SKARNBASSEN // ESSAY – H.C. Andersens oversete eventyr Skarnbassen viser, hvordan misundelse, selvbedrag og længslen efter anerkendelse er universelle menneskelige erfaringer, vi stadig kan lære af i dag.
H.C. Andersen døde d. 4. august 1875, altså i år for 150 år siden. Heldigvis er hans eventyr og historier stadig spillevende, og de har et på mange måder godt liv i børnehaver, i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Derefter ligger de hos mange voksne et sted i kroppen og ulmer, indtil man en dag igen læser dem for sine børn og selv erkender noget nyt via gensynet.
I anledning af 150-årsjubilæet og egentlig bare fordi Andersen er en fantastisk forfatter, anlægger vi de følgende lørdage en voksensynsvinkel på fire Andersen-eventyr. Vi skifter mellem kendte og mindre kendte eventyr, og i dette sidste essay i vores serie skal vi gennem en analyse af det knap så kendte, men fine lille eventyr ”Skarnbassen” krydse klinger med en af middelalderens dødssynder, nemlig misundelsen. Vil du høre flere eksistensfilosofiske analyser af Andersens eventyr, henviser vi til vores podcast-serie Ind i sjælen – ud i verden.
Misundelsens fænomenologi
Det er ikke pænt at være misundelig på andre. I middelalderen var misundelse ligefrem en af de syv dødssynder. Det misundelige menneske under – som ordet siger – ikke den anden den lykke, som tilsmiler vedkommende. Græsset er som bekendt altid grønnere på den anden side, og man ønsker måske ligefrem den, der befinder sig i en mere gunstig situation end én selv, alt muligt ondt.
Det er jo nærmest et eksistentielt vilkår, at alle mennesker indimellem må kæmpe med følelser af ikke at blive anerkendt tilstrækkeligt og også nagende fornemmelser af, at andre kommer lettere til tingene, end man selv gør
Når vi mennesker har en uforlignelig tendens til misundelse, hænger det sandsynligvis sammen med, at vi bruger store dele af vores liv til at sammenligne os med hinanden.
I beundringen – misundelsens good twin – løfter vi den anden op på en piedestal og kammer nærmest over i ros og hyldest, men lige ved siden af, og når den anden viser svaghed, stikker misundelsen og måske ligefrem forsøget på at pille den anden ned fra piedestalen sit småluskede ansigt frem.
Begæret er, som den franske filosof René Girard siger i den fantastiske bog Job – idol og syndebuk mimetisk, dvs. tæt forbundet med spejlinger i forhold til andre mennesker. Vi efterstræber ikke noget af lutter indre lyst, men i høj grad fordi andre besidder det, vi gerne vil have.
Skarnbassens dannelsesrejse
I eventyret ”Skarnbassen” udforsker H.C. Andersen misundelsens og det mimetiske begærs mekanismer, og det gør han med et uforligneligt vid og en udpræget sans for nuancer.
Som eventyrdigteren har for vane, er fortællingens tema på plads i løbet af en sætning eller to. Vi er i en hestestald ved slottet, og her møder vi kejserens hest, der som belønning for sin heroiske indsats i krig har fået guldsko. Den næste sætning lyder kort og kontant: ”Og Skarnbassen krøb frem”, og så går det løs. Skarnbassen er smækfornærmet, ja krænket over, at hesten har fået guldsko, for efter dens egen formening burde det være den, der fik denne store fortjenstmedalje, simpelthen fordi den er så helt igennem en fremragende skabning.
Da den meddeler sit forlangende til smeden, er hans snusfornuftige reaktion, at det lille dyr ikke er klarhovedet, men tværtimod splittergal. ”Pil af”, siger han kort og godt, og det gør skarnbassen så.
Den drager ud på en komisk dannelsesrejse i et mikrounivers bestående af omkringliggende grøfter og haver, en verden beboet af små dyr, som skarnbassen er i øjenhøjde med såsom mariehøns, kålorme, frøer og ørentvister. Der er som sagt reminiscenser af den klassiske dannelsesrejse i skarnbassens projekt: Man rejser ud og får nye indtryk og erfaringer, og på dette grundlag forædler man sin måde at være til i verden på. Sådan er det imidlertid ikke med skarnbassen, som er immun i forhold til bevidsthedstransformerende erfaringer. Tværtimod uddyber hvert møde med nye væsener dens problematiske karakteregenskaber.
Når Andersen har valgt at lade lige netop en skarnbasse indtage den lidet beundringsværdige rolle som komisk hovedperson, er det fordi det lille dyr, som bekendt lever i møddingen og indtager affald, der er gået i forrådnelse – og det er lige netop denne egenskab hos den virkelige skarnbasse, Andersen overfører til den mennesketype, han vil skildre. Han vil beskrive et menneske, hvis sind er ildelugtende og ’råddent’ i den forstand, at det ikke er i stand til at skabe sociale relationer, der hviler på respekt og selvindsigt.
Det er ellers ikke, fordi skarnbassen forholdes muligheder for at give slip på sin grandiose fantasi om at fortjene guldsko uden at have gjort noget som helst for nogen. De smådyr, den møder på sin rejse, udmærker sig alle som én ved at have fundet sig til rette i deres respektive økologiske niche.
Mariehønsene nyder livet i blomsterhaven, kålormen glæder sig til sin forvandling til sommerfugl, frøerne elsker vejrliget med rusk og regn. Skarnbassen møder også nogle ørentviste, som ser ud til at have et meningsfuldt liv i deres habitat, og den får endda tilbudt en hun-ørentvist som kone. Dyrene omkring skarnbassen fremstår som positive modbilleder til den krænkelsesparate skarnbasse, som er naget af tanken om, at alting skulle og burde være anderledes, end det er.
Skarnbassen er ikke så lidt af en pralhals og hverdagsløgner, hvilket hænger tæt sammen med dens uforlignelige evne til hele tiden at mene, at den hører til et bedre sted, end den er. Fx forsøger den at bilde kålormen ind, at kejserens livhest går rundt i dens aflagte guldsko, og ørentvistemødrene får at vide, at den er født med guldsko og rejser i et hemmeligt ærinde, som den ikke kan fortælle nærmere om. Det er selvfølgelig løgn og latin, men det indikerer alt sammen, at skarnbassen med lys og lygte søger et identitetsmæssigt holdepunkt, som er anerkendelsesværdigt.
Det handler om at fortælle historien om sig selv rigtigt
Det overraskende og pudsige ved eventyret om Skarnbassen er, at dens presserende identitetsarbejde på sin vis ser ud til at lykkes hen mod slutningen. Da den efter sin lille rundrejse i de nærmeste omgivelser vender tilbage til stalden, hvor det hele begyndte, åbner der sig pludselig en ny mulighed, for den havner af alle steder i den guldbeslåede hests manke: ”… den klamrede sig fast i Manken og sad lidt og summede sig. “Her sidder jeg på kejserens livhest! sidder som rytter! Hvad er det jeg siger! ja nu bliver det mig klart! det er en god ide, og rigtig. Hvorfor fik hesten guldsko? Det spurgte han mig også om, smeden. Nu indser jeg det! for min Skyld fik Hesten guldsko!”.
Skarnbassen har ikke fundet nogen i omverdenen, der vil levere den anerkendelse, den så desperat angler efter, men den finder noget andet, som måske er et første skridt mod social anerkendelse. Den finder nemlig ud af, at det alt sammen handler om at fortælle historien om sig selv på en flatterende måde. Ved at skabe en meningsfuld forbindelse mellem hestens guldsko og den selv som hestens rytter, lykkes den med at positionere sig på en ny måde i verden – og sikkert også overbevise sig selv om sandheden i den nye løgn.
Herfra åbner der sig nye muligheder for det lille kryb, for den vil fortælle de andre skarnbasser om alt det gode, den har oplevet på sin udenlandsrejse (hvilket jo også er løgn og latin, for det var ærlig talt en trist oplevelse) og så i øvrigt blive hos hesten, til den har slidt sine guldsko.
Forsvar for skarnbassen
Skarnbassen er vitterlig en irriterende og selvoptaget type, som man nok gør bedst i at holde sig væk fra i selskabslivet. Andersen har sikkert også tænkt eventyret som et spejl, som læseren kan holde op i forhold til diverse tilstande af forurettelse og krænkelsesparathed, for man skal faktisk være i besiddelse af skarnbassens evne til at se bort fra en egentlig selverkendelse for at overse det budskab, at vi alle har noget af en skarnbasse i os.
Det sker i vores indre lønkammer, hvor vi må tage stilling til, hvordan vi vil repræsentere os selv for andre for at kunne indtage en socialt og individuelt acceptabel plads og fremfor alt undgå at falde igennem og miste anseelse
For det er jo nærmest et eksistentielt vilkår, at alle mennesker indimellem må kæmpe med følelser af ikke at blive anerkendt tilstrækkeligt og også nagende fornemmelser af, at andre kommer lettere til tingene, end man selv gør. Sådan er det at være menneske i en verden, hvor goderne – skønheden, pengene og magten – er ulige fordelt. Og sådan er det måske i særlig grad at leve i en tid, hvor vi på de sociale medier bedriver ansigtsarbejde big time og praler over vores hus og have, meritter og rejser, søde børn og uforlignelige ægtefolk og har uforgribelige meninger om dette og hint, som vi dybest set ikke ved så meget om, alt mens vi sidder klistret ved skærmen for at sole os i likes fra individer, vi knap nok kender.
I ”Skarnbassen” har Andersen i den grad fat i nogle basale psykologiske mekanismer, og han bringer sig her i selskab med det 20. århundredes socialpsykologi, som peger på lignende mekanismer i vores grasserende identitetsarbejde. Ifølge den socialpsykologiske teoretiker Erving Goffman betyder måden, som andre mennesker forstår os på, altid noget, og vi bruger ikke så lidt tid på at overveje, hvordan vi bedst spiller vores kort.
Det sker i vores indre lønkammer, hvor vi må tage stilling til, hvordan vi vil repræsentere os selv for andre for at kunne indtage en socialt og individuelt acceptabel plads og fremfor alt undgå at falde igennem og miste anseelse. Gennem vores facework forsøger vi at gøre os til dem, vi gerne vil ses som. Ligesom skarnbassen vil de fleste af os jo nok hellere opfattes som en succes med overskud end som et misundeligt kældermenneske, som sprutter af had og forurettelse. Vi omformer i den forstand mindre pæne følelser til socialt acceptable repræsentationer af os selv – det koster psykisk energi, og man kan i en stille stund få den mistanke, at tidens snak om trivselskrise og stress et eller andet sted er forbundet hermed.
Så måske skal vi også have lidt ondt af den lille skarnbasse og dens desperate forsøg på at blive en stemme i verden. Det er bemærkelsesværdigt, at Andersen i eventyrets sidste linjer lader naturen tale med på en særlig måde: ”Solen skinnede ind på den, skinnede meget smukt. ”Verden er ikke så gal endda”, sagde Skarnbassen, ”man må bare vide at tage den!” Ved at skinne smukt og klart på skarnbassen er det, som om den billiger vores lille hovedpersons løsning på sin eksistentielle løgn.
Til forsvar for skarnbassen kan man nemlig sige, at den på sin måde bidrager til det, Andersen andetsteds kalder poetiseringen af virkeligheden, som i sig selv kan være ussel og leverpostejagtig, men som i en vis forstand fortrylles af de historier, vi fortæller om den. Og fortælle historier, det kan skarnbassen, som i den forstand fortjener lidt respekt for dens insisteren på mening i en verden, som jo indimellem kan virke uretfærdig og uudholdelig.
Måske opfordrer H.C. Andersen læseren til at forstå skarnbassen humoristisk, dvs. med overbærenhed, frem for med sarkasme og ironi. For problemet med ironien er nu engang, at man kan more sig så meget over tåben i sin omverden, at man undlader at se sit eget indre fjols i øjnene.
Andersen forever
Som vi har vist i vores essays om fire Andersen-eventyr, så handler mange af H. C. Andersens eventyr og historier om livets store og små spørgsmål. Den store eventyrdigter får os til at reflektere over, hvordan personerne i historierne tænker, reagerer og handler – og ved at suge læseren ind i sit univers og efterlade ikke så lidt plads til fortolkning og meddigtning spørger han også, om vi ville have reageret på samme måde og måske endda har træk tilfælles med hyrdinder og skorstensfejere, kabelingeniører og havdyr, lærde mænd og skygger samt skarnbasser og andet kryb i nærmeste omegn.
Hos Andersen er det en tilbagevendende pointe, at de handlinger og holdninger, vi opfatter som acceptable og værdifulde, langt hen ad vejen er knyttet til vores særlige perspektiv eller plads i livet og i relation til andre. Han viser, hvordan en problemstilling, et dilemma osv. kan fremstå forskelligt, alt efter hvem man er. Han er en mester i perspektivskift, og det kommer også den opmærksomme læser til gode, for man lærer, at fordomme og forudindtagede meninger kan stå i vejen for en psykologisk nuanceret forståelse af en situation og i sidste ende udelukke én fra at gøre det etisk rigtige.
Betyder det så, at etiske domme er ”relative”. Nej, siger Andersen igen og igen, det kommer sig af, at man er nødt til at forstå en persons værdier og livssituation for fuldt ud at kunne forstå, hvad der er rigtigt og forkert i en situation.
Skarnbassen er ikke kun et fjols, men også et væsen, der kæmper med meningen – og friheden for hyrdinden er knyttet til muligheder og umuligheder og ikke bare et frit i luften svævende spørgsmål om ’valget’.
Empati og evnen til at sætte sig i andres sted er, fortæller eventyrdigteren os, helt afgørende, hvis vi vil leve op til vores ansvar for andre mennesker
Andersen er dog også uhyre opmærksom på, at et samfunds konventioner og normer ofte er tilfældige og ikke altid afspejler reelle etiske værdier, og i den forstand vækker hans eventyr og historier ikke bare til psykologisk granskning og introspektion, men også til en mere udadvendt og kritisk undersøgelse af de måder, hvorpå vi formes af magtens mekanismer og sprog.
Empati og evnen til at sætte sig i andres sted er, fortæller eventyrdigteren os, helt afgørende, hvis vi vil leve op til vores ansvar for andre mennesker. Alt sammen kræver det forestillingsevne, og netop eventyrgenren, som Andersen førte til verdenslitterære højder, danner læseren til at bruge sin forestillingsevne.
Filosoffen Hannah Arendt formulerer det på følgende måde i Ideology and Terror: ”Forestillingsevne alene gør os i stand til at se ting i deres rette perspektiv, at give det, som er for tæt på os, en vis afstand, så vi kan se og forstå det uden partiskhed og fordomme, at bygge bro over afgrunde af afstand, indtil vi kan se og forstå alt det, der er for langt væk fra os, som om det var vores egen sag.” Dette er, hvad Andersens eventyr tilbyder både læser og lytter – en mulighed for at gå på besøg hos andre bevidstheder, hvorved vi træner vores forestillingsevne og evnen til at sætte os i andres sted.
Som vi har forsøgt at vise i denne lille essayserie, er det ikke svært at få Andersen til at samtale med og supplere moderne sociologer, filosoffer og psykologer, og det viser bare hvor kloge og aktuelle, hans tekster er. For os at se er dette en selvstændig pointe i en engageret læsning: Eventyrdigteren inviterer med sin særlige symbolske åbenhed og sans for eksistentielle dilemmaer og komisk-tragiske situationer læseren til at tænke med, og uden denne medtænken – uden en aktivering af læserens fantasi og introspektion – fungerer historierne ikke på de dybe niveauer.
Derfor skal vi holde Andersens eventyr med deres mange fortolkningslag i live ved at læse, høre og snakke om dem i børneværelset og børnehaverne, i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne og også, når vi som voksne sætter os ned og læser med voksenbriller på.
Interessen for Andersens liv og levned er med god grund stor, men hvis vi ikke holder kernen i det hele, hans fantastiske eventyr og historier, i live, kan alt det jo være lige meget. Heldigvis er der nok af tekster at tage af, over 200, så det er bare med at komme i gang.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og