ANMELDELSE: Portrætbogen ”Mette F.” er god, hvis man vil forstå, hvad der har formet Danmarks måske kommende statsminister. Det er også værd at bemærke sig, at den socialdemokratiske partiformand betragter det som den vigtigste forudsætning for at nå målet, at hun fører sit parti ind i det danske Trumpland for at vriste de marginaliserede vælgere ud af højrefløjens kløer, skriver Bjarke Larsen.
”De har jo ret! Den gruppe, der føler sig utrygge, har ret. Det er ikke noget, de tror. Verden er blevet mere utryg, og det er dem, der hele tiden bliver udfordret.”
Mette Frederiksen var hurtigt ude efter Trumps valgsejr. Allerede torsdag bragte fyens.dk et langt interview med den socialdemokratiske partiformand, hvor hun brugte hele pladsen til at tale om globaliseringens tabere, og hvor vigtigt det er at forstå deres utryghed – og at levere et bedre svar end de tomme løfter, Trump kom med. Interviewet findes her (desværre bag betalingsmur.) En opsummering kan læses her.
Frederiksen lagde heller ikke fingrene imellem, da hun langede kraftigt ud mod både kræfter i sit eget parti og de partier på venstrefløjen, der skal sikre hende statsministerposten efter et valg:
”… centrum-venstre (bliver) nødt til, én gang for alle, at begrave tanken om, at “hvis bare vi forklarer tingene bedre, så skal det nok gå”. Nej! Det er en utrolig arrogant holdning til andre mennesker. Jeg deler den ikke,” lød det.
Ingen har ændret holdning så meget som Mette Frederiksen
Mette Frederiksen kom i Folketinget ved valget i november 2001, da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister. Hun markerede sig fra starten som værdipolitisk kriger på partiets venstrefløj og vendte sig bl.a. mod stramninger af udlændingepolitikken. ”Hver gang vi træder et skridt til højre, er der andre, der tager to. Vi kan ikke vinde det slagsmål,” udtalte hun f.eks. i et ofte nævnt citat til BT.
Mette Frederiksen er ikke bange for at indrømme, at hun kan lære og blive klogere. Det foretrækker vælgerne frem for politikere, der efter 2-3-4 partiskift påstår, at de stort set stadig mener det, de hele tiden har ment.
I dag står hun på den modsatte fløj og betragter det som uomgængeligt at føre en så hård kurs som næsten mulig på udlændingeområdet. Og sådan er det på område efter område. ”Der er næppe i dag en partileder i Folketinget, som har skiftet politiske standpunkter som hun. Uanset om det handler om udlændingepolitikken, de åbne grænser, EU, ligestilling, spindoktorer, retspolitik, købesex eller hjælpen til de svageste, så står Mette Frederiksen i dag et helt andet sted, end hun gjorde for bare ti år siden,” som det hedder i biografien ”Mette F.”, der udkom for nylig.
Bogen er skrevet af de to erfarne Christiansborg-journalister Bent Winther og Peter Burhøi, der begge arbejder på Berlingske. Det er en velfortalt bog uden de store dikkedarer: Bortset fra første kapitel, der handler om begravelsen af Anker Jørgensen, følger vi kronologisk Mette Frederiksen fra opvæksten i et klassisk arbejderhjem i Aalborg med forældre, der var aktive i fagforeningen, til i dag, hvor hun sammen med en gruppe fortrolige i partitoppen arbejder efter en nøje fastlagt plan på at flytte partiet på en række områder, så hun kan slå Lars Løkke Rasmussen ved næste valg.
Ærlighed giver troværdighed
Men hvordan kan man ændre holdning så markant over så få år, spørges der i bogen. Og uden at miste troværdighed kunne man tilføje – for det har hun ikke gjort. Tværtimod fremstår hun i den ene måling efter den anden som langt mere troværdig end Lars Løkke – og DF-lederen Kristian Thulesen Dahl. Men sådan har Mette F. altid været, fremgår af bogen (side 30), hvor forfatterne beskriver, hvordan hun som helt ung nuancerer sin holdning til dyreforsøg:
”Hendes forældre oplevede det ofte – at deres datter var direkte og reagerede instinktivt, når noget var uretfærdigt, men at hun også lyttede og var villig til at skifte standpunkt.”
Og sådan er Mette Frederiksen stadig, hedder det i bogen, der bl.a. beskriver, hvordan hun i sin tid som beskæftigelsesminister fik et indblik i systemet, der har fået hende til at ændre holdning på en række områder med hensyn til kontanthjælp, ledighedsperiode og andet.
Jo mere hyl og skrig, jo bedre, for det vil cementere billedet af, at der er tale om et ægte kursskifte, som man har tænkt sig at stå fast på.
Og måske er det der, forklaringen på den høje troværdighed ligger: Mette Frederiksen er ikke bange for at indrømme, at hun kan lære og blive klogere. Det foretrækker vælgerne frem for politikere, der efter 2-3-4 partiskift fra den ene fløj til den anden, som f.eks. Karen Jespersen (fra VS til Venstre) og Mette Bock (fra SF til Liberal Alliance), der begge påstår, at de stort set stadig mener det, de hele tiden har ment. ´
Vejen til en ny, rød regering
Bogens sidste kapitel beskriver, hvordan den nye partiledelse efter valget i juni 2015 udarbejdede en masterplan for at generobre Statsministeriet. Øverst på papiret stod der ’Et stærkt Socialdemokrati’ og nedenunder blev noteret to kerneværdier: ’Ansvarlighed’ og ’Retfærdighed’. Derpå kom fire søjler, der skal arbejdes med frem mod næste valg: Arbejdspladser, velfærd, udlændingepolitik og en ny ’progressiv dagsorden’.
Gruppen ønskede oprindeligt at starte med ”Velfærd” for bl.a. at kunne rette op på partiets noget flossede renomé inden for området ”retfærdighed” efter den årelange ballade om dagpengereglerne, som man i dag giver hovedansvaret for, at man mistede magten til Lars Løkke. Men flygtningekrisen sidste efterår kom på tværs og skiftede fokus til udlændingepolitikken.
Her konstruerede partitoppen den kobling, man i dag betragter som et genialt greb og det nok mest centrale element i at tilbageerobre magten: Man har kædet den yderst stramme udlændingepolitik direkte sammen med forsvaret for velfærdsstaten: Der er ikke råd til at bevare velfærdsstaten, hvis der ikke kommer langt færre nye indvandrere, og hvis vi ikke får langt flere af dem, der allerede er her, i arbejde.
Hyl og skrig fra venstrefløjen
Det er her, det store slagsmål med Dansk Folkeparti kommer til at stå. Det bliver med garanti ikke kønt at overvære – specielt ikke i en situation, hvor DF frygter at miste stemmer til Nye Borgerlige og derfor vil stramme både retorikken og kravene til nye stramninger. Det vil skabe ballade internt i partiet, selv om kursændringen hidtil er foregået forbløffende smertefrit, og det vil føre til en øredøvende mængde hyl og skrig fra venstrefløjen og De Radikale.
Men jo mere hyl og skrig jo bedre, for det vil cementere billedet af, at der er tale om et ægte kursskifte, som man har tænkt sig at stå fast på – og bare man trækker flere stemmer hen over midten fra Dansk Folkeparti og Venstre, end man mister til de øvrige partier i ’rød blok’, er alt godt.
Forhåbentlig tør Mette Frederiksen i god tid inden næste valg spille langt mere konkret ud, end hun har gjort hidtil.
Sådan lyder den interne analyse i hvert fald.
Angående punktet ’arbejdspladser’ vil der ikke komme så mange nye udspil, for her er analysen, at man i forvejen står stærkt i vælgerne bevidsthed. Og sidste pind – en ny, progressiv dagsorden med fokus på miljø, klima, mere human socialpolitik, større mobilitet og et opgør med den stramme styring af det offentlige (ofte opsummeret i styrings- og organisationsprincipperne bag New Public Management) – skal så komme som rosinen i pølseenden og få de røde vælgere til at sluge den bitre pille på udlændingeområdet. Mette F. har dog allerede været ude at rejse debatten på dette område: Hun besøger arbejdspladser landet rundt for at høre om unødvendigt bureaukrati og kom med en række kritiske udtalelser til Ugebrevet A4, og for et par uger siden havde hun en kronik i Politiken, hvor hun bebudede en ny politik på det sociale område.
Her konstruerede partitoppen den kobling, man i dag betragter som et genialt greb og det nok mest centrale element i at tilbageerobre magten: Man har kædet den yderst stramme udlændingepolitik direkte sammen med forsvaret for velfærdsstaten
Kronikken var dog ret ukonkret og havde svært ved at bestå banalitetstesten: Er der nogen, der mener det modsatte? Der er også meget langt fra de kritisable eksempler i Ugebrevet A4 til det grundlæggende opgør med netop New Public Management, som de offentligt ansatte sukker efter. Heller ikke i førnævnte artikel i fyens.dk kom hun med konkrete alternativer til den nuværende politik.
Forhåbentlig tør Mette Frederiksen spille langt mere konkret ud i god tid inden næste valg.
Seriøs, empatisk, vidende – og barsk
Bogen ”Mette F.” tegner også et portræt af et meget privat menneske, der ikke lukker døren mere end højst nødvendigt op til sit privatliv. Det er svært ikke at respektere dette ønske efter at have overværet den amerikanske valgkamp, hvor de mest intime detaljer om kandidaternes sexliv, og deres partneres, blæses ud overalt, men det gør også, at bogen mangler en dimension, noget flødeskum, der kunne gøre portrættet af den hårdtarbejdende og målrettede politiker mere menneskeligt – sådan som hun fremstår i kapitlerne om ungdomsårene.
”Mette F.” efterlader læseren med et indtryk af en seriøs, empatisk og vidende partileder, der kører sine medarbejdere hårdt og stiller så barske krav, at menige medarbejdere i de ministerier, som hun har stået i spidsen for, har frygtet hende.
I dag er der ingen i partiet, der nævner Bjarne Corydon, og Helle T-S omtales kun, hvis det er strengt nødvendigt. Don’t mention the war.
Det er en velfortalt og indsigtsfuld bog, der er uomgængelig, hvis man vil forstå, hvor partiet er på vej hen og hvorfor. Også selv om der hist og her mangler nogle mellemregninger, som i hvert fald jeg som politisk nørd savner. F.eks. valgte Mette Frederiksen at stå uden for de berømte og berygtede kaffeklubber, da hun kom i Folketinget, men på side 141 er hun pludselig leder af sin egen kaffeklub. Hvad skete der? Jeg savner i det hele taget at høre mere om, hvordan hun helt konkret opbyggede sin magtbase.
Bjarne Corydon – Bjarne hvem?
Hvis Mette Frederiksen og kredsen omkring hende havde et håb om, at bogen ville være med til at lægge perioden under Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon bag sig og signalere nye tider, er det lykkedes.
Mette Frederiksen har ikke kunnet tage et åbent opgør med ”nødvendighedens politik”, som Corydon stod for, mens Helle T-S pralede af at være gået ”reform-amok” for at øge arbejdsudbuddet mest muligt (pisket frem bag kulissen af den radikale leder Margrethe Vestager). Det kunne hun ikke, fordi hun jo selv stemte for det hele – også selv om der har været heftige slagsmål bag kulisserne, hvilket bogen også beskriver. Men nu har hun fået tegnet et grundlæggende sympatisk billede af sig selv, og hun har fået solgt sin nye politik: Længere til højre på udlændingespørgsmålet og længere til venstre, når det handler om velfærd – groft sagt.
I dag er der ingen i partiet, der nævner Bjarne Corydon, og Helle T-S omtales kun, hvis det er strengt nødvendigt. Don’t mention the war.
Til gengæld står Mette Frederiksen stærkere end nogen leder siden opgøret mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen: Hun har ingen nævneværdig, intern opposition, og der er ingen kronprins(esse), hun skal holde øje med. Socialdemokratiet fremstår mere samlet end i flere årtier, trods utilfredsheden hos partiets venstrefløj med den stramme udlændingepolitik.
Mette Frederiksen er klar til at føre partiet ind i det danske Trump-landskab for at erobre vælgere fra Dansk Folkeparti.
Disclaimer: For god ordens skyld skal det nævnes, at jeg er passivt medlem af Socialdemokratiet.
Bent Winther og Peter Burhøi: ”Mette F.” 336 sider. Berlingske. Er udkommet.
Topfoto: Poul Nyrup Rasmussen og Mette Frederiksen krammer på Socialdemokratiets kongres i september, efter at den tidligere statsminister med sin tale gav sin opbakning til Mette F.’s nye, stramme politik på udlændingeområdet. Foto fra partiets hjemmeside.
Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
