feminisme

Når termen #Metoo reduceres til et spørgsmål om køn, ødelægger det feminismens frigørende kamp

i Liv & Mennesker/Debat af
#METOO // KOMMENTAR – “Der er en klar tendens til at reducere alting (dvs. magtmisbrug, krænkelser, overgreb og ulighed) til et spørgsmål om køn, hvorved feminismens frigørende kamp ødelægges,” mener filosof Finn Janning og opfordrer til, at man træder et skridt tilbage. “Samfundet er ikke en homogen enhed af pølsefabrikerede mænd, kvinder, hvide, sorte, heteroseksuelle, mere snarere en mangfoldighed, det vil sige, et aggregat af forskelle.”

Denne kommentar er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


En af samtidens aktuelle udfordringer handler om magtmisbrug, seksuelle krænkelser, overgreb og ulighed – samlet under termen #Metoo. Selvom vi i Danmark p.t. befinder os midt i orkanens øje, kan det være givende at træde lidt tilbage og kigge på nogle af de problemer, der viser sig i forbindelse med forståelsen af disse udfordringer.

Når alt reduceres til et spørgsmål om køn, svarer det lidt til en anden aktuel tendens, nemlig at opgøre altings værdi i tal

Det største problem – for mig at se – er, at der er en klar tendens til at reducere alting (dvs. magtmisbrug, krænkelser, overgreb og ulighed) til et spørgsmål om køn, hvorved feminismens frigørende kamp ødelægges.

Når alt reduceres til et spørgsmål om køn, svarer det lidt til en anden aktuel tendens, nemlig at opgøre altings værdi i tal. Tal kan have sine styrker – især i sportens verden – men tal kan også spolere blikket overfor sprogets spil og livets forskellige former. Tallenes forrang – altså et ensidigt fokus på dét, som kan måles, vejes og sammenlignes – hænger sammen med en voksende konkurrencementalitet, der handler mere om status og prestige, end om retfærdighed og indsigter.

Det afgørende problem er, at det perfekte ikke kun gøres til et matematisk anliggende, snarere gøres matematikken ontologisk. Dét, der er, kan tælles. Forestillingen om ”den perfekte krop” kunne være et eksempel. Skønhed har siden Platon fungeret som en stand-in for godhed. Vi kender det fra eventyrene og Westerns, hvor skurken altid er lidt grimmere end helten eller heltinden, som gerne er smuk og yndig.

I dag er skønhed ikke kun et billede på en tvivlsom moralsk godhed, men også forestillingen om et lykkeligt liv. Kan de grimme overhovedet være lykkelige? Den amerikanske forfatter Jia Tolentino har skrevet om, hvad hun kalder ”merkantilfeminisme,” hvor kvinden spiller med på ideen om ”Perfect Me”; den idealiserede forventning om, at hun skal se blændende godt ud, det vil sige, både være et feminint begærs-objekt og en kritisk tænkende feminist, der kæmper imod seksuel undertrykkelse.

Er dele af feminismen blevet et mainstreamprodukt uden megen anfægtende kant?

Er dette idealiserede kropsideal, som også vinder frem hos manden, overhovedet seksuelt attraktivt for alle? Kan skønhedspleje have en værdi i sig selv for nogle? Ligesom digteren, der higer efter et publikum, findes der også mennesker, der kun føler sig levende, når andre iagttager dem

Problematikken, som rejses, er, om kvinden tager denne beslutning i frivillighed – ekstrem skønhedspleje – eller om der er tale om en raffineret mental kontrol. Hvem er i så fald ansvarlig for kontrollen: Er den styret af manden (eller andre kvinder), der gerne vil begære en smuk kvinde, eller kvinden, der gerne vil begæres af manden (eller andre kvinder) for hendes skønhed?

Er dette idealiserede kropsideal, som også vinder frem hos manden, overhovedet seksuelt attraktivt for alle? Kan skønhedspleje have en værdi i sig selv for nogle? Ligesom digteren, der higer efter et publikum, findes der også mennesker, der kun føler sig levende, når andre iagttager dem. Det kan være svært at afgøre, om det ene, andet, tredje eller noget helt fjerde er mest dækkende. Det, som derimod træder klart frem, er, at smagen eller reglerne for den såkaldte gode smag er gennemtvunget af magtstrukturer – kapitalistiske. Magten forbindes i stigende grad med noget, som kan tælles: følgere, likes, penge, titler.

Filosoffen og forfatteren Simone de Beauvoir skriver i værket Det andet køn, hvordan det at blive kvinde svarer til, at kvinden, som køn, ser på sig selv med et fremmed blik. ”Hun bliver objekt og opfatter sig selv som objekt. Forbavset opdager hun denne nye side af sig selv: Det er, som om hun deles i to.”

Ifølge Beauvoir gør kvinden sig til et bytte (en vare eller et produkt) for manden (og andre kvinder), fordi hun er blevet opdraget til det. Det vil sige, at kvindens – og jeg vil sige, menneskets værdi – reduceres til en bytteværdi. Der er tale om noget kapitalistisk.

Det, som jeg finder frigørende hos Beauvoir, er, at hun – modsat den kaloriefattige mediefeminisme, der konstant generaliserer på vegne af alle mænd og kvinder – ikke ønsker en verden, der er feminin. Snarere plæderer hun for en verden, hvor intet menneske (læs: intet køn, race eller seksualitet) er noget i sig selv, men altid står i et forhold til de andre

Karl Marx beskrev, hvordan kapitalismens fundament var lønarbejdet, hvorved et samfund målte værdi i arbejdstid. Selvom vi i dag ikke længere kan opmåle al værdi – heller ikke den kapitalistiske – i tid alene, så er profit eller merværdien stadigvæk forbundet med omkostninger, altså tilgængelighed. Der er omkostninger forbundet med at holde sig i form. I et kapitalistisk samfund begærer vi det, som er forbundet med knaphed eller omkostninger. Det er tilsyneladende bedre at have en klump guld i hånden end en liter vand, fordi de fleste af os har nem adgang til vand.

I mainstreamfeminismen, som i al neoliberal økonomi, handler det om at blive begæret. På ganske tragisk vis, bliver en person der modigt træder frem, og fortæller om overgreb, et nyt begærsobjekt. Først blev vedkommende begæret på en upassende (måske direkte krænkende, klam og ulovlig måde), derefter begæres vedkommende for hendes ærlige mod, når hun står frem.

Problemet, som Beauvoir adresserer, er, at kvinden ikke kun skal tage sig ud som objekt – noget begærligt og værdifuldt – men også som et subjekt, der er ansvarlig for sit eget liv. Det vil sige, at selvom en person kan drive rovdrift på sin egen tid for at opnå merværdi eller profit, så er den enkelte – i de fleste tilfælde – fri til at vælge, hvordan hun eller han vil bruge sin tid. Hvorfor investere så megen tid i en fast røv eller store biceps? Hvorfor dele sine oplevelser med krænkelser og overgreb?

Hvis motivet bag er et ønske om følgere, likes, prestige og status, så ville Beauvoir nok ikke have meget tilovers for offerets bekendelser. Er der derimod tale om en erkendelse af mellemmenneskelig forbundenhed eller samhørighedsfølelse – at mit velbefindende afhænger af de andres velbefindende, og omvendt – er bekendelserne frigørende. Det frigørende transformerer offeret til en heltinde. Som eksistentialist, kan jeg selvfølgelig ikke vide noget som helst om de andres bevæggrunde – selvom jeg finder størstedelen heroiske – men kun appellere til den enkeltes ansvarsfølelse, der udspringer af erkendelsen af, at et andet menneskes anliggende (uanset køn og race) også er mit anliggende.

Det er netop det faktum, at vi alle er forgængelige, som binder os sammen og gør os i stand til at udvise omsorg og medfølelse

Det, som jeg finder frigørende hos Beauvoir, er, at hun – modsat den kaloriefattige mediefeminisme, der konstant generaliserer på vegne af alle mænd og kvinder – ikke ønsker en verden, der er feminin. Snarere plæderer hun for en verden, hvor intet menneske (læs: intet køn, race eller seksualitet) er noget i sig selv, men altid står i et forhold til de andre. Tilsvarende ville Beauvoir ikke have meget til overs for nutidens gurufeminister, der opererer med et universelt mandligt versus et kvindeligt princip, hvor manden repræsenterer en aggressiv gøren, mens kvinden er en samhørig væren, der modsat manden har sans for nærhed og omsorg. Kvindelighed er intet i sig selv.

Som Beauvoir skriver i Om alderdommen, så har ”et liv værdi, så længe det tilskriver værdi til de andres liv, ved hjælp af kærlighed, venskab, indignation og medfølelse”. Beauvoirs eksistentielle feminisme er en påmindelse om, at alle mennesker stræber efter frihed, hvorfor vi også bør hjælpe hinanden med at frigøre os fra alt det, som holder os fanget.

Det, som holder os fanget eller hæmmer vores frihed, er blandt andet vores trang til at definere os selv (og andre) på basis af socioøkonomiske klasser, køn, alder, race, religion eller seksualitet. Sådanne skråsikre definitioner er både reducerende og vildledende, da ethvert menneske netop er en skrøbelig og foranderlig mangfoldighed. Det er netop det faktum, at vi alle er forgængelige, som binder os sammen og gør os i stand til at udvise omsorg og medfølelse.

En anden filosof og feminist, Judith Butler, har i bogen Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity påpeget, at der ikke eksisterer et fundamentalt eller mere oprigtigt subjekt, der er feminint, lige så vel som et originalt maskulint subjekt ikke eksisterer. Derimod er de dominerende, stærkt idealiserede og stereotype feminine og maskuline positioner i samfundet et resultat af en internaliseret assimilation af et tab. Et tab, der hænger sammen med forbuddet. For eksempel forbuddet mod at afvige alt for meget fra idealet om ”den maskuline mand” eller ”den feminine kvinde”. Det er tabet af muligheden for at blive kvinde eller mand på en anden måde. Der findes ikke ét endegyldigt grundlag for, hvad det vil sige at være mand, kvinde eller noget tredje, fjerde… (f.eks. transperson eller kønsneutral) – det er snarere noget blivende.

Den enkelte bliver altid til gennem adskillige møder og sammenstød med livet på kryds af tværs af racer, køn, tider, men også på kryds og tværs af den skelnen, der stadigvæk trækkes mellem mennesker og dyr, mennesker og teknologi.

Når alt reduceres til et spørgsmål om køn (eller race) – som det så belejligt og ofte sker – så ignorerer medierne, at ethvert menneske er noget særegent – en forskel i sig selv. Samfundet er ikke en homogen enhed af pølsefabrikerede mænd, kvinder, hvide, sorte, heteroseksuelle, mere snarere en mangfoldighed, det vil sige, et aggregat af forskelle.

Det største problem er måske, at det er belejligt at undgå tankens anstrengelse, hvorfor så mange tyer til behagelige generaliseringer.

LÆS ALLE FINN JANNINGS ARTIKLER HER


Foto: Pickpik/Wikimedia Commons

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Finn Janning er forfatter og filosof med en baggrund som underviser og en ph.d. i filosofi.

Hans seneste udgivelse er romanen "Stakkels Jim".

Seneste artikler om Liv & Mennesker

VISO

Viva VISO – #122

ESSAYSERIE – “Da Birk så begejstret fortæller, at han havde en lærer,