DIPLOMATI // ESSAY – Mange ældre generationer har fået FN’s rolle og grundlæggende værdier ind med modermælken, men de udfordringer, organisationen står over for i dag med interne magtkampe og eskalerende verdenskonflikter, efterlader ikke længere meget overskud til det usynlige diplomati, som tidligere sås i blandt andet underholdningsbranchen – og her spillede den danske filmmand Mogens Skot-Hansen en stor rolle. Datteren Dorte fortæller her om faren, der var FN’s mand i Hollywood.
I Per Flys film Hammarskjöld – Fight for Peace får vi billedet af den rolle, FN’s generalsekretær Dag Hammarskjöld påtager sig i kampen for et demokratisk og fredeligt Congo. En kamp, han fører med stort mod, men taber med livet som omkostning.
Men Hammarskjöld optrådte også som repræsentant for FN i andre, mere fredelige sammenhænge. Her besøgte han i 1954 Hollywood for at støtte min far, filmmanden Mogens Skot-Hansen, i hans arbejdet med at synliggøre FN i filmbyen.
Også hans senere undersekretær Ralph Bunche, som ses som den mere besindige diplomat i Flys film, besøgte Hollywood i 1951. Begge besøgene kan ses som et mere usynligt diplomati, som stort set ikke er beskrevet i de officielle kilder.
Formålet med jobbet var at bygge en positiv kontakt mellem filmindustrien og FN ud fra en ny strategi, der gik ud på, at det ville være mere effektivt at ”smugle” FN’s idéer og værdisæt ind
Heller ikke min fars arbejde i Hollywood, en indsats, som i dag snarere ville blive betegnet som public relations eller måske product placement, er kendt af offentligheden.
Min far var fra 1947-49 leder af FN’s European Film Office i Paris, der producerede informations- og dokumentarfilm om det nystiftede FN’s værdigrundlag og virke. I 1949 fik han tilbudt et nyt job som en slags ambassadør for FN i Hollywood, et job, han straks sagde ja til, og vi flyttede som familie til L.A. samme år.
Formålet med jobbet var at bygge en positiv kontakt mellem filmindustrien og FN ud fra en ny strategi, der gik ud på, at det ville være mere effektivt at ”smugle” FN’s idéer og værdisæt ind i de underholdningsfilm, som mere end 200 millioner mennesker så hvert år, frem for at satse på de mere traditionelle propagandafilm.
Rustet til Hammarskjöld
Min far havde en særlig evne til at komme i kontakt med de rigtige mennesker, og det kom ham til gode i arbejdet i Hollywood, der netop handlede om at skabe netværk og anledninger til samarbejde. Derfor var han godt rustet, da Dag Hammarskjöld meldte sin ankomst i Hollywood.
Her blev der arrangeret en lang række møder med prominente filmfolk, blandt andet med filmselskabet MGM’s stifter, produceren Samuel Goldwyn. Goldwyn, som helhjertet støttede idéen med at synliggøre FN, mente, at det skulle være diskret, for som han sagde til Hammarskjöld under mødet: ”We make films for entertainment. If you want a message, go to Western Union.”
Ud over de mere formelle møder holdt mine forældre et mere uformelt cocktailparty for Hammarskjöld i privaten på Tigertail Road i Brentwood. Min mor skriver begejstret hjem om æresgæsten, at ”han er ualmindelig sød og strålende begavet”, og tilføjer, at ”Dorte betragtede ham som en gammel ven og gik med ham i hånden”.
Næste dag inviterede de Hammarskjöld med på picnic i Mojaveørkenen, hvor der i dagens anledning var dug på det sammenklappelige picnic-bord og snaps i køletasken. Hammarskjöld nød picnic’en under Joshuatræet i den hede ørken, hvor han for et øjeblik fik fri for verdens fortrædeligheder.
I sit takkebrev til min far skriver Hammerskjöld: ”It was very pleasant to be entertained in your home and to meet with such a friendly and stimulating group of motion picture writers and directors. And I am sure you already know how much I enjoyed that automobile trip to the Mojave Desert!”.
Også borgerrettighedsforkæmperen og nobelpristageren Ralph Bunche besøgte Hollywood. I den forbindelse besluttede The Motion Picture Academy at hylde Bunche med en FN-frokost på Beverly Hills Hotel, der også dengang var ”stedet” i L.A.
Her talte han ifølge min far ”fortræffeligt” om storpolitik og ikke mindst Palæstina, som min far konstaterer ”var et nærliggende emne for størstedelen af forsamlingen”. Min far så dog ikke kun positivt på filmbyens varme modtagelse af Bunche og kaldte det et ”sandt Bunche-orgie”:
”Man benyttede lejligheden til at betale noget af sin dårlige samvittighed i racespørgsmålet ved at spise mad og drikke cocktails og holde taler for en mand, der var næsten n****. Man var ganske flov på værternes vegne. Stakkels Bunche blev slæbt fra sted til sted fra frokoster gennem cocktails til middage med påfølgende massemøder.”
Til Oscar-fest i naboens Cadillac
I forbindelse med Oscar-festen var mine forældre akademiets gæster sammen med Bunche til Supper Dance på Romanoffs. Min far havde i dagens anledning lånt naboens nye Cadillac og fået hans unge nevø til at køre bilen i en lejet chaufføruniform, så de som FN-ambassadører kunne ankomme standsmæssigt.
Min mor var efter sin egen mening heldig at have sin mand på den ene side og Bunche på den anden, for som hun skrev hjem: ”Han var meget sød og naturlig, og mens hele verden fejrer ham med nobelpris og fakkeltog, så gjorde Hollywood ikke noget særligt for ham. De fleste vidste knap nok, hvem han var.”
Bunche var dog ikke desto mindre blevet bedt om at overrække en Oscar for årets bedste film til Joseph F. Mankiewicz’ All About Eve på The Pantages Theatre, så helt ukendt var han formentlig ikke.
Han var den første afroamerikaner, der optrådte som presenter til The Academy Awards, og i sin tale til det stjernebesatte publikum talte han om spillefilmens rolle i et demokratisk samfund: ”It is imperative to our way of life that this great medium be kept fully free. In our society, freedom must be accompanied by sober responsibilities and obligations.”
Bunche påtog sig yderligere et hverv under besøget i Hollywood. I samarbejde med UCLA blev der afholdt en fingeret General Assembly of Security Control, hvor man simulerede en krigstilstand mellem to stater, som skulle løses. Udvalgte universiteter i Californien sendte delegationer, der skulle sætte sig ind i de politiske forhold omkring et bestemt medlemsland, og som min far skriver, blev de afrikanske lande ”naturligvis repræsenteret ved n****studenter”.
Bunche, som havde spillet en central rolle i mæglingen i Mellemøsten mellem de arabiske stater og Israel i slutningen af 1940’erne, påtog sig formandsposten for generalforsamlingen, et hverv han som tidligere UCLA-studerende med glæde sagde ja til.
Mange år senere blev UCLA’s Center for African American Studies i 2003 omdøbt til the UCLA Bunche Center som led i fejringen af hundredårsdagen for hans fødsel.
Men hvad foretog min far sig egentlig ud over de mange frokoster og cocktailfester – og havde det nogen effekt?
I slutningen af 1940’erne eksisterede der allerede en Unesco-komité i Hollywood med kendte ansigter som divaen Myrna Loy og instruktøren Frank Capra, der med mere eller mindre held havde forsøgt at synliggøre FN i filmbranchen. Men ledelsen i FN mente, der var behov for en mere målrettet indsats, for som min far skriver i en kronik med titlen ”The UN Story” til The Los Angeles Times:
”UN har sendt mig til Hollywood for at oprette et kontor, hvor forfattere, producenter, instruktører, og enhver, der beskæftiger sig med film, kan blive forsynet med materiale, af hvilket der kan findes nye manuskriptidéer, baggrund og helte. Vi er her, fordi vi ved, at the UN Story er den vigtigste story i vor verden.”
Elskværdig ligegyldighed
Helt nemt var det ikke i starten, for som han skriver i et personligt brev til en kollega i New York, kan den samlede filmindustris indstilling til FN sammenfattes i ordene ”elskværdig ligegyldighed”, og han fortsætter:
”Der er ikke noget at sige til, at industrien ikke har modtaget UN’s udsending med hornorkester og blomsterbombardement. Californien ligger så trygt og langt fra verden, at man ikke behøver interessere sig for verdens problemer, og for øvrigt regner man kun med ting, der har succes, og det mener man ikke UN har for øjeblikket. Man følger de politiske diskussioner i Lake Success (UN’s hovedkvarter) som en baseball-kamp, og de fleste er af den opfattelse, at Rusland har for mange runs.”
Men snart gik min fars hjemmekontor i aktion. Mere end 200 Hollywood-forfattere, instruktører og producenter stod på en mailingliste, hvor de et par gange om måneden modtog stof om dramatiske FN-begivenheder rundt i verden. Hans ambition var at sende ”det rette materiale til de rette personer på det rette tidspunkt”.
Samtidig skulle han finde en hårfin balance mellem en attitude, der passede sig for en FN-repræsentant, og den mere afslappede stil, der fungerede mest effektivt i filmbranchen. Han var altid klædt på til lejligheden, og han skriver selv om sit valg af påklædning til et vigtigt møde med en top-Hollywoodproducent: ”Jeg iførte mig det pæne grå sæt (for at understrege det officielle) og det lyseblå slips (for at antyde det kreative).”
I Richard Pattersons artikel ”The UN in Hollywood: A lesson in Public Relations” i Hollywood Quarterly fra 1951 opregner artiklens forfatter seks film, hvor UN indgår.
Heriblandt When Worlds Collide, hvor man følger et krisemøde i FN, Storm over Tibet, der handler om en Unesco-ekspedition, Mister 880, hvor en fransk oversætter er ansat i FN, og Here Comes the Groom, hvor hovedpersonen, spillet af Bing Crosby, arbejder for en FN-organisation for forældreløse børn i Paris. Men graver man lidt dybere, var både Burt Lancaster og Frank Capra, der producerede den sidstnævnte film, i forvejen involverede i Unesco-arbejde.
I den ”Periodic Report” der blev udarbejdet af FN’s Department of Public Information om min fars indsats i perioden 1952-53, står der: ”Mogens Skot-Hansen has continued doing a first-class job in an extremely difficult and delicate field. Always willing to accept responsibility, he has put his qualities of imagination and energy to good use and achieved results of great benefit to the Department. His devotion and loyalty towards the United Nations is beyond reproach.”
Min far blev den første og sidste, der besad stillingen som ambassadør for FN i Hollywood. Om hans indsats reelt gjorde en forskel, er svært at vurdere
Men også Hollywood satte pris på min fars indsats. I forbindelse med The Hollywood Foreign Correspondents Associations Farewell Dinner fik han overrakt en Golden Globe med inskriptionen “in grateful recognition of his outstanding services in cementing international understanding”.
Første og sidste FN-ambassadør
Min far blev den første og sidste, der besad stillingen som ambassadør for FN i Hollywood. Om hans indsats reelt gjorde en forskel, er svært at vurdere. Men noget må han have gjort rigtigt, for hans overordnede i FN forlængede løbende hans ansættelse til i alt fem år, og derefter var der tale om en ny stilling i hovedkvarteret i NY.
Men nu skulle familien hjem, min søster og jeg skulle i dansk skole, og familien i Danmark trak. Min far var heller ikke helt tilfreds med den sidste tid i Hollywood og skrev i et brev hjem:
”Min forretning går meget sløjt. Der er desværre meget få kunder i butikken, blandt andet fordi filmskaberne har betydelig vigtigere ting at løse for øjeblikket end UN. Heldigvis er den almindelige stemning mod UN betydelig bedre, og vi har haft mange gode arrangementer med støtte fra de mest konservative kredse. Det er en afgjort forbedring.”
Ser man på de udfordringer, FN står over for i dag med interne magtkampe og eskalerende verdenskonflikter, er der ikke meget overskud til det ”stille diplomati”, der handlede om at støtte verdensfred og menneskerettigheder gennem kunst og kultur.
Netop derfor er Per Flys film om Hammarskjöld – ud over at være en kunstnerisk præstation – også en must-see film for en generation, der måske ikke har fået FN’s grundlæggende værdier ind med modermælken.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
