BØGER // ANMELDELSE – Nu desværre afdøde Poul Villaume har afsluttet sin flotte koldkrigs-trilogi med et bind 3, der er kortere end de øvrige og som på fornem vis afspejler hans imponerende indsigt. Værket virker dog en kende forjaget – og stadig med en slagside i sit primære fokus, skriver historiker og journalist Simon Kratholm Ankjærgaard.
Jeg er barn af den kolde krig. Og var barn i en fase af den kolde krig, hvor frygten for atompaddehatten i perioder var nærmest altoverskyggende. Jeg gik i folkeskolen mellem 1980 og 1990. Vi så ’They Day After’ i klasseværelset. Vi læste ’Støvets Børn’. Jeg bladrede i den britiske tegneserie ’When the wind blows’ om et ældre ægtepar, der overlever et atomangreb, men bliver mere og mere syge og mere og mere grå for til sidst at gå til grunde i den radioaktive tid, der ville følge enhver atomkrig.
Vi vidste, hvor beskyttelsesrummene lå – og jeg bilder mig ind, at vi fik at vide, at vi havde et kvarter til at nå den tykke betons beskyttelse fra det øjeblik, vi blev varslet om at atommissilerne var på vej.
Jeg var bange for missilerne, men jeg var endnu mere bange for tiden, der ville følge; den radioaktive ødemark, hårtabet, den grå hud, de døende muselmænd, der – som jeg forudså det – hostede sig ihjel.
Jeg røg durk tilbage i min barndom, da jeg læste Poul Villaumes Håbets gennembrud, der netop er udkommet på Gads Forlag. Værket er tredje og sidste bind i Villaumes imponerende samlede fortælling om den kolde krig. Og det sidste bind handler præcis om den del af den kolde krig, jeg var barn i og af. Jeg er født i 1973 og værket dækker perioden 1977-1991 og har undertitlen Afspænding, nedfrysning og tøbrud.
Det har også den konsekvens, at værket er det klart korteste af de tre, men også at det til tider er lidt forjaget og en kende rodet
Villaumes tre bind om den kolde krig er en monumental bedrift. Først kom Frygtens logik om perioden 1917-1961, siden Mellem frygt og håb om perioden 1961-1977 og nu altså Håbets gennembrud om den sidste fase af den kolde krig.
Trebindsværket er også et meget flot monument over Villaume og hans imponerende indsigt. Desværre gik han bort inden udgivelsen af dette tredje og sidste bind. Det kaster naturligvis et særligt skær over læsningen af det. Jeg kunne i hvert fald ikke vriste mig fri af den tanke, at dette var det sidste værk fra Villaumes hånd, og at han virkelig gerne ville gøre det færdigt inden, ja … inden det var for sent.
Det har også den konsekvens, at værket er det klart korteste af de tre, men også at det til tider er lidt forjaget og en kende rodet. Der er gentagelser og overlap og præsenterede kendsgerninger, der først etableres ordentligt senere i teksten. Det giver knaster i læsningen.
Magtpolitisk fokus
I alle tre bøger tager Villaume et klassisk magtpolitiske greb på fortællingen. Vi er helt oppe i det øverste beslutningsdygtige lag. Regeringerne, statsoverhovederne, udenrigsministrene, forsvarsministrene, de centrale ambassadører, de indflydelsesrige rådgivere. Det er aktørerne. Brikkerne er staterne, regionerne, alliancerne. Det er et greb, som er gennemført gennem alle tre bind, men det efterlader ikke særlig meget plads til andre snit såsom kulturpolitik og ’kampen om sjælene’.
Det er – ret skal være ret – også dækket fyldestgørende i andre(s) værker. Jeg savner det dog lidt, når jeg med Villaume i hånden bliver hvirvlet gennem regeringskontorerne.
Den anden anke handler om det primære fokus på det, der gennem den kolde krig var en kamp mellem det USA-ledede NATO på den ene side og den Moskva-styrede Warszawa-pagt på den anden. Villaume har beviseligt været i arkiver på begge sider, men der er en overvægt af fortællingen, der er baseret på amerikanske kilder. Der er dermed også en overvægt af beskrivelser, hvor USA agerer – og Sovjetunionen reagerer. Med andre ord; der er flere fingre, der peger mod USA end mod Sovjetunionen.
Det har også konsekvenser for den sidste del af bogen, hvor Villaume – og hurra for det! – løfter fortællingen ind i nutiden og ind i den nuværende konflikt mellem Vesten og Rusland. Her er Villaumes ledetråd at se på, hvad vestlig (sikkerheds)politik har haft af konsekvenser for den nuværende situation. Men i og med at Villaume har truffet en klar prisme at se det hele igennem, står ikke bare denne bog, men hele trebindsværket, utroligt skarpt.
Intensitet
Håbets gennembrud er delt op i tre overordnede afsnit, der afdækker tre forskellige perioder i den sene fase af den kolde krig. Det er en virkelig intens periode i verdenshistorien (det var alle faser i den kolde krig) og giver en virkelig intens læsning af værket. Sproget er let og klart, men undervejs kan man godt fare lidt vild i de mange forkortelser for missilsystemer, nedrustningstraktater, mellemstatslige organisationer og grupperinger med mere, men Villaume skriver og forklarer godt, og man er ombord.
I den første periode kigger han nærmere på tiden fra 1977 til 1979, hvor en gryende afspænding ender i dybfryseren, da Sovjetunionen invaderer Afghanistan. En invasion, som flere omkring Bresjnev advarede mod og fandt var en helt igennem dårlig beslutning. Det er også en periode, hvor andre egne af verden bliver gidsler i stormagtskampen, blandt andet i Afrika.
De store magtforskydninger og de vilde beslutninger, som varierende statsledere skulle træffe i perioder uden klar gennemsigtighed og uden klar viden om den andens intentioner, er en rød tråd gennem alle tre bind
I den anden periode tager Villaume os igennem de første fem år af 1980’erne. Og hold fast, det er (også!) intenst. For bare at tage en lille håndfuld geografiske og geopolitiske nedslag; i Polen lurer oprøret, i Mellemamerika driver amerikanerne fordækt spil, i Afghanistan udvikler det sig til et sovjetisk Vietnam – og nåh ja; Reagan indtager Det Hvide Hus med sin klare holdning til Sovjetunionen, Ondskabens Imperium, sin ’fred gennem styrke’-tilgang og sit nu berømte stjernekrigsprojekt. Og så har vi 1983, hvor Sovjet skyder et passagerfly ned fra himlen og NATO gennemfører den ambitiøse, men måske også noget satsede Able Archer-øvelse, der sendte Sovjetunionen i et større alarmberedskab.
I den sidste episode beskrives Gorbatjovs indtræden på verdensscenen og den langsomme erodering af Sovjetunionens magtbase, kulminerende med løsrivelsen af de sovjetiske stater, de mere eller mindre (og nogen steder slet ikke) blodige oprør i de tidligere Warszawapagt-lande og Gorbatjovs famlende forsøg på at holde sammen på det hele. Det er vildt medrivende skrevet.
De tektoniske plader
Helt overordnet giver både det tredje bind og hele trilogien en dyb forståelse af, hvad der skete magtpolitisk, og hvad det havde af konsekvenser for det, der skete i 1989, 1990 0g 1991, men også for alt det, der skete bagefter. Helt frem til i dag, hvor der er krig i Ukraine og en opfattelse i store dele af den vestlige verden af, at vi er i direkte strid med Putin og et autoritært Rusland.
De store magtforskydninger og de vilde beslutninger, som varierende statsledere skulle træffe i perioder uden klar gennemsigtighed og uden klar viden om den andens intentioner, er en rød tråd gennem alle tre bind. Det er tektoniske plader i bevægelser, men det handler også om fortællinger, om narrativer. Hvad er fortællingen over tid – på den ene side af striden og på den anden? Er den anden part en gennemført skurk – eller et menneske som dig og mig, der bare tror på et andet meningssystem? Og hvad sker der, når det hele er slut og den bipolære verden er bragt til ende? Hvem kan påråbe sig sejren – og var det en sejr?
Her stikker Villaume sin belærte finger direkte ned i et ømt punkt i Vestens forståelse af den kolde krigs afslutning og vores egen placering i verden. Vi bildte os ind, at vi havde vundet verden og kunne indtage den med al vores liberale demokrati. I første omgang var vi blinde for, hvad der egentlig var sket østpå; Sovjetunionen var kollapset under sin egen vægt og utilstrækkelighed. Siden blev vi tonedøve for, hvad det egentlig betød, når vi med skarp ammunition ville sikre verden en demokratisk fremtid, og hvad det kunne have af konsekvenser, når NATO ekspanderede.
Balancen, når man skal skrive sig ind i dette sikkerhedspolitiske morads, er hårfin. Risikoen er høj for, at man kan beskyldes for at være Putin-apologet, men Villaume navigerer fint igennem det – men også fordi han er så klar i sine analytiske valg.
Tilbage står at sige Villaume tak for mange års toneangivende koldkrigsforskning, mange skelsættende udgivelser og nu en magtpolitisk, kalejdoskopisk fortælling om HELE den kolde krig.
Et monument over Villaumes omfattende viden.
Klik dig videre til POV Internationals mange andre boganmeldelser lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
