TEATER // SPONSORERET INDHOLD – Teater Grob driller sit publikum lidt. Hver gæst får udleveret enten et spørgeskema eller flip-flapper. En stemme gentager, mens vi finder pladserne en spilteori, der viser, at formue og fordele får os til at ændre adfærd – også i Matador. Det har betydning for, hvordan du ser Ser du mig?
Hvem er vi, der ser, Ser du mig?
Vi er – sådan kan man i hvert fald godt aflæse den socialdemokratiske diskurs – eliten. Jeg mener afgjort, at mine børn er vigtigere end at være rig eller have et job.
Men jeg antager på den anden side også, at 90 % af de øvrige gæster har et job, og ingen eller meget få må bekymre sig om penge til maden sidst på måneden.
Av – der blev jeg lige afsløret i mine fordomme.
Ser du mig – eller ser du mit arbejde?
Dem får jeg da også straks bekræftet, da skuespillerne træder ind på scenen. De har alle tre gang i karrieren. Det gælder om at komme op ad stigen og få de fede lønninger, score den store bonus. Eller om at skabe gazelle-virksomheden og indkassere den helt store gevinst.
Det gælder om den solide, faste stilling, der sikrer hverdagen og adskiller dig fra nasserøvene. Dem, der er for dovne til at klare sig selv. Det gælder i hvert fald om at knokle, så huslejen bliver betalt, og der er råd til madpakker til børnene hver dag.
Her er spørgsmålet ikke i så høj grad ser du mig, som hvordan ser jeg mig selv. Vi lægger en meget stor del af vores identitet i, hvad vi beskæftiger os med. Og selvfølgelig i den synlige status; som samme job kan give os: hus, båd, rejser, tøj og så videre.
Faldet
Ser du mig illustrerer grafisk, at vi alle kan knække. Vi kan alle falde, og den ene ulykke kan følge på den anden. Skuespillerne bliver bogstavelig talt tvunget i knæ og kravler desperate rundt for at finde en udvej – en vej tilbage til arbejde, status, selvrespekt.
Det er flot. Det er opfindsomt. Det er til at forstå, selv for perlehøns. Nej, der er virkelig ingen, der vælger at leve på bunden af samfundet – uden indtægt, uden arbejde, uden status. Der er ingen, der vælger at blive forvandlet til et tal i statistikken. At blive usynlig.
Deraf naturligvis forestillingens titel, som også indeholder et basalt menneskeligt behov. Ser du mig? Ser du mig, selv om jeg ikke har værdi i samfundets øjne? Ser du mig, fordi jeg er et menneske og har værdi i mig selv?
Hvem bestemmer, hvad du er værd?
Performance-forestillinger har en tendens til at blive meget bombastiske. Nej, vi er ikke et sekund i tvivl om, hvor CoreAct og Abelone Koppel står ideologisk. Men det er selvfølgelig et reelt spørgsmål til fordelingen af samfundets goder:
”Kan vi ikke bare dele”, spørger Helene Kvints figur, og fortsætter med at spørge, hvem der bestemmer, at noget arbejde er mere værd end andet.
Det ligger i den dramatiske kurve, at Ser du mig skal komme med om ikke et svar, så dog en løsning for mennesket, der er blevet værdiløst. Sådan økonomisk set.
Politisk teater
Det skal selvfølgelig opleves og derfor ikke afsløres her, men lige lørdag aften strøede sensommeren en særlig magi over forestillingen og over Teater Grob.
Og når vi nu er i gang med at tale om samfundsøkonomien, så er det svært ikke at blive rørt over teatrets omsorg for sit publikum med sprit og visirer. Covid-19 har stadig lagt sin klamme hånd over offentlige forsamlinger, så salen er kun halvt fyldt – opdelt i sædepar, to og to, i erkendelse af, at de fleste af os går i teatret med et menneske, som vi alligevel deler intimsfære med.
Uanset mine fordomme om rigdom og status kan jeg konstatere, at kunst har en værdi i deres liv. Så når jeg så mig til højre og venstre, så så jeg et menneske som andet og mere end et tandhjul i samfundsøkonomien
Men det er naturligvis komplet umuligt at få det til at hænge sammen økonomisk. Så endnu engang understreges det, at kunsten er politisk. At bakke op om kunsten – i dette tilfælde teatret – ved at købe en billet (eller altså helst to ad gangen) er en politisk handling.
Ser du mig – ser jeg dig?
Havde mine med-publikummer så arbejde? Havde nogen af dem svært ved at få budgettet til at række? De havde i hvert fald valgt at købe billet eller årskort eller noget for at sikre, at der er kunst på scenen.
Så uanset mine fordomme om rigdom og status kan jeg konstatere, at kunst har en værdi i deres liv. Så når jeg så mig til højre og venstre, så så jeg et menneske som andet og mere end et tandhjul i samfundsøkonomien.
Jeg pakker mine fordomme om performanceteater lidt ned og indrømmer, at jeg fik en oplevelse med hjem. Jeg fik nogle tanker med hjem.
Det er sådan set alt, hvad jeg kan bede kunsten om, så Ser du mig på Teater Grob får fire stjerner til augusthimlen fra mig.
LÆS FLERE ANMELDELSER FRA STEEN BLENDSTRUP HER
Ser du mig? Spiller på Teater Grob til den 12. september
Med: Mohamed Ali Osman, Helene Kvint, Søren Møller Pedersen
Manuskript: Abelone Koppel
Instruktion: Anika Barkan
Scenografi og lysdesign: Edward Lloyd Pierce
Fotos: Emilia Therese
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her