FRANSK KULTUR // KLUMME – Aficionadoer, godtfolk og litterære pilgrimme valfarter fortsat til den klassiske pariserrestaurant La Closerie des Lilas på Montparnasse i Paris, hvor fortællingerne om stedet er blevet til en legende. Ingen kan længere hitte rede på, hvad der er op og ned, sandt eller falsk, men det er gode historier, skriver Max Ulrich Klinker – og tilsat et velassorteret vinkort, Hemingways peberbøf og Frankrigs fineste østers føles et besøg her næsten som en drøm.
Hvem kender ikke fornemmelsen af at vågne midt i en drøm? Men kun for at opdage, at det netop var en drøm, og i stedet for at overgive sig til bevidstheden, går det over stok og sten i bestræbelserne på at fastholde drømmen. Lad mig blive i den pragtfulde stemning, bare et øjeblik mere.
Det er den tilstand, et besøg på La Closerie des Lilas hensætter mig i. Eller på Syrengården, som man på dansk vil kalde det berømte spisehus i Paris.
Hemingway er stamgæst, og senere skriver han om La Closerie des Lilas i den posthume roman ”Der er ingen ende på Paris”
Hemingway og Fitzgerald
For et øjeblik siden fik jeg øje på forfatteren John Dos Passos, der i et hjørne læser op af Det Gamle Testamente for sin ven, den kommende forfatter Ernest Hemingway, fordi han insisterer på, at den bibelske tekst har en god fortællerytme, som hjælper med at finde ens egen udtryksform.
Hemingway er stamgæst, og senere skriver han om La Closerie des Lilas i den posthume roman Der er ingen ende på Paris, at ”jeg sad i et hjørne med eftermiddagslyset på min skulder og skrev i min notesbog. Tjeneren havde bragt mig en café creme, jeg drak halvdelen, og da den blev kold, lod jeg den stå på bordet, mens jeg skrev …”
På terrasseserveringen venter litteraten Gertrude Stein sammen med Hemingways søn, Jack, der smiler tålmodigt fra sin barnevogn. Ofte er han med sin far på La Closerie des Lilas, mens bølgerne i ægteskabet med Hadley går højt. Hemingways første ud af i alt fire ægteskaber ender da også galt.
Stein er et kontrapunkt for kunstnere, men også børnepasser. Hun har introduceret Hemingway til forfatteren Francis Scott Fitzgerald, og nogle aftener forinden var det her på restaurantens terrasse, at Fitzgerald læste højt fra sit ufærdige manuskript, The Great Gatsby.
Amerikanere valfarter fortsat til La Closerie des Lilas for at træde i samme fodspor, som deres to store forfatterlandsmænd gjorde for henved 100 år siden
Romanen skulle vise sig at blive en af det 20. århundredes største bøger, men tilbageholdende og måske ligefrem misundelig, som Hemingway kunne være, kunne han ikke få sig selv til at rose Fitzgerald.
I stedet for latterliggør han Fitzgerald i sin roman Og solen går sin gang, hvor han nævner en køretur sammen fra Lyon til Paris, som var blevet aftalt på La Closerie des Lilas. Især det dårlige vejr undervejs, som krævede meget alkohol at styrke sig på, og Fitzgeralds bekymring for at få feber og blive forkølet, har Hemingway beskrevet nådesløst.
Restaurantens hofret
Amerikanere valfarter fortsat til La Closerie des Lilas for at træde i samme fodspor, som deres to store forfatterlandsmænd gjorde for henved 100 år siden. De sukker i et væk og går andægtigt rundt, mens den franske tjener forsøger at få dem til at sætte sig.
Dem, der er uden penge eller tid, nøjes med at bestille café creme i brasseriet, mens andre går mere stålsat til værks i det klassiske restaurantafsnit. Den såkaldte filet de boeuf Hemingway au poivre noir (Hemingwaybøf med pebersovs) synes at være et uundgåeligt valg, selvom retten næppe eksisterede for 100 år siden.
Festligt ser det ud, når tjeneren kommer hen til bordet og hælder bourbon ud over bøffen, før den flamberes. Som bekendt fascinerer ild mennesker, og her i den gulblå flamme over bøffen er det lige før, at tid opløses, og alle epoker bliver nærværende. Kødet er velhængt, og måltidet er absolut nydeligt.
Skal man give den gas, og det skal man jo gøre en gang imellem, så er det her på restauranten, man kan smage Frankrigs fineste østers
Det kan heldigvis ikke være anderledes i et land som Frankrig, hvor alle – høj som lav – er opdraget til at påskønne god mad. Hemingways peberbøf skuffer da heller ikke.
Vinkortet er velassorteret, men bliver det for uoverskueligt at stifte bekendtskab med nye vinregioner, er udvalget fra Bordeaux i sig selv alsidigt. Er man sammen med sin hjertenskær, så er en flaske ikke alt for gammel Château Calon-Ségur et oplagt akkompagnement; det er vinen med hjertet på etiketten.
Skal man give den gas, og det skal man jo gøre en gang imellem, så er det her på restauranten, man kan smage Frankrigs fineste østers. Udvalget er stort, og navnlig Utah-østers fra invasionsstrandene i Normandiet holdes for at være enestående.
Pianisten spiller trofast hver aften, mens ikke så få udenlandske gæster i baren med et glas vermouth i hånden vugger i takt til Cole Porters toner. Det ligner et forsøg på at genskabe en drøm om atmosfæren, der udfoldede sig på La Closerie des Lilas, før verden gik af lave.
Et etableret parnas
Men verden har jo været på hovedet, så længe der har levet mennesker. Og her i Montparnasse eller på parnasset (fr. Montparnos), som intellektuelle, kunstnere og wannabe-kreative siges at tilhøre, har La Closerie les Lilas været l’endroit où il faut être (eng. the place to be) i mere end 200 år.
Ikke sjældent er det gået hårdt for sig og har trukket avisoverskrifter. Som da en gruppe franske dadaister i 1925 endte i et slagsmål efter et uforsonligt skænderi med en anden kunstnergruppe bestående af kubister.
Balladen sluttede først, da indehaveren afbrød for gaslamperne, så alt blev bælgmørkt. Til sin død hævdede den tyske maler Max Ernst, som tilhørte dadaisterne, at være blevet sparket i maven den aften.
Ikke så lidt absint er langet over bardisken i slutningen af det 19. århundrede. Jeg kan ikke se ham fra mit bord, men en impressionistisk maler som Camille Pissarro havde også sin gang på La Closerie des Lilas.
Han var født i Dansk Vestindien, og fordi han ikke var fransk statsborger og ikke havde intentioner om at opnå et fransk pas, blev hans malerier rask væk afvist på de store parisiske udstillinger. Så måtte Pissarro styrke sig med Den grønne fe, som absint blev kaldt på grund af den grønne farve, sine psykoaktive egenskaber og et højt alkoholindhold.
I brasseriet fejrede den irske forfatter James Joyce i 1921, at Sylvia Beach fra Paris-boghandelen Shakespeare and Company sagde ja til året efter at udgive hans besynderlige værk ”Ulysses”
Også malere som Pierre-Auguste Renoir, Claude Monet og engelske Alfred Sisley var at finde som flittige gæster, for ikke at overse Amedeo Modigliani og Pablo Picasso. Efter sigende kom sidstnævnte på La Closerie des Lilas så godt som dagligt mellem 1907 og 1908.
I brasseriet fejrede den irske forfatter James Joyce i 1921, at Sylvia Beach fra Paris-boghandelen Shakespeare and Company sagde ja til året efter at udgive hans besynderlige værk Ulysses. Det blev til en bog på over 700 sider, som mange har talt om lige siden, men som kun de færreste har orket at læse til ende. Boghandelen oppe i Rue de la Bûcherie har stadigvæk Ulysses på hylderne.
Tallerkenen efter Hemingways peberbøf bliver båret ud og dugen børstet for brødkrummer. Er der plads til mere, så prøv chokoladekiksekagen med appelsinmarmelade. Det glider ned af sig selv, opslugt i kulinarisk velvære.
Blomstrende syrener
Fortællingerne om La Closerie des Lilas er blevet til en legende. Ingen kan hitte rede på, hvad der er op og ned, sandt eller falsk, men det er gode historier: næsten som en drøm, der kæmper for at holde ud og vel at mærke med samme styrke som en laks kæmper mod elvens strøm.
Aficionadoer, godtfolk og litterære pilgrimme valfarter hertil i spor af skygger fra noget, der eksisterede engang, kun forstyrret af virkeligheden. Eller også leder de efter legenden, mens den udspiller sig? Hvem ved, måske befinder de sig midt i en ny fortælling, mens syrenerne blomstrer.
Siden 1997 har restauranten været drevet af familien Siljegovic, der også ejer Café de Flore, og de gør det godt i bestræbelserne på at holde historien i live og også bidrage med nyt. En gang årligt uddeles (siden 2007) den litterære pris, Prix de la Closerie des Lilas til nutidige kvindelige forfattere, der skriver på fransk.
La Closerie des Lilas – 171, Boulevard du Montparnasse, 75006 Paris.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og