MIDTVESTLIV // KLUMME – Det kan godt tage lidt tid for en dansker at vænne sig til drikkepengesystemet i USA. Julie Bendtsen forstår godt forvirringen, for uanset hvor indgroet det efterhånden er, er der altså også dele af det, der mest af alt minder om en syg kultur.
CHICAGO – “Det er jo så meget billigere at spise ude i USA end derhjemme”. Jeg har hørt mig selv sige den sætning virkelig mange gange, og der er da også en vis sandhed i den. Men ikke helt så meget, som jeg i lang tid gik og troede.
For jovist er det – i teorien – i mange tilfælde billigere at gå ud og spise i hvert fald mediumgodt her i landet. Men teorien ophører med at holde stik, når man pludselig kommer i tanke om det allestedsnærværende ekstra-element: drikkepengene.
USA er berømt og berygtet for drikkepengekultur – tips. Der står en tip jar på stort set alle diske rundt om i landet, og for os, der stadig ikke har vænnet os til, at USA er et land, hvor folk stadig går rundt med kontanter, er der – ofte, men langt fra altid – mulighed for at tippe elektronisk ved at lægge det til kortbetalingen. Samme system som i Danmark, hvor man, når kortet bliver kørt igennem terminalen, bliver spurgt, om man vil betale ekstra – og i så fald hvor meget.
Hvis du vil arbejde som tjener, er det drikkepengene, du skal regne med at leve af
Grundreglerne er egentlig simple nok: For restaurantservice, der hverken stikker i god eller dårlig retning, lægger man 20 % oveni. Mindre betragtes som nærigt, mere er naturligvis altid velkomment. Og nej, de 20 % gives ikke, som i Danmark og stort set alle andre steder, for ekstraordinært god service, men snarere for en helt igennem jævn oplevelse, hvor der ikke var noget decideret dårligt at sætte en finger på – fra tjenerens side altså.
Kun service – ikke mad
For de drikkepenge, man lægger, er principielt udelukkende for servicen, så glem alt om at trække fra, hvis burgeren var skamstegt, salaten slatten eller torsken tør. Drikkepengene gives ikke for madens kvalitet, men for, at serveringspersonalet skal kunne opretholde en normal minimumsløn og dertilhørende levestandard. Den får de nemlig ikke fra deres arbejdsplads.
Det lyder mærkeligt, at man ved fuldtidsarbejde i et af verdens rigeste lande ikke kan regne med, at minimumsløn er standard, men sådan er det nu engang, og det er – historisk set i alle fald – accepteret. Hvis du vil arbejde som tjener, er det drikkepengene, du skal regne med at leve af.
Så langt, så godt. Jeg har for længst vænnet mig til at hovedregne mig frem til 20 %, runde op, hvis det var bedre end forventet, og se min regning stige betragteligt. Ved en casual frokost betyder den ekstra femtedel måske ikke det store, men i de tilfælde, hvor vi i forvejen føler, at vi flotter os ved at vælge en eksklusiv restaurant til en særlig anledning, kan det altså godt mærkes, når der ryger 20 % oveni. Ligesom irritationen er til at tage og føle på, hvis jeg føler, at jeg er blevet hastet igennem mit måltid.
Men som sagt, jeg har vænnet mig til det, og jeg ved, at det er the name of the game her, når man frekventerer restauranter eller andre steder med et underbetalt servicepersonale. Der, hvor filmen begynder at knække, er … ja, i alle andre tilfælde. Og alligevel virker det, som om alle andre tilfælde nu også er begyndt at nyde godt af den syge del af amerikansk kultur, der er drikkepengenes bersærkergang.
Drikkepenge forventes over det hele nu. Hos frisøren, hundeklipperen, Uber-chaufføren, Starbucks-vinduet, skiinstruktøren. Og jeg har svært ved det. Jeg har ikke det fjerneste imod at støtte servitricen, der lige har sørget for, at vi fik et behageligt måltid, så hun kan betale sin husleje (heller ikke selv om jeg egentlig mener, at hendes løn og arbejdsgiver burde sørge for netop det, men altså …), men jeg har det en smule anstrengt med at lægge 20 % oven i en i forvejen pænt stejl frisørregning, hvor håret er klippet og striberne lagt af salonejeren selv.
Det giver jo ikke mening. Hun har selv bestemt priserne, hun sætter selv sin løn – og alligevel forventes det, at jeg lige spæder et par ekstra hundrede kroner til. Kunne jeg bare lade være? Naturligvis. Men så kunne jeg sikkert også godt vinke farvel til forventningen om at få en god tid – og ditto behandling – fremover.
Gnier eller ej
Udvandingen af drikkepenge som noget, der primært hører til lavtlønnede servicejobs, gør, at jeg har sværere og sværere ved at gennemskue, hvornår jeg egentlig skal tippe, og hvornår det er okay – og ikke gnieragtigt – at springe over. Skal flyttemændene have drikkepenge? Ham, der kommer og installerer den nye tørretumbler? Klinikassistenten hos tandlægen? Okay, sikkert ikke sidstnævnte, men ellers kan man godt regne med, at svaret er ja. Og dermed også regne med at skulle lægge 20 % oven i det samlede husholdningsbudget. Det løber op.
Når vi rejser, hyrer vi en huspasser til at komme og holde øje med vores hjem og sørge for kæledyrene. Det foregår gennem en udmærket og velfungerende app ved navn Rover, hvor jeg godt ved, at en del af beløbet går til selskabet bag app’en – ligesom for eksempel Airbnb – og en del til passeren selv.
Hvordan fordelingen er, har jeg ingen anelse om, men hver gang transaktionen er overstået, bliver jeg i app’en spurgt, om jeg vil give drikkepenge også. “100 % af dine tips går til din Rover-person,” loves der. Men helt ærligt, Rover, kunne I ikke bare give min Rover-person en større bid af kagen?
Da vi boede i Raleigh, havde vi et perifært vennepar, hvor manden var blevet vanvittigt rig ved at købe North og South Carolina-franchises i to af landets største kæderestauranter. Uden at have dokumenteret baggrundsviden tror jeg godt, jeg kan garantere, at servicepersonalet i de to kæder hører til netop det lavtlønnede segment, der er så afhængigt af, at deres kunder lægger gode drikkepenge.
Og så er det svært at komme uden om, at der er noget nærmest frastødende ved, at netop de drikkepenge er grunden til, at vores bekendte svømmer i penge. For hvad der er sparet – på anstændige lønninger – er tjent, ikke? Vores drikkepenge betaler den del af lønnen, som arbejdsgiveren burde, og således har vores bekendte swimmingpool, privatchauffør og et par årlige ture til Turks & Caicos – og vi har ikke.
Skideballe fra forsædet
Min danske veninde fløj engang til New York for at mødes med mig til en storbyweekend. Det første, der mødte hende efter at være landet omkring midnat, var en taxachauffør, der skældte hende huden fuld, fordi hun ikke tippede ham nok – syntes han. Velkommen til The Big Apple, min ven.
Det, der egentlig burde være et frivilligt incitament til at yde bedre service, har udviklet sig til en syg kultur
Jeg ved godt, at New York måske ikke bør fremhæves som et lysende fyrtårn for høflig imødekommenhed – og det er vel i bund og grund og på lidt skæv vis også en del af byens charme – men situationen er alligevel sigende for en ikke bare indgroet, men også virkelig striks kultur: Hvis du ikke tipper, er du ikke værd at handle med, og man må faktisk også gerne skælde dig lidt ud.
I den modsatte ende af spektret skulle en af min mands amerikanske kollegaer engang til København og havde fået ikke bare elendig mad, men også fornærmende frygtelig service på en eller anden unavngiven turistfælde ved Rådhuspladsen. “Men så kan jeg da love dig for, at jeg også kun tippede dem 15 %,” fortalte han indigneret og let hoverende, da han kom tilbage. Ja, der skal jeg da love for, at du fik lært dem en lektie.
Jeg er efterhånden blevet så vant til drikkepengesystemet, at jeg – i de fleste tilfælde – lægger til uden hverken at tøve eller tænke over det. Men uanset hvor indgroet det er, uanset hvor mange brancher der slipper af sted med at indføre (og indkassere på) det, uanset hvor gnieragtig det måtte få mig til at lyde, så forbeholder jeg mig retten til at mene, at det, der egentlig burde være et frivilligt incitament til at yde bedre service, har udviklet sig til en syg kultur.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
