Selvstændig i coronavirussens tid: For første gang føler jeg mig ensom

i Karriere/Arbejdsmarked af
POV BUSINESS // DAGENS POV – “Jeg kan ikke helt finde roen. Der sker så meget og så lidt derude på samme tid. Der bliver taget store beslutninger, som får konsekvenser for os alle på den korte bane og sikkert også på den lange. Og jeg er slet ikke rigtig med til at gøre noget. Jeg er ikke en del af et arbejdsfællesskab, der kæmper for noget og nogen lige nu.” Henriette Rald har efter mange år som leder på store arbejdspladser elsket sit liv som selvstændig siden 2018. Men i disse Covid-19 tider føler hun sig alene – der mangler noget.

Klummen er opdateret tirsdag aften med afsnittet i kursiv:

Vi finder langsomt ud af det sammen, men på afstand

Få dage efter at statsministeren lukkede ned for Danmark skrev jeg nedenstående klumme om den enorme arbejdsmæssige ensomhed, jeg pludselig følte som solo-selvstændig. Jeg delte den på min LinkedIn-side.

I dag, en uge senere ser situationen lidt anderledes ud. For det første var der helt utrolig mange søde mennesker, der skrev til mig og fortalte mig, at de genkendte de følelser jeg beskrev. Det var faktisk en total terapeutisk oplevelse. Tak!

For det andet har jeg trukket mit netværk af andre selvstændige tættere på. Jeg har holdt online Zoom-møder, været i Skype-baren, udviklet et nyt forretningskoncept i dialog over Whereby.com og er i gang med at forberede en Facebook live event som erstatning for et større informationsmøde for mit cykelhold TEAM CHANGE Lingerie.

I denne uge kaster jeg mig over en større skriveopgave, jeg hjælper en anden selvstændig med at øge salget i personens webshop og jeg har diverse oprydningsprojekter i hjemmet. Og så er vejret godt og jeg kan gå ture med mine gamle forældre og cykle sammen med min søster, så længe vi bare holder afstand.  

Jeg føler mig ikke længere sådan rigtig ensom, mere stålsat på at komme igennem krisen sammen med alle andre om end på afstand. 

Forfatteren på cykeltur med sin søster: “Vi plejer at tage close up selfies sammen, nu er der afstand”. Foto: Privat.

Jeg er relativt nyudsprunget som selvstændig. Fik mit CVR-nummer i efteråret 2018 og har siden da haft en fest. Jeg kunne finde kunder, og kunder fandt mig. Jeg kunne finde ud af at løse opgaver. Jeg fandt strategiske samarbejdspartnere, og jeg kunne finde på.

Ofte har jeg fået spørgsmålet: ”Føler du dig slet ikke ensom?”. Og hver gang har jeg svaret ”Nej”.

I nat vågnede jeg efter en voldsom drøm, og pludselig gik det op for mig, at den seneste uges tiltagende rastløshed skyldtes én ting. Jeg var blevet arbejdsmæssigt ensom midt i corona-stormens utrolige sammenhold

For jeg følte mig ikke ensom.

Min hverdag hang dejligt sammen med lidt arbejde hjemmefra, kundebesøg og et par kaffemøder i Klub (et arbejdsfællesskab lige ved Nørreport i Københavns Indre By). Stor fleksibilitet og variation. Tid til en tur på racercyklen midt på dagen, en tur med hunden og tid til de store børn, når de en sjælden gang i mellem havde brug for min hjælp.

Alle har travlt med at håndtere krisen

Men i nat vågnede jeg efter en voldsom drøm, og pludselig gik det op for mig, at den seneste uges tiltagende rastløshed skyldtes én ting. Jeg var blevet arbejdsmæssigt ensom midt i corona-stormens utrolige sammenhold.

Mine kunder er alle sammen dybt optaget af at takle den kollektive nedlukning af Danmark.

Der er etableret krisestabe, bliver holdt daglige online-gruppemøder. Alle forsøger at indrette sig, hvem kan arbejde, hvem skal afvikle ferie? Hvordan ser strategien ud på helt kort sigt? Hvad kommer det til at betyde for økonomien?

Selv mine børn sidder dybt begravet i deres virtuelle gymnasiemoduler og gennemfører online-undervisning på en helt ny måde

Alle kigger indad. Min mand arbejder hjemmefra og har beredskabssansvaret i Danske Spil. Mange telefonmøder, mails til medarbejderne.

Selv mine børn sidder dybt begravet i deres virtuelle gymnasiemoduler og gennemfører online-undervisning på en helt ny måde.

Jeg savner det at kæmpe sammen med nogen

Jeg har ryddet kalenderen. Alle workshops og arbejdsmøder er aflyst. Et par enkelte kaffemøder har overlevet over Skype. Og det er faktisk ok. Jeg har ordnet mine papirer, skrevet lister og har to store projekter, jeg nu kan arbejde på i ro og mag.

Noget jeg har villet prioritere længe.

Men jeg kan ikke helt finde roen. Der sker så meget og så lidt derude på samme tid. Der bliver taget store beslutninger, som får konsekvenser for os alle på den korte bane og sikkert også på den lange.

Og jeg er slet ikke rigtig med til at gøre noget.

Jeg er ikke en del af et arbejdsfællesskab, der kæmper for noget og nogen lige nu

For første gang i lang tid savner jeg at være en del af en ledergruppe. Sidde med i et war room og tage de strategiske beslutninger. Samle op med medarbejderne og fokusere på, hvad der er muligt, nu hvor alt virker ret uoverskueligt. Jeg savner ganske enkelt at være en del af en større kabale, der skal bidrage til, at det hele går op.

Jeg er ikke en del af et arbejdsfællesskab, der kæmper for noget og nogen lige nu Det er ikke, fordi jeg ikke har travlt. Og selvfølgelig kunne jeg melde mig som frivillig hos Røde Kors eller på landets sygehuse. Men jeg prioriterer med stor kærlighed og uden tvivl i mit sind mine gamle forældre.

Jeg gør mig umage for at holde afstand og holde mig rask, så jeg kan være der for dem. Handler ind for dem, går ture med dem og drager omsorg på distancen. Jeg ved jo godt, at jeg her er en del af det store fællesskab. Udviser samfundssind.

Vi holder sammen i det lille fællesskab, det nære i familien, på afstand. Det er godt og vigtigt.

Kunsten at kæmpe for fællesskabet – alene derhjemme

Jeg tror mange har det ligesom jeg. Den nyetablerede forening Danske Soloselvstændige taler sit helt eget sprog.

På ganske få dage er det lykkedes at samle over 30.000 selvstændige i en gruppe på de sociale medier. Og initiativet Help Business rækker ud til alle i det private erhvervsliv for at dele viden, erfaringer og gode råd. Nye fællesskaber opstår i den mangfoldige ensomhed.

Men jeg tror også, at ensomheden stikker dybere end som så. Min dejlige søster følte sig meget ensom, den aften Mette Frederiksen holdt sit første pressemøde. Børnene er flyttet, kæresten bor i Jylland, og nu skulle hun til at arbejde hjemmefra.

Hvad med alle jer, der rent faktisk er en del af hjemsendte arbejdsfællesskaber, kan I finde ud af den bratte omstilling? Melder ensomheden sig hos jer midt i krisehåndteringen fra sofa- og stuekontorerne?

Min søster, som er ekstrem social og altid gerne vil hjælpe og give en hånd med. Hvad nu?

Og hvad med alle jer, der rent faktisk er en del af hjemsendte arbejdsfællesskaber, kan I finde ud af den bratte omstilling?

Som selvstændig er jeg blevet ekstremt god til at disciplinere mig selv og dele dagen op i bidder: Læsebidder, tænkebidder, skrivebidder, pausebidder, cyklebidder og mange andre bidder. Men melder ensomheden sig hos jer midt i krisehåndteringen fra sofa- og stuekontorerne?

Samfundssind i isoleret solitude

På Twitter så jeg forleden følgende amerikanske citat i en af de mange tråde under hashtagget #QuarantineLife – altså livet i karantæne.

”Your grandparents were called to war. You’re being called to sit on a couch. You can do this.” Umiddelbart virker det rigtigt i sin åbenlyse logik. Men jeg tror ikke, vi skal undervurdere, hvor hårdt det kan være at holde sig i ro hver for sig, mens verden brænder.

Nu har jeg erkendt det og tilmed skrevet det ud i det åbne.

Så håber jeg, at jeg bedre kan forlige mig med at føre krig fra sofaen og gøre som statsministeren beder mig om: At bidrage med mit samfundssind i isoleret solitude.


Foto: Forfatteren derhjemme.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Henriette Rald er cand.scient.pol fra Københavns Universitet. Hun har arbejdet i mange år som leder i krydsfeltet mellem medlemsservice, kommunikation, politik og digital udvikling. Når lysten og inspirationen kommer over hende, så skriver hun. Det sker som regel i ferierne eller i stille perioder. Hun var klummeskribent på det hedengangne Fri Aktuelt for snart en menneskealder siden, og har også skrevet til fagblade og aviser gennem årene.
Henriette er gift med Lars Kaspersen. De har to store børn Thomas og Louise og en Schæferhund. Hun er bidt af en gal racercykel og elsker sommerhuset på Møn. I 2018 etablerede Henriette egen virksomhed Rald & Co og rådgiver i dag om strategisk kommunikation.
Du kan støtte Henriettes arbejde som skribent ved POV på MobilePay 23268060 og skrive til hende på hrald7@gmail.com

Seneste artikler om Karriere