Simon Lund Petersen: Tiden i det røde rum

i Kultur/Essays af
ESSAY – Eftermiddagstrafikken på Jyllingevej kan være nervepirrende i ordets mest håndgribelige forstand – henholdsvis fyldt op af brændende diesel og apatisk gaben; folk vil afsted, heraus da, DERUDAF. De vil hjem. Ikke holde og vente på, at det (åbenlyst aldrig) bliver grønt igen.

En veninde, boblende af raseri på passagersædet, betroede mig min største sjælebrist i en grå Fiat Panda en støvbrun eftermiddag i retning mod Vanløse: mit sado-forhold til vejenes vogter, lyskurven. Eller nærmere bestemt: den røde lygte – trafikkens potensforstyrrende regulator par excellence.

Hvorfor hulen skal jeg absolut, og med insisterende, beregnende inkonsekvens, hver eneste gang UNDGÅ at undgå den? Du mener: hvem fanden sætter ligefrem farten ned, når kurven i himlen dukker op i horisonten med sin trussel om stilstand og enerverende tidsspilde, i håb om at se den gule farve i god tid? Du mener: fedt kan det da umuligt være at holde for rødt? Og så i Vanløse! Kun Van Morrison er da, så vidt vides, endnu sluppet nogenlunde æstetisk tilfredsstillende fra et længere ophold på disse kanter.

Jeg kan godt lide at holde for rødt. Sådan er det (ja, bevares!) Her kan man nemlig være heldig, at evigheden trænger sig på.

Det er på sin vis blevet min metier, det med at stoppe op og nyde det. Lyset. Det handler om fysik – bevægelse og stilstand: “Everybody movin’ if they ain’t already there/ Everybody got to move somewhere”, kvækker onkel Zimmerman et sted i rummet. Og det er lige netop dét, som er kernen. Bevægelse. Stilstand. Mål. Intet andet. Bevægelsen er udgangspunktet. Tænk Big Bang eller Grand Slam – same shit. Det er bevægelsen som ER. Og den er stor og altgennemtrængende og evig.

Og dog. For engang imellem er der uregelmæssigheder; noget der forstyrrer den insisterende strøm i kosmos. Noget som overtrumfer bevægelsens ellers ubrydelige spilleregler med et endnu stærkere princip. Det er ikke målet. Dette begreb afslørede sin egen porøsitet og forgængelighed, da dets bogholdermaske begyndte at krakelere for længe siden.

Forget it! Det er stilstanden, der rykker. Det er dén, der skaber dynamik.

Problemet med bevægelsen er, at den ikke levner plads til det tvungne – den fysiske nødvendighed, som åbner op for altet: universet, refleksionen, fantasien. Det røde lys tildeler grandiost en sådan ufrivillig pause i hverdagens oprørske flod; på vej til arbejde, på vej ud, på vej hen (måske til en kærlighed?) På vej hjem? NO WAY! Det pludselige stop synes ofte at komme ubelejligt. En hindring på vejen til noget. (Fastholdes).

Den røde lygtes princip synes at indeholde selve mulighedsbetingelsen for, at lyset, hvis hastighed ellers overstiger lydens tusindfold, kan bringes til et, omend kortvarigt, stop, og forenes med lyden af den Andens radiomusik

Hvis man fra Kongens Nytorv svinger ned ad Bredgade mod Langelinie, mødes blikkets fugtighed af et spektakulært syn: lidt oppe til venstre mellem facader af glas og gråt, der hvor Frederiksgade lægger et tværsnit gennem Bredgades tunnelsorte bygningskorridor, åbner den pludselig vor sekulære verdens facade af forbrug og kredit med favorabel rente op og afslører en glemt, mytisk verden, hvis eksistens hænger som en metafysisk boble på bagsiden af vor positivistiske virkeligheds fladpandede diskurs. En vertikal åndelighed lader sig anskue konkret og helt tæt på (det skal den nok selv sørge for), ved det lille uanselige lyskryds ud for Marmorkirken.

Hvis man er heldig, at farverne falder gunstigt, kan det endda være, at man kan nå at fotografere herligheden.

Skønhedens negativ

Netop “billedet” som fænomenologisk erfaringskategori stod som et centralt begreb, da Walter Benjamin i første del af det 20. århundrede forsøgte at reformulere Immanuel Kants epokegørende spørgsmål om den æstetiske erfarings – “skønhedserfaringens” – form, hvis mulighedsbetingelser sidstnævnte analyserede i sin lejlighed i Königsberg omkring 1790, so und so.

Benjamin var enig med Kant i, at det skønne ikke er en positivt bestemt egenskab ved verdens genstande, men at erfaringen af skønhed (“smagsdommen”, som den så klinisk blev beskrevet af undermåleren Kant) netop peger på vor almenmenneskelige evne til rent faktisk at erfare skønhed overhovedet, som et meningsfuldt rum at bebo.

Skønheden som fænomenologisk struktur måtte undersøges (ja, reddes) gennem fastlæggelsen af dens objektive mulighedsbetingelser, i en pluralistisk forstyrret verden, der synes at have opgivet troen på det skønnes eksistens som substantielt genstandsfelt for erkendelse – en erfaring som i Benjamins fortolkning i vor moderne verden muliggøres som profan oplysning; en oplevelse af tom transcendens, der som et følelsernes negativ altid må fremkaldes og fortolkes, i kraft af skønhedens paradoksale natur: altid er den i bevægelse – altid er den allerede et andet sted. Kun dens spor lader sig ane i billedets mekaniske insisteren på lysets aftryk af tabt evighed i silhuet på asfalten (snap!)

Her er der ikke tid til evighed, men en evighed til tid

Evigheden ligger gemt i bevægelsen – i den tindrende rene røde rå dunkende puls. I kærlighedsakten. I kroppenes konnotative hverdagsdans; i poesiens sitrende intensitet. (Fastholdes). Og musikken. I det vellykkede ægteskab mellem ord og kød, som er nu’et. Men det er den omkring nu’et værende refleksion, pausen i og fra bevægelsen – stilstanden, den bratte opvågnen og tilbagevenden til tiden, der indrammer evighedspletterne, ophøjer dem til musik og poesi, og gør os til mennesker – og evigheden til evighed. Det er her, historierne ligger: for foden af det røde lys.

(Stilstand og let knugende desperation fornemmes og fastholdes. Fástholdes.)

Under den røde lygtes evighed fremtræder et fænomen som Østens antikke vismænd mere end noget andet ville have sat pris på i den vestlige verden anno 2020: Motorens tomgang – en let summende lyd af tabt tid og skønne spildte bedrifter: “Jeg venter, altså er jeg” (er jeg ikke?)

Selv en yogi kan få nok. Det er et spørgsmål om rummelighed. Hvis bare der er plads, skal det nok gå. Mere presserende er spørgsmålet om farvens form: hvordan kan det egentlig være, at den røde lygte er rød? Skulle det nu ikke netop være passionens, pulsens, bevægelsens og den opadstigende stjernes farve? – ikke impotensens? Den grønne kunne sagtens forsvares at være rød, men mangler måske lige netop dét som den øverste instans behøver for at udøve sin ophøjede bestemmelse.

Who cares?! Den røde lygte er bedre end den grønne. Og den gule. Se bare på farven.

Rød fremkaldervæske

Jeg er tilfreds med at blive stoppet af den røde lygte. Jeg finder det fuldstændig tilfredsstillende at være underordnet dens spilleregler. Her er der ikke tid til evighed, men en evighed til tid. Sådan er det. Jeg fornøjes ved præmissen. Universet der, med teknikkens Pjerrot og biodiversitetens baciller på sin side, ler det moderne menneske lige op i ansigtet og slår koldbøtter. Universet har god humor.

Af alle de kosmiske love er det dog Entropiens lov, der synes at bedrive den mest diabolske form for galgenhumor i dette stellare arrondissement. Helt i tråd med fremskridtsidealets- og oplevelsesøkonomiens ånd dikterer den ubegrænset vækst – dog er valutaen en anden og mere håndgribelig: den er et mål for graden af uorden i et system, der indeholder energi eller information, og “Termodynamikkens anden hovedsætning” fortæller, at “For et lukket system kan entropien aldrig aftage, og ved spontane, irreversible processer vil entropien altid vokse”, hvilket indebærer, at selve Tidens pil styrer direkte mod sit eget nulpunkt – mod Stoffets og Historiens, ja selve Værens opløsning og selvunderminering. Mod mulighedens udslettelse i øjeblikkets accelleration mod denne verdens “begivenhedshorisont”.

Hvis en smuk kvinde umærkeligt pludseligt kører op på siden af dig under lygtens skær, kan kun den røde farve sætte rammen for et møde mellem to indre verdener, der ellers ikke ville have hørt eller set hinanden

Hvis du først er faret forbi Hende, er der ingen vej tilbage – trafikken kværner og tiden er tabt. Man kommer for sent til fremtiden. For sent hen til krydset, hvor muligheden fandtes. Medmindre. Man kunne jo bare trykke sømmet i bund og køre over for gult? Måske endda rødt? Hvis der nu ikke kommer nogen fra hverken venstre eller højre?

Don’t even think about it!

Det siges, at Kosmos i sin tid lejede Nemesis et værelse i den røde lygtes skær – en historie, hvis liv får næring hver gang en ambulancesirene toner frem og mænger sig med skrigene under lyskurvens evigt dømmende åsyn.

I øvrigt kan man, så vidt jeg har erfaret, lære mere om fysikkens kosmiske love ved at lytte til Springsteens Backstreets end ved at frekventere Niels Bohr-instituttet (sådan generelt) på en grå mandag: man må ud på livets Highways, op i fart; accellerere – væk fra mørket i udkanten af de små byer, der truer med at udslette dem, som ikke anerkender dets eksistens – men man må huske at stoppe op og lytte, inden farten bliver for høj og lyset slipper op.

Den røde lygtes princip synes at indeholde selve mulighedsbetingelsen for, at lyset, hvis hastighed ellers overstiger lydens tusindfold, kan bringes til et, omend kortvarigt, stop, og forenes med lyden af den Andens radiomusik.

Hvis en smuk kvinde umærkeligt pludseligt kører op på siden af dig under lygtens skær, kan kun den røde farve sætte rammen for et møde mellem to indre verdener, der ellers ikke ville have hørt eller set hinanden. Givet at begge parter altså har forstået vigtigheden af at rulle vinduerne ned og tillade verden at trænge sig på, naturligvis.

*

Området omkring det nordøstligste hjørne af Fyn, Hindsholm – i folkemunde Holmen – er kendt som “lovløst” område. Dette kommer især til udtryk ved det totale og underligt absolutte fravær af den røde farve, hvis lys aldrig formåede at passere Hverringeskovens tætte mørke.

Besøgende kan berette om et sted, hvor farverne selv tilsyneladende er blevet kortsluttet – en kosmisk revne i tid og rum, hvor linjerne er i skred og farver flakker rundt på må og få uden form og føling med tiden. Især strækningen mellem Brugsuddelerens Mesinge og Den gamle Elektriker – Strøms – Dalby er omgærdet af mystik og ubegrundet overtro. Med klinisk præcision kiler Galgeskoven sig ned, præcis på halvvejen, mellem de to insignifikante punkter på kortet og bidrager med sin spøgelseshistorik til Holmens uofficielle landsrekord i veludførte selvmordsforsøg.

Ingen sjæl har dog været så heldig at kunne bevise de dødes færden i skoven med et éneste overbevisende billede endnu. En del af forklaringen på denne misere kunne muligvis bero på den kendsgerning, at Tiden i mange år synes at have forbigået dette afsidesliggende område på sin i øvrigt landsdækkende udviklingsomdeling: farvefotoet kom først til Holmen langt ud på eftermiddagen.

*

Min gamle farfar var en mand med et lystigt sind. Skønt han boede hele sit voksne liv på Holmen, talte han aldrig om Galgeskoven – især ikke når vi var ude at køre søndagstur!

Som en mand af få ord mestrede han med tiden disciplinen at elske uden store armbevægelser. Han satte pris på og forstod at udnytte de små øjeblikkes skønhed som få, og så lykken i at forsøde verden for sin næste, når lejligheden bød sig – en attribut som hurtigt blev registreret og værdsat; hver gang den orange Kadett nærmede sig et rødligt kryds, steg spændingen omme på bagsædet, hvor min bror og jeg var fast inventar: ville han mon udnytte ventetiden til at finde “bil-bolsjerne” frem?

Det er godt med noget at tygge på, når man venter på, at det igen skal blive grønt udenfor. Men en let fugtig, jævnt svævende opmærksomhed er nu engang det mest anbefalelsesværdige afrodisium, når tiden i det røde rum skal udfyldes.

I mellemrummene, mellem de røde rum, er der kun ét at gøre: forsøge at følge med så godt man nu kan med bevidstheden om, at Hun allerede altid er væk – på vej mod den næste brændende lygte, men at muligheden for at fange hende, næste gang det bliver rødt, rent faktisk er til stede, indeed – entropi og Jyllingevej i en myldretid til trods.

Sømmet i bund, Dylan i æteren:”Stick with me baby, stick with me anyhow/ Things should start to get interesting right about now.”


LÆS ALLE SIMON LUND PETERSENS TEKSTER PÅ POV HER.


Illustration: Unsplash

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Simon Lund Petersen, født 1986. Er cand.mag. i dansk litteratur og medier samt filosofi.
Arbejder blandt andet som højskolelærer, biblioteksvært og litterær vandrelaugsguide - hvorfor han ofte ses strejfe rundt ude i landskabet eller gennem byens hemmelige passager på jagt efter de rum, hvor litteraturen og fortællingen finder sted.

Seneste artikler om Kultur