KONFLIKT & KLIMAFORANDRINGER // REPORTAGE – Selv efter mellemøstlige forhold er Jordan vandfattigt, og i flere år har stor befolkningstilvækst og klimaforandringer forværret situationen. Lige nu bliver der taget initiativer til at afhjælpe problemet, men på gadeplan er det vanskeligt at se løsningerne.
AMMAN – Der er skam bad på hotelværelset i den jordanske hovedstad, Amman. Naturligvis er der det. Men håndbruseren er med tryk på ’hånd’, for der er intet sted at sætte den op på væggen. Dette kan ligne en tanke, for situationen indbyder ikke til at tage lange brusebade. Man får det overstået i en fart.
Nede i receptionen er Ibrahim uforstående. Han vil ikke ind på, at indretningen skyldes et behov for at spare på vandet, hvilket ellers ville være både logisk og fornuftigt, for Jordan hører blandt verdens absolut vandfattige lande. Og i disse år bevæger en allerede kritisk situation mod en drastisk forværring.
Social lagdeling
Klimaforandringerne sætter deres tydelige spor i det allerede dehydrerede Jordan. Somrene bliver varmere og længere, og navnlig gennem det sidste årti har man oplevet et jævnt fald i nedbørsmængden. Hertil kommer en stor befolkningstilvækst. Ved årtusindskiftet havde Jordan en befolkning på 5 millioner, og nu nærmer tallet sig de 11, hvilket blandt andet skyldes godt en million syriske flygtninge, som er kommet hertil som følge af borgerkrigen i nabolandet.
Og landet får ikke mere vand til rådighed af den grund. I Amman har en typisk husholdning derfor kun rindende vand 36 timer om ugen, og i sommer var hanerne i visse dele af byen knastørre tre uger i træk. Visse steder i landdistrikterne er situationen endnu mere grel.
Overalt i det jordanske gadebillede ser man tankbiler. Det er private firmaer, der leverer vand til borgere med midlerne til det. Mens der i de senere år er kommet flere af den slags private ordninger, prydes hustagene også at et hurtigt voksende antal hvide plastiktanke, hvor den enkelte familie opbevarer sit indkøbte vand.
Mange jordanere ser med rædsel på hvordan sociale protester i Syrien kammede over i en blodig og destruktiv borgerkrig
”Som en tommelfingerregel skal man som familie have mindst tre tanke på taget for at sikre sig konstant adgang til vand,” siger Abed Ashraf, som driver en møbelforretning i Al Tla’al al Shamali, en relativt velstillet del af byen. ”Men det koster jo, og det er langt fra alle, der har råd til at have privat vand på taget.”
Dette har øget lagdelingen i et samfund, hvor den sociale mobilitet i forvejen er lav. Der har været små tegn på protester over den fortvivlende situation, men Jordan har ikke rigtig nogen tradition for at demonstrere sin utilfredshed. Abed Ashraf forklarer, at mange jordanere ser med rædsel på hvordan sociale protester i Syrien kammede over i en blodig og destruktiv borgerkrig.
”Det vil vi undgå for enhver pris, så derfor vælger vi at have tillid til at vores ledere finder en løsning,” smiler han.
Dermed hentyder han til Jordans evige og vanskelige balancegang, der i høj grad er i fokus nu, hvor landet står overfor en række komplicerede udfordringer hvad netop angår vand.
Grænsefloder
Som målestok for problemets omfang, kan man bruge Verdensbankens tal for hvor mange kubikmeter vand, hver indbygger hvert år har til rådighed fra naturens side. Dette omfatter grundvand, søer og vandløb samt andre ferskvandskilder, og for Danmarks vedkommende er tallet 1.036.
Sammenlignet med dette står det skidt til i Mellemøsten, som er en af verdens meget tørre regioner. I Israel er der 84 kubikmeter vand til hver indbygger, og for Jordans vedkommende 68. Sidstnævnte er altså mere tørt end ørkenlandet Saudi-Arabien, som har 70 kubikmeter at gøre godt med.
Et af Jordans problemer består i at en meget stor del af det umiddelbart tilgængelige vand findes i vandløb, der også er grænsefloder. Adgangen til vand har altså en politisk dimension. Der er tale om Jordanfloden, som danner grænse mellem Jordan og Israel, og det noget mindre Yarmouk, der flyder hvor Jordan og Syrien mødes. Både israelere og syrere har i årevis pumpet vand fra floderne, og også jordanerne omend i mindre grad, og derfor er vandløbene stærkt decimerede.
I år er endnu et problem stødt til. Floderne befinder sig et par hundrede meter under havets overflade, og vandet derfra skal pumpes op til Amman, der ligger i 800 meters højde. Det er en dyr affære, og de aktuelt høje brændstofpriser har derfor fået myndighederne til at reducere denne praksis. I stedet er det de private vognmænd, der i stort omfang henter vandet nede i Jordandalen for at sælge det oppe i storbyen.
Som en nødløsning har man allerede i nogle år udnyttet Jordans anden vigtige ressource, nemlig grundvandet. Imidlertid sker dette nu i et omfang så man faktisk tapper 60 pct. mere end hvad naturen – selv under normale nedbørsforhold – formår at genoprette, så her ligger endnu en grund til bekymring.
COP27
Jordanerne synes for længst at have indset, at man er ude af stand til at løse problemet på egen hånd. Der kræves regionalt samarbejde, og det fordrer uvægerlig at Jordan må gå en forsigtig balancegang mellem områdets mange konflikter. Vandet i Jordanfloden tilhører således også palæstinenserne på Vestbredden, som lever under israelsk besættelse, og Syrien, som har meget klare interesser i at sikre sig vand fra floderne, er end ikke på talefod med Israel.
”Ikke desto mindre har Jordan valgt at satse på et samarbejde med israelerne, selv om dette i princippet kan skubbe til den relative stabilitet, som er så vigtig for Jordan,” forklarer Muhammed al Masri, der underviser i statskundskab på University of Jordan.
Allerede i 1994 undertegnede Jordan og Israel en fredsaftale i forlængelse af den, Israel og Egypten indgik i 1979. Freden fungerer med åbne grænser og samhandel, men det er aldrig blevet nogen varm fred. Det er meget karakteristisk, at møbelhandleren Abed Ashraf konsekvent omtaler nabolandet som Palæstina.
Denne menneskeskabte misere skal udbedres, og muligheden er til stede fordi Israel gennem de senere år er blevet regionalt førende med afsaltning af havvand. Landet dækker nu 75 pct. af sit samlede behov med vand fra Middelhavet
”Fredsaftalen i 1994 var meget kontroversiel fordi Jordan dermed brød med den kollektive arabiske afvisning af relationer til Israel eller i det hele taget anerkendelse af Israel som stat,” forklarer al Masri videre. ”Det er på sin vis stadig tilfældet i dag, og det vanskeliggør kun forholdet, at Jordan føler et særligt ansvar overfor palæstinenserne på Vestbredden.”
Det så man komme klart til udtryk, da Israel i oktober 2020 indgik normaliseringsaftaler med De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Bahrain. Jordan undlod ganske enkelt at tage officiel stilling til det diplomatiske gennembrud.
På FN’s seneste klimakonference, COP27, som i begyndelsen af november blev afholdt i den egyptiske rødehavsby Sharm el Sheikh, kom det alligevel til et gennembrud.
På konferencen, som generelt set blev betragtet som resultatløs, indgik Israel og Jordan aftale om at restituere Jordanfloden. Den tidligere så mægtige flod minder i dag om en mudret å, og den ringe vandmængde er årsagen til at vandstanden i Det Døde Hav falder med en meter om året.
Denne menneskeskabte misere skal udbedres, og muligheden er til stede fordi Israel gennem de senere år er blevet regionalt førende med afsaltning af havvand. Landet dækker nu 75 pct. af sit samlede behov med vand fra Middelhavet, og det er denne overflod, Jordanfloden nu skal nyde godt af, og som en del af aftalen vil israelerne til en begyndelse sende 200 millioner kubikmeter vand direkte til Jordan.
Den anden side af den jordansk-israelske aftale omhandler el-samarbejde. Som følge af politisk og geografisk isolation har Israel aldrig haft samarbejde med nogen, og aktuelt ses det som en vej til opfyldelse af nogle nødvendige klimamål. For at opfylde sine internationale forpligtelser, skal Israel inden 2030 dække en femtedel af sit energibehov gennem vedvarende energikilder, hvilket er fem gange så meget som kapaciteten i dag.
Helt konkret består planen i at Jordan, som har store, ubeboede ørkenarealer med masser af sol, og her er det planen at anlægge enorme parker med solpaneler, der kan skaffe billig energi til hele regionen. Israel skal efter planen modtage 600 megawatt, og det er i den forbindelse interessant, at investor bag de jordanske energiparker er Masdar, et statsejet selskab fra UAE.
Ben Gvir inviteret til Emiraterne
Ad den vej samles trådene omkring Jordans vandproblemer, som altså får karakter af et oplæg til regionalt samarbejde og dialog.
”Vi har identificeret solen og havet som to naturlige kilder, som kan skabe gensidig tillid, hvilket er forudsætningen for fred. Vi taler ikke om økonomisk fred. Men at imødekomme menneskers behov for vand og energi i form af et regionalt samarbejde kan vise sig at være afgørende,” siger Gidon Bromberg, som repræsenterer den israelske del af EcoPeace, en israelsk-palæstinensisk-jordansk ngo, der ser miljøsamarbejde som vejen til regional fred.
Som det så ofte går i Mellemøsten, er der dog nye fareelementer på færde. Den 1. november gik israelerne til valg, og det sandsynlige resultat bliver at Likud-partiets Benyamin Netanyahu vender tilbage som premierminister, og det i spidsen for den mest højreorienterede regering i landets historie.
I skrivende stund er regeringskabalen endnu ikke gået helt op, men det står klart at det ultranationalistiske parti Religiøs Zionisme kommer til at sidde med ved bordet. En af frontfigurerne, Itamar Ben Gvir, har tidligere talt om etnisk udrensning af palæstinensere, og han vides at være stærk modstander af enhver forbindelse til den arabiske verden.
Det har ikke overraskende ført til bekymring for Israels diplomatiske forbindelser til UAE og Bahrain, de såkaldte Abraham-aftaler. Den seneste overrumplende udvikling er dog, at UAE har inviteret samme Ben Gvir på officielt besøg, så snart han er blevet minister i den kommende Netanyahu-regering.
Manden, der ifølge al logik ville være persona non grata i Emiraterne, vil blive vel modtaget, og bag dette øjner man en klar strategi. Med de store investeringer i solpaneler i den jordanske ørken øjner UAE tydeligvis en mulighed for at bidrage til en fredsdialog, samtidig med at man rækker det dehydrerede Jordan en hjælpende hånd.
Derfor vil man gennem et besøg forsøge at formilde Ben Gvir, der som kommende minister for national sikkerhed kan beslutte at skærpe kursen overfor palæstinenserne på Vestbredden. hvilket med stor sandsynlighed vil føre til krise i det jordansk-israelske forhold.
Man ønsker ganske enkelt ikke at komme i et afhængighedsforhold til israelerne, når men lever i en del af verden, hvor morgendagen er uforudsigelig
På gaden i Ammen virker disse storpolitiske og strategiske overvejelser som en fjern verden. Her samler opmærksomheden sig om det nære, som borgerne lever med til daglig. Det er en kendt sag, at omkring halvdelen af de knappe vandmængder går tabt som følge af et nedslidt rørsystem, som konstant lækker vand.
”Amerikanerne har flere gange lovet at hjælpe med at sætte infrastrukturen i stand,” siger Musa, som er lærer på en af byens skoler. ”Men der sker ikke rigtig noget.”
Han bliver overdøvet, da endnu en tankvogn med vand langsomt kravler op ad den stejle gade, mens en tæt dieselos lægger sig som en hale efter det ældgamle køretøj. Den er på vej op mod et kvarter på toppen af en af Ammans mange bakker. Ofte er trykket i systemet så lavt, at vandforsyningen slet ikke når derop.
Når det er den daglige realitet, kan det ikke undre, at den kommende israelske regering og de velhavende golfstaters strategiske overvejelser kan virke uvedkommende. Samtidig med at mange jordanere fortsat er stærkt forbeholdne overfor samarbejdet med Israel: Man ønsker ganske enkelt ikke at komme i et afhængighedsforhold til israelerne, når men lever i en del af verden, hvor morgendagen er uforudsigelig.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
