LIV // ESSAY – Linn Ullmann fylder 60 år i dag, søndag d. 9. august. Var hun ikke datter af …? Jo, det var hun. I dette essay erindrer forlagsredaktør Hans Henrik Schwab sine møder og sit samarbejde med den norske forfatter, der går helt tilbage til 1997, og ikke mindst husker han ’familieforbandelsen’, som det skulle tage flere år at hæve.
”Det er ikke let at være datter af en far, som er en berømt kulturpersonlighed.” Sagde jeg en aften til min datter. Vi havde lige set den svenske mesterinstruktør Ingmar Bergmans film Persona med Liv Ullmann i hovedrollen, og min kommentar havde selvsagt adresse til deres fælles datter, den norske forfatter Linn Ullmann. Og så fortalte jeg min personlige historie om Linn Ullmann: en historie, der kunne være et eventyr om en forbandelse, der blev brudt.
Historien starter en efterårsdag i 1997, hvor jeg deltog i den årlige internationale bogmesse i Frankfurt. Den dag havde jeg aftalt et møde med det norske forlag Tiden, der ville præsentere mig og mit forlag, Lindhardt og Ringhof, for deres nyheder, hvoraf nogle måske kunne være af interesse for et dansk publikum? På forlagets stand blev jeg modtaget af en venlig yngre mand, der præsenterede sig som Geir Gulliksen.
Det var første gang jeg mødte ham, men han skulle siden blive Norges hippeste forlagsredaktør, bl.a. for fænomenet Karl Ove Knausgård, som vi også skulle få fornøjelsen af på L&R, men det er en helt anden historie. Senere endnu var Geir selv blevet en næsten lige så kendt forfatter i den autofiktive genre, som nærmest er blevet synonym med Knausgårds værk Min kamp. Men alt det vidste jeg ikke dengang.
Geir præsenterede mig denne oktoberdag i 1997 for forlagets nyeste fund: en forfatter ved navn Linn Ullmann. Jeg kunne godt svagt huske hende fra en sag, som havde skabt røre i Danmark pga. en kritisk anmeldelse af Peter Høeg, hvilket dengang var nærmest helligbrøde, men i øvrigt ganske forfriskende med et kritisk udefrakommende blik på det nationale koryfæ!
Derudover: Var hun ikke datter af …? Jo, det var hun.
A Family Plot
Hun var datter af den svenske filminstruktør (og forfatter) Ingmar Bergman og den norske skuespiller (og forfatter) Liv Ullmann. Et så celebert ophav er vist ikke set siden Liza Minellis forældre, der også var hhv. filminstruktør og skuespiller. Og som jeg ikke undlod at gøre Geir opmærksom på: Bergman og Ullmann havde begge spillet en central rolle i L&Rs tidlige historie, ja, var nærmest en del af forlagets litterære DNA.
I 70erne var Liv Ullmann således en af de kvindelige forfattere, der blev L&Rs varemærke og definerede forlagets udgivelseslinje de første mange år. Da Liv i 1976 besøgte Danmark i forbindelse med udgivelsen af romanen Forandringen, blev det et så stort tilløbsstykke, at hun måtte sidde en hel nat på sit hotelværelse og signere bogen, der alene i den første uge rundede 10.000 solgte eksemplarer.
Og da L&R sammen med Bonnier Publications i 80erne lancerede bogklubben 12 Bøger, valgte man som den første bog Ingmar Bergmans erindringer Laterna Magica, der fik tilmeldingerne til at strømme ind og gav den ny bogklub en drømmestart.
Hun måtte sidde en hel nat på sit hotelværelse og signere bogen, der alene i den første uge rundede 10.000 solgte eksemplarer
Nu var vi så i 90erne, og med denne familie- og forlagshistorik in mente syntes jeg ikke, der kunne være tvivl om, at Linn Ullmanns roman Før du sover burde udkomme på L&R. Senere endnu skulle vi på L&R sågar også udgive hendes mand, den fine norske lyriker og prosaist Niels Fredrik Dahl, der forrige år modtog Nordisk Råds Litteraturpris.
Da Linn under en middag i Oslo i 2002 opdagede, at vi på L&R ikke blot stod i begreb med at udgive hendes mand, men tidligere havde udgivet begge hendes forældre, udbrød hun: ”Det er jo et Family plot!” Måske med reference til filmen af samme navn af en helt anden mesterinstruktør, Alfred Hitchcock.
Men med denne argumentation – at familierelationen var et argument for, at også Linn skulle udkomme på L&R – kom jeg samtidig uforvarende til at strejfe en ’familieforbandelse’, som det skulle tage flere år at hæve.
Familieforbandelsen
Vi vandt på L&R auktionen om Linns første roman – måske pga. den nævnte argumentation – og i 1999 kom hun selv til Danmark for at promovere udgivelsen af romanen, i hvilken forbindelse det blev indskærpet over for pressen, at hun under ingen omstændigheder ville svare på spørgsmål om sin berømte far.
Hun var her som forfatter i sin egen ret, hvilket den fremragende debutroman om ægteskab, familie og tid da også i den grad kunne bære.
Det er den dag i dag min faste overbevisning, at Linn var slået igennem lige så hurtigt og effektivt, uanset hvem hendes forældre havde været. Det celebre ophav skabte selvsagt opmærksomhed, men stod samtidig i vejen for den velfortjente litterære anerkendelse. Følgelig var det en mindre katastrofe, da Politiken Plus – heldigvis efter Linns afrejse – med reference til bogens omslagsfoto af en brud og en seng tilbød Når du sover til sine læsere under overskriften: I seng med Bergmans datter!
På et tidspunkt i løbet af aftenen sad Gerda og jeg således sammen med Linns halvbror, der præsenterede sig som … Ingmar Bergman! Hvad arbejder du med, spurgte vi ham? Jo, han var filminstruktør
Syv år – og adskillige romanudgivelser – efter dette blev jeg inviteret til Linns 40-års fødselsdag i Oslo, der blev afholdt på en restaurant tæt på Holmenkollen og med panoramaudsigt ud over Oslo Fjord. Inviteret var også min kollega fra forlagets presseafdeling, Gerda Boisen, og Linns danske oversætterduo, forfatterparret Niels Lyngsø og Karen Fastrup, et oversætterpar, der ved et besynderligt tilfælde delte fornavne med Linn, der også hedder Karin, og hendes mand, Niels Fredrik. Det blev mindeværdig aften, hvor Bergman dog ikke var til stede, men stadig kastede en skygge.
På et tidspunkt i løbet af aftenen sad Gerda og jeg således sammen med Linns halvbror, der præsenterede sig som … Ingmar Bergman! Hvad arbejder du med, spurgte vi ham? Jo, han var filminstruktør. Men er det ikke svært at hedde Ingmar Bergman og arbejde som filminstruktør? Nej, svarede han, ”jeg heter Ingemar med e”. Det var næppe første eller sidste gang, han svarede på det spørgsmål!
Linns mor – skuespilleren Liv Ullmann, som mange danskere nok husker for især Vilhelm Mobergs tv-serie om nybyggerne og indvandrerne – var derimod til stede. Ved et besynderligt tilfælde havde jeg mødt hende tilbage i 1991, da vi på Borgens Forlag fejrede forfatteren og filmkonsulenten Peter Poulsens 50-års fødselsdag, og hvor Liv Ullmann – der som instruktør var i gang med filmoptagelser lige om hjørnet på Nordisk Film – dukkede op som surprise-gæst.
Dengang havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg en dag skulle deltage i hendes datters 40-års fødselsdag, men nu sad jeg her og overværede Livs tale til datteren, en tale, der uundgåeligt kom ind på Bergman. Liv fortalte således, at da hun i boede i New York sammen med Linn som barn (som beskrevet i Linns igangværende erindringstrilogi), ville alle hendes ’dates’ – fra Henry Kissinger til Woody Allen – i virkeligheden bare møde … Ingmar Bergman, som hun afsluttede hver sætning med mørk røst.
Bergman-land
Men på dette tidspunkt, i 2006, var Linn i virkeligheden begyndt at kaste familieåget af sig.
Hendes anden roman, Når jeg er hos dig (2001), var nok den ’svære to’er’, men med sin polyfoni af stemmer samtidig, er den i ordets egentlige betydning mest dramatiske af Linns romaner. Et litterært korværk, lidt som vor egen Peer Hultbergs Rekviem. Det var samtidig Linns sidste på det norske forlag Tiden, inden hun skiftede til det prestigiøse litterære forlag Oktober, og i forbindelse med denne overgang gik noget galt: Den norske udgivelse indeholdt således en række fejl, som Linn og jeg over et længere telefonmøde fik rettet til den danske udgave, som dermed i en vis forstand blev den første korrekte udgave!
Herefter fulgte romanen Nåde (2002) om et ældre ægtepar, hvor mandens liv lakker mod enden. Man kan nok læse en Bergman-skikkelse – men tillige enhver arketypisk far – ind i denne fortælling om ’patriarkens efterår’. Om bogen skrev New York Times (USA er blot et af de 30 lande, hvor Linns forfatterskab er udkommet): “et delikat, uforglemmeligt portræt af en frygtsom mand, som gør sit bedste for at møde slutningen på livet – og kærligheden – med et minimum af værdighed og, ja, nåde.”
Med den følgende roman, Et velsignet barn (2005), bevægede Linn sig bogstavelig talt ind i Bergman-land. Det var på den svenske ø Fårö – ”Bergmans ø”, som en ny film hedder – i Østersøen, at Linn tilbragte hver sommer med sin far; det var her den indledningsvis nævnte film Persona blev indspillet on location, og øen rummer i dag et Bergman-center.
Man kan i øvrigt undre sig over, at ingen af disse filmiske romaner er endt på det hvide lærred. Jeg kan i den forbindelse afsløre, at Linn – datter af en svensk mesterinstruktør – har haft en drøm om at blive filmatiseret af … en dansk instruktør
I romanen udspilles handlingen tilsvarende på den smukke og vejrbidte Hammarsö i Østersøen. Det var i forbindelse med denne udgivelse, at anmelderen Erik Skyum-Nielsen, der ofte har været en fin samtalepartner for Linn under hendes besøg i Danmark, belærte mig om, at Linns fortælleteknik, kaldes ”variabel intern fokusering” (!), dvs. en narrativ teknik med skiftende tredjepersonsfortællere. Med andre ord endnu et litterært korværk, men med et kor af indre stemmer. Den samme fortælleteknik anvendte Linn i den følgende roman, Det dyrebare (2011): en roman om de historier – sande som falske – hvorigennem vi fortæller og skaber vores liv.
Da jeg blev bedt om et ’blurb’ om Et velsignet barn til medlemsbladet i den bogklub, 12 Bøger, som Bergmans memoirer i sin tid havde været med til at kickstarte, valgte jeg for første gang at bruge det forbudte B-ord i forbindelse med en roman af Linn Ullmann. Jeg skrev noget i retning af, at roman havde en bergmansk stemning og setting: med lys svensk sommer og en underliggende mørk tone og varsel om noget skæbnesvangert.
Man kan i øvrigt undre sig over, at ingen af disse filmiske romaner er endt på det hvide lærred. Jeg kan i den forbindelse afsløre, at Linn – datter af en svensk mesterinstruktør – har haft en drøm om at blive filmatiseret af … en dansk instruktør.
Jeg ved, at hun sætter f.eks. Per Fly og Pernille Christensen højt, og jeg var faktisk med til at arrangere et møde i Oslo mellem Linn og en dansk filminstruktør, hvilket desværre – endnu – ikke har resulteret i en filmaftale. Med den succes, norsk film i øjeblikket oplever, skulle man synes, at tiden måske var inde til en norsk filmatisering.
Er du ikke …?
Til gengæld endte hendes seneste – og måske mindst filmiske og dramatiske – roman, De urolige, på de skrå brædder som et dansk teaterstykke, der var bedre end sit rygte, bl.a. i kraft af Kirsten Olesens overbevisende præstation som moderen.
De urolige, der udkom hos Gyldendal i 2017, er historien om Linns berømte forældre – en roman, der frygtløst og definitivt konfronterer hovedstolen, først og sidst faderen Bergman. Den var egentlig startet som en bog, Linn skulle hjælpe sin far med at skrive: en bog om at blive gammel, en bog om hans sidste dage, jf. Linns ovennævnte roman Nåde.
Ved at konfrontere familiearven direkte i De urolige, om end eller netop i delvis fiktionaliseret form, har Linn definitivt brudt Bergman-forbandelsen, sat sig selv fri og vil altid blive husket som Ullmann og ikke Bergman
Linn nåede da også i 2007 at optage flere timers samtale mellem far og datter, men med Bergmans stadig mere svigtende hukommelse tog projektet en anden drejning undervejs og endte som en roman, en almen fortælling om glemsel og erindring. Med Linns egne ord: ”en problematisering af, hvad det er at huske”.
Linns portræt af forældrene i De urolige er – på trods af alt – gennemlyst af kærlighed til begge, også moderen. Romanen tegner således – udover det centrale portræt af faderen – i punktform et portræt af en stærk moderskikkelse; et moderportræt, som skulle blive udfoldet yderligere i den efterfølgende roman i den planlagte autofiktive trilogi: Pige 1983 – Linns personlige MeToo-fortælling. Alle tre ”urolige” figurer, mor, far og datter – personerne benævnes ikke ved deres virkelige navne – skildres i et lys, der er både råt og forsonende eller omvendt: et ”Fellini-lys”, som Linn selv har kaldt det i et interview med reference til endnu en legendarisk filminstruktør.
Ved at konfrontere familiearven direkte i De urolige, om end eller netop i delvis fiktionaliseret form, har Linn definitivt brudt Bergman-forbandelsen, sat sig selv fri og vil altid blive husket som Ullmann og ikke Bergman.
Ingmar Bergman døde i 2007. Havde han levet i dag, forestiller jeg mig, at han stadig oftere ville løbe ind i yngre mennesker, der starstruck ville kigge på ham og benovet spørge:
”Er du ikke … Er du ikke Linn Ullmanns far?”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og