JUBILÆUM // KOMMENTAR – Det er tid til at slippe forældede fordomme og dystopisk lovgivning, skriver direktør Marianne Egelund Siig i anledning af de kvindelige præsters 75-årsdag.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I år fejrer vi, at det er 75 år siden, at kvinder i Danmark fik lovgivningsmæssig ret til at blive præster. Det havde krævet en uendelig lang og vedholdende kamp, før ”tilladelsen” kom i hus ved lov.
Alligevel var det kun én ud af syv biskopper, nemlig biskop Hans Øllgaard fra Fyns Stift, der var villig til at præstevie de tre første kvindelige teologer i Odense d. 28. april 1948. Dermed eksekverede han den nye lov om ligebehandling, der var blevet vedtaget efter næsten tredive års ihærdigt lobbyarbejde af bl.a. Dansk Kvindesamfund.
Det hører ingen steder hjemme, at Danmark statsfinansierer en underkendelse af kvindelige præster
Dermed blev Danmark et af verdens første lande til at ordinere kvindelige præster i den kristne kirke, altså ”kun” 1058 år efter at kong Harald Blåtands år 965 gjorde danerne kristne.
Loven om kvindelige præsteskaber var dog kun en halv sejr, da en undtagelse i lovteksten præciserede, at menighedsråd stadig havde ret til at fravælge kvindelige præster på grund af deres køn. En undtagelse, der stadig eksisterer i dansk lovgivning her 75 år senere, Det er direkte grotesk, at skiftende regeringer lader en så dystopisk lovtekst blive ved med at eksistere.
Endnu en nølende kirkeminister i rækken
Så sent som 12. april i år har kirkeminister Louise Schack Elholm udtalt, efter et samråd i Folketingets Kirkeudvalg, at regeringen endnu ikke har taget stilling til, om undtagelsen skal fjernes, da folkekirkens interessenter skal høres først. Og det gør åbenbart ikke indtryk nok, at alle biskopper har meldt ud, at de støtter en afskaffelse af særlovgivningen.
Som folkelig institution, finansieret blandt andet af bloktilskud, er det rimeligt at forvente, at folkekirken afspejler de danske principper om ligebehandling
Det hører ingen steder hjemme, at Danmark statsfinansierer en underkendelse af kvindelige præster. Det er direkte middelalderligt og på ingen måder et sted, vi skal være som moderne oplyst demokrati.
Som Lars Sandbeck, der er lektor ved folkekirkens uddannelses- og videnscenter, og har en ph.d. i systematisk teologi, udtalte til Berlingske i august 2022:
”Når kønsrollerne forandrer sig, bliver kirken nødt til at forholde sig til det. Hvis man skal argumentere ved hjælp af Paulus’ kvindesyn, kunne man også argumentere for slaveriets genindførelse”, siger Lars Sandbeck og fortsætter:
”Med den slags argumentation binder man sig til fortidens sociale forhold, herunder slaveriet og husfædrenes revselsesret, og det forekommer mig lettere tåbeligt i en moderne kontekst.”
Sandbeck er et dygtigt og dannet menneske, så når noget forekommer ham ”lettere tåbeligt i en moderne kontekst”, så supplerer jeg gerne, direkte fra mit demokratiske hjerte, at det nok nærmere er ganske og aldeles uacceptabelt for den danske kristne folkekirke.
Hvad kan vi som national menighed og for 72,1 % af os betalende medlemmer af folkekirken gøre for at markere, at vi forventer en kirke, der er i samklang med tiden?
Indtil kirkeministeren er i stand til at tage en beslutning, der passer til år 2023, kunne vi for eksempel ”ligestillingsmærke” kirkerne ved at sætte et kvindetegn med kryds over på hjemmesiden og på døren i de kirker, hvor menighedsrådet ikke mener, at kvinder kan være præster med reference til Paulus’ Det Første Brev Til Korinterne, der påbyder kvinder at tie stille i forsamlinger.
Det ville være en fair anvisning for kirkegængere og en nyttig viden, når man skal vælge, hvorfra man vil døbe sine børn, blive konfirmeret, gift, bisat eller bare nyde en gudstjeneste.
Når konfirmationsforberedelsen for eksempel omfatter mellem 48 og 56 lektioner i direkte dialog med præsten og under gudstjenester, bør vi som forældre have indsigt i, hvilket kvindesyn der tegner den enkelte menighed, før der prædikes for de unge.
Kulturel forskelsbehandling af kvindelige præster
Der er heldigvis mange kirker at vælge imellem i dag, hvor 58 % af folkekirkens præster er kvinder. I toppen af kirkens hierarki er fire ud af 10 biskopper kvinder. Så de strukturelle kønsbalancer er ved at være på plads.
Men måske trækker den lovgivnings-velsignede kønsdiskriminering alligevel flere kulturelle tråde ind i de kvindelige præsters arbejde; i hvert fald eksisterer der stadig en række ligestillingsudfordringer i kirkeligt regi.
En af årsagerne til den kønslige nedgørelse kan ifølge lektor i teologi ved Aarhus Universitet Else Marie Wiberg Pedersen være, ”at folkekirkens undtagelse fra dele af ligebehandlingsloven smitter af på folkekirkens kultur”.
En undersøgelse af DR fra 2022 viser, at 16 % af kvindelige præster havde oplevet kønsdiskrimination på arbejdspladsen, sammenlignet med kun 3 % af mandlige præster.
En tilsvarende undersøgelse fra 2019, udført af Jyllands-Posten, viser at 25 % af kvindelige præster bliver forskelsbehandlet på baggrund af deres køn. Sognepræst Christina Inés Wandel beskriver situationen således:
”Det er udefrakommende forventninger om, at kvindelige præster leverer omsorg, bollebagning og babysalmesang, mens mandlige præster er bedre til den tunge teologi. Det er dem, der skal skrive doktordisputatser og kyndige prædikener.”
Som deltager i ligestillingsdebatten føler man sig hensat til et kønssyn, som nærmere hører hjemme i Korsbæk Kirke og ikke i den moderne, levende danske folkekirke.
Og når vi nu vi taler om bollebagning, så er det også værd at undersøge, hvorvidt forventningerne og strukturen omkring præstegerningen hænger fast i normer fra dengang, der var en præstekone derhjemme, der tog sig af mange af de sociale arrangementer
Selvom den danske kirke er en religiøs institution, hvor teologiske overbevisninger og traditioner spiller en rolle i beslutningsprocessen, skal den stadig leve op til Danmarks værdier og generelle lovgivning om ligestilling.
Som folkelig institution, finansieret blandt andet af bloktilskud, er det rimeligt at forvente, at folkekirken afspejler de danske principper om ligebehandling. Og derfor helt urimeligt at acceptere det modsatte.
De usynlige kvinder i Bibelen
En anden ligestillingsproblematik i folkekirken og dermed grundlæggende i kristendommen er usynliggørelsen af kvinder.
En række nye værker dokumenterer, hvordan kvinders rolle og indflydelse på kristendommen og bibelhistorien er blevet ignoreret og undervurderet.
Sognepræst, forsker og forfatter Marianne Aagaard Skovmands bog De skjulte ledere – om kvinderne i den tidlige kristendom viser, at kvinders rolle gennem tiden er blevet udvisket. Hun hævder, at kvinderne spillede en langt større rolle i kristendommens første tid, end eftertidens patriarkalske fortolkning af de gamle skrifter antyder.
Helt konkret har Walgermo fundet frem til næsten 400 kvinder, som har været nøglepersoner i skabelsen af den vestlige tro
Bogen dokumenterer også, hvordan Jesus og senere Paulus inddrog kvinder i beslutningerne om grundlæggelse af kristendommen, men hvordan de senere blev udeladt fra historien.
Fx blev et evangelium, hvor Maria Magdalena er den centrale person, udeladt, selvom hun som discipel var tæt knyttet til Jesus og muligvis den, der var tættest på ham.
I Maria Magdalena-evangeliet beskrives, hvordan hun træder frem og forkynder Frelserens ord. Hun er den, der omvender og forkynder på lige fod med de mandlige apostle. Og evangeliet antyder ligeledes, at der var en reel magtkamp mellem disciplen Peter og Maria Magdalena, som ender med, at de vælger sammen at gå ud og forkynde Jesu ord, for eksempel formuleret således:
”Da rejste Maria sig og hilste dem alle og sagde til sine brødre: Græd ikke, og vær ikke ulykkelige og heller ikke tvivlrådige, for hans nåde vil være med jer alle og beskytte jer. Lad os snarere prise hans storhed, for han har gjort os rede og gjort os mennesker. Da Maria havde sagt dette, omvendte hun deres hjerter til det gode, og de begyndte at diskutere Frelserens ord sammen.”
Evangeliet kom ikke med i Bibelen. Det var ellers et vægtigt modspil til Paulus’ tidligere nævnte tekststykke, der bød kvinder at tie. I øvrigt ifølge lektor Lars Sandbeck fordi der bare var for meget uro i kirken.
Få kvinderne ind i kirken
Forfatter Alf Kjetil Walgermo har ligeledes undersøgt kvinders bibelske rolle i sin bog Bibelens kvinner, som har skabt stor debat i Norge. Walgermo påpeger, at Bibelen er fyldt med modige, kloge og kreative kvinder, som ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed.
Helt konkret har Walgermo fundet frem til næsten 400 kvinder, som har været nøglepersoner i skabelsen af den vestlige tro. Alt for længe har vi uvidende reproduceret og forstærket mændenes historieskrivning og kvindernes usynliggørelse.
Med den nye viden, vi nu er i besiddelse af, er vi forpligtet til at fortælle den hele historie – og den handler blandt andet om kvinders indflydelse på udbredelsen af den kristne tro.
Vi skal blive ved med at have åbne og respektfulde diskussioner om ligestilling, kvinder, mangfoldighed og inklusion i relation til folkekirkens status og rolle i samfundet
Et nyt dansk værk med titlen Biblens kvinder af teolog, salmedigter og kunsthistoriker Lisbeth Smedegaard Andersen fremhæver ligeledes væsentlige kvindeskikkelser i Det Gamle og Det Nye Testamente. Forfatteren fortæller om de begivenheder og fortællinger, som kvinderne indgår i, så man forstår deres vigtige rolle.
Bibelen er skrevet af mænd, og det er først for nylig i historien, at man er begyndt at finde det påfaldende og værd at kigge nærmere på det faktum, at kvinderne blev skrevet ud af historien.
En del af den evolution og bevægelse, som folkekirken hele tiden må befinde sig i for at bevare sin relevans, handler som altid om oplysning og derfor blandt andet om, at vi får kastet nyt lys på kvindens rolle og bidrag i de religiøse skrifter, som vi baserer vores tro på.
Det er på tide, at vi beskæftiger os med kvinderne i Bibelen og får dem med ind i kirkerummet, og at den viden, der er tilgængelig om kvindernes rolle i Bibelen, vil afspejle sig i folkekirken som naturligt parameter i, at den beholder sin relevans som kirkelig institution i fremtiden.
Folkekirken skal være inkluderende
Vi skylder de kommende generationer at blive ved med at arbejde hen imod et mere retfærdigt og inkluderende samfund, hvor alle har mulighed for at udfolde deres fulde potentiale uanset køn. Det gælder også i folkekirken.
Det er altid er summen af enkeltpersoner, der alene eller sammen med andre skaber forandringerne
Vi kan og må lære af kvinderne og de få mænd, der kæmpede for kvinders ret til at blive præster i Danmark.
Deres mod og udholdenhed er endnu et eksempel på, at ligestilling desværre er en langvarig kamp, der kræver vedholdenhed og engagement.
Vi skal blive ved med at have åbne og respektfulde diskussioner om ligestilling, kvinder, mangfoldighed og inklusion i relation til folkekirkens status og rolle i samfundet.
Folkekirken ligner ligestillingsmæssigt alle andre områder i samfundet. Selvom de strukturelle og formelle rammer kommer på plads, så fylder kvinders normer og måder at gøre tingene på ikke relativt. Der er andre og flere forventninger til kvinder end mænd. Der er en betydelig overvægt af kvinder, der oplever diskrimination.
Kvinders bidrag igennem tiden er usynliggjort. Det er det mønster, vi vedvarende skal trevle op, så vi kan bygge balancerede og inkluderende organisationer og samfund sammen.
I Norge skabte det stor debat, da Biblens Kvinner udkom, i Danmark er der umiddelbart ikke så mange tegn på, at vi er klar til at tage det næste skridt i kampen for ligestilling i det kirkelige rum. Vi skylder vores formødre – og forfædre, som tog kampen dengang, ikke at blive for magelige.
Tillykke med, at jeres mulighed for at skabe et tidssvarende kærligt og ligestillet kirkeligt rum ved lov er jeres mulighed
I religiøs forstand skylder vi vel også at ære Maria Magdalenas eftermæle og give hende og de andre kvinder fra Jesu tid den plads og rolle, der tilkommer dem.
Det er værd at huske, at det altid er summen af enkeltpersoner, der alene eller sammen med andre skaber forandringerne.
Hvis ikke en lang række kvinder utrætteligt havde skrevet artikler, agiteret, stillet forslag, fulgt op og holdt ved – og hvis Øllgaard ikke havde sagt ja til at indvie de første kvindelige præster, havde vi ikke kunnet fejre 75-årsjubilæet i dag.
Så kære menighedsråd. Tillykke med, at jeres mulighed for at skabe et tidssvarende kærligt og ligestillet kirkeligt rum ved lov er jeres mulighed – til glæde og gavn for alle.
Tak til dem, der i sin tid kæmpede for det. Lad os fortsætte i deres spor.
Tillykke til os alle med 75-årsjubilæet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
