Boganmeldelse: Flot skildring af det danske hverdagsliv gennem 50 år

Bjarke Larsen 18.09.2016

Katrine Marie Guldager afslutter sit seks bind store mesterværk, hvor hun spejler Danmarks – og familielivets – udvikling fra 1938 til 1988. Bjarke Larsen siger tak for turen gennem 50 års danmarkshistorie og levet hverdagsliv. Det var en fornøjelse at rejse med, synes han og tildeler 5 glade og fuldt fortjente POV-stjerner.

”Leonora dækker op, sætter havregrøden over, rører rundt i uvisheden.”

Det er sætninger som denne, der gør, at jeg har elsket at læse og lytte mig gennem den seks bind lange Køge-krønike, hvor det på forbilledlig vis lykkes Katrine Marie Guldager at fortælle om Danmark og danmarkshistorien gennem en 50 år ved at følge en familie i en typisk dansk provinsby.

På den ene side hverdagens trummerum og mange daglige gøremål, der skal til for at få livet med børn, skole, arbejde og madlavning til at fungere – og samtidig alle de problemer og eksistentielle spørgsmål, man som menneske skal tage stilling til gennem et levet liv. Hun spejler på den måde ”det uendeligt store i det uendeligt små”, som var Brandes’ krav til gode forfattere. Og Guldager er en god forfatter, der ikke bare kan sit håndværk, men som har forfinet det til kunstværk.

Det 6. og sidste bind i krøniken – ”Ilden” – fylder ikke meget: 185 sider inklusive kolofon, titelblad mv. Med den komprimerede tekst indeholder både drama i form af ødelæggende ildebrande, store familieopgør og en spejling af samfundets udvikling: Her er det 80’erne med den konservative Poul Schlüter som statsminister og voldsomme demonstrationer mod regeringens ’kartoffelkur’ og andre politiske indgreb.

I ”Ilden” er hovedpersonen Leonora, der har succes som kunstmaler og er gift med den meget aktive fagforeningsmand Klaus. Sammen har de børnene Karen Margrethe og Maria og lever i en traditionel kernefamilie bortset fra, at hun har inddraget kælderen som atelier og ender med at tjene mere end ham. Omdrejningspunktet i romanen er ikke mindst Leonoras problematiske forhold til sin mor, Lilly, der aldrig fik succes som kunstmaler, og broderen Henry, der har været i fængsel, men nu skal forsøge at starte en ny epoke i sit liv. Hun hader dem begge, føler sig svigtet af moderen og snydt for sin arv af broderen, bryder flere gange med dem men kan alligevel ikke slippe fri af familiebåndene.

Køge-krøniken åbnede med ”Ulven”, der dækker perioden 1938-1952. Her følger vi Henry og Leonora som børn, der vokser op i Køge i skyggen af 2. verdenskrig. ”Lille hjerte” dækker perioden 1956-57 og har de to søskendes forældre – Peter og Lilly – i centrum. I ”Den nye tid” er vi rykket frem til 1967 og dette bind skildrer bl.a. ungdomsoprøret set gennem de fire personers liv på daværende tidspunkt. I ”Peters død” er tiden 1972 og Henry flytter i kollektiv, mens Leonora lever ulykkelig i et barnløst parforhold og moderen, Lilly, svigtes af sin nye partner. I ”Bror og søster” (1976) løslades Henry fra fængslet, mens Leonora endelig er blevet mor.

Ulven går igen i alle bøgerne. Den symboliserer usikkerheden og angsten for ikke at slå til, og Guldager gør symbolikken så konkret, at ulven f.eks. i dette bind fysisk overfalder Leonora, så hun må på hospitalet og bagefter går rundt med ar. Katrine Marie Guldager træder også ud af den traditionelle forfatterrolle ved nu og da at stoppe fortællingen for at forklare, hvad der senere sker med en person i bogen. Det giver et ekstra tvist til fortællingen, men det er også nogle steder med til at skabe en vis distance.

I det hele taget bryder Guldager sig ikke om de store følelser og intimitet. Erotik og skildringer af hverdagens små og store kærtegn og andre kærlighedstilkendegivelser i et parforhold, fylder forbløffende lidt. Guldager giver heller ikke læserne plads til at fælde tårer, svælge i følelser eller solidarisere sig med bogens hovedpersoner. De bliver holdt ud i strakt arm og skildret som vi mennesker er flest med gode og dårlige sider. Her er der ingen helte eller heltinder, der udretter heroiske gerninger og som man kan begejstres over og identificere sig med. For hendes mål at noget andet: at skildre hverdagens helte, der tumler med livet store spørgsmål, mens de rører rundt i havregrøden og sørger for madpakker, skoletasker og alt det andet, livet ikke mindst handler om.

Katrine Marie Guldager har i forbindelse med udgivelsen af ”Ilden” skrevet to kronikker i Politiken: ”Giv det nye ægteskab en chance” og ”Ægteskabet er vores eneste redning”, hvor hun – som titlerne mere end antyder – slår et slag for parforholdet; ikke bare som samfundets hjørnesten men i endnu højere grad som den faste grundmur, den enkelte kan – bør – bygge på her i livet. Det er også – og ikke mindst – målet med Køge-krøniken. Det lykkes forbilledligt, samtidig med at hun giver et nuanceret indblik i de mange sider, vi mennesker rummer, og i livets skrøbelighed. På den ene side kynisk og usentimentalt, på den anden side med varme og forståelse.

Tak for turen gennem 50 års danmarkshistorie og levet hverdagsliv. Det var en fornøjelse at rejse med.

Katrine Marie Guldager: Ilden. Politikens Forlag. 185 sider. Udkom 15. september. 5 POV-stjerner.

Illustration: Pressefoto fra Politikens Forlag.

Hvis du kunne lide artiklen, er du velkommen til at at donere et beløb til mig. Størrelsen bestemmer du selv. Jeg tager både MobilePay og Swipp på 20 74 68 44.

Bjarke Larsen

Jeg er forlægger og ejer nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk), som nu drives af Aarhus Folkeuniversitet. Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og markedsføring for diverse virksomheder, ngo’er og organisationer. Endnu tidligere skrev jeg om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden samt EU. Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som medlem af byråd- og amtsråd i en periode og som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet. I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.