RIGSFÆLLESSKABET // KOMMENTAR – Som historiker og som borger bliver jeg ikke vred over, at folk vil Grønland det godt. Jeg bliver bekymret, når ønsket ikke ledsages af viden. Grønland er ikke et spejl, vi kan bruge til at se os selv som bedre mennesker. Grønland er et folk med en historie, vi har været dybt involverede i, skriver Brian Saugberg.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er noget mærkeligt – ja, direkte forstemmende – ved den pludselige moralske opvågnen, man i disse dage kan iagttage hos visse danskere, inklusive fremtrædende politikere, når talen falder på Grønland. En nyfundet indignation, en ivrig vilje til at signalere omsorg, respekt og historisk ansvar. Dydssignalering kalder jeg det.
I 1951 fjernede den danske stat 22 grønlandske børn fra deres familier. Ikke fordi forældrene var uegnede. Ikke fordi børnene var i fare. Men som led i et socialt og kulturelt eksperiment
Ikke fordi spørgsmålet om Grønland ikke fortjener alvor – tværtimod – men fordi indignationen ofte hviler på et skrøbeligt fundament af uvidenhed. Og her melder det ubehagelige spørgsmål sig: Er uvidenhed en undskyldning, når historien er så veldokumenteret, så smertefuld og så dansk?
Lad os begynde konkret. I 1951 fjernede den danske stat 22 grønlandske børn fra deres familier. Ikke fordi forældrene var uegnede. Ikke fordi børnene var i fare. Men som led i et socialt og kulturelt eksperiment. Børnene skulle sendes til Danmark, gøres danske, formes sprogligt, kulturelt og mentalt – for siden at vende tilbage til Grønland som små kulturelle fortropper, der kunne ”løfte” resten af befolkningen.
Et civilisatorisk projekt kaldte man det. I dag kalder vi det, med rette, tvang, overgreb og kulturel vold. Mange af børnene mistede deres sprog, deres familietilknytning og deres identitet. Nogle mistede fodfæstet for livet. I 1953 gentog historien sig i en anden og mere brutal form.
Grønlandske fangere og deres familier blev tvangsflyttet fra deres hjem omkring Thule. Over natten. Med børn på slæderne, i frost og mørke. Hvorfor? For at gøre plads til den amerikanske Thulebase. Et strategisk anlæg i den kolde krigs logik. Danmark sagde ja. Grønland blev ikke spurgt. Man kan spørge sig selv: Ville man have gjort det samme i udkanten af Viborg? Havde man flyttet danske familier med samme kulde, samme hast og samme foragt for deres livsform?
Danmark gav USA tilladelse til atomvåben på Grønland
I 1957 gav Danmark USA tilladelse til at have atomvåben stationeret i Grønland. Igen uden at spørge grønlænderne. Grønland var strategisk vigtigt, men politisk tavst. Et territorium, man kunne disponere over. Og så kom 1968. Et amerikansk B-52 bombefly styrtede ned ved Thulebasen med fire brintbomber ombord. De detonerede ikke – men hvis de havde gjort det, ville store dele af Nordgrønland være blevet udslettet på få øjeblikke. Tænk den tanke færdig.
Når man ser disse begivenheder samlet, tegner der sig et mønster. Ikke af ondskab i klassisk forstand, men af ligegyldighed. Af en kolonial tankegang, hvor Grønland var noget, man administrerede, flyttede rundt på og brugte strategisk – snarere end et folk, man lyttede til.
Derfor klinger det hult, når nogle i dag pludselig taler, som om relationen mellem Danmark og Grønland først og fremmest er et spørgsmål om følelser, symbolpolitik og korrekt sprogbrug. Selvfølgelig betyder ord noget. Men uden historisk viden bliver indignationen tom.
Som historiker – og som borger – bliver jeg ikke vred over, at folk vil Grønland det godt. Jeg bliver bekymret, når ønsket ikke ledsages af viden. Grønland er ikke et spejl, vi kan bruge til at se os selv som bedre mennesker. Grønland er et folk med en historie, vi har været dybt involverede i.
Så lad os endelig tale om Grønland. Men lad os gøre det med åbne øjne, historisk hukommelse og ydmyghed. Og lad os spare hinanden for den påtagede dydssignalering, der først og fremmest tjener dem, der signalerer. Grønland fortjener mere end det.
Debat er demokratiets brændstof. Klik for at møde bredden af stemmer og emner i POV.
Du kan også selv komme til orde ved at sende et debatindlæg til redaktionen@pov.international
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og