DEN KOLDE KRIG // BOGANMELDELSE – Den kolde krig var en periode præget af global rivalisering mellem USA og Sovjetunionen, som repræsenterede hver sin ideologi og hvert sit samfundssystem. Megen historieskrivning om den kolde krig fokuserer på de storpolitiske modsætninger og konflikter, men man kan også anskue den kolde krig som noget, der gennemsyrede hele samfundet, politiserede hverdagslivet og var med til at forme almindelige menneskers opfattelser af verden. Det er det, Rasmus Mariagers nye bog, Sjælekampen, handler om.
Rasmus Mariager er en af landets mest fremtrædende koldkrigshistorikere. Han har mest beskæftiget sig med de traditionelle aspekter af historien som fx efterretningstjenesternes virksomhed. I de første årtier efter årtusindskiftet rasede de erindringspolitiske kampe om, hvem der var på den rigtige side af historien om den kolde krig, og hvem der ikke var. Politikerne bestilte flere officielle udredninger, og Rasmus Mariager var medforfatter på én af dem.
De traditionelle aspekter af koldskrigshistorien er også med her, men perspektivet udvides, og Mariager skriver bredt anlagt samfundshistorie om spredning af kultur (både fin og folkelig), materiel kultur, bevægelser, overvågning og agenter, velfærdsstat, arbejdsmarked, sport, hvad folk gik rundt og var bange for og meget mere.
Den kolde krig udfoldede sig fra starten i atomvåbnenes skygge. Atomvåbnene satte rammerne for, hvordan konflikterne mellem supermagterne kunne udspille sig, men også for hvordan forhåbninger og frygt prægede almindelige menneskers liv
Selvom den kolde krig var udtryk for en bipolær rivalisering mellem to ideologier og samfundssystemer, så var der aldrig tale om en kamp mellem to jævnbyrdige parter. Det gælder for den storpolitiske konflikt mellem USA og Sovjetunionen – og i endnu højere grad for kulturkampen i Danmark.
Amerikanisering
USA’s voksende indflydelse i Vesteuropa (og resten af verden) efter 2. verdenskrig var både et produkt af USA’s økonomiske ressourcer og af tiltrækningskraften ved landets særlige form for modernitet. USA blev, som den norske historiker Geir Lundestad har sagt, an empire by invitation.
Før krigen var danskernes viden om, og interesse for, USA begrænset. Amerikanerne blev i almindelighed anset for at være primitive og materialistiske. Den økonomiske motor, der satte gang i amerikaniseringen efter krigen, var i høj grad drevet af Marshallhjælpen, som bl.a. Danmark nød godt af i perioden 1948-1953. Marshallhjælpen gav adgang til import af Ferguson-traktorer, tegneserier, tyggegummi, fastfood, nye måder at organisere arbejde og detailhandel på og meget mere.
Indbegrebet af amerikansk forbrugskultur måtte vi dog vente lidt på. Sukkerrationering og modstand fra de danske sodavandsproducenter holdt Coca-Cola ude af det danske marked indtil 1959. I det hele taget skete kulturoverførslen ikke modstandsløst og uden rum for lokal fortolkning. ”Danmark blev amerikaniseret under den kolde krig, men ikke en til en, for danskernes billede af ’det amerikanske’ svarede ikke altid til det, der rent faktisk var amerikansk” (s. 14).
Kommunisme og antikommunisme
De første år efter besættelsen nød de danske kommunister stor respekt og forholdsvis stor opbakning på grund af deres indsats i modstandskampen, men dette fortog sig hurtigt. Det skyldtes bl.a. udviklingen i det sovjetdominerede Østeuropa, men også modpropaganda fra amerikanskstøttede foreninger som Selskabet for Frihed og Kultur.
Den tidligere modstandsmand Arne Sejrs organisation, Firmaet, indsamlede efterretninger om kommunisterne, bedrev ”psykologisk forsvar” og etablerede et stay behind-netværk, der kunne aktiveres under en fremtidig sovjetisk besættelse af Danmark.
Ikke mindst socialdemokraterne var aktive i kampen mod kommunismen, bl.a. gennem Arbejderbevægelsens Informations-Central (AIC), som også samlede efterretninger og spredte propaganda mod kommunisterne.
Især inden for fagbevægelsen var kampen hård. Kommunisternes ry for at være effektive tillidsfolk gjorde, at de kunne fastholde en forholdsvis stor opbakning et godt stykke op i 1950’erne. Opbakningen øgedes i forbindelse med modstanden mod den socialdemokratiske regerings indgreb i overenskomsterne i 1956, men kort efter smuldrede sympatien for kommunisterne som følge af deres forsvar for Sovjetunionens invasion i Ungarn.
I det hele taget var de danske kommunisters afhængighed af Sovjetunionen gennem hele den kolde krig – både politisk og økonomisk – ifølge Mariager en hindring for, at de kunne opnå større gennemslagskraft.
Opbrud i den kolde krigs fronter
Den kolde krigs logik lagde op til en opdeling i to lejre, hvor man enten skulle tilslutte sig den ene eller den anden. Den logik blev til en vis grad brudt i løbet af 1960’erne med det antiautoritære ungdomsoprør og ”det ny venstres” opståen. Partipolitisk begyndte det med SF’s dannelse i 1959, men på bevægelsesplan begyndte det med Kampagnen mod Atomvåben fra 1960.
Op gennem 1950’erne havde der også været fredsbevægelser, men de blev med en vis ret beskyldt for at være kommunistiske frontorganisationer, hvor det tværpolitiske element kun var en tynd fernis. Samme beskyldninger blev Kampagnen mod Atomvåben mødt med, men her var beskyldningerne sværere at fastholde. Kampagnen gav rum for en ny kultur og en ny generations måde at bedrive politik på.
Atomkultur
Den kolde krig udfoldede sig fra starten i atomvåbnenes skygge. Atomvåbnene satte rammerne for, hvordan konflikterne mellem supermagterne kunne udspille sig, men også for hvordan forhåbninger og frygt prægede almindelige menneskers liv.
Den danske befolkning havde fra starten et ambivalent forhold til atomalderen. Atombomben blev på den ene side set som et eventyrligt våben, der potentielt kunne gøre en ende på al krig. På den anden side rummede den en frygtindgydende destruktionskraft. Den viden, man havde om den længerevarende virkning af radioaktivt nedfald, var i de første ca. 10 år af bombens eksistens meget begrænset, men i slutningen af 1950’erne voksede den så småt. Det var bl.a. det, der førte til fremvæksten af Kampagnen mod Atomvåben.
Blandt eksperter var der ikke enighed om, hvor store skadevirkningerne af radioaktiviteten var. For at berolige befolkningen blev pjecen Hvis krigen kommer husstandsomdelt til alle, men den fik ikke helt den tilsigtede effekt. Ifølge Gallup læste kun ca. en tredjedel af befolkningen pjecen, og kun 6 % følte sig tryggere efter læsningen.
Atomkraften var også fra starten omgivet med et nærmest eventyrligt skær. I markedsføringen af en hel række produkter kunne man tilføje ”atom…”, og dermed blev varen forbundet med en magisk kraft. Selv blandt nogle af deltagerne i marcherne mod atomvåben i begyndelsen af 60’erne blev den fredelige udnyttelse af atomkraften set som noget positivt. Først i 1974 opstod Organisationen til Oplysning om Atomkraft, som var med til at rykke på befolkningens syn på atomkraften.
Ungdomsoprøret – og hvad deraf fulgte
Kampagnen mod Atomvåben havde i starten af 1960’erne slået sig op på kritik af begge supermagter. I sidste halvdel af 1960’erne bredte kritikken af USA sig – og især af amerikanernes krig i Vietnam – uden at kritikken nødvendigvis var båret af kommunistiske medløbere.
Meget af kritikken af USA var, som så meget andet i tiden, importeret fra … USA. Vietnambevægelsen blev i slutningen af 1960’erne splittet i to. En antiimperialistisk gren, organiseret i De Danske Vietnamkomiteer, som forbandt krigsmodstanden med et socialistisk perspektiv, og Vietnam 69, der repræsenterede en mere upolitisk, humanistisk krigsmodstand. Partikommunisterne befandt sig sjovt nok inden for den sidste gren.
Alt i alt er bogen et særdeles kvalificeret bud på, hvordan man kan skrive bred samfundshistorie om perioden ca. 1947-1989 med den kolde krig som prisme. Jeg synes måske, at den gør for lidt ud af de bevægelser, der forsøgte at komme ud af den kolde krigs lejrtænkning og nægtede at acceptere, at hvis man var imod den ene side, så var man for den anden
De antiautoritære, ungdomskulturelle strømninger, der slog igennem i slutningen af 1960’erne, rettede især deres kritik mod det materialistiske Vesten, men kunne ikke på nogen måde siges at være inspireret af Sovjetunionen. Igen var der langt hen ad vejen tale om en kulturimport fra USA.
På de højere læreanstalter udvikledes en bevægelse sig. Oprindeligt havde den rettet sig mod de utidssvarende studieforhold, men nu fokuserede den på kritik af uddannelsernes indhold. På mange læreanstalter blev universitetsmarxismen dominerende i løbet af 1970’erne, men i en form, der ikke havde meget at gøre med den sovjetiske statsideologi.
Kampen om fodnoterne
Indtil slutningen af 1970’erne havde der stort set været konsensus i sikkerhedspolitikken mellem de tre store, regeringsbærende partier Socialdemokratiet, Venstre og Konservative. Man var enige om opbakningen til Nato og kritikken af Sovjetunionen, men den konsensus brød sammen i løbet af 1980’erne, hvor Socialdemokratiet i stigende grad stillede sig kritisk over for Natos atomstrategi og især over for opstillingen af nye mellemdistancemissiler i Vesteuropa. (Den såkaldte ”dobbeltbeslutning”). Socialdemokraterne tvang sammen med De Radikale og venstrefløjen den borgerlige regering til at få indsat fodnoter i forskellige Nato-erklæringer, hvor de tog forbehold over for gennemførelsen af dobbeltbeslutningen.
Det blev siden af de borgerlige udlagt som Socialdemokratiets store svigt og som noget, de udelukkende gjorde af opportunistiske grunde for at genere regeringen (og ikke mindst Uffe Ellemann-Jensen). Det er Mariager ikke helt enig i. Han mener (i tråd med Koldkrigsudredningerne), at Socialdemokraternes kursskifte var led i en international nyorientering i Socialistisk Internationale, inspireret af folk som de tyske socialdemokrater Willy Brandt og Egon Bahr.
Kulturkampen i 1980’erne
I 1980’erne udspillede der sig en kulturkamp, som til en vis grad kan tolkes som en genoplivning af fronterne fra den kolde krig. Fredsbevægelsen blev genoplivet, og en gren af den var tydeligt inspireret af DKP og Sovjetunionen. En anden gren (især organisationen Nej til Atomvåben) insisterede på kritik af begge supermagter.
Andre strømninger i kulturkampen blev repræsenteret af de stærkt materialistiske yuppier på den ene side og de anarkistiske og voldsparate BZ’ere på den anden.
Sjælekampen rummer meget mere, som jeg ikke har haft plads til at komme ind på her. Alt i alt er bogen et særdeles kvalificeret bud på, hvordan man kan skrive bred samfundshistorie om perioden ca. 1947-1989 med den kolde krig som prisme. Jeg synes måske, at den gør for lidt ud af de bevægelser, der forsøgte at komme ud af den kolde krigs lejrtænkning og nægtede at acceptere, at hvis man var imod den ene side, så var man for den anden.
Men under alle omstændigheder er Sjælekampen en spændende, underholdende og særdeles læseværdig bog.
Læs også David Kyngs anmeldelse af Morten Lassens nye bog, Historien som våben. Ruslands march mod fortiden – og ind i krigen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
