Bob Dylan

Nyt album af Bob Dylan: Nobelpristageren skriver med let og stærk hånd

i Kultur/Kunst af
MUSIK // ANMELDELSE – Det nye Bob Dylan album Rough and Rowdy Ways er blandt hans mest afklarede. Det bevæger sig i de musikalske genrer, han har brugt de senere år, og tekstmæssigt viser det en forfatter, der har styr på sine virkemidler og bruger dem med stor virtuositet. Albummet er udkommet fredag morgen, og POVs litteraturredaktør Jakob Brønnum har nået at høre det en enkelt gang.

Jeg indrømmer, jeg ikke havde forventet et nyt Dylan-album, og det er der en ganske bestemt grund til. I 2001, den 11. september for at det ikke skal være løgn, udkom Dylans album Love and Theft. Der var – noget uventet – flere sange med rockabilly-rytmer, altså det vi kender fra sange som ‘Rock Around The Clock’. Senere begyndte Dylan at beskæftige sig med Hank Williams. Derefter har vi fået tre albums med jazzstandards siden Dylans seneste originale album, Tempest (2012).

Rough and Rowdy Ways er fuld af pragtfulde sætninger, som man kan være i

Efterhånden opdagede jeg, at han var i gang med af afsøge musikken, han var vokset op med. Rockabilly’en var det første han spillede i gymnasiet, Hank Williams var radiofavoritten i folkeskoletiden, og jazzstandarderne lød i radioen om søndagen i den tidlige barndom. At afsøge musikalske rødder er ikke noget nyt for Dylan, det var det, han brugte tiden efter folkemusikken og den elektriske periode til i anden halvdel af 1960’erne som man kan høre på bl.a. The Basement Tapes.

Bob Dylan, ‘Rough and Rowdy Ways’, 2020

Jeg opfattede det som om, han havde fundet hjem og kunne ikke se, hvor han skulle gå herefter. Men Dylan har nu udgivet et nyt, 70 minutter langt, komplet vidunderligt album. Jeg var ikke vanvittig vild med Tempest, der er flot og stærkt, men også for stærkt, fordi teksterne er utroligt voldsfikserede, og det kan der være mange gode og dårlige grunde til, men det er svært at lytte til i det daglige. Det nye album har allerede fundet sig en plads i mine inderste gemmer, selvom jeg først har fået det her til morgen.

Jeg har hørt alle nye Dylan-album, når de kom siden 1976, men har altid først rigtigt fundet en plads til dem på den indre pladehylde, når det næste var kommet. Det sker ikke denne gang, for Rough and Rowdy Ways går lige ind.

Albummet er blandt de mest afklarede Dylan-album i mands minde. Det forrige var uroligt, anspændt, anstrengt af livet. Det nye er mildt, varmt, totalt cool, moderne, klassisk, musikalsk på enhver måde uden nogen antydning af eksperimenter, tekstmæssigt rigt og stort, fuldt og helt en nobelpristager værdig. 10 afklarede sange, formidlet med stort overskud, og den fineste Dylanstemme, siden han langt om længe holdt op med at ryge for 10-12 år siden, eller hvornår det nu præcist var.

Sætninger, man kan være i

Rough and Rowdy Ways er fuld af pragtfulde sætninger, som man kan være i, f. eks.: ”opened my heart to the world, and the world caved in” i nummeret ‘False Prophet’, hvilket absolut ikke er en selvbiografisk sætning for Dylan. Det skal forstås i sin eksistentielle kontekst. Hvordan det?

Verden betyder i bibelsk sammenhæng, ”det ikke spirituelle,” det er det, der også kaldes Babylon, som for eksempel The Rolling Stones spiller på i albumtitlen Bridges to Babylon.

Det er en typisk Dylan-sætning fra hele hans sangforfatterskab. Der står noget andet, end man umiddelbart hører. Vi hører, ”Jeg åbnede mig for omverdenen og den tog imod mig”, men det står der ikke. Der står: ”jeg levede et syndigt liv og det var ikke ret svært at komme til at gøre.”

Modsætningen til tanken om det syndige liv – som er ironisk eller ikke ironisk ment, vælg selv – kommer senere i sangen, “Look up if you will, The City of God is there on the hill,” et udtryk for den adfærd, der religiøst set forventes af et menneske, der lever mere renfærdigt og retfærdigt end ”verdens børn”. Det er et citat fra Matthæusevangeliet kap. 5, som Dylan har brugt flere gang, bl.a. på Love and Theft i rockabilly-nummeret Summer Days.

Temaet kommer igen på skæringen Black Rider: ”The path that you’re walking, too narrow to walk/ Every step of the way, another stumbling block” Den smalle sti er et andet bibelsk evangeliecitat, ligesom the stumbling block, “anstødsstenen”, er et jødisk begreb fra Det gamle Testamente. Begge referer til vanskeligheden ved at leve et ordentligt, moralsk liv. Med de antydninger graver Dylan ned under og gennemlyser store spændinger i amerikansk kultur, mellem de bibelfundamentalistiske Trumpstøtter og den demokratiske bevægelses moderne, åbne moralbevidsthed.

Tre linjer af referencer

Sådan kan man blive ved. Der er tre eller fire linjer af referencer i Dylans tekster: Dels de bibelsk-eksistentielle, som der altid har været mange af, men nu endnu flere og de litterære som man kan tælle med i samme skuffe eller give sin egen.

Dels de historiske referencer til hændelser i særligt USA’s fortid. Dylan er ingen politisk sangforfatter, han har i hvert fald ikke været det siden 1964, men han har altid interesseret sig levende for historie i sine tekster.

Dels de mange nye referencer fra populærkulturen, som vel egentlig begyndte med en reference til Alicia Keys i ‘Thunder on the Mountain’ fra Modern Times (2006), men er nu flere og flere. Film, populærmusik, country musik og jazz, som om Dylan insisterer på, at det er en del af et fuldstændigt virkelighedsbillede.

Og referencerne vikler sig ind i hinanden. Når Dylan et sted synger om ”The winter of our discontent”, vort mismods vinter, taler han ikke blot om et Shakespeares-skuespil fra 1500-1600-tallet, men også om en bog af sin nobelpristagende kollega John Steinbeck, den store amerikanske forfatter, der skriver fra samme sted, rent geografisk som Dylan selv har boet i 40 år, nemlig det sydlige Californien.

Cæsar over floden Rubikon

På et af numrene synger Dylan om en, der spiller klaver som ”Leon Russel, Liberace og Saint John” – sidstnævnte er forfatter til Johannesevangeliet i Det ny Testamente og spillede ikke klaver – af flere grunde, blandt andet fordi klaveret ikke var opfundet i senantikken. Derefter går Dylan over til at tale om dommedag og flere, såkaldte kirkefædre, altså romerske teologer fra de første 500 år af vores tidsregning.

Han interesserer sig i det hele taget (ligesom Mark Zuckerberg) i påfaldende grad for de antikke romerske forfattere, også mere end de græske. Ovid har tidligere været brugt som reference og nu har vi et helt nummer, viet til en historisk talemåde fra Julius Cæsar-tiden, der er tematiseret i hans egne skrifter, nemlig det at krydse en grænse, der bliver afgørende i livet, i Cæsars tilfælde floden Rubikon (med en hær). Dylan-nummeret hedder simpelthen ‘Crossing the Rubicon’:

And the blood that flows from the rose
Three miles north of purgatory
One step from the great beyond
I prayed to the cross, I kissed the girls
And I crossed the Rubicon

Der citeres fra middelalderlig fromhedssymbolik (den korsfæstede Kristus som rose), fra den katolske skærsildslære (Purgatory), og derved formentlig 1300-tals forfatteren Dante, der har skrevet en bog med det navn, som indgår i Den guddommelige komedie, og gennem flere andre flertydigheder til begivenheden i den romerske historie som et kendt og ofte brugt psykologisk sindbillede

Det er det, der er komplet vidunderligt ved Rough and Rowdy Ways. Dylan har altid skrevet på den måde. I begyndelsen var det som protestsange og referencerne var mere afmålte, siden blev det surrealistisk i midten af tresserne, hvor han bruger alle tænkelige referencer fra den litterære verden, inkl. den bibelske, og gennem flere faser nåede Dylan med albummet Love and Theft frem til den nuværende montageteknik.

Før skulle man grave meget mere, før hentydningerne kom frem. På det nye album er samplingen af tekst-fragmenter og referencer sjovere, stærkere, dybere, mere umiddelbart tilgængelige end måske nogensinde før i Dylans mægtige forfatterskab

På det ny album bruger han alle sine referencer med stort eksistentielt overblik og frihed, beundringsværdig tung indholdsmæssig styrke, båret af sprogliv veloplagthed og lethed, fra musikken og populærkulturen, fra hele litteraturhistorien inklusive den antikke og fra den amerikanske historie. Albummet afsluttes med Dylans længste sang Murder Most Foul, en 16-minutters ballade over Kennedymordet, som jeg tidligere har skrevet om, eftersom den var udsendt inden albummet.

Rough and Rowdy Ways er det 6. album med originalmateriale i Dylans sene fase, der ret beset begyndte med albummet inden Love and Theft, det mageløst gode Time Out Of Mind (1997), og selvom musikken ikke ændrer sig på samme måde som tidligere, men samler sig om nogle afgrænsede udtryksformer, der helt og holdent hviler i rock-, blues- og jazz-musikhistoriens enkle udtryksformer, som han har afprøvet grundigt de senere år, så skriver han friere tekster end før. Har nobelprisen forløst noget i ham?

Før skulle man grave meget mere, før hentydningerne kom frem. På det nye album er samplingen af tekst-fragmenter og referencer sjovere, stærkere, dybere, mere umiddelbart tilgængelige end måske nogensinde før i Dylans mægtige forfatterskab.

Bob Dylan, Rough and Rowdy Ways (Columbia)
Udkom 19. juni 2020


LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER


Foto: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kultur