FÆLLESSKAB ELLER SOLOLØB // KRONIK – I mange organisationer og i samfundet generelt er fællesskabet noget, vi stræber efter. På papiret i hvert fald. For i praksis er det i høj grad stadig individet, der fremhæves, og konkurrencen, der belønnes, skriver Anita Silke Gaia Olsen.
Mange steder i organisationer taler vi om fællesskab. Vi skriver det ind i strategier, præsenterer det som en kerneværdi og fremhæver det i beskrivelserne af, hvordan vi gerne vil arbejde sammen. Vi taler om tillid, psykologisk tryghed og medledelse. Og ofte mener vi det.
Men samtidig er det stadig individets præstation, vi måler. Det er stadig den enkeltes fremdrift, der bliver belønnet. Og det er stadig synlig performance, der åbner døre.
Hun ved godt, hvad hun burde gøre – men hun ved også, hvad der bliver målt på
Det skaber en stille spænding. Ikke nødvendigvis sagt højt – men mærkbar. Den siver ind i hverdagen, når nogen tøver med at række ud. Når spørgsmål tilbageholdes. Når teams samarbejder, men stadig registrerer, hvem der får æren.
Når relationen bliver sekundær
Hun er dygtig. Leveringssikker. Grundig. Hun har styr på sine mål og sin udviklingsplan. Og hun er det, man i organisationen kalder ”på vej frem”.
Da en kollega beder hende om hjælp til en opgave, der ligger uden for hendes område, tøver hun. Hun har netop fået at vide, at hendes progression skal kunne dokumenteres. At det, hun bruger tid på, skal kunne spores i hendes egne resultater.
Hun ved godt, hvad hun burde gøre – men hun ved også, hvad der bliver målt på. Så hun smiler undskyldende og siger, at hun desværre ikke kan lige nu.
Det er ikke modvilje. Det er bare systemets logik, der sætter ind.
Hun gør det, mange gør: læser mellem linjerne, mærker kulturen – og tilpasser sig det, der belønnes.
Når vi siger det ene – men belønner det andet
Vi står midt i en bevægelse. Mange organisationer forsøger at løsne op for hierarkier og give plads til medledelse og netværksbaseret samarbejde. Vi taler om flade strukturer og kollektive løsninger.
Vi siger, vi vil det fælles – men vi belønner stadig det individuelle
Men hvis vi stadig måler på individets synlighed og progression, fastholder vi samtidig en kultur, der fremmer personlig optimering frem for fælles bevægelse.
Vi siger, vi vil det fælles – men vi belønner stadig det individuelle. Og derfor bliver relationel tillid noget, vi taler om – men sjældent prioriterer systemisk.
Når relationer gøres til middel og ikke mål
Nogle organisationer forsøger at finde balancen. De indfører 50/50-bonusordninger, hvor halvdelen af belønningen afhænger af teamets resultater. Det kan virke som et skridt i den rigtige retning.
Men vi må spørge os selv, hvad det egentlig er, vi måler.
Vi siger, vi vil samarbejde. Men vi belønner dem, der skaber mest selv
For selv når fællesskabet tæller, tæller det kun, hvis det fører til performance. Det er stadig outputtet, vi evaluerer – ikke selve relationens kvalitet. Og når det fælles kun har værdi, når det kan dokumenteres, forbliver det et middel. Ikke et mål.
Vi siger, vi vil tillid. Men vi evaluerer alene.
Vi siger, vi vil samarbejde. Men vi belønner dem, der skaber mest selv.
Og vi siger, vi vil fællesskab – men skaber strukturer, hvor det er irrationelt at dele for meget.
Når spørgsmålet melder sig
Ofte – måske som en refleks eller som en bekymring – kommer spørgsmålet fra ledelsen:
”Hvordan sikrer vi, at vi stadig har tydelige mål og ansvar – uden at det underminerer fællesskabet?”
Det er et vigtigt spørgsmål. Og det er ikke fællesskabet, der skal svare uden videre. Det er strukturen, der skal ændre sig, hvis svaret skal give mening.
Vi har stadig mål. Vi har bare flyttet dem. Fra individet til holdet. Fra synlighed til forbindelse. Der skal stadig leveres – men det er fællesskabets evne til at lykkes, der skal være i fokus.
Når vi tør belønne den, der får andre til at bevæge sig, ikke kun den, der løber længst, så opstår der noget andet. Når ærlighed ikke er en risiko, men en ressource. Når ingen behøver konkurrere om anerkendelsen, fordi succesen ikke skal fordeles – men deles.
Det er ikke en modsætning. Det er en bevægelse. Fra præstation som personligt projekt – til præstation som fælles praksis.
Når strukturen spænder ben for det, vi længes efter
Vi kan ikke skabe en kultur, hvor relationer er bærende, hvis vi bliver ved med at måle på individets evne til at skille sig ud.
Vi kan ikke fremme samarbejde, hvis karrierevejen er koblet til personlig synlighed.
Og vi kan ikke forvente mod, hvis systemet belønner forsigtighed og strategi. Fællesskab kræver mod – også i måden, hvorpå vi designer vores strukturer.
Det kræver, at vi tør måle på det, vi siger, vi vil.
At vi begynder at anerkende det, der er svært at dokumentere, men som alle kan mærke, når det mangler: forbindelsen, loyaliteten, modet til at tage ansvar for noget større end sig selv.
Måler vi på det forkerte – og går glip af det vigtigste? Måler vi stadig på det, der er lettest at tælle, men overser det, der skaber sammenhæng og bevægelse? Glemmer vi, at det netop er i relationerne, det nye opstår?
Vi vander stadig de individuelle planter – og undrer os over, hvorfor skoven ikke vokser.
Måske skal vi begynde at se på rødderne. På det, der forbinder. På det, der bærer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og