SCHWEIZ MELLEM DIPLOMATI & TRADITION // HISTORIE – Hvorfor er Schweiz oplagt som vært for Ukraine-fredskonferencen i juni? Jakob Cold ser på det lille alpelands lange tradition for konfliktløsning, på schweizernes væbnede neutralitet, direkte demokrati, konsensusdemokrati og subsidaritetsprincip – alle faktorer bag landets succes med at forene fire sprog og såvel protestanter som katolikker i et land, der altid scorer i top på parametre for demokrati, velstand og livskvalitet.
I folkeretten kaldes det en god tjeneste – bona officia – når et tredjeland tilbyder at facilitere eller mediere diplomatiske initiativer med det formål at dæmpe eller løse konflikter.
Her har Schweiz en lang tradition, og det er i forlængelse af denne tradition, at schweizerne har inviteret til en konference i juni på Hotel Bürgenstock med det formål at fremme en fælles forståelse for en mulig vej til en retfærdig og langtidsholdbar fred i Ukraine.
Hvad den forståelse kan bygges på, og om formatet i Alperne på et af verdens fineste luksushoteller er det rette ift. eksempelvis G7 eller G20, kan ikke besvares nu. I skrivende stund er det heller ikke sikkert, om relevante parter kan enes så meget om formatet på Bürgenstock, og om især Rusland eller fx Kina vil deltage, at egentlige formelle invitationer kan sendes ud. Men USA’s præsident, Joe Biden, har meldt sin deltagelse.
Men hvad er de historiske forudsætninger for schweizernes rolle som facilitator og mediator?
Schweiz starter med en kamp om kritisk infrastruktur og et æbleskud
Fra balkonerne på Hotel Bürgenstock vil konferencedeltagerne kunne nyde udsigten over den billedskønne Vierwaldstättersee. De vil også – næsten – kunne se til engen på Rütli, hvor de tre såkaldte urkantoner Uri, Schwyz og Unterwalden i 1291 aflagde ed på evig troskab i kampen for at opretholde deres frihed og selvstyre.
Schweizerne kaldes derfor også de edsvorne, og selvom fortællingerne tilbage til middelalderen til dels har mytiske træk, så er det myter, der fungerer med kraft og har bidraget til det Schweiz, vi kender i dag.
en af årsagerne til schweizernes frihedsbestræbelser handlede om, hvad vi i dag ville kalde kritisk infrastruktur
Historisk sikkert er det dog, at en af årsagerne til schweizernes frihedsbestræbelser handlede om, hvad vi i dag ville kalde kritisk infrastruktur, nemlig vejen over det 2.107 meter høje Gotthard-pas. Fra midten af 1200-tallet blev der bygget vej og broer over de vanskeligste passager. Handlen og dermed også toldindtægter blomstrede, og potentielt kunne der også føres tropper over passet. Så nu gjaldt det virkelig om at sikre kontrollen over passet.
Kejseren fra Huset Habsburg besluttede derfor, at de tre landområder på vejen op til Gotthard, Uri, Schwyz og Unterwalden skulle nyde særlige privilegier i form af politiske friheder og skat, der ville sikre deres loyalitet. I praksis blev loyaliteten dog svækket af, at kejserens lokale repræsentanter tvang de ellers frie bønder til at opføre fæstninger, såkaldte tvangsborge. Og som om det ikke var nok, krævede landfogeden Gessler også retten til ”den første nat” med brudene før brudgommene …
Til og med krævede Gessler, at alle, der passerede en stav med hans hue, skulle bukke underdanigt. Da den stolte bjergbonde Wilhelm Tell nægtede, tvang Gessler ham til at skyde til måls med armbrøst efter et æble placeret oven på hovedet af Tells egen søn. Pilen rammer plet i æblet uden at såre sønnen, men da Gessler spørger, hvorfor Tell havde taget to pile ud af koggeret, svarede Tell, at hvis han havde misset æblet og dræbt sin søn, ville han med den anden pil have dræbt Gessler. Tell arresteres, men efter en vild flugt lykkes det ham at dræbe den tyranniske Gessler.
Sådan fortælles historien i hvert fald i den tyske digter Friedrich Schillers skuespil Wilhelm Tell fra 1803. Men selvom fortællingen om Tell snarere er en myte end virkelig historie, så fik myten realhistorisk betydning for schweizernes selvforståelse som frihedselskende.
Eksportører af ost og lejesoldater
Friheden førte dog ikke uden videre til rigdom. Livet langt inde i bjergene var hårdt. Det daglige brød skulle virkelig vindes i ansigtets sved. Dog var der to store eksportartikler: Den ene var ost, mens den anden var lejesoldater. At gå i fremmed sold som lejesoldat var ofte den eneste udvej for yngre brødre i en søskendeflok, hvor gården altid gik til den ældste broder.
Og rygtet gik om schweizernes ry som soldater af den hårde karat. Sejre over de på papiret overlegne habsburgere i det 13. og 14. århundrede bidrog til deres reputation som nogle helvedes karle. Senere vandt de yderlige respekt – og rædsel – for bl.a. deres indsats i burgunderkrigene i 1474-1477.
Schweizerne kæmpede som infanteri, og deres særkende var hellebarderne og deres disciplin i slagformationer, der kunne gøre livet hårdt – og kort – selv for veludrustede rytterhære. Schweizerne gik i sold hos for mange forskellige fyrster og konger. Undertiden kostede det dem også dyrt. Mest kendt i dag er nok, at Louis 16’s schweizergarde på knap 1.000 mand blev massakreret den 10. august 1792 under den franske revolution. I dag er det kun Vatikanet, der har en schweizergarde.
Massakren på Schweizergarden under den franske revolution
Stormen på Louis 16’s slot i Paris – Les Tuileries – den 10. august 1792 førte til en massakre på Schweizergarden. Årene efter blev der rejst et mindesmærke i Luzern, som var skabt af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen. Mindesmærket ses i dag af 1,4 mio. besøgende hvert år. En kopi findes selvfølgelig på Thorvaldsens Museum.
Kuriøst kan det tilføjes, at den amerikanske humorist Mark Twain bemærkede, at mindesmærket var det tristeste stykke sten, han nogensinde havde set.
Mere dybfølt trist var den tyske filosof Friedrich Nietzsche, da han ved mindesmærket for anden gang friede til Lou Andreas-Salomé og fik nej. Salomé blev senere verdens første kvindelige psykiater og nær samarbejdspartner med Sigmund Freud.
Begyndende neutralitet i Trediveårskrigen bekræftes efter Napoleonskrigene
At schweizerne tjente mange herrer, betød ganske vist, at de kunne sende penge tilbage til de fattige bjergegne. Men det betød også, at schweiziske lejesoldater kæmpede på hver sin side i krige og dermed imod hinanden. Det førte selvfølgelig også til spændinger i selve Schweiz. Det var ikke godt for en nation under opbygning.
Trediveårskrigen fra 1618 til 1648 var en katastrofe for Europa. I mange egne døde op mod 30 pct. af befolkningen af krigshandlinger, sygdom og sult. Så hvordan lykkedes det schweizerne at komme nogenlunde uskadte igennem krigen? Schweizerne var jo både katolikker og protestanter, de talte fire forskellige sprog, og deres politiske fællesskab havde endnu ikke udviklet sig til noget, der mindede om en stat.
Under Napoleonskrigene blev Schweiz faktisk invaderet af Napoleons hære
En del af forklaringen er, at schweizerne selv allerede 100 år tidligere havde opgivet ambitionerne om at ekspandere geografisk. I 1515 i slaget ved Marignano lige syd for Milano havde de lidt et kæmpe nederlag til Frankrig.
Begrebet neutralitet anvendes dog ikke i traktaterne, da Trediveårskrigen afsluttes i 1648 med freden i Westphalen. Men schweizerne var hurtige til at fortolke traktaterne således, at de dels bliver selvstændige i forhold til det tysk-romerske rige, dels bliver suveræne. Kort efter i 1674 erklærer schweizerne sig så for en sikkerheds skyld officielt neutrale.
Helt klar fremstår neutraliteten dog først, da Napoleonskrigene afsluttes med traktater ved Wienerkongressen i 1815. Her udtrykkes Schweiz’ neutralitet og respekten for Schweiz’ grænser nemlig eksplicit. Dette er ofte udlagt som en sejr for schweizerne selv, men er også og mindst lige så meget udtryk for, at de europæiske magter vurderede, at det var bedre for magtbalancen og for transporten gennem Alperne, at Schweiz var neutralt.
Neutralitet og suverænitet kobles med humanitær profil
Under Napoleonskrigene blev Schweiz faktisk invaderet af Napoleons hære. De menneskelige tab var ikke så store, men franskmændene røvede blandt andet Berns enorme guldskat, hvilket finansierede Napoleons felttog til Ægypten. På den positive side styrkede dette overgreb udefra dog schweizernes nationale identitet. Der er jo intet som en ydre fjende. Samtidig kunne de profitere af, at Napoleon havde forenklet deres lovgivning og nedbrudt toldmure mellem forskellige dele af Schweiz. I vores moderne dage ville man kalde det effektiv nation-building.
Schweizerne skulle dog først gennem en borgerkrig i 1847. Baggrunden var, at de liberale og i hovedsagen protestantiske kantoner stod stadig stærkere, og at de katolske og konservative kantoner i det indre af Schweiz som modsvar inviterede pavens ideologiske elitekorps, nemlig jesuitterne, til at undervise i skolerne m.v. Den indblanding i indre anliggender ville de liberale kantoner ikke acceptere. Da borgerkrigen brød ud, insisterede deres feltherre, Guillaume Dufour, dog på, at centralschweizerne var deres landsmænd, at der derfor skulle udgydes så lidt blod som muligt, og at plyndringer ikke var tilladt.
Schweizerne havde hele tiden vidst, at en neutralitet koblet med pacifisme ikke ville sikre deres uafhængighed og frihed
Krigen varede kun knap en måned og kostede kun få hundrede menneskeliv. Schweizerne gav derefter sig selv en ny forfatning i 1848, om hvilken man kan sige, at schweizerne dermed gik fra at være et (løst) forbund af stater til at blive en markant fastere forbundsstat, der dog med stærke træk af føderalisme stadig bevarede megen frihed i de enkelte kantoner. Neutraliteten blev ikke indskrevet i den schweiziske forfatning som et mål i sig selv, men som et middel for målene om at bevare friheden og uafhængigheden.
Dette er også vigtigt i forhold til schweizernes holdning i vore dage med blandt andet krigen i Ukraine. Konføderationens korte navn var Schweiz opkaldt efter Schwyz. Også dette var en forsonende gestus til de konservative og katolske kræfter i det centrale Schweiz.
Så schweizerne stod nu meget klart som en stærkere, suveræn og neutral forbundsstat. Ikke så mange år senere øgedes den humanistiske dimension ved stiftelsen af Røde Kors i 1863. Allerede året efter kom Røde Kors i aktion. Ovenikøbet i den dansk-preussiske krig, hvor vi danskere led grusomt ved Dybbøl.
I 1864 følger også Genevekonventionen om krigens regler. Hverken Røde Kors eller Genevekonventionen hører som sådan under den schweiziske stat, men begge er skabt i Schweiz. Endvidere bliver Schweiz i stigende omfang vært for fredsforhandlinger med videre samt for internationale organisationer. I 1920 placeres domicilet for Folkeforbundet, altså forløberen for FN, i Genève. Le Palais des Nations var i flere år en af Europas største civile bygninger efter slottet i Versailles. I løbet af de næste årtier og frem til i dag bliver Genève et af verdens stærkeste diplomatiske og humanitære knudepunkter. Her er diplomater og internatinonale NGO’er well connected i særklasse.
Anden Verdenskrig bekræfter den bevæbnede neutralitet
Schweizerne havde hele tiden vidst, at en neutralitet koblet med pacifisme ikke ville sikre deres uafhængighed og frihed. Ligesom Machiavelli havde de erfaret, at i en verden af onde mennesker må de gode gå under, hvis de kun kan det gode og aldrig skruer bissen på.
Schweiz var nu på alle sider omgivet af de nazistiske og fascistiske magter
Allerede frem mod Første Verdenskrig investerede schweizerne i enorme fæstningsværker, og mobiliseringen var tilsvarende omfattende. Samtidig husede schweizerne mange politiske flygtninge. Eksempelvis Lenin.
Truslen udefra blev dog langt værre i Anden Verdenskrig. For schweizerne var det et chok, at Nazityskland kunne løbe Frankrig over ende så hurtigt. I juni 1940 falder Paris, og længere mod syd flygter 40.000 franske soldater fra tyskerne ind i Schweiz med nederlaget malet i øjnene. Schweiz var nu på alle sider omgivet af de nazistiske og fascistiske magter eller Vichy-Frankrig, der adlød Hitler. En ø af frihed midt i Europa. Eller måske snarere en bunker.
Le Réduit National – planen om en tilbagetrækning til bunkers i Alperne
Det er her, hvor eden ved Rütli ved Vierwaldstättersøen kommer ind i billedet igen. Som umiddelbar reaktion på Frankrigs kapitulation holder schweizernes præsident Marcel Pilet-Golaz en tale over radioen om tilpasning til den svære situation. Den tale tolker mange som udtryk for defaitisme, altså modløshed.
Men schweizernes øverstbefalende general, Henri Guisan, så anderledes trodsigt på situationen. Han beordrede landets 500 øverste officerer ombord på dampskibet Stadt Luzern og fragtede dem over Vierwaldstättersee til engen ved Rütli den 25. juli 1940. Egentlig var det temmelig risikabelt sådan at samle alle de øverste officerer i en båd. Vore dages efterretningstjenester ville næppe have anbefalet at udsætte sig for den risiko for attentater. Men for Guisan skulle det symbolisere, at alle var i samme båd.
Kernen i Guisans tale og efterfølgende handlinger var, at schweizerne som neutral stat kunne forsvare deres frihed og uafhængighed, og at dette ikke kun ville kræve, at alle kæmpede til sidste patron, men også en tilbagetrækning til Alperne – den såkaldte réduit.
Kalkulen var benhård: Fæstningsværkerne langs grænsen, som i hovedsagen var opbygget i forbindelse med Første Verdenskrig, skulle i tilfælde af en invasion tjene til at forsinke fjenden, så hæren helt kunne trække sig tilbage til Alperne. Det ville også betyde, at over halvdelen af landet med civilbefolkning og industri med videre ville blive prisgivet fjenden, altså tyskerne.
Uafhængigheden er central for schweizernes selvforståelse og forsvarsvilje
Så hvorfor kunne schweizerne bevare deres uafhængighed i Anden Verdenskrig? Besvarelsen af spørgsmålet er kritisk for schweizerne. Ikke kun for deres egen stolthed over frihed, neutralitet og humanitet, men også for deres troværdighed som værter for fredskonferencer og de gode diplomatiske tjenester.
i dag synes schweizerne hovedsageligt at være enige om, at de i en ekstrem svær tid bevarede deres egen frihed og trods alt gav asyl til mennesker, der senere skulle blive værdifulde for europæernes moralske genrejsning
Et endegyldigt svar opnås nok ikke, men efter den 12.000 sider stærke beretning aflagt i 2002 af Bergier-Kommisionen anerkendes det af stadig flere, at schweizernes egen forsvarsvilje baseret på frihed, selvstyre og demokrati var formidabel, men at det var tvivlsomt, om Schweiz ville have bevaret sin uafhængighed som demokratisk samfund, hvis ikke de allierede havde vundet krigen. Andre vigtige forklaringsfaktorer er, at schweizerne handlede flittigt med Nazityskland, købte nazisternes røvede guld og tillod godstransport mellem Tyskland og Italien over Gotthard. Schweizerne optog også kun et begrænset antal flygtninge fra nazisterne, og fra 1939 fik alle jøder stemplet et ”J” i deres pas.
Rene idealister vil ikke kunne være stolte af dette, men i dag synes schweizerne hovedsageligt at være enige om, at de i en ekstremt svær tid bevarede deres egen frihed og trods alt gav asyl til mennesker, der senere skulle blive værdifulde for europæernes moralske genrejsning, såsom Thomas Mann.
Når konsensus og politisk modenhed opøves i direkte demokrati
Når schweizerne ser sig som oplagte værter for gode tjenester, skyldes det også, at de ser deres konsensusorientering som et stærkt fundament for diplomati.
Et særtræk i Schweiz’ historie er det såkaldte konkordanzdemokrati. Konkordanz betyder enighed og indebærer, at konsensus er en dyd, hvor forskellige interesser bøjer sig ind mod midten i stedet for den ødelæggende polarisering, som ses i eksempelvis USA. Konkordanzdemokratiet har i årtier været baseret på den såkaldte trylleformel. Den indebærer, at Schweiz’ regering, der altid kun består af syv (7!) ministre, fordeles til de fire største partier efter formlen 2+2+2+1.
Konkordanzen hænger tæt sammen med føderalismen. Allerede det faktum, at der i Schweiz altid kun er syv ministre, er et vidnesbyrd om, at mange beslutninger ikke træffes på nationalt niveau, men netop i de 26 kantoner. I EU har man i årevis talt om subsidaritetsprincippet, der dog som begreb ikke ligefrem har haft højkonjunktur under finanskrise og pandemi. I Schweiz praktiseres subsidaritetsprincippet, der betyder, at magten delegeres nedefra fra kommuner og kantoner og op i stedet for oppefra og ned. Det fremgår endog meget tydeligt af forfatningens første og prominente artikler.
Men hvilke lande er da også perfekte? Ingen
Forfatningen fra 1848 havde dog doseret elementer af direkte demokrati med forsigtighed. Forklaringen, der måske umiddelbart kan lyde paradoksal, var, at forfatningens liberale fædre (…) så en fare for i demokratiske dynamikker, der kunne gå for hurtigt og blive domineret af reaktionære kræfter … Folkeafstemninger indføres dog allerede i 1874, og i 1891 endvidere folkeinitiativer, hvor en andel af de stemmeberettigede kan begære et spørgsmål sat til folkeafstemning. Igen var schweizerne avantgarde i en politisk orden for frihed, konsensus og demokrati.
Igen kunne de dog netop også bygge på en tradition, hvor man (og netop kun mand) havde øvet sig igennem århundreder i kantoner og kommuner. Og her kunne borgerne ikke kun afgive stemmer, men også løfte deres stemmer. S Woot ischt frei – Ordet er frit! Kommer det til afstemning, sker det ved oprækning af hånd. Eller sabel … Borger og våbenfør mand hænger uadskilleligt sammen ligesom eksempelvis i antikkens Athen.
Pinligt nok blev schweizerne dog længe hængende i den patriarkalske orden. På nationalt plan fik kvinderne først stemmeret i 1971, og i Kanton Appenzell måtte de vente til 1991.
Men hvilke lande er da også perfekte? Ingen. Alle lande har en historie med blod på hænderne eller samvittigheden. Men schweizerne har vist, hvordan der med neutralitet, selvstyre og en fri politisk orden – samt lidt held og tricks – kan skabes forsoning og fred på tværs af sproglige, kulturelle og religiøse skel. Schweizerne forstår derfor også sig selv som en Willensnation – altså en nation bygget på en politisk vilje til at leve sammen og afstemme løsninger, hvor forestillinger og præferencer ellers går i forskellige retninger. Deres land har i deres egen og mange andres optik karakter af en model for forsoning og fredelig sameksistens. Derfor tilbyder de sig som værter på Hotel Bürgenstock over Vierwaldstättersee.
Se andre artikler af Jakob Cold her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
