Folkeskolens sorte samvittighed – beklagelsen af fortiden mangler

i Børn & unge/Danmark/Historie af

KRONIK – For mange ældre danskere, som i dag er i 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne, gjaldt det om at komme hurtigst muligt ud af skolen, ud af 7. klasse, ud til dårligt betalte, ufaglærte job, fordi de ville væk fra tæsk og verbale ydmygelser. Forfatter Niels Roed og tidligere uddannelsesleder Kurt Hansen ser i denne kronik på Folkeskolens voldelige arv og spørger, hvorfor der aldrig er kommet et opgør med lærerne og den fysiske afstraffelse?

1814 er et vigtigt år for den danske folkeskole. Der kommer en ny folkeskolelov, og vi får hermed det, der senere er blevet kaldt for folkeskolens grundlov: En lov om syv års gratis skolegang for alle drenge og piger.

Når man ser på, hvordan uddannelsesvæsnet har udviklet sig siden, må det kaldes for en succes. Vi er i dag en nation af højtuddannede. 1814 er derfor et år, der er værd at fejre, hvilket det da også blev i stor stil i 2014, 200-året for skoleloven.

Noget, der ikke blev fejret, og som er den direkte årsag til denne kronik, er en efter vores mening lige så vigtig begivenhed som den med syv års gratis skolegang. Skoleloven fra 1814 handler nemlig også om disciplin og straf, og her møder vi nu et barnesyn, som er et opgør med det barnesyn, der herskede før 1814, hvorfra skoleberetningerne bogstavelig talt vader i blod. Nu skal børn behandles med respekt.

Lovbruddet der ville forstyrre festen

I §27 i ”Instruktion for lærerne” siges det helt tydeligt: ”Han må aldrig tillade sig at give børnene ørefigen, stød eller slag med hånden, at knibe dem, eller bruge skældsord imod dem”.

Denne §27 burde som sagt også have været fejret i 2014 for dens humanitet. Men ikke engang jubilæumsårets flagskib, det storslåede fembindsværk Dansk skolehistorie. Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år, fandt det vigtigt at nævne dette humanistiske fremskridt.

Lussinger, knytnæve i maven, to hoveder slås sammen, hak over fingrene med linealen, riv i nakkehårene, ryk i ørerne, slag i hovedet med den tykke ende af en pegepind…

En grund til at denne paragraf ikke blev officielt fejret var måske, at den ikke blev overholdt før indførelsen af ny lovgivning i Folketinget i 1967, der gjorde det ulovligt at anvende korporlig afstraffelse af børn i skolen.

Det lange lovbrud ville måske forstyrre festen for verdens bedste folkeskole, og skabe tvivl om folkeskolen nu også er en af landets vigtigste kulturinstitutioner, som både skolefolk og politikere med jævne mellemrum hævder. Og der ville også blive stillet store spørgsmålstegn ved, om Danmark er et kristent land.

Afstraffelserne

Hvad vil det så sige, at paragraffen aldrig blev overholdt? Det betyder, at lærerne i folkeskolen straffede eleverne ulovligt.

Ulovlighederne bestod i lussinger, knytnæve i maven, to hoveder slås sammen, hak over fingrene med linealen, riv i nakkehårene, ryk i ørerne, slag i hovedet med den tykke ende af en pegepind, ryk i kind, ryk i hår, slag oven i hovedet med knyttet hånd, slag over panden med knyttet hånd, spark, slag oven i hovedet med nøgleknippe, kaste nøgleknippe efter elev i klasseværelset, kaste tavlekridt efter elev i klasseværelset, slag oven i hovedet med en violinbue.

Dertil kom straffe som at skulle skrive 200 gange til næste dag: ”Jeg må ikke snakke i timen”; eftersidninger, hvor eleven en hel time skal stirre på et kryds på tavlen; en pige i 4. klasse bliver i 1959 låst inde i et afsidesliggende kosteskab klokken 11 om formiddagen og bliver først lukket ud klokken seks om aftenen. Og endelig mange læreres flittige brug af alle mobningens nedbrydende former.

Lærere hævdede, at hvis de ikke måtte slå eleverne, så ville eleverne tage magten i klasseværelset, ja de ville begå mytteri, som en underviser udtrykte det

Hvordan ved vi nu, at alt det her er sket? Det ved vi fra personlige beretninger, som findes i lokalarkiver landet over, fra selvbiografier og fra skolegrupper på Facebook.

Blev der protesteret over disse horrible forhold? Ja, både i pressen og hos forældrene. Det store problem var dog, at flertallet af forældre og skoleelever ikke var klar over, at lussinger var forbudt. Skolen gjorde intet for at informere om §27. Tværtimod hævdede lærere, at hvis de ikke måtte slå eleverne, så ville eleverne tage magten i klasseværelset, ja de ville begå mytteri, som en underviser udtrykte det.

Et skolemiljø baseret på frygt

Alle disse overgreb gav helt forståeligt mange elever angst for at komme i skole. Og når de så sad derhenne i klasseværelset, var de så bange for, hvad læreren kunne finde på, at de ikke kunne koncentrere sig om undervisningen. Det kan selvsagt være svært, når man konstant har ondt i maven, og hjertet hamrer løs. Det faglige udbytte var ringe, og mange gik ud af 7. klasse. De kunne simpelthen ikke klare skolen mere. En uddannelse blev ikke en mulighed for dem.

Ud over angsten for at gå i skole medførte læreres fysiske overgreb skader på elever: Der er eksempler på hjernerystelse, sprængt trommehinde, nedsat hørelse. Mange elever mistede desuden enhver form for selvtillid i dette skolemiljø baseret på frygt, noget der plagede mange langt op i voksenalderen: At overvære at kammerater blev slået i klasseværelset gav en voldsom stress.

Hvem svigtede børnene?

Hvem havde så ansvaret for disse forhold? Et muligt emne er skolekommissionerne, som allerede fra 1814 havde til opgave at føre tilsyn med skolerne. Hvilket de jo så ikke gjorde på det område, vi for nemheds skyld har valgt at kalde for skoletæsk. Det får os til at tænke på Drengehjemmet Godhavn, som statens tilsyn svigtede så groft.

Folkeskolen var frem til 1993 en statslig institution, så den danske stat svigtede også folkeskolen.

Et andet emne, som efter vores mening er den hovedansvarlige, er Danmarks Lærerforening, der blev dannet 1874, og som fra det tidspunkt burde have stoppet dets medlemmer i at udøve deres magtmisbrug.

Vi spørger med denne kronik om Danmarks Lærerforening gik ind for vold? Det gør vi, fordi foreningen kunne have forhindret volden og overgrebene, hvis den havde villet det. Men det ville den ikke. Tværtimod kæmpede den med næb og klør for at bevare retten til at slå i skolen. Ikke engang det faktum, at spanskrøret var den eneste straf, der var tillladt, kunne få den på andre tanker.

Vi spørger med denne kronik om Danmarks Lærerforening gik ind for vold? Det gør vi, fordi foreningen kunne have forhindret volden og overgrebene, hvis den havde villet det

At lussinger, som var den mest anvendte straf, blev forbudt med skolelovene i 1814, og ikke senere blev tilladt, betød ingenting for læreren, som ellers qua sin stilling skulle foregå andre med et godt eksempel, skulle være rollemodel, og i hvis ansættelsespapirer, der stod, at diverse forskrifter skulle overholdes.

Men mange lærere følte sig hævet over lovene. En kunne i 1967 benægte at have givet en dreng i 5. klasse et sæbeøje. Da elevens far mødte op på skolen for at klage, svarede læreren simpelthen: ”Jeg har ikke slået ham”.

Danmarks Lærerforenings manglende handling

Foto: Københavns Museum.

At Danmarks Lærerforening var klar over, at lussinger var forbudt, illustrerer et citat fra 1949: ”Jeg har ikke sagt, at jeg som lærer har straffet fire gange i en time, men tværtimod, at jeg under en 23-årig lærergerning kun tre eller højst fire gange har givet en lussing.” Sagt af undervisningsminister Hartvig Frisch i Danmarks Lærerforenings medlemsblad Folkeskolen, s. 506

Folkeskolen skriver redaktionelt: ”Og dog 3-4 lussinger. Hvordan var det, blev uddeling af lussinger ikke forbudt allerede i skoleloven af 1814?”

At Danmarks Lærerforening også var klar over risikoen ved lussinger og andre slag på elevens hoved, tyder to citater på. Det første står i en bog fra 1909, udgivet på Danmarks Lærerforenings Forlag, med titlen Barnet, Haandbog for Hjem og Skole.

I afsnittet ”Øret og dets pleje” står der: ”Øret tør vel betragtes som det vigtigste af vore Sanseorganer”… ”Udsættes det ydre Øre paa en eller anden Maade for Overlast: Slag, Tryk, Træk, Sammenfoldning, kan der opstaa en Blodudtrækning mellem Brusken og Bruskhinden; en saadan efterlader næsten altid en deformitet af Øret. Ved et Slag paa Øret kan der opstaa en Bristning af Trommehinden”… ”Kommer der efter et Fald, et stærkt slag paa Hovedet eller lignende, Blødning fra Øret, maa man være meget varsom, idet det kan være et Tegn paa, at der er et Brud af selve Hjerneskallen;” s. 536.

Man må gå ud fra, at Danmarks Lærerforening læser sine egne udgivelser, og dermed om ikke før så i 1909 bliver klar over risikoen ved lussinger og andre slag.

Spanskrøret

Det andet citat forekommer 43 år efter, i 1952, hvor formanden for Danmarks Lærerforening, Niels Nielsen, deltager i Socialministeriets udvalg om ændring af hustugtsreglementet for opdragelseshjemmene. Udvalget foreslår afskaffelse af spanskrøret men bevarelse af lussinger.

Et mindretal, bestående af Niels Nielsen, kan ikke gå ind for afskaffelse af spanskrøret. Han skriver: ”… et forbud mod afstraffelse med spanskrør i opdragelseshjemmene vil nødvendigvis få konsekvenser for folkeskolen, og da det vil være utænkeligt – navnlig på grund af faremomentet – at indføre slag med flad hånd på kinden i folkeskolen, vil konsekvensen uvægerligt blive et forbud mod al legemlig revselse i folkeskolen.” (Hustugtsbetænkningen side 25.)

Formanden afslører her en kynisme, som ikke er i orden for en mand, der står i spidsen for landets lærere. Kynismen består i, at lussinger åbenbart ikke udgør noget faremoment for børnene på opdragelseshjemmene!

Er der i dag hos Danmarks Lærerforening en erkendelse af ansvar for og beklagelse af folkeskolens voldelige fortid? Desværre ikke

En beretning fra 1890’erne viser, hvor udspekuleret læreren kunne være, når det gjaldt risikoen ved lussinger:

”Jeg har flere gange før det store frikvarter kl. tre, puttet min skolemad op under blusen bagpå og så gået op og spurgt om jeg måtte gå hjem efter min glemte skolemad, og så lød det gerne – Har du skrevet godt i dag min dreng – Har du fået nogen lussinger – Næh – Så må du hellere få en, og så faldt den omgående, og han fortsatte gerne – Hvad var det du fik der. Og hvis man så svarede – En ørefigen hr. Lærer – Så fik man en forklaring om at han aldrig slog på øret, for så kan trommehinden sprænges, men så må du hellere få en til, så du kan huske den ramte på kinden, men det lærte man jo hurtigt at man skulle svare – En lussing, hr. Lærer. Men så fik man altid lov til at gå og man tog gerne den lussing for 10 minutters leg hjemme i gaden.”

Beklagelsen af fortiden mangler

Er der i dag hos Danmarks Lærerforening en erkendelse af ansvar for og beklagelse af folkeskolens voldelige fortid? Desværre ikke.

Foreningens formand Anders Bondo Christensen skriver i en mail: ”Jeg har selv oplevet at få lussinger og sågar klø i folkeskolen, men jeg vil påstå, at det har vi lagt bag os i folkeskolen, og jeg tror ikke, at der er behov for et opgør på dette område. Folkeskolen har faktisk et godt omdømme blandt de forældre, der har børn i skolen. Problemet er, at politikerne i deres iver for at markere politisk handlekraft har tegnet et skævt billede af folkeskolen og i den forbindelse fundet fin opbakning i medierne, der hellere fortæller om en fejl end om 1000 succeser.”

Ingen anden samfundsinstitution har historisk kunnet mønstre en så lang og ulovlig, menneskenedbrydende gerning og op gennem historien kæmpet med næb og klør for at sikre retten til at slå børn

Tidligere medlem af Danmarks Lærerforenings hovedbestyrelse Niels Christian Sauer har dog en anden mening:

”Lærerprofessionen er i mange ældre medborgeres øjne dybt kompromitteret af det modbydelige magtmisbrug, der fandt sted i skolen (og i nogen grad med DLF’s stiltiende accept), dengang de frekventerede den. En erkendelse heraf med tilhørende undskyldning overfor denne gruppe på professionens vegne vil kun gavne lærerne. Vi har brug for at distancere os officielt fra det, der skete, og det har vi aldrig gjort. Jeg er sikker på, at det faktisk forekommende degnehad i brede lag af befolkningen var medvirkende til, at det i 2013 var muligt at køre lærerne over på den måde, vi så. Jeg fornemmede i hvert fald en del hævntørst, mistillid og ligefrem skadefryd mellem linjerne dengang. Ja, det gør jeg faktisk stadig.” (Folkeskolen.dk, 24. marts 2017)

Niels Christian Sauers udtalelser er interessante, fordi de kobler en manglende eller tøvende opbakning til Danmark Lærerforening i forhold til statens overenskomstindgreb i 2013 til ældre medborgere, der har stået model til lærernes tæsk, og som har givet dem ar på krop og sjæl. Tæskene dengang kan have haft en afgørende indflydelse på disse menneskers sym- og antipatier. Også derfor bør DLF forholde sig historisk reflekteret til den periode, hvor tæsk var et bærende pædagogisk princip i afretnings-eller dannelsesprocessen.

Det var som samfundets repræsentanter, at lærerne gennem 153 år ulovligt tæskede børnene. Ingen anden samfundsinstitution har historisk kunnet mønstre en så lang og ulovlig, menneskenedbrydende gerning og op gennem historien kæmpet med næb og klør for at sikre retten til at slå børn.

DLF har i årtier været en ganske anden forening end dengang. Den samfundsmæssigt meget indflydelsesrige standsforening har de sidste halvtreds år udviklet sig til en faglig organisation.

Det er derfor ganske uforståeligt, at DLF i dag fortsat stikker hovedet i busken og ikke undsiger tidligere tiders overgreb. For mange nulevende ældre medborgere, som i dag er i 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne, gjaldt det som sagt kun om at komme hurtigst muligt ud af skolen, ud af 7. klasse, ud til dårligt betalte, ufaglærte job. Væk fra tæsk og verbale ydmygelser. Konsekvensen var oftest ufaglærte job livet igennem. Var tæskene også en del af at forme arbejderklassens og de underprivilegeredes børn til at være fremtidens lydige undersåtter i samfundet, ikke mindst på arbejdsmarkedet?

Spørgsmålet er vigtigt, men motiver og årsagsforklaringer må ikke skygge for, at DLF burde gøre op med den fortid, hvor de aktivt var med til at tæve børn og derved nedbryde deres personlighed og fremtidige livschancer.


Topillustration: Hos Inspektøren af Malthe Engelsted, 1885, KUNSTEN.

Niels Roed udgav i 2014 "Skoletæsk og lærernes ulovlige lussinger", 143 personlige beretninger fra 1880 til 1981. Han har desuden skrevet digtsamlingerne "Verden har åbnet sig for mig" (2016) og "Påtrængende billeder (2017)".

Kurt Hansen er tidligere MF for Venstresocialisterne, Formand for Landsforeningen indenfor beskæftigelsesområdet og arbejdet som leder og konsulent i private virksomheder og for kommuner.

Seneste artikler om Børn & unge