KLUMME – USA er på mange områder et langt mere spændende land end Danmark – større, vildere og objektivt set også mere dynamisk, innovativt og mobilt. Men det er også mere ekstremt, voldeligt og langt mere ulige. Og Danmark har noget andet. Som jeg bl.a. oplevede en sommernat på Vesterbro for nogle år siden. Det hedder vist nok frisind.
WASHINGTON D.C. Manden inde i overklassens foretrukne supermarked, Whole Foods i den velaflagte nordvestlige del i den amerikanske hovedstad, ser sølle ud; det bemærker jeg straks, og min teenagesøn ser det også.
Manden er uvasket, ubarberet og har ingen indkøbsvogn, men et slidt stykke stof, som han bærer en bakke nektariner og en agurk i. Vi kigger begge på jordbær, og min dreng taler dansk til mig – så ved han, at ingen forstår os.
Mine børn er ikke længere – på trods af at de er danske statsborgere, har CPR-nummer og er født i København og skam også taler dansk uden accent – så danske længere.
“Jeg kan ikke li’ ham der, lad os gå videre, vi behøver ikke de jordbær,” siger han.
Blot to minutter før har jeg – da jeg fik øje på manden, som stikker grelt ud fra alle de polerede, hvide og velbeslåede amerikanere, der også går rundt og køber ind torsdag aften – listet en 10-dollar seddel ud af min pung, som jeg nu går med inde i hånden. Jeg er parat, hvis manden beder om penge.
Det er jeg, fordi jeg altid bliver utilpas og får ondt af de mennesker, der befinder sig på bunden af det amerikanske samfund. Og med 10 dollar fordi man, ærlig talt, ikke kan købe ind i Whole Foods for mindre.
Mine amerikanske børn
Min søns lidt nervøse bemærkning får mig øjeblikkeligt til at tænke på et nyligt tema om danskhed her på POV. For mine børn er ikke længere – på trods af at de er danske statsborgere, har CPR-nummer og er født i København og skam også taler dansk uden accent – så danske længere.
På en måde er de et sært eksempel på Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksens nu herostratisk berygtede replik om, at man ikke nødvendigvis er dansk, fordi man er det “på papiret.”
Ikke at mine hvide, veluddannede børn, der taler fire sprog flydende ville falde Henriksen ind, er jeg ret sikker på. Jeg tror – og jeg vil tillade mig at mene, at det nok er sandsynligt, om end det naturligvis udtrykker mine fordomme om DF – at han tænkte på nogle helt andre.
Han ved, at mentalt syge i Amerika ofte vandrer hjemløse rundt, og for nogle måneder siden var der et forsøg på et massedrab i den nærmeste shopping mall, blot fem km fra hans skole
Men alligevel indser jeg i dette splitsekund, at grunden til, at min søn er nervøs over den fattige og underlige mand, er, at mit barn ikke er så dansk igen.
Han er – efter ni år i USA – godt nok heller ikke amerikaner – hverken på papiret eller ‘hele vejen igennem’ i sin opførsel. Men han tænker på lange stræk som en, og han er opvokset som en. Han får al sin viden om politik og sociale forhold fra amerikanske netmedier, som han er en flittig bruger af.
Tag ikke fejl, han er veloplyst og læser endda også avis. Han ser nyheder – et særsyn i hans aldersgruppe – men som barn af en nyhedsjunkie (overtegnede) og en tidligere diplomat, nu ansat i Tech-industrien (hans far) kværner radio, netmedier og tv’s dokumentar- og nyhedsudsendelser om kap med hinanden fra morgen til aften.
Men uanset – eller måske delvist netop på grund af – denne kakofoni af medieindtryk så ved han, også fra sine venner, at utilpassede mennesker i USA kan være farlige. Han kender alt til, hvor store huller, der er i den amerikanske sociallovgivning.
Han ved, at mentalt syge i Amerika ofte vandrer hjemløse rundt, og for nogle måneder siden var der et forsøg på et massedrab i den nærmeste shopping mall, blot fem km fra hans skole her i Washington.
I denne uge blev en 14-årig dreng i South Carolina eksempelvis pågrebet, efter at have myrdet sin far med et håndvåben og skudt tre mindre elever samt en lærer
Han ved også en del om den amerikanske våbenlovgivning, der bl.a. gør, at selv skolebørn kan ende som mordere. I denne uge blev en 14-årig dreng i South Carolina eksempelvis pågrebet, efter at have myrdet sin far med et håndvåben og skudt tre mindre elever samt en lærer på en nærliggende skole.
Velfærdsstaten giver tryghed og tillid
Han gør sig ikke alt dette klart, og han ville sandsynligvis – hvis jeg konfronterede ham med alt dette – sige, at jeg overdriver, og at han bare følte sig utilpas ved den, sandsynligvis hjemløse, mand i frugt- og grøntafdelingen. At han ikke kan lide “underlige mennesker”.
Og det kan ikke afvises. Men hvad jeg til gengæld ved, er, at det er fordi, jeg er dansker helt ind til marven – en godt nok internationaliseret dansker, der ikke har haft postadresse i København siden 2002 men alligevel – at jeg ikke selv er det mindste bange.
Jeg ved også, når jeg tænker lidt over det, at grunden til, at jeg straks vil give den fattige eller syge mand penge, er fordi jeg fortsat ikke, efter to år i London, fire år i Paris og snart ni år i USA, kan vænne mig til at få smasket ulighed lige op i synet.
Og det er ikke, fordi man er specielt mere godhjertet i Danmark – næh nej, jeg har stiftet bekendtskab med rigelige mængder af gedigne røvhuller i mit eget fædreland til at abonnere på den teori; det er fordi den danske velfærdsstat, som jeg er vokset op i gennem 1970’erne – 90’erne, strukturelt har produceret langt færre af denne type mennesker end USA gør.
Samtidig med at det sikkerhedsnet, som er spændt ud under netop mentalt syge og fattige (samt naturligvis kombineret med et forbud mod såvel våben, knive og andre farlige besiddelser) gør det særdeles usandsynligt, at en fattig mand i et dansk supermarked ville gå til angreb på mig.
Man kan helt i det stille, her og nu, glæde sig over, at man (endnu) ikke bliver bange, når man ser et utilpasset menneske på sin vej. Men fortsat ejer evnen til at undres og føle medlidenhed
Jeg har – kort sagt – ikke sluppet mit syn på min omverden; et syn der er grundlæggende positivt og troskyldigt. Men også ret frisindet. Som er noget andet end den “frihed”, som jeg skam også holder af, men som ikke har det element af tillid i sig, jeg opfatter som dansk.
Skal vi knalde eller hvad?
Det skrev jeg om i min gamle avis, Information, for nogle år siden, da jeg som udlandsdansker i en serie reflekterede over nogle af forskellene mellem mit fædreland og mit nuværende opholdsland, Amerika i en sommerserie om Danmark set fra USA. Og dele af den fortælling vil jeg gerne dele med jer her – for den supplerer de betragtninger, jeg har nævnt ovenfor.
Scenen udspillede sig for nogle somre siden, da jeg var på mit årlige juli-besøg i København, hvor de fleste af mine venner bor. Jeg var på vej hjem til fods klokken fire om morgenen fra et vennepars kobberbryllup på Frederiksberg. Jeg havde lejet en lejlighed på det nærved liggende Vesterbro, da jeg blev passet op af to ikke helt appelsinfri ungersvende.
“Hvasså skal vi knalde,” lød det det venligt imødekommende fra en af dem, der gik gnaskende ned ad Enghavevej sammen med sin kammerat med en halvspist burger i hånden. De to hærdebrede og halvfulde vikinger midt i tyverne lagde ikke skjul på, at de var med på lidt af hvert – hvis jeg altså også var.
Uopfordret har de lagt armene om mine skuldre fra begge sider, og vi traver alle tre derudad. “Nej, det går ikke; jeg er en godt gift kvinde og mor til fire,” svarer jeg, hvortil ungersvenden meget københavnsk råber; “Narj, du har sgu da ingen børn. Come on, hvorfor skal vi ikke ha’ sex. Du er så dejlig.”
Hvilken del af den danske folkesjæl er det så, vi støder på her på Enghavevej en midsommermorgen i juni?
Nu får hans kammerat imidlertid skrupler:
“Du kan sgu da ikke bare tilbyde en fremmed kvinde at bolle midt på fortovet,” protesterer han. Og netop fordi jeg genkender koden, pæredansk som jeg er, føler jeg mig ikke det mindste truet. Hvor mange gange har jeg ikke i min gymnasie- og senere studentertid bevidnet fjollede mandlige venner, der har opført sig præcis lige så tåbeligt og javist smådumt.
“Rolig nu, det er helt OK. Det er faktisk lang tid siden, nogen har tilbudt mig sex på åben gade. Kom I nu godt hjem,” svarer jeg derfor bare, inden jeg drejer af til venstre, og de to fulderikker fortsætter ned mod Enghave Station.
Vesterbro, ja – men aldrig i USA
Næste dag genfortæller jeg til stor moro episoden til en sommerfrokost i Lyngby. Og tilføjer, som sandt er, at noget lignende helt sikkert ikke ville kunne ske i Washington. Enten ville ingen sige noget – den amerikanske brede befolkning har et helt ufattelig victoriansk og snerpet forhold til sex – eller også ville man blive slået ned og voldtaget.
Men hvilken del af den danske folkesjæl er det så, vi støder på her på Enghavevej en midsommermorgen i juni?
Mit bud er frisindet blot i en lidt bøvet variant. Og det er der ikke meget af i USA.
Der er bevidst, villet liberalism forstået som en politisk gestus. Hvor man viser sit progressive sindelag som en demonstrativ gestus. Ved at have bestemt kunst på væggene, gå ind for abort, stemme på demokraterne, billige homoægteskaber og elske Jon Stewart eller Amy Schumer.
Og der er frihed i spandevis. Friheden til at tale, at mene, at handle, at brænde det amerikanske flag, at blive rig og at gå i hundene. Men det er ikke det samme.
Frisind og frihed er ikke det samme. Der er tilliden og troen på et afslappet fællesskab til forskel.
Det er ikke det venlige og afslappede frisind; som er en af de dyder, der oftest nævnes, når jeg foretager min årlige syv-dages sommerenquete i mit stille sind over, hvad der er dansk i min overvejende københavnske vennekreds.
De nye udanske
Om end karakteristikken i årevis har været efterfulgt af en beklagelse over, at rummeligheden med højt til loftet og afslappet tolerance over for anderledes tænkende und so weiter netop er i fare for at blive afskaffet (alternativt undermineret.)
Enten af Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige eller andres ønske om at indskrænke den danske rummelighed til dem, der kan passes ind i en skabelon af hvid kulturkristendom.
Eller lige omvendt: af en tilgang af ekstreme kræfter, de ankommer til Danmark fra visse dele af især den muslimske verden, og som kræver særlige hensyn til religiøse følelser eller minoriteters rettigheder, der truer selv samme frihed med krav om indskrænkninger af ytringer eller holdninger, spise- eller badevaner eller adfærdsregler for samvær på tværs af køn.
Pudsigt nok lyder det af og til fra begge disse grupper, at de andre, altså dem som truer ’frisindet’, også er ’udanske’.
Man kan helt i det stille, her og nu, glæde sig over, at man (endnu) ikke bliver bange, når man ser et utilpasset menneske på sin vej. Men fortsat ejer evnen til at undres, være nysgerrig eller føle medlidenhed
Den kreative klasse ville nemlig slappe meget bedre af og ikke mindst føle sig langt bedre tilpas ved at være danskere, hvis bare man kunne slippe af med såvel de 20 procent pianister som de noget færre bogstavtro muslimer af, og forbeholde Danmark for alle os andre. For vi rigtige danskere er hverken smålige nationalister eller burkaklædte barbarer. Groft sagt.
For mig rækker det imidlertid at konkludere, at frisind kan betyde mange højstemte ting med grundtvigianske undertoner.
Og man kan heldigvis også kravle ned i niveau og bare få et grineflip klokken fire om morgenen – nå ja, og svælge lidt i selvfølelse, nu jeg ikke er hoppet på Botox-toget som flere af mine amerikanske veninder på min alder.
Eller man kan helt i det stille, her og nu, glæde sig over, at man (endnu) ikke bliver bange, når man ser et utilpasset menneske på sin vej. Men fortsat ejer evnen til at undres, være nysgerrig eller føle medlidenhed. Og ærgre sig over, at man nu bor i et land, hvor der ikke er mange steder, et sådant menneske, kan søge hjælp.
For sådan er det danske stadig for mig. Uanset strammere A-kasseregler, kontanthjælpsloft og nedskårne boligydelser. Som jeg i øvrigt også er modstander af. Og som jeg kan frygte lige præcis vil gøre min beskrivelse af danskhed til skamme i fremtiden. Men det er en helt anden historie.
LÆS MERE OM USA FRA ANNEGRETHE RASMUSSEN I POV HER
Topfoto: Creative Commons 2.5, Wikimedia Commons, David Shankbone (own work), homeless woman Washington D.C.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
