Foto: Stephanie Caruana

Litt. #2 // Territoriet, del 2 //

i Kultur & Medier/Liv & Mennesker af

 Fra første del: ‘…Han er sgu ikke nogens forælder eller onkel, han har ikke en skid, han skal her. Han går rundt helt uden kaffekop og prøver at se normal ud. Og så sker det.’

Tre drenge losser til en bold, der hvisler forbi tæt på ham. Han griber den i luften, de er imponerede. Jeg kan høre ham råbe til dem. Han gør sin stemme halvvred, men han mener det ikke, tror jeg. De sender den mindste af dem over til ham efter bolden. Han er sådan en syv år, eller deromkring.

Hold kæft, børn er sgu nogle luskede sataner, ikke? Og manden står og snakker lidt med den lille, der ikke forstår en pløk. Og det er jo det, de gør, den slags, som han er. De ser med det samme, hvilke unger, der egner sig. Ham knægten her er en lille, senet fyr med lidt for små øjne og en smal mund. En af den slags unger, som altid virker i underskud for både det ene og det andet. Jeg kan godt huske den slags små fjæs. Store-Ivans kusine, som boede et par opgange væk fra mig, havde det samme ansigt. Men lige nu får han fuld fokus fra en voksen. Det er den måde, som manden kigger rundt på. For at se, om der er nogen, der holder øje med den lille lømmel, og lige ham her ser ud til at være alene med de store unger. Han får lidt mere skældud, selvom det jo ikke var ham, der lossede til den bold. Men det er så tilpas lavt, at det ikke tiltrækker sig for mange blikke.

Han ligner næsten drengens far, sådan som han har taget fat i ham. Og så skifter han stil, det er helt klassisk taktik. Det er sgu lige, så man næsten må beundre håndværket i det.

Manden bøjer sig ned og smiler over hele hovedet. Drengen nikker glædesstrålende, løber over til de andre og jeg kan høre dem juble, og manden tager den lille med sig, de er nødt til at gå et stykke væk fra legepladsen, for han har lovet dem is, og det kan man først få ovre ved Parken, ikke her, og splinten har lovet at gå med.

Jeg følger efter dem. På afstand.

Drengen er ikke begyndt at stille spørgsmålstegn ved projektet endnu. Han plaprer løs, glad for endelig at have noget voksentid, tænker jeg.

Lille fjols.

Han får kun korte sætninger tilbage, det er sgu da klart, tankerne er jo allerede rykket et helt andet sted hen hos den mand. Det er det, som jeg vil kalde nervøs energi, det er det.

Kommunen bygger om lidt længere henne, som om de ikke har ordnet nok i den her park, men hvad fanden, det er fremskridtet, du kan ikke stoppe det lort.

De går et stykke foran mig, drengen snakker stadig, larmen fra legepladsen er blevet svagere, og den lille frøs stemme hænger over lyden af grus under gummisko, afbrydes af bladenes raslen, da de drejer skarpt mod et af lokummerne. Jeg lader som om jeg går videre, de fortsætter mod huset, der er ikke andre i nærheden. Knægten løber i forvejen mod døren, ind til mørket, manden sætter farten op.

Og så løber jeg.

Hvis der var noget, jeg lærte som barn, så var det kraftedeme at løbe. Vi løb, mig og Store-Ivan, når vi havde smadret en rude eller sparket et bræt af hegnet til den anden gård. Vi løb, når vi havde leget i parkeringskælderen, selvom vi ikke måtte. Jeg løb, når jeg skulle hjem igen, når jeg følte at jeg ikke kunne få luft mere, når det blev for meget med ham og hans mor og hans far. Og jeg løb hen til ham, når jeg alligevel savnede det. Når jeg var sulten efter opmærksomhed, sådan var det jo.

Man holdt kraftedeme sammen dengang, og hvis ikke Store-Ivan havde mig, hvad fanden var der så ikke sket med de andre? Dem, der ikke kunne løbe stærkt? Eller slå fra sig? Der var kraftedeme masser af unger, der ikke ville have kunnet tage det. Der var jeg sgu lidt den, der tog én for holdet. Sådan var det fandeme bare.

Jeg løber stadig. Jeg får møvet mig ind, inden han låser den tunge dør.

Den lille dreng står med bukserne nede, munden vidtåben, øjne så store som tekopper, som man siger. Strømmen rammer gulvet, fordi han drejer sig. Der lugter, ligesom jeg husker, måske lidt mildere og denne gang af frisk pis.

Manden er rædselsslagen, da han ser mig. Hænderne ryger op, jeg tager fat i kraven på ham. Og beder den lille gut om at skrubbe af, han skal sgu ikke se en voksen mand få tæv, der sætter jeg fandeme grænsen.

Døren laver en skærende lys stribe i halvmørket op af fliserne, ud på loftet, da drengen grædende løber sin vej ud i varmen igen.

Manden larmer, mens jeg tæver ham. Det er sådan en undskyldende, ynkelig lyd. Han ved godt, at den er helt gal. Han ved godt, at det her skulle han ikke have gjort. At jeg ved præcis, hvad han havde gang i.

Hvorfor helvede tror han, jeg er der?

Jeg er forbandet rolig, det er ikke personligt, det handler om territorium, det handler om respekt, og det fortæller jeg ham, mens mine knytnæver hamrer over brystkasse og kindben, mens jeg losser hans skinneben, så han falder forover.

Han skal kraftedeme ikke tro, han kan komme her.

Jeg får ham ud, han slæber sig hylende derfra som den skide køter han er, og der bliver stille igen, bortset fra mit hjerte, der hamrer. Jeg nyder roen, omgivet af de stinkende, overtegnede fliser. Pulsen er oppe alligevel, jeg mærker, hvordan ophidselsen falder modvilligt. Jeg vasker mine blodige hænder i det iskolde vand fra hanen, der sprutter og larmer. Jeg tørrer grabberne i bukserne, der er jo aldrig noget papir. Mine snørebånd er gået op, jeg går ned på knæ for at binde det. Lyset fra genspejlet på gulvet skærer mig i øjnene, da døren går op igen. Den lille frø har hentet de andre.

De laver en mur. Den største af dem låser døren, mens han holder øjnene på mig, og jeg ser, at de har brosten i hænderne, stykker af jernrør, og hvad de nu kunne finde på byggepladsen. Børn er kraftedeme så snu. Og stærke. Jeg når ikke engang at rejse mig, forklare en skid eller noget, før de er over mig som små forpulede hyæner, og jeg brøler og langer ud efter dem, jeg kunne få dem alle sammen ned med nakken, hvis ikke de var så mange. Det gør kraftedeme ondt, når de små sataner angriber. Den store af dem siger, at de har set mig før, i min gamle, klamme bukser, de ved godt, hvad jeg er for en.

Inden det bliver sort, inden jeg er væk i smerte, hører jeg ham sige det:

– Vi er ikke en skid bange for dig.

 

Kunne du lide, hvad du læste? Doner gerne: MobilePay 28109674

Kontakt skribenten her.

Stephanie Caruana (1974) er forfatter, klumnist og journalist. Er pinligt bevidst om at være mønsterbryder, forældreløs og ikke-akademiker. Og har aldrig vundet en pris. På POV International vil hun skrive kulturjournalistik, samt fiktion, gerne på bestilling. Caruana erklærede som otte-årig, at hun var forfatter. Men hun debuterede først i 2013 (romanen ’Smerten selv’, Rosinante) efter en årrække med bizarre småjobs (telefonsex, togstewardessevognspakker, mm.), halve uddannelser og brudte forhold. Alt sammen stærkt opsættende, men bidrog dog til forfatterskabet. Stephanie Caruana har, bevidst eller ubevidst, zigget, når mere fornuftige mennesker har zagget. Hun vendte om i porten til Forfatterskolen med ansøgningen i hånden, da hun blev ringet op af et reklamebureau, der kaldte hende til samtale. Typisk, egentligt. Hendes fire-årige karriere i reklamebranchen som tekstforfatter (1999-2003) var på ingen måde bemærkelsesværdig, og efter et intermezzo som Copy Editor på BLACK BOX Magazine, der kun udkom i én eneste grandios udgave (ikke hendes skyld), begyndte hun på Danmarks Journalisthøjskole i 2003. Siden kom finanskrisen, hun fik to børn, arbejdede som freelancer indenfor kommunikation og PR, sociale medier (hvilket betyder at hun er god på Facebook) og i en fagforening. Hun anmelder film og skriver for Magasinet KBH. Hun skriver (langsomt) på en ny roman, og har fået udgivet en god håndfuld erotiske noveller på diverse forlag. Caruana er desuden klummist i Alt for Damerne, Information og Kvinder med Kurver, primært om sex, mænd og feminisme. Og nogle gange om sex med feministmænd. Aktiv i diverse styrelser og udvalg i Dansk Forfatterforening, også som festarrangør, bl.a. Kulturnatten 2015, og den berygtede piratfest Blixen Bootleg. Hun er skidegod til at læse op (telefonjobbet hjalp) og hendes novelle ’Pavlovs prinsesse’ er blevet til en danseforestilling. Hun dansede dog ikke selv. Privat kan hun lide gin, firsermusik og halvdårlige film. Hun blogger her: www.caruana.dk

Seneste artikler om Kultur & Medier

Er der et LIV efter …?

ANMELDELSE – Jill Liv Nielsen er vel nok Danmarks første virkelige reality-TV-stjerne.