POLITIK // ANALYSE – Mette Frederiksen sagde engang, at hun ikke længere er rød, før hun er grøn. Men spørgsmålet er, om vælgerne overhovedet belønner Socialdemokratiet for den grønne indsats – eller om de hellere vil se handling på helt andre områder. De seneste målinger afslører en voksende utilfredshed, der kan få konsekvenser ved næste valg.
Der er foreløbig intet, der tyder på, at Mette Frederiksen og Socialdemokratiet får nogen vælgergevinst ud af at være grønne.
Den grønne trepartsaftale, som er den ubestridte kronjuvel i regeringens omfattende reformarbejde, og som undervejs har rusket godt og grundigt i sammenholdet mellem de tre regeringspartier, ser kun ud til at have straffet Socialdemokratiet i meningsmålinger.
Hvor partiet efter Folketingets åbning i oktober langsomt var ved at krybe op i målingerne til et niveau på mellem 21-22 pct., er Socialdemokratiet nu raslet ned igen og får i Voxmeters måling i mandags kun opbakning fra godt og vel 20 pct.
Det er ikke ligefrem prangende efter en historisk grøn aftale og et forlig om finansloven.
Det er nu snart tre år siden, at Mette Frederiksen i en kronik i Politiken proklamerede, at hun ikke længere er rød, før hun er grøn. Det blev set som et tydeligt signal til vælgerne om, at de godt kunne begynde at indstille sig på, at klimaregningen bliver dyr for danskerne.
Landmænd og planteskoler: sikre vindere
For Socialdemokratiet og for hele venstrefløjen har det i årevis været et udtalt krav, at der skulle afgifter på landbrugets CO2-udslip. Det seneste år har imidlertid vist, at den diskussion har enorme omkostninger for deltagerne.
Enten bliver man hældt ned ad brættet for at være for ambitiøs og naiv på den grønne dagsorden, så landmændene enten går konkurs eller flygter ud af landet, eller også bliver man beskyldt for at være fodslæbende, så landbruget stadig får lov til at forpeste luften og de indre farvande med kvælstoffer, så fiskene gisper efter ilt, og badegæsterne får kløe over hele kroppen.
Der er ingen fribilletter i klima- og miljødebatten.
Tværtimod stiger sandsynligheden for nye skatter på almindelige lønmodtagere, når der i de kommende år både skal findes penge til et stærkere forsvar og til en pensionsreform
Venstre betalte i den grad prisen, da partiets meningsmålinger for lidt over et år siden var under 7 pct., da Jakob Ellemann-Jensen måtte trække sig fra formandsposten i Venstre.
Brudte valgløfter, en sag om våbenindkøb i strid med reglerne og et bagland i oprør var medvirkende til at udløse alvorlig stress. Fremtiden som toplobbyist med formel titel af vicedirektør i Dansk Erhverv bliver forhåbentligt knapt så stressende for Jakob Ellemann-Jensen.
Det massive vælgertab viste, at Venstre havde en smertegrænse for, hvor store omkostninger det kunne være med til at lægge på landbruget, uden at partiet fuldstændigt smeltede sammen.
Partiet kunne på den anden side heller ikke helt undslå sig. I givet fald var regeringen sprængt, og et rødt flertal havde næppe været lige så nådig over for landbruget, som tilfældet er med den grønne trepart.
Stik mod de højtsvungne danske principper om, at forureneren skal betale, bliver forureneren i form af landmændene nu i stedet belønnet.
Der er afsat 43 mia. kr. til skovrejsning og udtagning af lavbundsjorde, og for det astronomiske beløb bliver Danmark plastret til med en milliard grantræer over de kommende år.
Det har naturligvis vakt glæde i Danmarks Naturfredningsforening til trods for, at almindelige danskere aldrig kommer til at sætte en fod i de nye skove, hvis landmændene da overhovedet vil afstå deres jorder. Der er jo som altid tale om en frivillig aftale, og aftalen indeholder mange usikkerheder.
Men går det, som regeringen ønsker sig, er landmændene og planteskolerne de eneste sikre vindere af den massive pengetilførsel, mens effekten på vandmiljøet og klimaet er langt mere tvivlsom og under alle omstændigheder et langsommeligt projekt, der først får virkning på badevandet og fiskebestanden om 25 år.
Forvirrede vælgere: Er der råd eller ej?
I mellemtiden straffer de socialdemokratiske vælgere partiet for at svigte den nære velfærd.
Børnefamilierne og de ældre vender partiet ryggen pga. for lange ventetider og store egenbetalinger, kronikerne for et lavt medicintilskud, familierne for den manglende tryghed, arbejderne for skattelettelserne til de rige – og fælles for dem alle: Ingen kan tilgive Mette Frederiksen for det gigantiske tillidssvigt, det var at afskaffe store bededag uden forvarsel.
I over 100 år har det store arbejderparti kæmpet for kortere arbejdstid. Arbejderne har slidt vejene tynde i de store købstæder med røde bannere for at få mere fritid, og så pludselig som en tyv om natten skruer statsministeren processen tilbage.
Nu skulle vi pludselig arbejde længere – eller skal vi?
Mette Frederiksen er åbenbart kommet på andre tanker, hvis man må tro hendes seneste meldinger om at fastfryse pensionsalderen på 70 år og dermed stoppe den automatiske opskrivning af pensionsalderen hvert femte år.
Samtidig har Mette Frederiksen også skruet op for kritikken af de borgerlige oppositionspartier efter at have været meget konsensussøgende gennem de seneste par år. Et klart tegn på, at næste valgkamp så småt er i gang
Vælgerne er forvirrede. Hvad skal de tro på? Kan Mette Frederiksen ikke bare give os store bededag tilbage, når nu der alligevel er råd til alt muligt andet, og råderummet bugner?
Socialdemokratiet træder på speederen og bremsen på samme tid, og alt imens skal de røde vælgere forholde sig til svimlende milliardbeløb i den offentlige debat. Penge, som ikke er i nærheden af at komme dem til gode.
Tværtimod stiger sandsynligheden for nye skatter på almindelige lønmodtagere, når der i de kommende år både skal findes penge til et stærkere forsvar og til en pensionsreform.
Ekstraudgifterne vil samlet løbe op i over 50 mia. kr. om året, og så er det en ringe trøst, at Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, har været ude med en beroligende melding om, at der ikke er tidsmæssigt sammenfald mellem udgifterne til henholdsvis forsvaret og fastfrysningen af pensionsalderen.
For mens udgifterne på ca. 300 mia. kr. til forsvaret er nært forestående, vil de årlige udgifter på 25-30 mia. kr. til pensionsforslaget først vise sig om en årrække.
Trods det er uenigheden mellem S og V markant.
Folketingsvalg på vej?
Venstres formand Troels Lund Poulsen har utvetydigt givet udtryk for, at forsvaret kommer før pension, og det er oplagt, at den interne pensionsstrid ikke er holdbar i længden.
Den ventes derfor at blive parkeret i en kommission i løbet af marts. Striden bliver dog ikke begravet, men vil blusse op, så snart Mette Frederiksen blæser i fløjten og udskriver folketingsvalg.
Socialdemokratiet har historisk altid stået for frihed, lighed og retfærdighed, men for dets traditionelle vælgere er det unægteligt svært at genfinde de gamle slagord i partiets nuværende politik.
Finanslovsaftalen bød godt nok på en forsøgsordning med gratis skolemad på nogle udvalgte skoler, men over for det skal vælgerne også forholde sig til en genindførelse af håndværkerfradraget, der er reserveret til klimaeffektiviseringer blandt parcelhusejere. Derimod var der ikke en krone til utætte vinduer blandt lejerne. Til gengæld blev finanslovsaftalen kun indgået med Socialdemokratiets sande venner, SF og Radikale.
De blå partier blev hurtigt sendt ud i kulden, og samtidig har Mette Frederiksen også skruet op for kritikken af de borgerlige oppositionspartier efter at have været meget konsensussøgende gennem de seneste par år. Et klart tegn på, at næste valgkamp så småt er i gang.
Spørgsmålet er så, om det på ny bliver en valgkamp i klimaets tegn?
For Mette Frederiksen giver det ingen stemmer, og med en beskæftigelsesreform på trapperne og en trivselskommission, der ventes at komme med otte bløde anbefalinger til familierne, vil Mette Frederiksen stadig have politisk input til at trække Socialdemokratiet til den røde side igen.
Læs også Frank Korsholms analyse “Højere skatter kan sprænge regeringen”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her