Thomas Christiansen: Marina Abramovic på en kunstnerisk rejse i Brasilien

i Kultur/Syd- og Latinamerika af
KUNST // ESSAY – Brasilien rummer en overvældende og kontrastfyldt kulturel mangfoldighed. Marina Abramovic’ dokumentarfilm The Space in Between tager tilskueren med på besøg til en række religiøse og spirituelle miljøer, der spænder ufattelig vidt. Samtidig er Abramovic selv på en kunstnerisk rejse, hvor målet er, at seeren får mulighed for at transcendere sin egen virkelighed. Thomas Christiansen rapporterer fra et delvist nedlukket São Paulo og benytter lejligheden til virtuelt at udforske nye dele af Brasilien.

Det er snart to år siden jeg skiftede København ud med São Paulo i Brasilien. Min kone havde fået job her, og så fulgte jeg med. Opholdet i São Paulo giver mig mulighed for at forfølge min passion for historie, samfundsforhold og kultur, og her er der masser at se til.

Jeg skriver artikler til POV International, men det meste af min arbejdstid bruger jeg på at skrive en bog om São Paulos historie. Der bor godt 20 millioner i stor-São Paulo, hvilket gør det både til den største by i Amerika, og den største by i verden syd for Ækvator. Startpunktet for bogen er 1870, hvor São Paulo og Aarhus var på samme størrelse. Siden har São Paulo ikke set sig tilbage, og der er næppe nogen anden by i verden, som har gennemlevet en tilsvarende udvikling.

Overvældende mangfoldighed

Men Brasilien er meget mere end São Paulo. Landet er enormt, og indeholder en fascinerende men også overvældende naturmæssig, kulturel, social, samfundsmæssig, historisk og politisk mangfoldighed. Det giver mig rigeligt at se til, og jeg rejser og oplever så meget, som jeg kan komme af sted med. Corona-udbruddet har imidlertid ændret forholdene for en tid.

På den ene side er der masser at følge med i, da landet både er ramt af en sundhedsmæssig og en politisk krise. Brasilien er nu på andenpladsen på listen over lande med flest corona-dødsfald, og selvom de officielle statistikker er usikre, er der ikke meget der tyder på, at kurven er knækket endnu. Det politiske område er selvfølgelig også livligt. Her er der daglige nyheder om konflikterne mellem præsident Bolsonaro og snart sagt resten af det politiske og juridiske system, samt løbende trusler om militærkup og rigsretssager.

The Space in Between er interessant på vidt forskellige måder. For det første er den på samme tid både et programmatisk bidrag til diskussionen om, hvad kunst er, og et kunstværk, der udlever sit eget programmatiske indhold

På den anden side foregår livet i øjeblikket til dels i en lukket boble, selvom São Paulo er begyndt at åbne lidt efter 12 ugers karantæne. Fra i slutningen af sidste uge må butikker og kontorer således holde åbent i mindre omfang. Mange holder imidlertid vejret og venter bekymret på, hvad der kommer til at ske. Tidlige åbninger i andre byer i Brasilien har ført til en genopblussen af antallet af corona-smittede. Min lyst til – og mulighed for – at rejse er derfor fortsat begrænset, og det er selvfølgelig uacceptabelt at udsætte andre eller mig selv for øget smitterisiko, når sundhedssystemet er hårdt presset.

Virtuel udforskning af Brasilien

Min udforskning af Brasilien er derfor på det seneste blevet mere virtuel, hvilket både er et tab og en gevinst. Et tab, fordi det foregår via en skærm. En gevinst, fordi det bringer mig ind i områder, som jeg ikke vidste eksisterede.

For nyligt fik jeg anbefalet Marina Abramovic dokumentarfilm The Space in Between fra 2016. Abramovic er naturligvis mest kendt som performancekunstner, hvilket man for eksempel kunne opleve på en stor retrospektiv udstilling på Louisiana i efteråret 2017. Fra 2017 til 2020 var hun også aktuel på Det Kongelige Bibliotek i København med udstillingen Method for Treasures.

I The Space in Between rejser Abramovic rundt i Brasilien for at undersøge religiøsitet og spiritualitet med fokus på, hvad mange i den vestlige verden vil kalde alternative religioner og bevægelser. Der er to ting, som gør filmen speciel. For det første, at Abramovic ikke undersøger de religiøse og spirituelle bevægelser udefra, men derimod lever sig ind i dem på deres egne betingelser. Det sker uden at stille spørgsmål ved dem eller dømme dem. For det andet, at de bevægelser, som Abramovic besøger, for mange nok vil fremstå som meget specielle, men som ikke desto mindre ser ud til at have et stort antal følgere.

Over stok og sten i religiøse miljøer

Første besøg er hos det spirituelle medium João de Deus – Guds João – i byen Abadiâna, som ligger i delstaten Goiás i den indre del af landet. Siden midten af 1970’erne havde João de Deus samlet troende, som mente, at han var i stand til at helbrede syge og udføre kirurgi uden bedøvelse. I filmen ser man João de Deus jage en saks langt op i næsen på en af sine patienter og dreje den rundt for herefter at trække en blodig masse ud. En anden patient bliver behandlet for forhøjet blodtryk ved at få skrabet en del af sit øjeæble af med en skalpel, mens en tredje patient bliver skåret op i maven, hvorefter João stopper to fingre ind i det åbne sår. Alt foregår i et alt andet end sterilt kirkerum, omgivet af andre ventende patienter, som mediterer og forbereder sig på, at det bliver deres tur til at blive helbredt.

Herefter bevæger filmen sig over stok og sten til en række alternative religiøse miljøer rundt omkring i Brasilien.

Abramovic kommer på besøg i templet Vale do Amanhecer – Solopgangsdalen – i Planaltina i nærheden af hovedstaden Brasilia. Vale do Amanhecer-bevægelsen blev grundlagt af det – nu afdøde – clairvoyante medium Neiva Chaves Zelaya, og er en blanding af kristendom, hinduisme, jødedom, spiritisme, samt afro-brasilianske, ægyptiske, aztekiske og inka-indianske religioner. I Vale do Amanhecer kan man via medier komme i kontakt med ånderne fra afdøde personer.

Svedesessioner, trip og candomblé

Langt inde i bjergene i området Chapada Diamantina deltager Abramovic i en svede-session i form af et ophold i en hytte ude i naturen, som varmes op med sten, der er blevet rødglødende i et bål. Her er formålet med ritualet at rense kroppen for urenheder og opbygge mental styrke ved at udsætte sig for ekstreme temperaturer.

To andre steder prøver hun det hallucinerende stof ayahuasca, som historisk er blevet brugt af indianske medicinmænd i Sydamerika til at få syner og komme i kontakt med guderne. Abramovic beskriver det første trip som ekstremt ubehageligt, som en bombe der eksploderer inde i hendes krop, og som fører til, at hun ukontrollabelt brækker sig, urinerer og skider. Det andet forsøg bringer hende derimod i en bevidsthedsudvidende trance-tilstand med flotte hallucinationer.

I byen Salvador i delstaten Bahia besøger hun en over 100 gammel kvinde, der er præstinde i den afro-brasilianske candomblé-religion. Candomblé er især udbredt i den nordøstlige del af Brasilien, og er en vigtig kulturel arv fra de millioner af afrikanske slaver, som blev bragt til Brasilien. I Salvador overværer Abramovic også en camdomblé-gudstjeneste, hvor grupper af kvinder danser i timevis til trommerytmer, mens de gradvist kommer i trance og i kontakt med oryx’erne – guderne i candomblé-religionen.

Endeligt besøger hun også Bonfin-kirken, hvor tusindvis af mennesker har bundet tofarvede bånd op på gitteret, der omgiver kirken, som tegn på hengivenhed. Kirken er i princippet katolsk, men den lokale version af katolicismen har også tydelig indflydelse fra candomblé.

Renselseskur og kunstinstallation

Abramovic’ tur slutter uden for Curitiba i det sydlige Brasilien, hvor hun gennemgår en renselseskur. Den omfatter indsmøring i mudder og efterfølgende uddrivning af dårlig energi, hvor hun med hænderne knuser hele æg, som under ritualet har optaget den dårlige energi.

Filmen slutter med en optagelse fra en kunstinstallation, som Abramovic lavede på kulturcentret SESC-Pompeia i São Paulo. På udstillingen fik de besøgende udleveret støjdæmpende hovedtelefoner, og blev lukket ind i et område, hvor der var krystaller i stor størrelse, som man skulle sætte sig hen til. Igen var der ingen forklaring, men blot en længere sekvens, hvor det nu ikke er Abramovic, som var i centrum, men derimod de besøgende på udstillingen. Mange sad med lukkede øjne, sandsynligvis lukket inde i stilheden fra hovedtelefonerne, og mange lænede hovedet mod eller holdt om de udstillede krystaller. I dette tilfælde var det ikke Abramovic, som deltog i en ceremoni, men hende, som gjorde en ceremoni mulig for sit publikum.

Intenst møde med ritualer

Møderne med de forskellige ritualer er en meget intens oplevelse. De fleste scener fremstår uformidlet, der er ingen overgang mellem de forskellige ritualer, og Abramovic kommer hverken med en forklaring på eller en fortolkning af de enkelte fænomener. Samtidig fremstår deltagerne i hver enkelt ceremoni som dybt engagerede i den tro, de dyrker. De forventer mirakler som helbreder deres sygdomme, de forventer kontakt med ånder og guder, eller de oplever indre rejser til nye mentale dimensioner.

Igennem hele filmen er der dermed inden for hver scene en logik og en sammenhæng, som Abramovic ikke stiller spørgsmål ved, men derimod gennemlever på samme måde og på samme præmisser, som de troende. Som tilskuer til filmen er sceneskiftene imidlertid brutale. I de fleste tilfælde har ét klip intet til fælles med den forrige virkelighed, ud over at alt foregår i Brasilien. Fra ét klip til det næste skal man forholde sig til en ny virkelighed: Kristendom, jødedom, spiritisme, østlige religioner, candomblé, indianske traditioner, new age – enten hver for sig eller i en blanding.

Kunst og religion som transcendens

Som Abramovic forklarer i filmens voice-over, så er pointen imidlertid den samme i alle ritualerne. En eller flere personer stiller et medie og en ceremoni til rådighed, som hjælper folk til at transcendere deres hidtidige virkelighed og dermed finde en sandhed, en religiøs eller spirituel oplevelse, komme i kontakt med sig selv eller få løst et problem. Det er samtidig, forklarer Abramovic i filmen, også formålet med hendes egen kunst: At bringe tilskuerne fra ét sted til et andet. Når man har set en af hendes udstillinger, kan man ikke længere vende tilbage til, hvor man var.

Filmen er dermed både lavet ud fra et flue-på-væggen princip, hvor en instruktør, som ikke er Abramovic, registrerer, hvad der sker som et antropologisk studie. Instruktøren kunne have lavet den samme fluen-på-væggen film, uden at Abramovic deltog. Men selvom Abramovic og instruktøren loyalt skildrer, hvad der sker, så er Abramovic også med. Fordi Abramovics deltager, er filmen også en performance, hvor hun er hovedpersonen, hvorom alting drejer.

Kunst og religion bliver det samme

Ved at placere kunsten og de religiøse ceremonier ved siden af hinanden i filmen, tilføjer Abramovic de forskellige ceremonier en ny dimension. Hun gør ceremonierne til ”performances”, på lige fod med sit eget kunstneriske virke. Men på den måde ophøjer hun samtidig sine performances til ”religiøse” fænomener. Abramovic’ performances gør det muligt for hendes tilskuere at transcendere deres virkelighed, på samme måde som de troende, når de deltager i de religiøse ceremonier.

For Abramovic bliver kunstneren dermed til en præst, men præsten bliver også til en kunstner. Det betyder igen, at for Abramovic bliver kunsten til religion, og religionen bliver til kunst. For Abramovic mister religionen dermed sit privilegium som noget helligt, og bliver til en mulighed for at transcendere verden men uden nogen krav på sandhed.

View this post on Instagram

“The Space In Between,” is a mix between road movie and spiritual thriller, revealing research on sacred rituals and spiritual communities. The film crew covered more than three thousand miles across Brazil, following Marina Abramovic through the healing experiences and surgeries, performed by the medium John of God in Abadiania, state of Goias, the ceremonies and incorporations of Vale do Amanhecer in Distrito Federal, the powerful religious syncretism of Salvador, Bahia, the Ayahuasca rituals in Chapada Diamantina and lastly, shamanic experiences in Curitiba. The film combines footage both the research from Brazil and the 2015 exhibition, Terra Comunal – Marina Abramovic + MAI, held at SESC Pompeia (@sescpompeia) “The Space In Between” premieres today in Sao Paulo, Brazil. Directed by Marco Del Fiol A Casa Redonda Production In association with FLAGCX and Mão Direita thespaceinbetweenfilm.com

A post shared by Marina Abramovic Institute (@abramovicinstitute) on

Kunst, program og indsigt

The Space in Between er dermed interessant på to forskellige – og vidt forskellige – måder. For det første er den på samme tid både et programmatisk bidrag til diskussionen om, hvad kunst er, og et kunstværk, der udlever sit eget programmatiske indhold.

For det andet giver filmen et bemærkelsesværdigt indblik i mangfoldigheden og bredden af de religiøse og spirituelle udtryk, som man kan finde i Brasilien. Jeg har snart boet to år i Brasilien, og i den periode har jeg været til en camdomblé-gudstjeneste, jeg har besøgt katolske kirker i Salvador, hvor gudstjenesten ligger et godt stykke fra normen i Europa, jeg har læst om ayahuasca oplevelser, og jeg kender både Abramovic og SESC-Pompeia, hvor hendes udstilling var i São Paulo.

På trods af det var jeg ikke forberedt på det koncentrerede og brutale sammenstød mellem de forskellige ceremonier, som kommer frem i filmen.

Det er både lidt deprimerende og meget fascinerende. Lidt deprimerende fordi det virker uoverskueligt egentlig at forstå, hvad der foregår inde i hovedet på – en del – af de millioner af brasilianere, som jeg deler tid og rum med i disse år. Men samtidig er der noget meget fascinerende over Brasiliens overvældende kulturelle mangfoldighed. At bo i Brasilien i nogle år er en transcenderende oplevelse, og bagefter kan man ikke vende tilbage til, hvor man var mentalt.


The Space in Between varer cirka 1 ½ time og kan lejes for en billig penge på videotjenesten Vimeo.


Fotos: PR/© Marco Anelli

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

HD(O) i Strategisk Ledelse og Forretningsudvikling, Copenhagen Business School, PhD i Økonomisk historie, London School of Economics and Political Science, Cand. Comm. med historie, Roskilde Universitet.

Bopæl: Sao Paulo. Hjemmeside: www.thomaschristiansen.net