ESSAY – Når vi lægger vores kød i kirurgens – eller andres hænder – bringer vi også dette køds historie og oplevelser med ind i gamet. Dette havde Horton næppe overvejet – og for de fleste er det måske intet problem. De kan frakoble historien og blot anrette deres kød passende på operationsbriksen til de hvide kitlers tilfredshed. Det formår jeg ikke, skriver Nanna Mogensen.
”Har prøvet at give beroligende information.”
Kirurger håber på stumt kød at skære i. Det får de sjældent, og ovenstående lille overskrift i blåt er taget direkte fra min patientjournal på Glostrup Sygehus, hvor jeg fik fjernet en ”meget stor prolaps, som krævede et vist træk af L5 nerven”. Jeg fik med andre ord opereret en knold på størrelse med en mindre vandmelon ud af ryggen… eller næsten af den størrelse…
I to måneder havde jeg humpet rundt på krykker og fyldt mig med morfin. Jeg sov ikke, bøjede mig ikke, stod ikke, sad ikke, lå ikke – og spiste nærmest ikke (bortset fra pillerne). Da den ældre kirurg vurderede mig til forundersøgelsen, så han kun én udvej: Operation, og jeg, der kun havde hørt mareridtshistorier om folks fejlslagne rygkirurgi… Ak! Deraf overskriftens citat… Jeg var ingenlunde beroliget over noget som helst, og information om alskens risicistatistik gjorde kun sagen værre.
”Kommunikation: Ingen kommunikative vanskeligheder.”
Horton hed han, og han var den gammeldags type; ikke så meget føleri. Derfor blev han glad, da han hørte, at jeg arbejdede på P1 – den rigtige kanal: Solid og saglig. Han antog muligvis, at jeg besad samme egenskaber og noterede sig ovenstående om vores indledende kommunikation. Hvilken optimisme! Snart skulle både han og jeg blive klogere, og jeg tror, at vi må hoppe direkte til…
”Pt. er meget ked af det og frygter meget, hvad fremtiden bringer.”
For når vi lægger vores kød i kirurgens – eller andres hænder – bringer vi også dette køds historie og oplevelser med ind i gamet. Dette havde Horton næppe overvejet – og for de fleste er det måske intet problem. De kan frakoble historien og blot anrette deres kød passende på operationsbriksen til de hvide kitlers tilfredshed. Det formår jeg ikke, og arme Horton måtte sande, at han ikke bare havde fjernet en prolaps, men skåret i en ryg, der havde oplevet langt mere, end den havde godt af – HAR godt af (for den sidder jo stadig oven på min underkrop og under mine skuldre).
”Patient har en lidt høj puls på 112, men oplever dette habituelt, når bekymringerne fylder.”
I dag er der intet at se på min krop, der ville kalde på undren og bekymring. Eneste give-away er min konstant høje puls. Ved mine årlige hjertediagrammer afsløres jeg også. Den store muskel arbejder for hårdt, selvom det for nuværende ikke er decideret alarmerende. Måske skyldes det de seks piller, jeg tager om dagen for angst og depression. Måske skyldes det bekymring – eller måske skal årsagen findes i erindringsstoffet.
For selvom der intet er at se, husker både ryggen og jeg alt for godt – og her bliver det tricky – for hvor meget kan jeg fortælle uden at skræmme læseren væk, eller uden ligefrem at skabe mistillid til fortælleren: Kan hun virkelig have været udsat for SÅ meget? Jeg prøver altså med en vis selektion i minderne, og måske kan rygsøjlen bruges som en noget bulet erindringsrute.
”Opkast: Nej.”
Første stop på strækningen er mine skulderblade, der for mange år siden var langt tydeligere og stak ud som to præmature vinger. Dette var i min ’tynde periode’, og min eksmand kaldte mig for da også for ’dino’, da rygsøjlen dengang var meget tydelig.
Jeg havde en art udstikkende og kroget ryg som en dinosaur, hvis man kan forestille sig det. Hvorfor jeg var så tynd, ved jeg ikke. Måske brugte jeg energien på at overleve al det lort, jeg havde oplevet tidligere. I hvert fald blev min vægt først mere normal i slut-tyverne, da min situation blev mere stabil. Ingen spiseforstyrrelser her, altså, selvom jeg var meget meget mager, fra jeg var seks-syv år og så de næste tyve år frem.
”Svaghed.”
Men vi kom til mine skulderblade – og især punktet mellem dem. Dette punkt er måske det mest sårbare og triste på min krop, og hvis jeg ikke konstant druknede mine omgivelser i en syndflod af tårer direkte ledt fra øjnenes uendelige brøndrum og videre ned over kinderne, ville jeg græde mest fra dette punkt.
Det svarer ret nøjagtig til det sted, min mors knæ plejede at ramme mig, når hun sparkede mig gennem huset i et af sine mange raserianfald. Det kunne blive til en hel lille march, hvor den ufrivillige fortrop dog var noget vaklende i sin gang. Hvor gammel har jeg været? Tre år, fire år, fem år? Det må være stoppet, da jeg blev for stor og tung til at sparke rundt… Da tog lussinger og slag over, men det ville i så fald være en historie, som mit ansigt skulle have lov at fortælle, og nu er vi ved ryggens beretning.
”Objektivt fungerer alle muskelgrupper.”
Længere nede på rygraden havde jeg engang et svagt brandsårsar som eneste påmindelse om endnu et overgreb. Jeg var blevet hevet hen over et syntetisk gulvtæppe, så min bluse røg op. Min mor havde nok engang mistet fatningen.
Jeg tror, at stedet er blegnet så meget nu, at man ikke bemærker det. Jeg kan godt være i tvivl, om ar går væk, eller om det netop ligger i arrets natur, at det er blivende.
Under alle omstændigheder kunne misfarvningen stadig ses for ca. tyve år siden, da jeg var hos en yngre kvindelig fysioterapeut. Jeg lå på briksen og bekymrede mig mest om en stivhed i leddene, da hun pludselig spurgte, hvad den rødlige plamage var for noget.
Helt overrumplet af spørgsmålet kunne jeg ikke nå at finde på en løgn og sagde det, som det var. Det føltes skamfuldt – som om jeg havde gjort noget galt, og hendes ubehag ved svaret nåede mig helt uden øjenkontakt. Det var sidste gang, jeg kom i dén klinik. Gad vide, om hun sagde det til sine kolleger?
”Har hund, hun går meget med, dette har hun hyret folk til seneste måned.”
Mine ribben kan der ikke siges meget om – og dog. To blev bøjet, da jeg fik en stor stilladsplade ned over mig for et par år siden. En byggevæg, kaldes det. Det blæste kraftigt 1. januar 2019. Gaderne var tomme, og folk sov tømmermændene ud.
Jeg havde bevæget mig ud for at lufte hunden og gik i egne tanker, da et voldsomt vindstød væltede væggen ned over mig. Jeg sad pludselig fastklemt med stor vægt på ryggen – og det endda i en mærkelig foroverbøjet stilling hen over nogle løse flamingoplader – som en tjener, der bukker artigt efter en stor bestilling. Mine hænder var låst ved min underkrop. Jeg kunne nå min telefon i lommen – men ikke få den op til øret, og luften i lungerne blev mere og mere sparsom pga. presset fra pladen.
Jeg skreg og skreg, og et kort øjeblik overvejede jeg, om det var her, det skulle slutte. Om jeg ligefrem skulle gå ind i det som en mulighed for at få det overstået, simpelthen lade tilfældet gøre arbejdet.
I dag kan jeg ikke forklare, hvad det var, der skete – hvilken kraft, der drev mig. Hvorfor blev jeg så vred, at jeg brølede? Hvorfor var det nu mit raseri, der blev afsindigt? I hvert fald kom en mand mig til undsætning. Han havde set min hund under én af de mindre plader og hørt de mystiske lyde. Skadestuen sagde to bøjede ribben. Hjernerystelsen tæller ikke i denne omgang, for den sidder i sagens natur højere oppe.
”Får hjælp af: Klarer sig uden hjælp.”
Og så når vi lidt længere ned, til lige over lænden. Her hvilede en uvelkommen hånd længe, når den ikke bevægede sig rundt andre steder på min krop. Et umådeligt ubehag. I lang tid var min krop ganske ufrivilligt en andens legeplads, og jeg bed det i mig, for jeg er netop én, der klarer sig uden hjælp.
Kan éns krop ligefrem være groomet til overgreb? Kan man være vænnet til, at alting har en pris – og at man må betale med kvalme og angst mod visse rettigheder? Engang imellem får jeg den tanke, og jeg er næppe den eneste.
”Pt. er rolig og ved godt mod i dag. Stiller kun relevante spørgsmål.”
Slutningen af ryggen er nu smykket med et kæmpe ar efter prolapsoperationen. Jeg smører det hver aften for at give huden maksimal elasticitet, så den ikke strammer. Om en måned skal jeg til igen til Glostrup og efterundersøges. Stakkels Horton vil intet ane om min rygs historie, og han vil næppe vide, at denne tekst eksisterer. For ham endte det hele godt. Jeg var rolig dagen efter indgrebet. Ringen var sluttet – fra syg til rask.
Jeg er begyndt at gå igen. Følesansen i højre ben og fod er stærkt reduceret, så jeg ser en anelse fuld ud, når jeg bevæger mig. Til gengæld har smerterne i nedre lænd fortaget sig mærkbart.
Fortiden bærer jeg dog stadig på ryggen; tung, tung, tung. The story of my back goes way back, som de siger.
Horton hedder naturligvis ikke Horton i virkeligheden, men jeg har tilladt kirurgen det privilegium at skifte navn i mit essay, da han muligvis ikke vil genkendes. Af samme årsag er de sygeplejersker, hvis citater bruges i de små overskrifter, også navnløse. Alle citater er dog korrekte i forhold til journalen.
Essayet er et udtryk for min oplevelse af min rygs historie. Andre, som f.eks. min mor, har muligvis en anden.
LÆS ANDRE TEKSTER AF NANNA MOGENSEN PÅ POV HER
Foto: Skribenten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
