GRØNLAND // ANALYSE #1 – USA’s militære tilstedeværelse i Grønland opfattes ofte som en fast bestanddel af den arktiske sikkerhedsorden. Men det juridiske grundlag hviler på en aftale med Danmark – ikke med Grønland. Hvis Grønland en dag bliver selvstændigt, kan det få afgørende betydning for både Pituffik-basen og forholdet til USA, skriver Bo Wacker i den første af tre artikler.
USA’s militære tilstedeværelse i Grønland omtales ofte som en selvfølge. Som et fast holdepunkt i Arktis, der har været dér i generationer, og som vil fortsætte, uanset hvem der sidder med den politiske magt i Nuuk eller København.
Men ser man ned på papiret under de amerikanske baser, fremstår billedet mere præcist og sårbart.
For det juridiske grundlag for USA’s militære tilstedeværelse i Grønland hviler ikke på en aftale med Grønland. Det hviler på en aftale med Kongeriget Danmark. Og netop den konstruktion rejser et afgørende spørgsmål, som sjældent forklares grundigt i den offentlige debat: Hvad sker der med aftalegrundlaget, hvis Grønland en dag bliver en selvstændig stat?
En aftale fra den kolde krig
Det centrale dokument er forsvarsaftalen fra 1951, indgået mellem USA og Kongeriget Danmark i Natos opbygningsfase. Aftalen blev til i en sikkerhedspolitisk virkelighed præget af den kolde krig, hvor Grønland blev betragtet som et strategisk fremskudt territorium mellem USA og Sovjetunionen.
Ifølge professor emeritus i folkeret Frederik Harhoff betyder det, at eksisterende aftaler mellem USA og Danmark ikke automatisk kan videreføres
Aftalen gav USA ret til at opbygge og drive militære installationer i Grønland. Det gælder blandt andet det anlæg, der i årtier blev kendt som Thulebasen, og som i dag hedder Pituffik Space Base.
Hjemmestyre og Selvstyrelov – Grønlands vej mod selvstændighed
Grønland fik hjemmestyre i 1979 og selvstyre i 2009. Med selvstyreordningen har Grønland overtaget en lang række politiske sagsområder, mens forsvar, udenrigs‑ og sikkerhedspolitik fortsat er dansk kompetence.
Grønlands mulighed for selvstændighed er fastlagt i Lov om Grønlands Selvstyre fra 2009, som anerkender det grønlandske folk som et folk med ret til selvbestemmelse. En beslutning om selvstændighed træffes af den grønlandske befolkning ved folkeafstemning.
Danmark kan ikke ensidigt forhindre en grønlandsk beslutning om selvstændighed. Gennemførelsen forudsætter dog forhandling mellem den danske regering og Naalakkersuisut (den grønlandske regering) samt godkendelse i Inatsisartut (det grønlandske parlament) og Folketinget som led i den forfatningsmæssige proces.
Aftalen er bilateral. Parterne er USA og Kongeriget Danmark. Grønland indgår ikke som selvstændig part.
Det er et centralt, men ofte overset, udgangspunkt: USA’s militære rettigheder i Grønland hviler på dansk suverænitet.
Igaliku-aftalen: Politisk opdatering, juridisk kontinuitet
I 2004 blev forsvarsaftalen suppleret med den såkaldte Igaliku-aftale. Den blev indgået efter indførelsen af hjemmestyret og havde til formål at styrke Grønlands politiske medindflydelse på spørgsmål relateret til den amerikanske tilstedeværelse.
Igaliku-aftalen ændrede dog ikke ved den grundlæggende juridiske konstruktion. Danmark forblev traktatpart over for USA, og det formelle samtykke til militær tilstedeværelse ligger fortsat hos den danske stat.
Dermed er der tale om en politisk justering – ikke en ny folkeretlig aftale, der giver Grønland selvstændig traktatkompetence.
Kompetencen i dag: Danmark beslutter forsvaret
Grønland har i dag selvstyre med vidtgående beføjelser på en lang række områder. Men forsvar og sikkerhedspolitik er fortsat placeret hos Danmark.
I praksis betyder det, at Danmark fører de formelle forhandlinger med USA, bærer det folkeretlige ansvar og er den stat, USA forholder sig til som juridisk modpart. Grønland bliver hørt og inddraget, men beslutningskompetencen ligger hos Danmark.
Den grønlandske virkelighed er dog mere nuanceret, end den juridiske konstruktion alene tilsiger. Grønlands Selvstyre har i dag egne repræsentationer i udlandet og direkte kontakt med internationale aktører. Også i forhold til USA foregår der løbende dialog, selv om forsvarspolitikken formelt ligger hos den danske stat.
Det ændrer ikke på, hvem der underskriver aftalerne – men det bidrager til at forklare, hvorfor spørgsmål om samtykke og kompetence i praksis opleves mere komplekse, end de fremstår på papiret.
Hvad hvis Grønland bliver selvstændigt?
Hvis Grønland bliver en selvstændig stat, ændrer den grundlæggende forudsætning sig. Danmark vil ikke længere have suverænitet over Grønland. Og dermed vil Danmark heller ikke længere kunne give samtykke til militær tilstedeværelse på grønlandsk territorium.
Ifølge professor emeritus i folkeret Frederik Harhoff betyder det, at eksisterende aftaler mellem USA og Danmark ikke automatisk kan videreføres.
”Der er ikke tale om nogen form for automatisk videreførelse. Hvis Grønland bliver selvstændigt, skal aftalerne enten genforhandles, genindgås eller udtrykkeligt bekræftes,” siger han.
Den vurdering deles af Grønlands Selvstyres repræsentant i Danmark, Jens Heinrich, som peger på, at alle eksisterende aftaler forudsætter forhandling, hvis Grønland træder ud af rigsfællesskabet.
”Folkeretten fastlægger rammerne. Den træffer ikke beslutningen. En ny stat bliver ikke automatisk bundet af aftaler, den ikke selv er part i,” siger Heinrich.
Kontinuitet er muligt – men ikke gratis
At aftalerne ikke automatisk videreføres, betyder ikke, at USA’s militære tilstedeværelse nødvendigvis vil ophøre. Tværtimod vurderer både juridiske og sikkerhedspolitiske eksperter, at kontinuitet er et sandsynligt udfald.
Forsvarsaftalen for Grønland (1951)
En bilateral forsvarsaftale indgået 27. april 1951 mellem USA og Kongeriget Danmark om forsvaret af Grønland som led i forsvaret af det nordatlantiske traktatområde. Parterne er USA og Kongeriget Danmark. Grønland er ikke traktatpart.
Aftalen giver USA ret til at etablere og drive militære anlæg i Grønland – herunder den base, der i dag hedder Pituffik Space Base. Det formelle samtykke til USA’s militære tilstedeværelse gives af Danmark, som også bærer det folkeretlige ansvar. Grønland inddrages politisk, men træffer ikke den juridiske beslutning.
I 2004 (Igaliku‑aftalen) fik Grønland større politisk medindflydelse, uden at traktatansvaret blev flyttet fra Danmark. Det er denne juridiske konstruktion, der udfordres, hvis Grønland bliver selvstændigt.
USA har stærke strategiske interesser i Grønland. Og Grønland vil i enhver realistisk selvstændighedsmodel have behov for sikkerhedspolitiske garantier.
Men kontinuitet er ikke det samme som automatisk videreførelse.
Det afgørende er, at samtykkegrundlaget flytter sig, forhandlingssituationen ændrer sig, og det juridiske udgangspunkt i praksis nulstilles. Hvor USA i dag forhandler med Danmark, vil USA i et selvstændighedsscenarie skulle forhandle direkte med en grønlandsk stat.
Et skifte på papiret – med politisk betydning
Dermed bliver spørgsmålet ikke kun, om USA bliver i Grønland, men på hvilke vilkår.
Det er her, mange debatter springer et trin over. Udfaldet diskuteres, før forudsætningen forklares. Men før man kan forstå stormagternes reaktioner og Grønlands handlemuligheder, er man nødt til at forstå, hvad der faktisk står i aftalerne – og hvem der i dag har retten til at sige ja.
I næste artikel ser vi på, hvad der sker, når juraen holder op med at give entydige svar, og politik og forhandling tager over.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og