USA // BAGGRUND – De veluddannede er blinde over for deres privilegier. De nægter at være en elite og anerkender ikke, at middelklassens problemer handler om noget helt andet og mere end økonomi, nemlig værdighed og værdier. Per Clausen har læst Joan C. Williams bog Outclassed.
Det kom som et chok for liberale amerikanere – og for liberale i resten af verden – at Trump blev genvalgt i 2024. I 2016 havde Demokraterne trøstet sig med, at han ganske vist havde vundet præsidentembedet, men han havde tabt the popular vote med 2,9 mio. stemmer.
I 2020 tabte han til Joe Biden med 7 mio. stemmer, men i 2024 vandt Trump med 2 mio. stemmer, og han forøgede endda sit stemmeantal med 3 mio. stemmer.
Han forøgede endvidere sin stemmeandel blandt stort set alle demografiske grupper, især blandt minoritetsmænd, idet han blandt latinoer vandt med en 12% margin (en 32% forøgelse!), og blandt sorte mænd fordoblede han sin andel fra 12% i 2020 til 25% i 2024.
Denne udvikling var en katastrofe for Demokraterne, som havde regnet minoriteterne for en sikker del af ’regnbuekoalitionen’, der skulle sikre dem flertallet i fremtiden gennem øget indvandring.
Den teori blev lanceret i bogen The Emerging Democratic Majority af John Judis og Ruy Teixeira i 2002, men forfatterne har altså måttet revidere den.
Udviklingen blandt minoritetsvælgerne kommer oveni Demokraternes tab af den hvide arbejderklasse: Næsten 60% af Clintons tilhængere var hvide uden collegeuddannelse, mens de kun udgjorde 27% af Bidens i 2020. Modsat øgede Trump sin andel med 6 procentpoints fra 2020 til 2024.
Det er vigtigt at bide mærke i, fordi disse hvide uden collegeuddannelse er dominerende i landområder og i svingstaterne; stater med små befolkninger, der relativt set har større vægt i Senatet og i Valgmandskollegiet.
Hvis Demokraterne ikke formår at vende udviklingen, vil Republikanerne komme til at sidde tungt på magten – også fordi de også i de næste mange år har flertallet i Højesteret!
Spørgsmålet er derfor, hvad der har forårsaget denne udvikling, og hvad Demokraterne kan gøre for at vende den? Spørgsmålene analyseres af forfatter, psykolog og juraprofessor Joan C. Williams i bogen Outclassed. How the left lost the working class and how to win them back.
En værdighedskløft
Williams gør op med den gængse fortælling om, at især de hvide arbejdere er forført af Republikanerne til at fokusere på kulturelle enkeltsager – abort, våben, ’gender’ – til at stemme mod deres økonomiske interesser. Man kan nemlig ikke, mener Williams, adskille klasse og kultur.
’Kulturkrigene’ er udtryk for klassekonflikter, hvilket de veluddannede, som leder Demokraterne, ikke forstår – her trækker Williams på Bourdieu.
For det er ikke kun penge og magt, der motiverer mennesker, men også status og anerkendelse – som Fukuyama har fremhævet – og igennem de sidste årtier er der blevet skabt en ’værdighedskløft’ mellem folk med og uden collegeuddannelser, ligesom lønforskellene er blevet større. Og Demokraterne har forsømt at fokusere på middelklassens økonomiske problemer, mens de har fokuseret på værdipolitiske emner, hvor klassernes holdninger er meget forskellige.
Det er ikke kun penge og magt, der motiverer mennesker, men også status og anerkendelse
Globaliseringen har nemlig ramt den hvide arbejderklasse hårdt – Williams kalder den middelklassen – fordi arbejdspladserne er blevet outsourcet, livsgrundlaget er blevet undermineret, og reallønnen er faktisk faldet siden 1980. Det har ramt lokalsamfundene uden for byerne i form af bortfald af offentlige serviceydelser og manglende fremtidsudsigter. De, der ikke allerede er blevet ramt, er bange for, at de i fremtiden mister deres arbejde og dermed deres status.
Det drejer sig om den prekære middelklasse beskæftiget i rutinejobs, hvis årsløn ligger mellem $50.000 og $100.000, der nu mest er bange for automatiseringen og udsigten til usikre (deltids)jobs.
Udviklingen har ført til opløste familier, øget stofmisbrug og det som Case og Deaton har kaldt deaths of despair, fordi de deklasserede har mistet status og føler skam – det sidste har Arlie Hochschild analyseret i bogen Stolen Pride.
De gode jobs og fremtidsmuligheder er ekspanderet i de store byer, således at uligheden er blevet forøget mellem individer og mellem regioner – det sidste har Demokraterne ikke rigtig anerkendt. Denne udvikling blev forstærket under Bill Clinton, der indgik frihandelsaftaler både i Nordamerika og globalt og distancerede sig fra fagforeningerne. Arbejderklassen følte sig svigtet af Clinton, og Obama gjorde ikke noget for at vende udviklingen.
For de veluddannede Demokrater har globaliseringen ført til billigere varer fra udlandet og billig arbejdskraft fra indvandrere, mens middelklassen ser indvandrerne som konkurrenter.
Middelklassens værdier
Klasserne har også forskellige værdier, fordi den veluddannede klasse lægger vægt på meritter, dvs. uddannelse og karriere. Dette giver status og mulighed for selvaktualisering – det øverste trin på Maslow’s behovspyramide – og for at opnå disse mål må man være kreativ og prøve tingene af, hvilket man indpoder sine børn.
For middelklassen er det en stor udfordring bare at få tilværelsen til at hænge sammen, og derfor er sikkerhed og stabilitet vigtig, og for at opnå det, er de sociale bånd af især familiemæssig karakter i nærområdet ofte afgørende. Her kan man få hjælp og støtte både i det daglige, men også hvis man har det svært.
Desuden er éns ’karakter’ meget vigtig, fordi den både giver social og moralsk kapital og bevis for personens værdi, som står øverst på dagsordenen, fordi den opretholder tilværelsens moralske orden.
Et ordentlig hjem er eksempelvis udtryk for en persons karakter, og et velholdt hjem – ofte med have – skaber en symbolsk grænse til uorden og forfald. Ansvarlighed spiller en stor rolle, fordi man er afhængig af andres handlinger, og man kan ikke som de veluddannede flytte, hvis der er problemer med kriminalitet, stoffer og uønskede elementer.
Man ønsker at holde fast i, hvad man har opnået og er stolte, når man lykkes med det. Klassens erfaringer fra de sidste årtier har været, at forandringer er ensbetydende med tab! Derfor betragtes de veluddannedes ønsker om kreativitet som farlige: De kan føre til en fyring, hvis chefen ikke bryder sig om det. Man sætter en ære i at arbejde hårdt, da det kan være med til at skabe en form for sikkerhed, og hårdt arbejde er middelklassens form for merit og ære.
Modsætningen til middelklassens kreativitet er selvdisciplin, som er nødvendig for at kunne arbejde hårdt og ikke forfalde til misbrugsproblemer. De ikke-collegeuddannede finder ære, hvor de kan, og her overfor betragtes de veluddannede som ’papirnussere’ som ikke rigtig laver noget, og landmændene er stolte af, at de laver mad til bybefolkningen. Middelklassens lærer sine børn respekt for autoriteter og regler, fordi de ’lærer at arbejde’.
Williams mener, at Republikanerne har manipuleret middelklassevælgernes læggen vægt på hårdt arbejde og udholdenhed til en følelse af bitterhed. Fra 1970’erne til 1990’erne var billedet på middelklassens foragt den racistiske historie om dovne, farvede, som levede af socialhjælp, mens det i det nye årtusinde blev en ny gruppe, der blev skurken, nemlig dovne, offentlige ansatte med pension og behagelige kontorjobs.
Den første fortælling kanaliserede klassevreden mod omfordelingsprogrammer, mens den anden kanaliserede vreden blandt ansatte i den private sektor, som havde mistet fagforeninger, middelklasselønninger og arbejdsgiverfinansierede pensionsordninger, over mod de offentligt ansattes fagforeninger, middelklasselønninger og pensionsordninger.
Begge fortællinger kanaliserede den økonomiske vrede bort fra erhvervslivets elite.
Woke-ideologien har en opfattelse af USA som grundlæggende racistisk og en opfattelse af USA som en ond magt, der går imod middelklassens opfattelse af tilværelsen
Demokraterne har traditionelt lagt vægt på offentlige omfordelingsprogrammer, men de er ildesete blandt hvide i middelklassen, der anser modtagerne for ikke at være berettigede til ydelserne. I stedet for, mener Williams, bør Demokraterne lægge vægt på at skabe arbejdspladser, da de især for mænd er en kilde til stolthed: de ønsker ikke nådsensbrød, som de finder uværdigt.
Religion spiller en vigtig rolle i middelklassens liv, fordi den prædiker selvdisciplin, og i kirkerne kan man få hjælp, hvis man er i nød. Samtidig tilbyder religionen en alternativ kilde til status for folk i lavstatusjobs. Folk omtaler deres religiøse overbevisning med samme stolthed, som højtuddannede taler om deres uddannelse. Derfor bliver de sårede, når de føler, de højtuddannede taler dårligt om religion.
En yderligere kilde til animositet over for den veluddannede elite er, at hvor eliten lægger vægt på at være sprogligt sofistikerede og strategisk tænkende netværkere, så lægger arbejderklassen vægt på at tale lige ud af posen, og de anser netværkeriet som falsk.
Derfor har de senere års woke-ideologi været gift for Demokraternes forhold til middelklassen. Dels fordi ideologien, dvs. queer-ideologien, har en opfattelse af USA som grundlæggende racistisk og en opfattelse af USA som en ond magt, der går imod middelklassens opfattelse af tilværelsen. Og dels fordi woke-lingoen er arketypen på falsk tale, som kun er for de indviede.
Demokraterne bliver opfattet som ’weird’ – som ellers var vicepræsidentkandidat Tim Walz’ karakteristik af Republikanerne.
Den privilegieblinde middelklasse
De veluddannede er blinde over for deres privilegier. De nægter at være en elite. De er blinde over for årsagen til de forskellige kulturelle værdier og forstår ikke, at deres kulturelle værdier også er klassespecifikke.
De ser de forskellige værdier som udtryk for middelklassens tilbageståenhed og i visse tilfælde racisme, mens middelklassen føler sig nedgjort og set ned på af de veluddannede. Det er ikke grebet ud af luften: Hillary Clinton omtalte dem som en ’basket of deplorables’.
Middelklassen føler sig forrådt af såvel Demokrater som traditionelle Republikanere. Her overfor står Fox News og Trump, der forstår at tale, så middelklassen føler sig set. Når Trump snakker lige ud af posen i sine taler og utallige gange omtaler ’arbejdere’ positivt, og lover at han vil hjemtage de jobs, som andre lande ’uretmæssigt’ har stjålet, så rammer det ind i arbejderklassens hjerter. De ser ham som en frelserskikkelse.
Trumps dominerende adfærd er populær hos arbejderklassevælgerne, fordi hans sexistiske adfærd ses som udtryk for, at han er en ’rigtig’ mand
Tilsvarende træner FOX TV ifølge Williams sine værter i at tale et sprog, som arbejderne kan forstå, hvilket Demokraterne ikke gør.
Trump og Tucker Carlson har med andre ord været gode til at overtage venstrefløjens kritik af udviklingen i USA – f.eks. uligheden, krigene, frihandelsaftalerne og virksomhedernes øgede magt – og opbygge støtte til højrefløjen ved at fokusere vreden mod liberale amerikanere, mod andre lande eller mod immigranter.
Højrefløjspopulismen giver en forklaring på, hvorfor middelklassen har tabt terræn, nemlig eliterne og indeholder tre elementer: Vrede mod eliterne, en insisteren på at give magten tilbage til ’almindelige mennesker’, og at denne in-gruppe er blevet svigtet af eliterne, der har favoriseret nogle out-grupper, som ikke har fortjent det.
Og disse temaer spiller Republikanerne hele tiden på. Når Trump hævder at være blevet frataget valgsejren i 2020 med udtrykket ”Stop the steal”, så vækker det genklang hos mange af hans middelklassevælgere, for de føler, at deres status og ære i efterkrigstiden – og for fremtiden – er blevet stjålet fra dem.
Blandt sorte og latinoer er det som vist især mænd, der er gået over til Republikanerne, og det skyldes for sorte mænds vedkommende også, at de faktisk er uenige med Demokraterne på en række områder; de er mere socialt konservative end de veluddannede.
Og så spiller maskulinitetsfaktoren en rolle. Mange kan lide Trumps alfahanattitude, hvor han stiller sig op og siger nøjagtig, hvad han mener.
For mange sorte mænd har hypermaskuline attituder været en vej til overlevelse i en fjendtlig verden. Trumps dominerende adfærd er populær hos arbejderklassevælgerne, fordi hans sexistiske adfærd ses som udtryk for, at han er en ’rigtig’ mand. Dette aspekt er især vigtigt blandt latinomænd og -kvinder! Disse mænd dyrker ofte maskuline udtryksformer som NASCAR, kampsport og rap for at opnå værdighed som kompensation for manglende klassemæssig anerkendelse.
Problemet for Demokraterne er, at mange latinoer betragter sig selv som hvide, hvorfor de ikke betragter sig som en del af en multikulturel koalition. Desuden er latinoer en meget uhomogen gruppe, da mange er flygtet fra Cuba og Venezuela, og derfor er de imod alt, der smager af socialisme. Endelig er de ofte værdikonservative, hvor familien er hovedmotivationsfaktoren, og her føles mange Demokraters tale om flere køn og ateisme frastødende.
Det kan Demokraterne gøre
For at tilbageerobre middelklassevælgere skal Demokraterne for første tale med og ikke til middelklassen, mener Joan Williams. De skal lære at forstå dens problemer, og så skal de finde kandidater, der forstår at tale middelklassens – og mændenes – sprog. Vælgerne skal kunne identificere sig med politikeren ud fra spørgsmålet: Forstår kandidaten folk som mig?
Problemet er imidlertid, at Demokraterne er styret af stærke interessegrupper, der gør det svært at ændre de temaer, som man går op i, og den måde, man italesætter sager. Og gruppernes adfærd og sprogbrug frastøder ofte folk i The Heartland, da værdierne er helt forskellige.
F.eks. betragtes demonstrationer for Palæstina på eliteuniversiteter som rige, forkælede unges verdensfjerne interesser og udtryk for selviscenesættelse, mens forslaget om at eftergive folks studiegæld af mange blev betragtet som selvforskyldte problemer. Middelklassen har aldrig haft mulighed for at få en højere uddannelse.
Det er meget vigtigt, hvordan Demokraterne omtaler forslag – hvilket George Lakoff for år tilbage italesatte – f.eks. er det vigtigt ikke at tale om ’gun control’, da mange mænd stejler over, at nogen skal kontrollere dem, men i stedet at tale om ’gun safety’, da det taler til beskytterholdningen hos mange mænd.
Williams kaldet Michigans guvernør, Gretchen Whitmer, et geni, fordi hun gjorde alting rigtigt: skabte investeringer i bilindustrien, forsvarede fri abort og talte arbejderklassesprog
Mange udtryk er af højrefløjen blevet stigmatiserede, således bliver klimaforandringer sammenkædet med Demokraterne, hvorfor Williams foreslår ikke at fokusere på årsager, men på løsninger og derfor tale om ’energiomstilling’, hvor man kan fremhæve det positive i skabelse af nye, velbetalte jobs.
Tilsvarende er ordet ’justice’ blevet kædet sammen med woke-ideologi og socialisme. Derfor er det bedre at tale om ’velstand’ eller ’selvforsørgelse’ og altid lægge vægt på, hvad der gavner almindelige mennesker og påpege, når højrefløjen bruger del-og-hersk politik, og når den drejer problematikken bort fra den økonomiske elites udbytning.
Williams nævner nogle Demokratiske politikere, der kan tale til arbejderklassen og mændene. Især fremhæver hun Michigans guvernør, Gretchen Whitmer, som hun kalder et geni, fordi hun gjorde alting rigtigt: skabte investeringer i bilindustrien, forsvarede fri abort og talte arbejderklassesprog.
Vicepræsidentkandidat Tim Walz og senator John Fetterman er for Williams i modsætning til Trump positive mandeidealer, men Walz var ikke i stand til at forhindre genvalget af Trump. Jeg tror, hendes begejstring for Walz afspejler hendes feministiske mandeidealer, for han har ikke vundet genklang blandt især yngre mænd, der har ønsket mere hårdtslående mandetyper som Joe Rogan og Trump.
Williams’ analyse er den hidtil mest gennemarbejdede analyse af Demokraternes problemer, og hvordan de kan løse dem. Dog synes jeg, hun mangler at analysere højrefløjsmediernes rolle, da talk-radio og Fox TV mange steder i landområderne er næsten enerådende.
Demokraterne kan gøre sig nok så mange anstrengelser, men de vil ofte overdøves af Fox’ propaganda. Men Joan Williams har vist vejen for Demokraterne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og