LITTERATURKRITIK // KOMMENTAR – ”Det meste litteratur er skrevet af veluddannede folk fra middelklassen. Det er der ikke noget galt med – som i slet ikke. Men der skal mere til, hvis litteraturen skal være en fælles verden og ikke kun en verden for nogle,“ siger Gyldendals skønlitterære direktør, forlagschef Simon Pasternak i en refleksion over visse anmelderes svovlende vrede.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I sidste uge udkom den 20-årige digter Haidar Ansari med digtsamlingen Institutionaliseret til mestendels gode og interesserede anmeldelser og omtaler, i Information, i Politiken og i Jyllands-Posten.
Men den har også givet anledning til en hel del svovlende vrede, fra Weekendavisen, der med god gammeldags forargelse ikke synes, folk med en kriminel fortid skal have taletid, og angriber Gyldendal, som der står i lederen, for ”identitetsbingo”.
Begge ting er jeg uenig i – jeg synes alle, der har en skønlitterær form – skal have taletid, for jeg ser ingen modsætning mellem form og erfaring, æstetik og virkelighed.
Jeg synes, begge holdninger – til venstre og til højre – er nedladende, ugenerøse, selvfede og forkerte
Til gengæld synes jeg, det er horribelt, nedladende og dumt at reducere kunstnere til deres erfaring og kalde to virkelig gode forfattere for brikker i et ”identitetsbingo” (Lasse Raagaard Jønsson, der bruger sin egen stammen som æstetisk greb i en digtsamling, der bl.a. handler om hans mors afasi og falden uden for sproget og verden (erfaring plus æstetik) og Mads Ananda Lodahl, der med Sauna skrev en kærlighedsroman mellem en transmand og en homoseksuel mand, et vigtigt værk (æstetik plus erfaring igen)).
På nogle tråde på Facebook og i tidsskriftet Atlas var der endvidere flere, der mente, at Gyldendal ved udgivelsen af Haidars bog endnu en gang kolporterede et billede, hvor ”underklassen performer underklasse for middelklassen” og kun leder efter interessant erfaring eller lækker identitet.
Igen en helt utrolig arrogant og nedladende holdning over for de forfattere, der udkommer på Gyldendal – her nævnes ud over Haidar også Glenn Bech, hvis bog omtales i nærheden af formuleringen ”et ringbind fra kommunen”.
Man forstår, at mange af de forfattere med vidt forskellige baggrunde og æstetikker alle har et sår i munden efter fiskekrogen (man ”fisker” efter identitet uden at se efter æstetik eller menneskelighed, forstår man).
Jeg synes, begge holdninger – til venstre og til højre – er nedladende, ugenerøse, selvfede og forkerte.
Alle skal kunne se sig selv og de andre i skriften – det er vores ambition
På Gyldendal mener vi ikke noget som sådan, vi synes, vi skal udvide det litterære felt, men ikke at der er nogle rigtige måder at repræsentere på – det, synes vi, er pluralisme.
Ved pluralisme, eller repræsentation, mener vi ganske simpelt – og det er faktisk ret simpelt, måske for simpelt for diverse spidsfindige dialektikere – at litteraturen skal kunne indeholde alle. Ikke som ”repræsentanter”, men som subjekter. Subjekter med ejerskab over deres egen stemme, med en vilje og en forskellighed.
Opgaven er – efter vores mening – hele tiden at se litteraturen efter i sømmene. Er der noget, der ikke er blevet fortalt, eller vinkler, vi ikke har set fra.
Det værste er jo at blive et med sin identitet.
Men det betyder ikke, at erfaring ikke betyder noget. Det meste litteratur er skrevet af veluddannede folk fra middelklassen. Det er der ikke noget galt med – som i slet ikke. Men der skal mere til, hvis litteraturen skal være en fælles verden og ikke kun en verden for nogle. Alle skal kunne se sig selv og de andre i skriften – det er vores ambition.
Repræsentation er imidlertid mange ting. Det er også magtfortællinger, offerfortællinger, gerningsmandsfortællinger, klassefortællinger, fortællinger om køn og ja, skrevet af folk, der ikke nødvendigvis kommer fra den veluddannede middelklasse.
Læs bøgerne, for fanden, vær interesserede, generøse, respektfulde, nysgerrige – også når I er kritiske
Det er det, vi prøver i Gyldendal – at skabe et rum for forskellighed. Forskellighed er ikke, at nogen performer nogen andres billeder, at fordi man kommer fra den såkaldte underklasse, så skriver man på samme måde eller om det samme.
Vi bliver nødt til at se på, at vi skal have flere med – fra nye bøger til genudgivelser af klassikere. Og at skabe et sted, hvor man synes, man bliver respekteret og ikke talt ned til eller får fortalt, hvilken historie man skal ”performe”.
Det er i al beskedenhed det, vi mener. Når vi mener noget.
Ellers synes vi ikke, I skal se så meget på os: Læs bøgerne, for fanden, vær interesserede, generøse, respektfulde, nysgerrige – også når I er kritiske.
I er velkomne til at bruge al jeres galde på Gyldendal, vi er en magtfaktor, og ja: Vi vælger noget og fravælger andet. Gyldendalkritik er en fin sport, og man bliver så dejlig renset indeni, og blodomløbet bliver ligesom også forfrisket af al den indignation og alle de brikker, man kan få til at falde på plads i sin motivforskning.
Men prøv dog i det mindste at være generøse og respektfulde over for forfatterne og mere specifikt lige nu en ung mand, der lige har skrevet sit første værk.
RETTELSE: I en tidligere version stod, at Ansari er dømt for drab. Han er dømt for drabsforsøg.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
