JULIAN ASSANGE // KOMMENTAR – ”Mit største problem med Assange er ikke de ting, han har afsløret, men alt det, han har forholdt sig tavs omkring. For mens han og Wikileaks har været vigtige, når det kommer til at afdække ’Vestens’ (krigs-)forbrydelser og hykleri, har der været total radiotavshed når det gælder nogle af verdens mest autoritære regimer.”
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter fem lange år i Storbritanniens hårdeste fængsel er Julian Assange blevet løsladt.
Han har tilstået at have lækket hemmelige dokumenter fra det amerikanske forsvarsministerium og kan nu rejse hjem til Australien efter at have fået en dom, der svarer til det, han allerede har afsonet i Belmarsh.
Hvorfor valgte man at fjerne de dokumenter fra fildumpet, som påviste, at Rusland overførte €2 milliarder til Assad-regimet forud for dets militære intervention i 2015?
Det er en stor sejr for ytrings- og pressefriheden, og jeg er helt enig med Det Internationale Journalistforbund, som kalder hans fængsling uacceptabel.
Jeg kan ikke fordrage Julian Assange
Men lad mig i den sammenhæng også understrege, at jeg virkelig ikke kan fordrage Julian Assange. Det kan lyde selvmodsigende og er en kompliceret sag, så tillad mig en længere smøre:
Som chef for Wikileaks afslørede Assange forfærdelige krigsforbrydelser, der blev begået af det amerikanske militær under besættelsen af Irak. Blandt de mest eksplosive læk var videooptagelser af amerikanske soldater fra fascisten og islamofoben Erik Princes private hær, Blackwater, der henrettede civile i Bagdad. Wikileaks afslørede i The Guantanamo Files også systematisk mishandling af krigsfanger på den berygtede amerikanske base, der i øvrigt stadig er i brug.
Mit største problem med Assange er ikke de ting, han har afsløret, men alt det, han har forholdt sig tavs omkring.
Netop Syrien-spørgsmålet afslører i Assanges tilfælde meget om hans egentlige ideologiske kompas. Det syriske oprør kan i det hele taget siges at være et prisme til at forstå alliancen mellem brunskjorter og neo-stalinister – den såkaldt ”rødbrune alliance”
For mens han og Wikileaks har været vigtige, når det kommer til at afdække ”Vestens” (krigs-)forbrydelser og hykleri, har der været total radiotavshed, når det gælder nogle af verdens mest autoritære regimer.
Det var fx prisværdigt, at Wikileaks i 2012 lækkede to millioner filer om den amerikanske regerings skjulte kommunikation med diktatoren Bashar, de såkaldte Syria Files. Men hvorfor valgte man at fjerne de dokumenter fra fildumpet, som påviste, at Rusland overførte €2 milliarder til Assad-regimet forud for dets militære intervention i 2015? Var den del af fortællingen ikke i offentlighedens interesse???
Netop Syrien-spørgsmålet afslører i Assanges tilfælde meget om hans egentlige ideologiske kompas. Det syriske oprør kan i det hele taget siges at være et prisme til at forstå alliancen mellem brunskjorter og neo-stalinister – den såkaldt ”rødbrune alliance” (se også: Sahra Wagenknecht, Alexander Dugin, George Galloway etc.).
I Assanges tilfælde skyldes det i vidt omfang påvirkningen fra hans far, John Shipton, der er en af de allerværste Assad-apologeter. Da Shipton i 2013 erklærede, at Wikileaks ville åbne en afdeling i Damaskus ”i solidaritet med det syriske folk (regimet)”, blev det dog for meget, selv for Assange.
Hvad nu, Julian Assange, hvor Alexei Navalnyj er blevet myrdet?
Assange har tidligere afvist kritik af den ensidige dækning, og den totale mangel på kritik af Rusland og dets ligesindede med, at ”Rusland har sine egne regimekritikere, som [Alexei] Navalnyj og [avisen] Novaya Gazeta”.
Men hvad så nu, Julian, hvor Alexei Navalnyj er blevet myrdet af den russiske stat, og Novaya Gazeta ligesom resten af den frie russiske presse er blevet lukket ned?
Har du tænkt dig at reagere på den udvikling, jf. dit eget argument? Eller vil du forsøge at holde dig gode venner med en brutal diktator i håbet om, at din gamle arbejdsgiver RT finder et job til dig igen?
Da Donald Trump i 2016 ledte efter snavs på Hillary Clinton, brugte Assange Wikileaks’ Twitter-konto til personligt at skrive sammen med Donald Trump Jr. Det var en direkte sidetagen med den mest reaktionære del af det amerikanske establishment
Dertil bliver vi også nødt til at forholde os til en lang række kritikpunkter af Wikileaks’ egen journalistiske etik.
Da Donald Trump i 2016 ledte efter snavs på Hillary Clinton, brugte Assange Wikileaks’ Twitter-konto til personligt at skrive sammen med Donald Trump Jr. Det var en direkte sidetagen med den mest reaktionære del af det amerikanske establishment, som man i øvrigt skulle tro fik en enkelt venstrefløjser eller to til at løfte et øjenbryn.
Godt for ytringsfriheden, men hvad med WikiLeaks’ dårlige journalistiske etik?
Da Wikileaks i 2016 lækkede personlige oplysninger om hundredvis af saudiske borgere – herunder deres seksualitet – bragte det mange af landets hemmelige LGBT-personer i decideret livsfare. Assange afviste det på arrogant vis: ”Det er ikke engang en overskrift værdigt.”
Man kan finde utallige af den slags eksempler på ekstremt dårlig journalistisk etik hos WikiLeaks, hvor målet altid lader til at hellige midlet. For mig at se er der hverken grund til at dæmonisere eller helgenkåre Assange, men blot at gøre sig klart, hvilken rolle han har spillet – og for hvem.
Trods alle de forbehold er det glædeligt, at Assange i dag er en fri mand. For hvis vores forestillede idealer om ”ytringsfrihed”, ”pressefrihed” og ”demokratiske værdier” skal have nogen som helst substans, kan man ikke sende graverjournalister og whistleblowere i fængsel.
Den reaktionære retning, som hele verden i disse år bevæger sig i retning af, kan kun bekæmpes med (mod-)oplysning og en insisteren på, at vi lader vores modstandere komme til orde. Uanset hvor irriterende deres budskab end måtte lyde.
Læs flere artikler af Morten Hammeken i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her