KRIG I UKRAINE // BAGGRUND – Ny lovgivning søger at kappe Den Ukrainske Ortodokse Kirkes bånd til patriarkatet i Moskva, men det kan let komme i strid med internationale konventioner om tros- og religionsfrihed.
I skyggen af den uafsluttede krig finder der en stor og omfattende genopbygning sted i Ukraine. Fysisk i form af bygninger og infrastruktur, men også mentalt og åndeligt i form af navngivning af gader, monumenter, og offentlige steder associeret med det russiske imperium, sovjetimperiet eller det nuværende Rusland. Det kan kaldes en “åndelig afkolonialisering” i den forstand, at det handler om at frigøre sig fra den kulturelle og civilisatoriske kolonialisering af Ukraine, som i et nationalistisk ukrainsk perspektiv har stået på i århundreder.
Denne afkolonialisering påvirker også synet på ortodoks kristendom i Ukraine og kommer til udtryk i en ny lov, som med henvisning til national sikkerhed vil indskrænke religionsfriheden for visse ortodokse i Ukraine. Denne lov blev omdrejningspunktet for mange samtaler, da jeg den 7.-11. april besøgte en række kirker, kirkeledere og embedsmænd i Ukraine.
Religionsfriheden
Allerede efter få minutters kørsel ind i Ukraine fra den ungarske grænse stødte vi på den første ortodokse kirke i en lille grænselandsby. Kirkerne, de ortodokse kors og ikonerne er gennem århundreder vokset sammen med det frodige ukrainske landskab. De symboliserer tradition, historie og identitet. Ortodoks kristendom i Ukraine handler i den forstand i mindre grad om de finere teologiske distinktioner eller trosbekendelser og i højere grad om netop tradition, historie og identitet. Den rolle, som ortodoks kristendom spiller i det nutidige ukrainske samfund, har således meget at gøre med at føle sig som “en rigtig ukrainer”.
Et af de emner, som fyldte i alle møder med kirkeledere og embedsmænd, var det lovforslag, som i disse uger behandles i det ukrainske parlament, det såkaldte Lovforslag 8371 med underoverskriften Om beskyttelsen af den nationale og offentlige sikkerhed, menneskerettigheder og frihed i forhold til religiøse organisationer. Loven er bemærkelsesværdig og har tiltrukket sig en del international opmærksomhed.
Den ideologiske og teologiske blåstempling af krigen fra Den Russisk-ortodokse Kirkes side ses af mange ukrainere som et udtryk for hybrid krigsførelse
Den kan være afslutningen for den ene af de to ukrainske ortodokse kirker, Den Ukrainske Ortodokse Kirke, som historisk har været forbundet til Den Russisk-ortodokse Kirke, som ledes af Moskva-patriarkatet. Dermed kan loven siges at indskrænke religionsfriheden for medlemmerne af de mange tusinde menigheder under Den Ukrainske Ortodokse Kirke, som på trods af Moskva-patriarkatets tilslutning til krigen ikke er gået over til den anden af de ortodokse kirker, Den Ortodokse Kirke i Ukraine, som er under Det Økumeniske Patriarkat i Konstantinopel.
Hellig krig i Ukraine
Ved invasionen i februar 2022 sluttede Den Russisk-ortodokse Kirke helhjertet op om krigen, og denne tilslutning er senest blevet ikke blot gentaget, men skærpet i marts 2024 med patriark Kirills betegnelse af invasionen som “en hellig krig”. Den ideologiske og teologiske blåstempling af krigen fra Den Russisk-ortodokse Kirkes side ses af mange ukrainere som et udtryk for hybrid krigsførelse, og Den Russisk-ortodokse Kirke bliver i stigende grad set som en trussel mod national ukrainsk sikkerhed.
Dette har stillet Den Ukrainske Ortodokse Kirke i en meget vanskelig situation, hvor det er umuligt ikke at vælge side. Kirkens leder er metropolit Onufriy, som ganske vist fordømte den russiske invasion og “broderkrigen” i 2022, men alligevel fortsatte efter invasionen med at bede for patriark Kirill i kirkebønnen og på den måde fastholdt en symbolsk forbindelse til Den Russisk-ortodokse Kirke.
I januar 2023 udløb Den Ukrainske Ortodokse Kirkes ret til at bruge det historiske klosterkompleks Kyiv-Pechersk Lavra, “huleklosteret”. Klosteret er symbolsk forbundet med kristningen af Ukraine i middelalderen og er derfor vigtigt både for Den Ukrainske Ortodokse Kirke og for den ukrainske nationale selvforståelse. Den Ukrainske Ortodokse Kirke ønskede ikke frivilligt at opgive klosteret, og for mange ukrainere blev det set som en “åndelig besættelse” af en vigtig national ukrainsk identitetsmarkør, huleklosteret. Det førte til yderligere modstand mod Onufriy og hans kirke i det ukrainske samfund.
I årene efter 2018 har dét, at en sognemenighed har forladt den Moskva-tro del af kirken for at blive en del af den uafhængige Ortodokse Kirke i Ukraine, været et bevidst udtryk for en åndelig afkolonialisering
Efterfølgende holdt det ukrainske etnopolitiske ministerium en konference i juni 2023 om “åndelig kolonialisering af det ukrainske territorium”, hvor sammenkædningen mellem afkolonialisering og sikkerhed blev understreget. Samtidig blev der i løbet af 2023 udarbejdet forslag til en lov, som skulle forbyde religiøse organisationer, som er under indflydelse af religiøse centre i Rusland – den lov, som nu i revideret form diskuteres i Ukraine.
Det første lovforslag blev i 2023 kritiseret for at begrænse religionsfriheden uden at gavne sikkerheden i Ukraine og for at stille tilhængere af Den Ukrainsk Ortodokse Kirke i Ukraine i en meget vanskelig situation; ved ikke at opgive medlemskab af kirken bliver de ikke blot set som andenklassesborgere, men som kollaboratører og agenter for åndelig kolonialisering. Den reviderede lov, som diskuteres i disse dage, viderefører disse problematiske aspekter.
At Den Ukrainske Ortodokse Kirke historisk og kirkeretsligt er forbundet til Moskva-patriarkatet er korrekt. Indtil Den Ortodokse Kirke i Ukraines selvstændighed i 2018 var alle ortodokse kristne i Ukraine del af Den Ukrainske Ortodokse Kirke. Dens sogne er stadig spredt ud over hele Ukraine og i stigende grad uden for Ukraine – også i Danmark.
I årene efter 2018 har dét, at en sognemenighed har forladt den Moskva-tro del af kirken for at blive en del af den uafhængige Ortodokse Kirke i Ukraine, været et bevidst udtryk for en åndelig afkolonialisering. Selv om mange har forladt Den Ukrainske Ortodokse Kirke, så er der stadig et stort mindretal – nogle mener omkring 40 pct. af det samlede antal ortodokse – som stadig er en del af kirken.
Selv om ukrainske myndigheder og ikke mindst den uafhængige Ortodokse Kirke i Ukraine ønsker loven, så kan den vise sig vanskeligt forenelig med tros- og religionsfrihedsrettigheder i internationale konventioner
I maj 2022 afbrød Den Ukrainske Ortodokse Kirke ifølge egne oplysninger det kirkelige bånd til Moskva, men hvad kirkens status egentlig er nu, er uklart. Ifølge ukrainske myndigheder er kirken stadig forbundet med Moskvapatriarkatet, og kirken risikerer med indførelsen af lov 8371 at skulle modbevise, at den har administrative, kirkelige eller kulturelle bånd til Moskva. Ellers risikerer den at blive forbudt i Ukraine, enten helt eller delvist. Hvis det sker, vil bygninger og institutioner blive overdraget til den uafhængige Ortodokse Kirke i Ukraine, hvilket kritikere af lovforslaget netop ser som meningen med kampagnen for åndelig afkolonialisering.
De internationale konventioner for tros- og religionsfrihed anerkender, at religionsfriheden kan indskrænkes med henvisning til statens sikkerhed. Hvis Den Ukrainske Ortodokse Kirke har medvirket og understøttet den russiske aggression ideologisk og praktisk, så kan der være tale om grundlag for at forbyde kirken. Men omvendt er narrativen om den åndelige kolonialisering meget bredere, og et forbud mod Den Ukrainske Ortodokse Kirke, grundet i at den historisk eller kirkeligt har været forbundet til den russiske kirke eller bredere til den russiske imperiale kultur og det nuværende russiske styre, er mere usikkert.
Her er vi rent tros- og religionsfrihedsmæssigt ude på tynd is. Selv om ukrainske myndigheder og ikke mindst den uafhængige Ortodokse Kirke i Ukraine ønsker loven, så kan den vise sig vanskeligt forenelig med tros- og religionsfrihedsrettigheder i internationale konventioner, hvis den umuliggør et stort ortodokst mindretals religiøse tilhørsforhold med henvisning til en åndelig afkolonialisering.
Læs mere af Jonas Adelin Jørgensen i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver lørdag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
