi udgør et begrænset sprogområde her til lands. Man det forhindrer os ikke i at yde bidrag til både kunst og forskning – også set ud fra en international optik.
Sammen finansierer vi kunst og forskning
Vort lands størrelse indebærer imidlertid, at for at sikre både kunsten, men også forskningen, og det vil sige den samlede vidensproduktion, der skal til for, at vi kan klare os i en krævende, international konkurrencesituation, må vi gå sammen og i fællesskab finansiere både kunst og forskning.
Kloge befolkninger og ansvarlige politikere har i adskillige generationer i Danmark sørget for, at vi sammen og i fællesskab over skattebilletten finansierer ikke blot den videnskabelige forskning, men også f.eks. skabelsen og formidlingen af dansk kunst
Dét gør vi netop også. Kloge befolkninger og ansvarlige politikere har i adskillige generationer i Danmark sørget for, at vi sammen og i fællesskab over skattebilletten finansierer ikke blot den videnskabelige forskning, men også f.eks. skabelsen og formidlingen af dansk kunst.
Ikke at kunsten fylder meget på de offentlige, endsige statslige budgetter. Billedkunsten fylder eksempelvis så lidt, at det på mange måder er ret fantastisk, at vi overhovedet har et kunst – og kulturliv, hvor også billedkunsten har en plads her i Danmark.
Armslængdeprincippet
For at have en garanti for at vi ikke ender med at stå med f.eks. skulpturelle rædsler i stil med dem, vi kender fra det gamle Sovjetunionen, har vi her i Danmark implementeret et glimrende princip. Det kaldes “armslængdeprincippet”, som mange ved. Det er et princip om, at beslutninger vedrørende, hvilken kunst, der skal nyde statslig eller anden offentlig finansiering, træffes en “armslængde” fra de politiske magthavere. Beslutningerne træffes ikke af politikere, der måske kunne føle sig fristede til at støtte den kunst, de mener, støtter deres politiske opfattelser. Beslutningerne træffes tværtom af folk, der har forstand på kunst. Folk med vægtige kunstfaglige kompetencer.
Lidt ligesom når beslutninger inden for den videnskabelige forskning angående hvilken forskning, der skal fremmes, træffes af folk, der har endog meget forstand på forskning, det vil sige typisk særdeles dygtige forskere.
Men også lidt i analogi til, at hvis der f.eks. er noget galt med moteren i en bil, så er det en person med forstand på biler, der hitter ud af, hvad der skal gøres ved bilens motor for at få bilen til at køre igen. Mekanikere ved typisk en hel masse om bilmotorer; de har bilmæssige fagkompetencer, kan vi sige. Mekanikere har simpelthen forstand på biler, og derfor overlader vi bilreparationer til dem.
Man er ikke mere fin eller vigtig for et samfund, bare fordi man er specialist i kunst fremfor at være specialist i eksempelvis bilmotorer. Hvor ville det være dejligt og velgørende, hvis vi kunne slippe for det snobberi, der nogle gange omgærder kunsten. Og det gerne en gang for alle
Vi kalder også noget sådant for faglig specialisering; nogle har forstand på noget, de bruger hele deres liv på at blive dygtige til noget bestemt. Andre har forstand på noget andet, de bruger en hel masse tid og krudt på at blive gode til dette andet bestemte. Og ad den vej erhverver de fagkompetencer, der gør, at de er specialister inden for et bestemt felt.
Og lige for god ordens skyld: Man er ikke mere fin eller vigtig for et samfund, bare fordi man er specialist i kunst fremfor at være specialist i eksempelvis bilmotorer. Hvor ville det være dejligt og velgørende, hvis vi kunne slippe for det snobberi, der nogle gange omgærder kunsten. Og det gerne en gang for alle.
Ingen vægtige kunstfaglige kompetencer
Hvorom alting er: Hvis vi husker og holder hinanden fast på ovenstående, herunder grunden til at vi har armslængdeprincippet, så må vi sige, at det selvfølgelig er meget problematisk, at politikere i Københavns Kommune har sat sig selv i et udvalg, hvor de er med til at indkøbe kunst for skatteborgernes penge.
Det er naturligvis glimrende, at også Københavns Kommune anvender økonomiske midler til at indkøbe billedkunst. Jeg vil dog gerne her i parentes bemærke, at jeg faktisk blev meget forbløffet, da jeg hørte, hvor mange penge Københavns Kommune har sat af i år til indkøb af billedkunst, nemlig 675.000 kroner. Helt ærligt finder jeg beløbet endog meget lavt – men lad det nu ligge i denne omgang.
Som vi har hørt en hel del om i de seneste dage, sidder der tre politikere ud af i alt otte medlemmer af Københavns Billedkunstudvalg. Og det samlede udvalg har indkøbt et kunstværk med titlen Dødsfald skabt af den danske kunstner Jakob Jakobsen for 10.000 kroner.
Dan Jørgensen finder værket “usmageligt” og forstår ikke, at nogle vil anvende skatteborgernes penge til at foretage et indkøb af det. Og dette standpunkt udbasunerer han uden nogen som helst tøven til trods for, at han aldrig nogen sinde har markeret sig som en person med vægtige kunstfaglige kompetencer, endsige vist tegn på stor interesse for kunst
Et indkøb, som tilsyneladende har fået socialdemokraten Dan Jørgensen til at glemme alt om armslængdeprincippet, tabe hovedet og videre kaste sig ud i et offentligt angreb på selve værket samt værket som et eksempel på kunst, der overhovedet er værdig til indkøb for offentlige midler.
Dan Jørgensen finder værket “usmageligt” og forstår ikke, at nogle vil anvende skatteborgernes penge til at foretage et indkøb af det. Og dette standpunkt udbasunerer Dan Jørgensen uden nogen som helst tøven til trods for, at Dan Jørgensen aldrig nogensinde har markeret sig som en person med vægtige kunstfaglige kompetencer, endsige vist tegn på stor interesse for kunst.
Og ikke nok med det. Et af politiker-medlemmerne af Københavns Billedkunstudvalg, nemlig Gyda Heding fra Enhedslisten, som har været med til at indkøbe det pågældende værk af Jakob Jakobsen, har for noget tid siden også været ude i offentligheden med et Facebook-opslag, hvor hun har reklameret for indkøbet og bl.a. skrevet, at hun “gerne vil bidrage med noget super sejt politisk kunst.”
Og igen: Dette til trods for, at heller ikke Gyda Heding har nogen som helst kunstfaglige forudsætninger og kompetencer i henseende til at vurdere, hvad der er god eller interessant kunst.
Kollektiv nedsmeltning i sommervarmen
Hvilket selvfølgelig også gælder for Niko Grünfeld fra Alternativet – et andet politiker-medlem af Københavns Billedkunstudvalg, som ligeledes har været med til at foretage nævnte indkøb. Heller ikke Niko Grünfeld har gjort sig bemærket som en person med nogen som helst kunstfaglige kompetencer.
Hvilket igen også kan siges om medlemmet af den danske regering Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, der indirekte har taget afstand fra indkøbet af nævnte kunstværk med en dumsmart, forsøgt morsom bemærkning om, hvorvidt vi så nu fremadrettet vil blive frie for at høre på manglende økonomiske midler til sikring af kernevelfærden i Københavns Kommune – underforstået når nu Københavns Billedkunstudvalg ødsler sådan med skatteborgernes penge, at de har indkøbt nævnte værk af Jakob Jakobsen.
Som om at politikernes manglende iagttagelse af og respekt for armslængdeprincippet kan sidestilles med det i et demokratisk samfund så grundlæggende princip, at alle borgere, herunder også de borgere, der er kunstnere, må have politiske opfattelser
For at fuldende den kollektive politiker-nedsmeltning i denne ellers så skønne danske sommervarme (en nedsmeltning, der, som det ses, tager form af en fuld glemsel af, at vi i Danmark har og af gode grunde sætter stor pris på et system, hvor kunstfaglige afgørelser træffes på afstand af de politiske magthavere) er SF’s folketingsmedlem Jacob Mark også kommet på banen i sammenhængen.
Jacob Mark har offentligt fremført følgende udsagn: “Jeg køber ikke præmissen om, at politikere ikke må have holdning til kunst. Det er meningen med kunst, at det skal vække holdninger. Ligesom kunstnere må have holdning til politik. Min holdning til værket af Jakob Jakobsen er, at det er spild af penge, ligegyldigt og grimt.”
Som om at politikernes manglende iagttagelse af og respekt for armslængdeprincippet kan sidestilles med det i et demokratisk samfund så grundlæggende princip, at alle borgere, herunder også de borgere, der er kunstnere, må have politiske opfattelser.
Tilsyneladene er der behov for at minde Jakob Mark om, at politiske opfattelser har vi jo netop alle lov til at have; det er omdrejningspunktet i et demokrati, at borgerne har lov til at have deres politiske opfattelser og ud fra dem sætte deres kryds i stemmeboksen på valgdagen.
Politiske opfattelser bør godt nok hvile på oplysning; derfor har vi i Danmark det oplyste folkestyre. Men det at have politiske opfattelser og sætte sit kryds på valgdagen kræver ikke specifikke fagkompetencer. Sidstnævnte forhold er en af markørerne for det repræsentative demokrati – og det holder vi fast i med næb og kløer her i Danmark.
Det er noget overraskende, at så mange politikere på én gang i denne sommer formår at glemme sådanne fundamentale principper, herunder at de formår at ignorere armslængdeprincippet i en glemsel af, hvorfor det nu er, at vi har dette princip. I en glemsel af, at netop dette princip har vi, fordi her hos os er kunsten fri af magthavernes politiske synspunkter og strategier i henseende til at vinde magt og/eller holde på magten
Til Jacob Mark må vi sige, at det til gengæld kræver fagkompetencer at reparere en bilmotor, det kræver fagkompetencer at udvælge de videnskabelige forskningsprojekter, der skal støttes med offentlige forskningsmidler, og det kræver fagkompetencer at vurdere, hvad der er god, interessant og for offentlige midler støtteværdig kunst. Politiske opfattelser har vi derimod alle – alene i egenskab af at være borgere – kompetencerne til at have.
Det er noget overraskende, at så mange politikere på én gang i denne sommer formår at glemme sådanne fundamentale principper, herunder at de formår at ignorere armslængdeprincippet i en glemsel af, hvorfor det nu er, at vi har dette princip. I en glemsel af, at netop dette princip har vi, fordi her hos os er kunsten fri af magthavernes politiske synspunkter og strategier i henseende til at vinde magt og/eller holde på magten.
Og det gælder hele vejen rundt i det politiske spektrum. Uanset om magthaverne kommer fra Enhedslisten, Alternativet, Socialdemokratiet, Venstre eller et hvilket som helst andet parti, så vil vi gerne være frie for politikeres indblanding i og/eller instrumentalisering af kunsten til egne formål – og derfor har vi armslængdeprincippet.
Dét, vi imidlertid mangler, har denne varme sommer vist, er politikere, der er i stand til at huske, iagttage og respektere dette helt igennem fundamentale princip.
En af kunstens funktioner er at engagere dens betragtere
Nu er der måske nogle, der tænker, jamen, har alle vi andre så heller ikke lov til at mene noget om et kunstværk, i fald vi ikke har kunstfaglige kompetencer?
Svaret på det spørgsmål er, at selvfølgelig har vi alle lov til at mene noget om et kunstværk.
Faktisk kan man sige, at dette udgør en af kunstens mangeartede funktioner, nemlig at engagere dens betragtere i refleksion og dét, man som filosof ville kalde at fælde domme om kunstværkers æstetiske og meningsmæssige egenskaber.
Ydermere er vi jo i den lykkelige situation her til lands, at vi har ytringsfrihed. Alle har både ret til og lov til at mene og sige noget om et kunstværk som f.eks. det omdiskuterede værk af Jakob Jakobsen.
Bare fordi man har ytringsfrihed, indebærer det jo ikke, at dét, man evt. kunne finde på at sige om et kunstværk, nu også er rigtigt, relevant, interessant, kvalificeret osv.
Men det er klart, at man kan udtale sig på en mere eller mindre kvalificeret facon og på et mere eller mindre oplyst grundlag.
Bare fordi man har ytringsfrihed, indebærer det jo ikke, at dét, man evt. kunne finde på at sige om et kunstværk, nu også er rigtigt, relevant, interessant, kvalificeret osv.
Man kan med andre ord sagtens anvende sin ytringsfrihed og komme til at sige noget sludder.
I forhold til Dødsfald af Jakob Jakobsen vil jeg bemærke, at det er en fordel, at man orienterer sig lidt i, hvad det overhovedet er for en type værk, som vi har med at gøre. Ligesom det er en god ide at gøre sig klart hvilken tradition, værket knytter an til. Det vil udgøre et godt udgangspunkt for en videre refleksion over værket.
Konceptuel kunst
Overordnet kan man sige, at Dødsfald af Jakob Jakobsen er et eksempel på det, man betegner som konceptuel kunst. Det er kunst, som ikke prioriterer kunstværkets klassiske æstetiske egenskaber. I stedet vægtes i den konceptuelle kunst værkets mening eller, som filosoffer udtrykker det, værkets meningsmæssige egenskaber.
Nogle gange er det meningsmæssige indhold i konceptuelle værker poetisk, andre gange tangerer det noget følelsesmæssigt, andre gange igen inviterer det os modtagere til refleksion. For nu blot at nævne nogle eksempler på, hvad der kan være på færde i konceptuelle værker
Ofte har konceptuelle værker alligevel en række æstetiske overflade-egenskaber. Nogle gange fremstår de elegante, andre gange f.eks. minimalistiske. Men pointen er ikke deres æstetiske fremtoning. Pointen ved konceptuelle værker er deres meningsmæssige indhold eller deres meningsmæssige egenskaber.
Og derfor kan de også til tider fremstå som blot et par skrevne linjer på et stykke papir. Eller måske sågar bare som en enkelt skreven linje på et A4-ark. Og dette netop i en understregning af, at det sansemæssigt æstetiske ikke er det væsentlige ved disse værker.
Nogle gange er det meningsmæssige indhold i konceptuelle værker poetisk, andre gange tangerer det noget følelsesmæssigt, andre gange igen inviterer det os modtagere til refleksion. For nu blot at nævne nogle eksempler på, hvad der kan være på færde i konceptuelle værker.
I det tyvende århundredes vestlige kunst har den konceptuelle kunst vist sig at udgøre en vigtig del af kunsten. Og en lang række meget markante kunstnere har bidraget til den vestlige kunst med konceptuelle værker. Et kendt og godt eksempel er Yoko Ono, som Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk viste en stort anlagt og meget vellykket solo-udstilling med i 2013.
En anden også fabelagtig konceptuelt arbejdende kunstner er f.eks. amerikanske Barbara Bloom, som jeg var så heldig at se en stor solo-udstilling af i Martin Gropius Bau i Berlin for en del år siden.
Særligt for Blooms arbejder er også, at hun ikke kun pointerer sine værkers meningsmæssige indhold. Hun formår også at installere sine arbejder, så de krydsrefererer til hinanden, virker sammen og sender beskueren ud i en række af forbundne associationer fra værk til værk. Når man oplever det, er det meget poetisk, erindringsmættet og mesterligt, men også – selvom det meningsmæssige er det centrale – utroligt smukt.
Det er en ærlig sag, hvis man ikke lige finder Jakob Jakobsens værk ekstremt interessant som et eksempel på konceptuel kunst, men det er rent ud sagt pinligt og virkelig kritisabelt, at man affærdiger Jakob Jakobsens værk under henvisning til, at man finder det “smagsløst” og ikke begriber, at nogle vil anvende offentlige midler til indkøb af det
Eksempler på europæisk konceptuel kunst fra det tyvende århundrede er skabt af kunstnere fra den engelske gruppe “Art & Language”, der søsattes i slutningen af 1960’erne. Kunstnere fra “Art & Language” skabte overvejende tekstbaserede værker, oftest af teoretisk orienteret tilsnit.
Når en dansk kunstner som Jakob Jakobsen skaber et konceptuelt værk, der består af en række A4-ark, hvorpå der er skrevet en enkelt linje, så knytter Jakob Jakobsen som kunstner an til en endog meget veletableret kunst-tradition fra det tyvende århundrede. En kunst-tradition, der bestemt har været genstand for diskussioner, men som ikke desto mindre fremstår som et absolut velkonsolideret og kunstnerisk set centralt spor i det tyvende århundredes vestlige kunst.
Vigtige konceptuelle værker er således også placeret rundt omkring i verden på store kunstmuseer, ligesom de har været og stadig er genstande for kunstkritisk reception og refleksion samt for kunsthistorisk og fagfilosofisk forskning ved de vigtigste universiteter i den vestlige verden.
På den baggrund forekommer Dan Jørgensens bemærkninger om værket af Jakob Jakobsen som unødvendigt uoplyste. Det er en ærlig sag, hvis man ikke lige finder Jakob Jakobsens værk ekstremt interessant som et eksempel på konceptuel kunst, men det er rent ud sagt pinligt og virkelig kritisabelt, at man affærdiger Jakob Jakobsens værk under henvisning til, at man finder det “smagsløst” og ikke begriber, at nogle vil anvende offentlige midler til indkøb af det.
Det vidner om en ignorance, en uvidenhed samt en mangel på interesse for kunsten i den vestlige verden i det tyvende århundrede, som er monumental. Det er slet og ret ikke i orden.
Det skønne som noget åndeligt eller: Det vigtigste er konceptionen
Nu er der så måske nogle, der vil søge at komme Dan Jørgensen til hjælp ved at prøve at pege på, at man jo ikke er forpligtet til erklære sig enig i, at konceptuelle værker ved deres vægtning af det meningsmæssige fremfor det sansemæssigt æstetiske retteligt lader sig klassificere som kunstværker eller udgør interessante kunstværker.
Hertil kan man svare, at det ville være velgørende, om folk ville overveje en udfoldelse af et lidt mere både filosofisk æstetisk og kunsthistorisk orienteret perspektiv, inden de iler ud med en uigennemtænkt støtte til en afstandtagen fra konceptuel kunst.
For Michelangelo, som måske nok er den vigtigste kunstner overhovedet nogensinde i billedkunstens historie, var skønhed noget mentalt, noget åndeligt. Michelangelo sagde: “only rash and foolish judgments attribute beauty to sense”
For at tage det sidste først, så er sagen den, at en vægtning af det meningsmæssige og/eller det idemæssige trækker lange, tykke og solide tråde tilbage i den kunsthistoriske tradition. Lad os kort opholde os ved et par giganter. Det skulle gerne anskueliggøre, at en vægtning af det idemæssige, det mentale, det konceptuelle og/eller det meningsmæssige er mainstream i kunsthistorien.
For Michelangelo, som måske nok er den vigtigste kunstner overhovedet nogensinde i billedkunstens historie, var skønhed noget mentalt, noget åndeligt. Michelangelo sagde: “only rash and foolish judgments attribute beauty to sense”.[i] Skønheden i skulpturen eller tegningen, som frembragtes af Michelangelo, var i hans egen forståelse af mental og ikke sansemæssig art.
For en af de allerstørste kolorister i billedkunstens historie, nemlig Henri Matisse, kan vi også høre følgende ret overraskende udsagn: “For me all is in the conception”.[ii] Hermed mente Matisse ikke, at alt for ham lå i en abstrakt ide, men derimod at alting for ham lå i en mental tilstand af emotionel art. Maleriet, tegningen eller papirklippet var ikke for Matisse en repræsentation af en ydre genstand, tværtom var værket en repræsentation af en indre følelse af et ydre objekt.[iii]
En opfattelse af kunsten som noget blot sansemæssigt æstetisk er således ikke en opfattelse, der vinder tilslutning fra disse to giganter, Michelangelo og Matisse. På hver deres måde fremhæver de en afgørende bevidsthedsmæssig dimension i kunstværket. Det sansemæssigt æstetiske ses rent faktisk som sekundært i forhold til det mentalistiske primære.
Arthur Danto fremhæver, at det er en nødvendig betingelse for, at noget er kunst, at dette noget udgør et meningsmæssigt udsagn, et statement. Kunstværket er i følge Arthur Danto embodied meaning
Trækker vi eksempelvis en af det tyvende århundredes vigtigste filosoffer, der har bidraget til den filosofiske æstetik, ind i billedet, nemlig Arthur Danto, præsenteres vi for teoretiske ressourcer, der fastslår væsentligheden af et objekts meningsmæssige egenskaber i henseende til opnåelse af status som kunst. Arthur Danto fremhæver, at det er en nødvendig betingelse for, at noget er kunst, at dette noget udgør et meningsmæssigt udsagn, et statement. Kunstværket er i følge Arthur Danto embodied meaning.
Om det tyvende århundredes konceptuelle kunstnere kan vi sige, at de går planken ud i en fuld vægtning af det mentale, det idemæssige og/eller det meningsmæssige i forhold til kunstværket ved det, at de har et kunstsyn, hvor det sansemæssigt æstetiske er helt underprioriteret. Nogle konceptuelt arbejdende kunstnere har sågar tænkt deres arbejder som direkte anti-æstetiske.
Men selve vægtningen af det bevidsthedsmæssige, det idemæssige og/eller det meningsmæssige har de konceptuelt arbejdende kunstnere fra det tyvende århundrede taget til sig fra en lang, veletableret kunsthistorisk og filosofisk æstetisk tradition. Den konceptuelle kunst er på denne vis ikke kun et anti-æstetisk brud med, men også en direkte og kontinuitetsskabende forlængelse af den vestlige verdens mangeårige, fantastiske og vidunderlige billedkunstneriske tradition i samklang med den vestlige verdens intellektuelt set brilliante og lysende filosofisk æstetiske tradition.
Hvordan forstå værket af Jakob Jakobsen?
Dødsfald af Jakob Jakobsen består, som det vist efterhånden er klart for de fleste oven på de seneste dages debat i de danske medier, af 20 A4-ark i hvidt papir, hvorpå der er printet forskellige enkeltstående sætninger som f.eks. “Anders Fogh Rasmussen er død” eller “Ole Sohn er død”. Alle de 20 ark rummer en enkelt af sådanne sætninger, hvor det anførte navn er navnet på en dansk politiker; der er tale om politikere fra hele det politiske spektrum.
Disse sætninger er placeret øverst på papiret, hvoraf resten fremstår blankt og uudfyldt. Sætningerne udgør hver især starten på en imaginær nekrolog i et fremtidsscenarie. Udover denne første nævnte sætning i hver fremtidige nekrolog står der intet. Det er således op til betragteren af værket selv at forestille sig, tænke over eller reflektere over, hvad der måske en gang i fremtiden vil komme til at stå på resten af det hvide, tomme A4-papir. Hvad vil man huske alle disse politikere for en gang i fremtiden? Hvilke handlinger har de foretaget, som ude i fremtiden set i et tilbageblik forlenes med størst betydning?
Man kan sige, at værket af Jakob Jakobsen inviterer til en refleksion over fremtidens vurdering af ledende politikeres handlinger, som er udført i vor tid. Men også, at værket inviterer til en tænkning over konsekvenserne af disse handlinger, handlinger som muliggjortes af det forhold, at politikerne på forskellig vis havde politisk magt i vor tid
Vi ved det ikke, og hver enkelt betragter har sikkert sit bud. Man kan sige, at værket af Jakob Jakobsen inviterer til en refleksion over fremtidens vurdering af ledende politikeres handlinger, som er udført i vor tid. Men også at værket inviterer til en tænkning over konsekvenserne af disse handlinger, handlinger som muliggjortes af det forhold, at politikerne på forskellig vis havde politisk magt i vor tid. Nogle mere end andre, og nogle med mere vidtrækkende konsekvenser end andre.
I forlængelse heraf peger værket ydermere også tilbage på betragteren selv. For selvom de fleste af os ikke er magtfulde politikere, hvis handlinger potentielt har konsekvenser for mange mennesker, så er også vi, som enkeltindivider og borgere i et samfund, mennesker, som foretager handlinger, der har konsekvenser.
Hvad vil udgøre de vigtigste og mest betydningsfulde handlinger, som vil blive fremholdt i imaginære nekrologer skrevet om hver enkelt af os en gang ude i fremtiden? Vi aner det ikke. Og de fleste af os foretrækker nok også at fortrænge både dét og tanken om, at vi en gang selv ikke er her mere. Fuldt forståeligt, naturligvis, døden er en ultimativ katastrofal og irreversibel størrelse; en størrelse, som de fleste af os gerne glemmer i dagliglivet.
Værket af Jakob Jakobsen er som kunstværk betragtet et lødigt værk; og det oppebærer tilstrækkelig høj kunstnerisk kvalitet til, at det også er ganske lødigt, at Københavns Billedkunstudvalg med dets nuværende flertal af medlemmer med kunstfaglige kompetencer har indkøbt værket
Imidlertid er der intet ved værket Dødsfald, som peger i retning af en tolkning af værket lydende på, at det antyder et ønske om nogens død, hverken de navngivne politikeres eller alle os andre betragteres. Værket er en indbydelse til at spekulere over livets gang og ikke mindst dét, vi allesammen foretager os, mens vi er her.
Det er muligt, at nogle kan komme i tanke om konceptuelle kunstværker, som de af forskellige grunde finder mere interessante og/eller sofistikerede end det nævnte af Jakob Jakobsen. Min opfattelse er ikke, at blot fordi dette værk har givet anledning til en del debat i de danske medier foranlediget af visse politikeres lige dele mangel på viden om kunst samt respekt for armslængdeprincippet, så bør værket af Jakob Jakobsen med et snuptag ophøjes til at være et decideret mesterværk.
Men værket af Jakob Jakobsen er som kunstværk betragtet et lødigt værk; og det oppebærer tilstrækkelig høj kunstnerisk kvalitet til, at det også er ganske lødigt, at Københavns Billedkunstudvalg med dets nuværende flertal af medlemmer med kunstfaglige kompetencer har indkøbt værket.
Ville jeg selv have indkøbt værket, i fald jeg var medlem af Københavns Billedkunstudvalg? Det har jeg ikke noget svar på; det afhænger af, hvilke værker, der ellers ville være mulighed for at indkøbe. Grundlæggende set og som norm respekterer jeg beslutninger foretaget af mennesker med kunstfaglige kompetencer, også selvom de træffer andre beslutninger, end jeg selv ville have truffet.
I relation til Københavns Billedkunstudvalgs køb af værket af Jakob Jakobsen kan jeg ikke sige andet, end at set ud fra en kunstfaglig optik er det fuldt rimeligt, at udvalget har indkøbt værket. Og længere er den ikke; mere er der ikke at sige om den sag.
En trussel mod vore politikere er en trussel mod vort demokrati
Men, er der måske nogle, der vil tænke, kan vi overhovedet ikke sige noget til fordel for Dan Jørgensens og de andre politikeres ovenfor omtalte negative udmeldinger? Nej, må vi svare, ikke konkret i forhold til værket af Jakob Jakobsen.
Det eneste, vi kan sige i relation til Dan Jørgensens udmelding, er, at Dan Jørgensen måske i farten kom til at misforstå Dødsfald af Jakob Jakobsen. Og derfor i en ærlig bekymring for politikernes ve og vel følte, at en reaktion var på sin plads.
Hvis det er noget sådant, der ligger til grund for Dan Jørgensens bombastiske udmeldinger, så ville det være godt at få dette afklaret. For dels er der jo tale om en misforståelse, og dels er der, tror jeg, ingen, som ikke deler Dan Jørgensens eventuelle bekymringer for de helt igennem uacceptable trusler og aggressive angreb, som vore politikere i dag møder på nettet, på sociale medier og andetsteds.
Vor egen tids kunst er om noget den kulturelle størrelse, der tager sigte på at bevare de frie, åbne og demokratiske samfund som netop frie, åbne og demokratiske. Og med til dette hører også trygheden for vore folkevalgte politikere og selvfølgelig også trygheden for alle os andre. Lad det nu være helt klart
Disse trusler er ikke bare uacceptable trusler mod vore politikere, de er uacceptable trusler mod demokratiet som sådan. Og de er ydermere uacceptable trusler, som vi pinedød er nødt til at tage meget alvorligt. Hvem husker ikke det modbydelige og tragiske drab på svenske Anna Lindh? Jeg har aldrig personligt selv glemt dette afskyelige drab. Og hvem husker ikke også det modbydelige og tragiske drab på britiske Jo Cox? Jeg tror, vi alle husker dette afskyelige drab og stadig bærer Jo Cox i vores hjerter.
Så hvis det er en ærlig bekymring for trusler mod politikere, som ligger Dan Jørgensen på sinde, så vil jeg natuligvis sige, at ja, så er der helt bestemt noget, som Dan Jørgensen og jeg er et hundrede procent enige om.
Men dette, som Dan Jørgensen og jeg her er et hundrede procent enige om, handler imidlertid jo slet ikke om kunst; vor egen tids kunst er om noget den kulturelle størrelse, der tager sigte på at bevare de frie, åbne og demokratiske samfund som netop frie, åbne og demokratiske. Og med til dette hører også trygheden for vore folkevalgte politikere og selvfølgelig også trygheden for alle os andre. Lad det nu være helt klart.
Velgørende om politikerne ville respektere armslængdeprincippet
Tilbage står, at det ville være velgørende, om vore politikere ville iagttage og respektere armslængdeprincippet – og det gælder politikere fra samtlige partier – det ville være godt, hvis politikerne i Københavns Kommune kunne enes om, at Københavns Billedkunstudvalg udelukkende består af folk med kunstfaglige kompetencer, og det ville tillige være meget hensigtsmæssigt, hvis den fremtidige debat om konceptuelle kunstværker som det aktuelle af Jakob Jakobsen, men også andre debatter vedrørende andre typer af samtidskunstværker, kunne finde sted på et bare nogenlunde oplyst grundlag.
Nu forholder det sig så heldigt, at Kunsthal Charlottenborg i København har fået mulighed for at vise Dødsfald af Jakob Jakobsen, så alle interesserede i den danske befolkning selv kan gå ind og stifte bekendtskab med værket. Udstillingen kører frem til og med d. 12. august, 2018. Værket kan også downloades gratis af enhver til printning derhjemme.
Således er der måske stadig basis for yderligere debat vedrørende dette værk. Lad os håbe på og hver især gøre vores til, at den eventuelle fortsatte debat om værket bliver så god og kvalificeret som muligt. Er der nogen, der ønsker sig en engageret, interesseret og oplyst kunstoffentlighed, så er det de danske billedkunstnere; det er jeg helt sikker på. God fornøjelse med oplevelsen af Jakob Jakobsens værk på Kunsthal Charlottenborg.
Topfoto: Opslag i bogen Conceptual Art af Tony Godfrey (London: Phaidon Press Limited, 1999). Fotograferet af Dorte Jelstrup
[i] Se Salmi, Mario (ed.): The Complete Work of Michelangelo (Novara: Grange Books, 1997), p. 526.
[ii] Se Schneider, Pierre: Matisse (London: Thames & Hudsen, 2002), p. 354 og p. 359.
[iii] Se Schneider, Pierre: Matisse (London: Thames & Hudsen, 2002), pp. 354-362.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her