POLITIK & DEMOKRATI // BOGUDDRAG – Sigge Winther Nielsen beskriver i en ny bog, hvordan mange uløste problemer i samfundet er såkaldte “vilde problemer” – f.eks. klima, tech, ulighed, vækst eller mere nære emner som folkeskole, jobformidling, integration, skatteindkrævning og socialpolitik. Fælles for de vilde problemer er deres kompleksitet, og at de ikke kan løses med en hurtig plan fra Christiansborg. Der skal noget andet til at sikre, at politikerne skaber de politiske forandringer, som vælgerne ønsker. Med baggrund i alsidigt materiale og interviews med adskillige nøgleaktører argumenterer forfatteren for, at vejen væk fra pseudopolitik er en opbygning af “entreprenørstaten”, hvor udvalgte svære projekter løses i lange seje træk på tværs af det offentlige, det private og civilsamfundet. POV har fået lov til at bringe bogens prolog.
Gennem nye data, videnskabelige artikler, historisk materiale og 50 interviews med nøgleaktører viser bogen, at mange af de uløste problemer er såkaldte ’vilde problemer’. Det er sammenviklede problemer, som konkurrencestaten har svært ved at tøjle.
En vej ud af dette morads er opbygningen af en entreprenørstat. Det er en stat, som begejstrer ved at udvælge få månelandingsprojekter, som er så store og svære, at vi kun løser dem på tværs af offentlig, privat og civilsamfund. Entreprenørstaten åbner sig altså mod omverdenen og giver sig tid til at lege, udvikle, teste og skalere i et langt sejt træk for at bringe troen på politik tilbage.
”Lars Løkke er fandeme gået på toilettet,” lyder det i øresneglen fra min rasende redaktør. Jeg retter på mikrofonen og rykker stolen endnu tættere på det buede bord – en nervøs trækning finder vej til min mundvig. Klokken nærmer sig hastigt 22.30.
Jeg kigger ned i mine papirer med spørgsmål om, hvordan en storstilet plan for Danmark overhovedet skal kunne gennemføres. Det handler om en økonomisk helhedsplan, som statsminister Lars Løkke Rasmussen har lanceret den 31. august 2016, hvor han med egne ord vil sikre, at Danmark ikke ”sakker agterud” i det internationale kapløb om talent og kapital.
”Du bliver sgu nødt til at freestyle de første minutter af udsendelsen, før Løkke forlader lokummet,” lyder det fra redaktøren igen.
Som vært på Deadline har man igennem udsendelsen tre stemmer i øret. Redaktøren, som tager sig af indholdet. Produceren, der står for den tekniske afvikling. Og så en promptefører, der holder styr på tid og ruller introtekster hen over en skærm, så værten kan læse direkte op i kameraet.
”Et minut til udsendelse,” siger produceren.
”Øh, hva’ gør vi nu. Hvor vil du starte med prompten og læse op?” lyder det fra føreren i min snegl.
”Held og lykke – du finder på noget,” lyder det fra redaktøren.
Jeg kan ikke slippe tanken om, at det danske demokrati er blevet til et teater, hvor politikere, presse og embedsmænd underholder hinanden med politiske udspil, som de alle ved aldrig bliver vedtaget. Og hvis de måtte blive stemt igennem i folketingssalen, lige så sikkert ikke kommer til at virke i virkeligheden
Den klassiske Deadline-jingle lyder. Krydsklip til studiet, og så er vi på.
”Veeeelkommen indenfor,” siger jeg, så langsomt som jeg kan, for at få tiden til at gå.
Jeg går i gang og fremstammer, at regeringen har fremlagt en stor politisk plan, der vil flytte rundt på mangt og meget i samfundet.
Men pludselig ud af det blå studiemiljø ankommer kavaleriet. Statsministeren sjosker ind i studiet, som om han havde al den tid i verden, han kunne bruge.
”Nå, hej, Sigge, er vi klar nu eller hvad?”
Jeg kan ikke svare, da jeg er i gang med at læse op i kameraet. Men noterer mig da glædeligt, at Løkke har valgt at rejse sig fra tønden og arrivere i studiet.
Produceren smider et klip på, så jeg kan få gelejdet Løkke op på den alt for høje barstol. Han har dog allerede krammet på mig med sit toilet-stunt. Og jeg ligner i øvrigt mig selv alt for meget i et for stort licensbetalt jakkesæt fra herreekviperingen Hartung, der giver mindelser om en konfirmationsfest, som har tabt fart, inden den begyndte.
Løkke gør det godt; som en rutineret politiker kører han ind og ud af spørgsmålene efter behag. Jeg har for flere år siden skrevet en biografi om ham. Og det, som slog mig dengang, var Løkkes evne – som få andre politikere i dag – til at kombinere fordøren og bagdøren til demokratiets hus.
Kort fortalt:
Fordøren til demokratiet handler om den offentlige samtale, hvor politiske udspil præsenteres og meninger brydes.
Bagdøren til demokratiet handler om den politik, som vedtages i Folketinget, der omsættes til praksis, så borgerne mærker en forskel. Så når Løkke i tv-studiet ’sælger’ helhedsplanen til befolkningen, er han ved fordøren til demokratiets hus, og når han udruller planen i virkeligheden hen over årene, er han ved bagdøren. Løkke har blik for, hvordan både fordør og bagdør spiller sammen, hvis vælgerne skal opleve forandringer. Især evnen til at sikre, at bagdøren ikke smækker, når fordøren åbnes på vid gab, hvis det er alt for urealistisk eller uigennemtænkt, hvad der foreslås af politik i den offentlige debat.
”Velkommen, Lars Løkke Rasmussen,” siger jeg i et lidt for taknemmeligt tonefald. Vi mundhugges om teknikaliteterne i helhedsplanen. Om der egentlig er brug for så stor og hurtig en plan? Om det overhovedet er muligt at gennemføre det, han foreslår? Om regeringens beregninger giver mening? Efter kort tid giver Løkke mig de velkendte øjne, som signalerer, at han snart lukker konfirmandens fest med et par snørklede svar om, hvor uvedkommende mine spørgsmål er.
Sidste gang en statsminister turde tage ordet helhedsplan i sin mund om et stort reformarbejde, lykkedes det faktisk at gennemføre det. Det var Jens Otto Krags helhedsplan i 1963
Igennem det 22 minutter lange tv-interview tager jeg mig selv i at se det hele udefra. Til trods for at der sikkert er mange fine idéer i helhedsplanen – hvad skal vi så egentlig bruge det her til? For bliver det overhovedet omsat til forandringer ude hos danskerne? Og er der egentlig nogen, som bekymrer sig om, hvorvidt det måtte ske, når lyset er slukket i tv-studiet?
En redaktør fra TV 2 skriver efter interviewet på Twitter, at der var alt for mange spørgsmål om beregninger bag gennemførelsen af helhedsplanen – og for lidt fokus på det politiske drama med at samle flertal i folketingssalen. Med andre ord: Redaktøren ville instinktivt have mere fordør, mindre bagdør.
Løkke har netop historisk været eminent til at få sammenhæng mellem fordør og bagdør. Både som viceborgmester, amtsborgmester, minister og nu statsminister. På den måde kunne der laves store vedtagelser om udlicitering af ældrepleje, kommunesammenlægninger, kræftpakker eller efterlønsbeskæring. Men denne gang er jeg mere usikker på, om han har greb om bagdøren. Det er gået hurtigt med at flikke helhedsplanen sammen, og mange samfundsgrupper stejler mere højlydt end normalt – fra eksperter til berørte parter. Læg dertil, at Løkkes støttepartier er lidet imponerede over helheden i planen.
Jeg cykler hjem fra DR efter midnat gennem Amager Fælleds dystre mørke. Jeg kan ikke slippe tanken om, at det danske demokrati er blevet til et teater, hvor politikere, presse og embedsmænd underholder hinanden med politiske udspil, som de alle ved aldrig bliver vedtaget. Og hvis de måtte blive stemt igennem i folketingssalen, lige så sikkert ikke kommer til at virke i virkeligheden. Fordi udspillet enten er for småt, for hurtigt, for uigennemtænkt eller for afhængigt af andre lande – eller fordi ingen ved, hvem der skal følge det til (bag)dørs. Spørgsmålet er lige dele skræmmende og simpelt: Er det overhovedet muligt længere at drive store politiske forandringer i Danmark?
Næste morgen glemmer jeg det hele, for så er der et helt nyt tema, som har overtaget dagsordenen. Ganske sigende.
Jeg vender dog løbende tilbage til billedet med den smækkede bagdør i demokratiets hus. Samtaler med ministre, redaktører og departementschefer bekræfter mine anelser om, at det danske system har svært ved at implementere politik. Der er en erkendelse af, at noget er galt, men de færreste kan sætte ord på det og forklare, hvad de skal gøre anderledes. Alle spiller deres roller, ja faktisk bedre end nogensinde. Og det er måske problemet: at den danske politiske kultur har ændret sig. I dag præmieres man for hurtig handling, der kan ramme en avisforside, hvad enten man er journalist, politiker eller embedsmand. Og når det bliver målet i sig selv, så forsvinder vælgernes ønsker alt for ofte op i den blå luft, når de møder virkeligheden.
I en ikke så fjern fortid foregik det hele noget anderledes, når store politiske pakker skulle bæres frem. Det skete ofte gennem: (i) velforberedte beslutningsoplæg i kommissioner og udvalg, (ii) ind- dragelse af relevante organisationer i udformning af den politiske løsning (iii) samt grundig og tålmodig indfasning af den vedtagne politik, inden man lavede en ny reform.
I et samfund, hvor kompleksiteten stiger, står det danske demokrati med et paradoksalt svar: Vi laver hurtige beslutningsoplæg, inddrager i beskedent omfang ekspertise, borgere og berørte organisationer samt gennemfører utålmodigt reform på reform, så de lander pladask oven på hinanden. Listen af eksempler på denne type (pseudo)politik er lang.
Tænk blot på Skats kollaps, jobcentrenes deroute, antallet af indvandrere i job, politireformens kvaler, den manglende sociale mobilitet, kvindernes ligestilling på arbejdsmarkedet, beskeden økonomisk vækst, flere hjemløse, ønsket om regelforenkling eller den ujævne indlæring i folkeskolen. Over mange år er det ikke lykkedes at løse det, som forskerne kalder de vilde problemer – det vil sige problemer, som er sammenvævet med andre problemer – selv om det har vrimlet med reformer på områderne. Men hvad værre er, så venter nu de rigtig vilde problemer. Dem, der både er grundlæggende og grænseoverskridende: klimakrise, økonomisk krise, flygtningekrise eller de globale techselskabers uregulerede fremrykning i vores samfundsøkonomi og privatliv.
De problemer som vi har bøvlet med at løse gennem 00’erne og 10’erne sjældent kan klares med en hurtig plan fra Christiansborg, der nedfældes i en kontrakt af statens embedsmænd
Var alting så bedre i gamle dage? Selvfølgelig ikke, men alligevel ringer alarmklokkerne. Sidste gang en statsminister turde tage ordet helhedsplan i sin mund om et stort reformarbejde, lykkedes det faktisk at gennemføre det. Det var Jens Otto Krags helhedsplan i 1963.
Her gik regeringen og fagbevægelsen sammen om et indgreb i overenskomstforhandlingerne og lavede samtidig reformer, der både skulle tage ”hensyn til den samlede økonomiske bæreevne” og sikre ”social rimelighed – hensynet til de dårligst stillede i samfundet”, som Krag formulerede det arkaisk.
Samtidig spillede pressen sin rolle uden al for stor patos: ”Er De bange for, at det er et upopulært forslag?” lød det sågar fra Ekstra Bladet om helhedsplanen i et næsten for høvisk toneleje. Og Krag replicerede: ”Mit første spørgsmål er, om det er forsvarligt.”Ligeså var Krags embedsværk faktisk meget kritiske over for hans udlægning af helhedsplanen – som de skal være for at sikre den mest ansvarlige kurs: ”Den helhedsløsning, som nu af Krag er forelagt for Folketinget … ligger på kanten af det forsvarlige …,” lød det fra departementschefen, Erik Ib Schmidt, i hans dagbogsnoter. Det må siges at stå i kontrast til Krags heltemodige udsagn.
Der var flere af den slags resultater i 1950’erne og 1960’erne med opbygningen af velfærdsstaten, eksempelvis folkeskolereformen af 1958, som vi skal se i kapitel 3. Nogle resultater var bedre end andre selvfølgelig; de fleste dog med et demokratisk afstemt forhold mellem politikere, journalister, embedsmænd og omverden, som betød, at der kom nogenlunde virksom politik ud af det. Men det holdt langtfra ved i det næste årti. På den ene side skabte vi en demokratisering af politik, hvor folk blev bedre uddannet, autoriteterne faldt og folkelige bevægelser blomstrede frem – med kampråb om alt fra miljø over skattesænkninger til kvinderettigheder. På den anden side kunne alle disse nye forventninger ikke honoreres af den overbebyrdede stat.
Konkurrencestatens tanke om at adskille fordør og bagdør bryder sammen, fordi politikerne i stigende omfang leverer pseudopolitik ved fordøren. For selv den mest ihærdige konkurrencestats-implementering med pisk og gulerod kan ikke skabe resultater ved bagdøren, hvis reformen fra fordøren er sjusket og problemet er vildt
Det kunne ikke blive ved. 1970’ernes politiske krise med jordskredsvalget som den mest iøjnefaldende udposning var derfor i høj grad en demokratisk krise ved bagdøren, fordi det meste gik baglæns: en galopperende statsgæld, et privatforbrug over evne samt en ukontrollerbart voksende offentlig sektor med stigende skatter til følge. Velfærdsstaten stod ved afgrunden. I 1970’erne var idéen mere plan med plan på. Der var perspektivplaner, rammeplaner og sektorplaner. Det løste bare ikke krisen ved bagdøren – kort sagt oplevede danskerne langtfra, at reformerne virkede.
Den gode nyhed dengang var, at vi fandt en vej videre i vores demokrati. I 1980’erne og 1990’erne var det især øget markedstænkning, brugerfokus og selvstyre, der igen skabte ro og regelmæssighed ved bagdøren. Simpelthen fordi fordøren mange gange blev skåret væk fra implementeringen af politik ved at lade embedsmænd udføre reformer gennem kontrakter med pisk og gulerod over for dem, der skulle ændre adfærd. Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen sad tilsammen fra 1982 til 2001 og indførte så småt konkurrencestaten. I dag skal der noget andet til. For ligesom velfærdsstaten sandede til, så er det samme sket flere steder for konkurrencestaten, som har svært ved at løse de vilde problemer. Det skyldes især to forhold.
For det første at de problemer som vi har bøvlet med at løse gennem 00’erne og 10’erne sjældent kan klares med en hurtig plan fra Christiansborg, der nedfældes i en kontrakt af statens embeds- mænd. For hvis du vil fikse klimaet, få indvandrerkvinder i job eller hæve indlæringen for de svageste elever – så̊ kræver det ofte løbende tilpasninger, hvor du måske kun ruller en reform ud på ti folkeskoler, inddrager familierne og laver partnerskaber med fonde, forskningsverden og videnvirksomheder. En indsats der samler op, tester løs og tilpasser sig. Det tager tid og som ofte må man inddrage politikerne igen for at genforhandle mål og midler.
For det andet fører det til at konkurrencestatens tanke om at adskille fordør og bagdør bryder sammen, fordi politikerne i stigende omfang leverer pseudopolitik ved fordøren. For selv den mest ihærdige konkurrencestats-implementering med pisk og gulerod kan ikke skabe resultater ved bagdøren, hvis reformen fra fordøren er sjusket og problemet er vildt. I stedet ender det med at man trætter borgere, virksomheder og ikke mindst ansatte med skemaer, kontroller og evindelige reformændringer, som sjældent kommer i mål.
Men jeg kan sige allerede nu, at forudsætningen for, at det lykkes, er et selvopgør i den politiske elite
Mit bud på en ny hovedrolle er en entreprenørstat. Det er en stat, som binder fordør og bagdør sammen, som konkurrencestaten ellers har adskilt. Vejen hen til entreprenørstaten bygger således på tre V’er. Få, men store visioner udformet som ”månelandingsprojekter”; brug af masser af viden fra fronten og forskningen; og så vedholdenhed, hvor staten giver sig tid til at inddrage omverdenen i partnerskaber, når politikken udformes og udrulles. Læg dertil, at resten af den offentlige sektor, som ikke er med på ”månelandingerne”, så kan få tid og fred til et længere sejt træk (vedholdenhed) med større faglig frihed (viden) til at komme i bund med deres vigtige opgaver i samspil med borgere og stakeholders. Hvad enten det er med erhvervsfremme, i børnehaver eller på jobcentre.
Jeg skal dog være den første til at indrømme, at ord som ”entreprenør”, ”månelanding” og ”vision” for nogle kan virke som en sammenfiltret varmluftsballon på kollisionskurs. Jeg tror nu alligevel på, at tiden er moden til at turde tænke stort om de store problemer. Og så kassere mange af de mellemstore balloner, som tusindvis af mellemledere har bundet i en sløjfe om hånden. Så når jeg i bogen taler om et nødvendigt kursskifte, så peger jeg på en entreprenørkunst, der søger mod en ny bondebevægelse eller arbejderbevægelse – bare i en moderne udgave baseret på nutidens vilde problemer. Det handler ikke om flere pjecer med luftige ambitioner om ”Danmark som foregangsland” eller ”60-, 70-, 80- eller 90-procents-målsætninger” om alt fra hjemløse til ungdomsuddannelser, som politikerne alligevel ikke er dedikerede nok til at nå i mål med. For entreprenørstaten vil netop gøre op med tidens pseudopolitik. Ved at vise hvordan de vilde problemer i dag kun kan løses, hvis vi samarbejder på tværs af offentlig, privat og civilsamfund. Entreprenørstaten giver sig derfor tid til at lege, udvikle, teste og skalere for at bringe troen på politik tilbage.
Jeg forsøger i tredje del af bogen at give et første bud på, hvordan vi kan påbegynde en entreprenørstat samt indkredser de tendenser i tiden, der allerede peger i den retning. Men jeg kan sige allerede nu, at forudsætningen for, at det lykkes, er et selvopgør i den politiske elite.
Uddraget ovenfor er bogens prolog. Prologens noter er ikke medtaget her.
Topillustration: Sigge Winther Nielsen er forfatteren af “Entreprenørstaten”, her fotograferet af Søren Rønholt/Gads Forlag.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her