UKRAINE // KRONIK – Det er glædeligt, at Europa ser ud til at træde i karakter, men der er fortsat mange bureaukratiske forhindringer i vejen for hjælp til ukrainske soldater, der har mere brug for den end nogensinde.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
KYIV – Grønland debatteres flittigt i Ukraine. Sådan er det at have gode venner. De bekymrer sig om en. Der er ellers rigeligt at være bekymret for i Ukraine. Jeg kunne have skrevet dette indlæg sort i sort, men selvom det ser svært ud for Ukraine, Danmark og hele Vesten lige nu, så er krigen ikke tabt, og fronten holder stand i Østukraine.
Jeg er formand for foreningen ”Frihed for Ukraine”. Vi leverer udstyr og forsyninger direkte til de ukrainske soldater og efterkommer deres ønsker, så godt vi kan. Jeg er også journalist for POV International. Det er i kombinationen af de egenskaber, at jeg skriver i dag. For hvor står vi nu?
På denne rejse til Ukraine, som er kort og næsten kun handler om at levere stærkt tiltrængte forsyninger, observerede jeg allerede ved grænsen fra Polen til Ukraine, at køen var meget kort. Det var sådan set fint, for jeg har prøvet at sidde der i op til 60 timer, men desværre så det ud til, at jeg var eneste bil med indsamlede forsyninger.
De andre biler var alle fejeblade med havarerede biler fra Vesteuropa, som ukrainske værksteder sætter i stand og sælger. De ukrainske toldere har altid været imødekommende over for mig, men deres taknemmelighed virkede større end nogensinde.
Da jeg kom ud hos soldaterne i krigszonen, gentog det sig. Jeg ser altid mange biler som vores på den 700 km lange rute til Donetskregionen, men ikke denne gang. I ejendommen, hvor jeg normalt bor i Kyiv, blev jeg stoppet mange gange og spurgt, om jeg var ”ham danskeren, der hjælper soldaterne”. Jeg går mere og mere rundt i soldatertøj, eftersom jeg relativt ofte er ude sammen med soldaterne, så det kunne jeg ikke skjule. ”Mange tak,” lød det. Og jeg har fået tak, rigtigt mange gange på mine rejser, men aldrig før så meget som nu.
Elefanten i rummet
Trump ville skabe fred på 24 timer. Nå ja, det var sarkastisk, sagde han, efter der var gået langt over en måned. Hans syn på ven og fjende er mærkværdigt for at sige det mildt. Senest med told på biler, så er Europa, Japan, Canada, Mexico og Korea ”de onde”, mens Kina, som er hans erklærede fjende, kan få en stor rabat, hvis de vil afhænde TikTok til en af hans venner, for eksempel Elon Musk.
Trump udtalte, at Zelenskyj var diktator, at Ukraine startede krigen osv. For at vise alvoren blev Ukraine presset ved, at USA ophørte med at levere våben og efterretninger. Pausen blev ikke lang, men lang nok til at vise, at Ukraine skal makke ret.
Mange ukrainere troede, at Trump ville være deres ven. Han var uforudsigelig, og derfor ville han gøre Putin utryg. Selv den mest overbeviste trumpist, jeg kender her, og der var ikke mange, tror ikke længere på den mulighed. Stemningen er virkelig trykket. De føler sig svigtet.
Nu tilbydes der våbenhvile. Jo, der har ikke været eksplosioner over Kyiv i hele to dage nu, men hvad tilbydes? Jo, beskyttelse af energiinstallationer i 30 dage, hvor ukrainerne skal give koordinaterne over målene til russerne og stole på, at de ikke misbruges, når de 30 dage er gået.
Med missilnedslag i Sumy kan man konstatere, at hospitaler ikke var en del af den aftale, og sandt er det, at et hospital har ikke noget med energiforsyning at gøre. Et område, hvor Ukraine i øvrigt havde stor succes med at ramme russiske olieraffinaderier.
Der kan også komme våbenhvile over Sortehavet, men den er ikke vedtaget endnu. Rusland vil have mere i form af lempelse af sanktioner, og det har Trump sagt, at han gerne vil hjælpe Rusland med. EU siger nej og vil tværtimod stramme sanktionerne, hvis ellers vi kan få Ungarn med på den idé.
Selvfølgelig vil Rusland gerne have denne våbenhvile, for Ukraine kan udmærket sejle sin enorme korneksport ud fra Odesa. Det er Rusland, der ikke kan sejle på Sortehavet nu. Ukraine, som ikke har en flåde af nogen betydning, har slået verdens tredjestørste flåde. Det er en elendig aftale for Ukraine, indgået af en, der mener, at han er en ren kunstner, når det handler om at indgå kontrakter.
Historien gentager sig ikke, men mønstre gør. Jeg tænker, at jeg nu har det, som min morfar havde det, da han fulgte med i dagspressen om, hvordan Mussolini i 1938 i München var den neutrale mægler mellem England og Frankrig på den ene side og Tyskland på den anden side og naturligvis, uden deltagelse af hovedpersonen, Tjekkoslovakiet. Trump har aldrig omtalt Putin negativt. Tværtimod. Og han tager sig betalt med ukrainske mineraler og sjældne metaller. Man taber helt pusten.
Det er ikke for sent at gøre noget, og tingene skal ændre sig betydeligt, før der er nogen som helst udsigt til, at russerne kan banke på døren til Kyiv
En god ven, en ukrainsk soldat, som jeg taler med flere gange hver uge, sagde det på denne måde: ”Hvis jeg kunne bestemme, ville jeg dele vores mineraler med skandinaverne og balterne. På grund af vores alliance ville det ikke være om mineraler, men om frihed, sikkerhed og demokrati.” – En kommentar, jeg indlysende blev meget glad for og stolt over.
Status her og nu
Ukraine holder stand. Ja, de har næsten mistet deres holdepunkt på russisk jord i Kurskregionen, og der er pålidelige historier om, at små grupper af ukrainske soldater er blevet omringet. Trumps påstand om, at der på et tidspunkt var omringet 2.500 ukrainske soldater i Kurskregionen, var imidlertid Moskva-propaganda. Der er ingen tegn på, at det har været tilfældet. Tilbagetrækningen sker organiseret, og russerne har ikke opnået et egentligt gennembrud.
Byen Tjasiv Jar i Donetskregionen er stort set på russiske hænder nu. Det er kun nogle få huse i byen, som ukrainerne stadig holder. Men de har holdt dem i flere måneder nu. Kosjantinivka er helt smadret. Druzhkivka ser mere og mere ødelagt ud, og Kramatorsk bliver også ramt ofte. Begge, og mest Kramatorsk, er stadig fungerende byer. Pokrovsk er den mest udfordrede sektor, hvor jeg var for fem uger siden. Stedet, hvor jeg var, er ramt mange gange nu, og gaden ligner ruiner.
Europa ser ud til at forstå alvoren nu. Der bygges fabrikker, og forsvarsbudgetterne øges. Alt det, vi burde være startet på allerede i 2014
Jo, det er lykkedes russerne at tage en bid her og der. Jo, der er frygt for, at russerne vil sætte deres styrker fra Kursk ind mod for eksempel Tjasiv Jar og Pokrovsk, men det er ikke sket endnu. Med andre ord, er det ikke for sent at gøre noget, og tingene skal ændre sig betydeligt, før der er nogen som helst udsigt til, at russerne kan banke på døren til Kyiv inden for en overskuelig periode.
Den europæiske og danske syge
I stor skala leverede Frankrig intet mindre end en komplet ukrainsk brigade, forsynet med moderne udrustning efter Nato-standard og trænet i Frankrig. Den var klar til krig, som vi tænker den i Nato. For eksempel manglede kampvognene til mange millioner euro, jammere til 50.000 kroner stykket.
Efter kort tid var 155. Brigades kampvogne alle slået. Soldaterne havde ikke droneenheder og intet forsvar mod droner. Deres tab var enorme. Brigaden holdt kun i få måneder og er nu helt ophørt med at eksistere. Det var en skandale af rang, og en hurtigt arbejdende kommission blev nedsat. Det lyder jo ildevarslende i danske ører, men i Ukraine gik det hurtigt. Rapporten forelå efter et par måneder og ligger nu til grund for omkalfatringen af den ukrainske hær.
I lille skala mente Danmark ikke, at der var brug for værnemidler ved fronten. Det var der, og jeg havde personligt et brev med fra chefkirurgen for et feltlazaret ved fronten for at dokumentere det. Derfor blev der givet grønt lys, men der skulle dog lige lidt formalia på plads. Dette skulle klares af fem udvalg fra fem regioner. Tre ministerier og to styrelser. De brugte seks måneder på at nå frem til den forretningsgang, der skulle til, for at vi foreninger kunne hente de mange tons værnemidler.
Der var bare det, at efter fire måneder havde resten af EU åbnet deres lagre, og efter de seks måneder var Ukraine nærmest ved at drukne i det. I 4-5 måneder, mens der blev afholdt interessante møder, manglede feltlazaretterne midlerne, og det kostede med sikkerhed menneskeliv. Vi fik leveret en enkelt lastbil med værnemidler, som blev brugt, fordi det var nogle af de allerførste værnemidler, som nåede frem, men tænk, hvis lagrene bare var åbnet…
Får vi beslutningsprocesser til at vare uger, når de er komplekse, og ikke halve år for noget så lavpraktisk som værnemidler – og udviser vi udholdenhed og beslutsomhed, så kan vi sige til kommende generationer, at vi klarede den
For så vidt droner angår, og det er droneenheder, jeg har fulgt tættest gennem hele krigen, så har organisering og teknologi ændret sig med hæsblæsende fart. Det må være som at have fulgt luftkrigen under Første Verdenskrig. Nu som dengang er teknologien af i dag forældet efter 6 måneder.
Bayraktar, som alle talte om i starten af krigen, nævner ingen mere. Kamikazedroner taler alle om, men de nuværende bliver nedkæmpet, og kun 10 pct. når frem til målet, hvorfor nyt er på vej. Den organisering, jeg lærte at kende med droneenheden for fem uger siden, står netop nu over for at blive ændret radikalt, og den var igen meget anderledes for et år siden.
En ukrainsk soldat sagde det på denne måde: Vores organisering af vores styrker var fantastisk i 2022. God i 2023. Et enormt problem i 2024. Nu i 2025 står det hele til ændring, og det er godt.
Er vi up to date i Danmark? Kommer vi tæt nok på fronten til at kunne følge med? Er vi klar over, at når vi taler om operationel teknologi, især droner, så er det spild af tid at begynde på at tage en beslutning, hvis vi alligevel ikke kan tage den inden for få uger? Og endnu værre på europæisk niveau, hvor vi har lovet hinanden at rationalisere vores våbenproduktion lige siden murens fald og reelt intet har udrettet i den periode, før nu.
For foreninger som vores, der efter bedste evne afhjælper de huller, som Vestens hjælp har, kunne vi også godt bruge nogle opstramninger og forbedringer, så vi kunne hjælpe Ukraine langt bedre.
For eksempel bør det ikke tage seks måneder at oprette en bankkonto for en forening. Det er jo helt sort. Ligesom at en bank ikke bare bør kunne spærre vores konto, selvom vi svarer, som vi skal, og endda straks, men blot bliver ignoreret, endda af en bank, der selv er under anklage for at have hvidvasket et enormt milliardbeløb for russiske oligarker.
Kører vi videre med at bruge halve år på noget, der er gratis og indlysende, ja, så er vi dømt til at tabe og fortjener det
Staten kunne også gøre det noget lettere, så vi kunne opnå fradragsret for vores donorer, hvad vi ikke kan, fordi vi kun hjælper soldater. I forhold til fradrag vælger nogle foreninger at tilpasse sig, og det er forståeligt. For os vil det betyde, at vi ikke kan holde fokus, og det er ikke til nogen hjælp for soldaterne. Så hellere opgive på forhånd og ikke spilde tiden på offentlige myndigheders langsommelighed. Forhindringerne er ufatteligt mange.
På rette vej – lidt optimisme
Europa ser ud til at forstå alvoren nu. Der bygges fabrikker, og forsvarsbudgetterne øges. Alt det, vi burde være startet på allerede i 2014. De fleste lande ser ud til at forstå, at USA ikke længere er vores ven med det nye regime. F-35-kampfly afbestilles af Portugal og Canada, og jeg håber, at Danmark har købt sit sidste af slagsen. At være afhængig af et styre, der pludselig stopper forsyningerne midt i en krig, endda i to omgange, er efter min mening direkte naivt.
Derfor er det glædeligt, at Europa ser ud til at træde i karakter. Måske er det for sent, men alternativet til at gøre alt, hvad vi kan, er at overgive os til Ruslands krav fra 17. december 2021 og lade alle vores allierede i øst i stikken for selv kun at opnå en beskeden udsættelse, før vi også selv går til grunde.
Får vi beslutningsprocesser til at vare uger, når de er komplekse, og ikke halve år for noget så lavpraktisk som værnemidler – og udviser vi udholdenhed og beslutsomhed, så kan vi sige til kommende generationer, at vi klarede den. Men kører vi videre med at bruge halve år på noget, der er gratis og indlysende, ja, så er vi dømt til at tabe og fortjener det.
Ukraine er ved at omdanne sine enheder, og det ser lovende ud. Brigader forsvinder som største enheder, og ind kommer divisioner og korps. Nyt er også på vej for droneenhederne. Mere om det, når det er officielt. Det er klar over sommeren.
For vores egen lille forenings vedkommende kan vi se, hvordan UNHCR og andre trækker sig mere og mere ud af Ukraine, efter USA har stoppet betalingerne til FN. Vi får flere donationer nu end tidligere. Donorerne er små virksomheder og helt almindelige danskere. Tusinde tak for det.
Der er desværre langt op til, at vi kan dække de behov, som vores soldater har, men vi arbejder hårdt på sagen. Hvis blot alle følgere til min personlige profil støttede med 50 kroner om måneden, så kunne vi udføre mirakler og give meget af den kostbare, statslige militærhjælp vinger at flyve på. Så kære politikere, sørg for, at banker er en hjælp og ikke en modstander, og giv os nu den fradragsret for vores donorer, som andre foreninger nyder godt af.
Lad mig slutte med foreningens slogan, som jeg stadig tror på:
Alt bliver godt igen!
Знову все буде добре!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og