MÆRKEDAG – Du, som hedder Suzanne Brøgger, og som fortsat er i gang med dit dannelsesprojekt; fortsat er i gang med at forme det ler, der ikke må stivne. Vi genkender formen, selv om den aldrig er i ro, og vi kalder den “Suzanne Brøgger”. Tillykke!
“My life was saved by rock’n’roll,” sang Lou Reed tilbage i 1970. “Mit liv blev reddet af litteratur”, er det underforståede budskab i Suzanne Brøggers seneste bog, “På væggen”, der udkom tidligere i år.
Det er en bog om forfatterens heltegalleri, så at sige, en samling både lette og dybe essays, causerier kunne man næsten kalde dem, skrevet ikke med alderens arrogance, men med den modne skribents overblik, visdom og suverænt lette hånd.
Et fint væv af korte sproglige strøg, der dækker over store dybder.
For hvert anslag på tastaturet en afgrund af indsigt, erfaring, tilegnet viden. Og som altid med genbesøg af kendte landskaber – for eksempel den livsændrende pilgrimsrejse til Henry Miller i Californien for mange herrens år siden – men igen betragtet fra et nyt sted, en ny livsalder, i et nyt perspektiv.
I bogens forord skriver Suzanne Brøgger:
“De fleste forfattere er blevet til ved at bryde med deres biologiske ophav. Mere eller mindre. Velsignelse får man kun sjældent hos sin biologiske familie, hvor man ofte er ugleset. For det værste, der kan overgå en familie, er: At der bliver født en forfatter. Kritikken i medierne skal man heller ikke regne med. Her er man enten forgudet, forbandet eller glemt.
Hun er blevet ved og ved, Suzanne Brøgger. Mere end 30 udgivelser er det blevet til, og hun er her endnu og har stadig noget at sige, og stadig på nye måder
I stedet vælger forfattere en familie af samme ‘stamme’ som dem selv. ‘Wahlverwandtschaft’ med Goethes ord.”
På dansk plejer vi at sige “valgslægtskab”. Og kender man bare lidt til Suzanne Brøggers historie, ved man, at dem har hun haft brug for. Siden hun i 1973 med debutbogen Fri os fra Kærligheden smed en håndgranat ind i den danske kernefamilie – og i vores forestillinger om kønsroller og kærlighed i det hele taget – har det krævet sin kvinde at stå imod det pres, den unge forfatter (hun var ikke fyldt 30) blev udsat for.
Men Suzanne Brøgger skabte et panser i form af en persona – en spraglet påfugl ved navn “Suzanne Brøgger” – og uanset hvor hysterisk det stormede omkring hende, stod hun fast og blev ved. Og skabte i bevægelsen ikke bare sig selv, men også et af de mest betydningsfulde danske forfatterskaber i efterkrigstiden. Et forfatterskab, der både har været meningsdannende og stilskabende (genrefornyende).
Efter de første to essaybøger bevægede Suzanne Brøgger sig ind på et selvbiografisk spor med en slags hybridbøger, der blandt andet foregreb senere tiders autofiktion. Og herfra fortsatte hun med at ælte det samme stof og de samme temaer i stadig nye forklædninger, samtidig med at hun brugte både sig selv og sine omgivelser på måder, som på én gang var hudløst afslørende og mytologiserende – men altid i en søgen efter indsigt, sandhed og litterær landvinding.
Konstant i bevægelse og tilsyneladende uden angst for de ukendte dybder, hun bevægede sig ud i. Frygtløs i forhold til at sige ét og gøre noget andet: “I contain multitudes” (Walt Whitman). Evigt søgende, afprøvende og udforskende. Stående fast i sit eget kviksand.
Hun er blevet ved og ved, Suzanne Brøgger. Mere end 30 udgivelser er det blevet til, og hun er her endnu og har stadig noget at sige, og stadig på nye måder. Og i den seneste bog, “På væggen”, foregår det som sagt i den korte og koncise form – som i en tekst tilegnet digteren Rainer Maria Rilke, hvor hun skriver:
“Kære forfatter, jeg skriver ikke til dig, der besidder evnen og teknikken til at producere bøger, som gør sig godt på markedet. Jeg henvender mig til dig, som skriver noget, du ikke rigtigt ved, hvad er. Ja, jeg skriver til din søgende sjæl. Til dig, der hele tiden må vove sig ud i det ukendte, og som er nødt til at blive til skrift for ikke at blive til æter. Du, som må være ude på en erkendelsesrejse uden at vide, hvad den skal gøre godt for.”
Og man kunne tilføje: Du, som hedder Suzanne Brøgger, og som fortsat er i gang med dit dannelsesprojekt; fortsat er i gang med at forme det ler, der ikke må stivne. Vi genkender formen, selv om den aldrig er i ro, og vi kalder den “Suzanne Brøgger”. Og vi ved, at der bag det navn gemmer sig et menneske, som i dag fylder 80 år. Og vi bøjer os i taknemmelighed og siger: Tillykke!
Læs også Kristina Parkovs anmeldelse af “På væggen”:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
