Bag Jerntæppet: Postkommunistiske forfriskninger i Draculas Natklub

i Europa/Liv & Mennesker/Rejse af

REJSEBREVE FRA UDKANTSEUROPA #16 – Journalisterne Anne Haubek og Thomas er nået til Moldova på deres rejse i den gamle kommunistiske verden. Det lille land har i det blodige tyvende århundrede gennemlevet en historie, som man skal være faghistoriker for at kunne holde nogenlunde rede på. Sammen med den lokale mand, Jurij, lægger Haubek og Ubbesen planen for en ekspedition til den sidste, endnu eksisterende Sovjet-republik i verden. 

MOLDOVA – Hotel Chisinaus enorme, skimmelgrønne lobby er som et gravkammer – tom, rungende og dødsens stille, da vi kommer tilbage efter at have fået noget at spise. Tre tavse, udtryksløse ansatte har fordelt sig i hvert sit hjørne, så fjernt fra hinanden som mulig: Den unge, kvindelige receptionist bag sin skranke, en ældre, forslidt kvinde bag sin dunkle, tomme bar og en hvidhåret bedemand i gråt jakkesæt tronende ganske stille i en lille boks under trappen – han fører tilsyn med sine underordnede, de to kvinder.

Ingen laver noget. Der er ikke noget at lave. Vi er de eneste gæster i det enorme, smuldrende cementhotel. Bedemandens hvide ansigt oplyses af et blåligt skær, da han sniger sig til at studere sin mobiltelefon under disken. Tiden er gået i stå i denne tyste hal, den formentlig afgik ved en stille død engang i generalsekretær Breshnjevs storhedstid i 1960’erne, i stagnationstiden.

Det I nok først og fremmest skal forstå, er at jeres historie og tilværelse intet har med vores at gøre” – Jurij

Men pludselig indfinder en fjerde person sig på scenen med larm og grin – det er Jurij, vores kontakt her i landet. En bamsemand omkring de 60, munter og jovial, taler perfekt engelsk, vil vide, hvad vi egentlig vil her i dette usle land?

Vi når lige at præsentere os lige og forklarer, hvad det handler om: At vi rejser gennem Østeuropa og taler med post-kommunister, og at vi er stærkt interesseret i at komme en tur til det frilandsmuseum for Sovjetkommunismen, som vi ved befinder sig ikke langt herfra. Han forsikrer, at den vare kan han sagtens levere, dvs. et besøg i Transdniester og oversættelse af samtaler med folk, der har oplevet kommunismen, og det der siden er fulgt. Og mere til.

”Ingen problemer, jeg er selv et eksemplar af ægte kommunistisk vraggods. En slags ekspert”, udbryder han kækt. Så inviterer han os på en lille én i kælderen.

“Vi er blevet kastet rundt i manegen”

Bag baren fører en smal trappe stejlt ned i hotellets underverden. For enden er der en læderpolstret dør, Jurij åbner den sært smilende og holder belevent døren. Vi tripper forundret ind i en snæver, mørk gang, der fører længere ned i dybet. Murene og hvælvingen over dem er opført af kæmpemæssige, fugtdrivende, grønlige granitblokke – hvis lobbyen er et gravkammer, er det en veritabel katakombe hernede. Klaustrofobisk, dunkelt, klamt.

”Bare rolig”, råber Jurij og fører os ind i en mørk grotte med skamler og råt sammentømrede borde i dværgstørrelse. ”Det er fake, det hele. Ha, ha, ha … det skulle vist ligne grev Draculas torturkælder eller noget i den stil. Noget kommunisterne fandt på i sin tid for at tiltrække turister. ’Stenene’ er lavet af papmaché, det hele er humbug. Men lad os lige få en flaske vin og snakke om tingene. Vi må lægge en plan.”

Han knipser med fingrene, og en lille fidel mand materialiserer sig øjeblikkeligt fra en sidetunnel.

”Hvormed kan jeg tjene herskaberne”, hører jeg ham – næsten – sige.

Tro mig. Den her region og de her mennesker er mærket af dybe sår og traumer – jeg ved dårligt nok, om de er i gang med at heles endnu.” – Jurij

Snart fremfører han grønstilkede glas og skænker en vidunderlig moldavisk Traminer-Riesling op til … herskaberne. Vi sipper lidt og roser moldavisk vinkunst. Et enligt neonrør kaster flimrende lys over vores blege, grøntonede selskab, idet Jurij går i gang med at sætte ord på sin personlige oplevelse af livet i Den Moldavisk Socialistiske Sovjetrepublik for 40-50-60 år siden:

”Det I nok først og fremmest skal forstå, er at jeres historie og tilværelse intet har med vores at gøre”, begynder han og aflægger uden videre sin professionelle jovialitet.

”I har levet et liv i uforstyrret tryghed og velstand, mens vi herovre er blevet kastet rundt i manegen gennem hele vores liv uden indflydelse på hverken vores samfund eller historien. Det er ikke for at I skal ynke mig eller os – men vi har bare levet på forskellige planeter. Og de er stadig vidt forskellige: Den her del af verden har ikke rejst sig fra virkningen af sovjetkommunismen endnu. Der er kun gået 30 år, og det kommer til at tage 100 år eller mere. Tro mig. Den her region og de her mennesker er mærket af dybe sår og traumer – jeg ved dårligt nok, om de er i gang med at heles endnu.”

Skål for The Fab Four

Dette lille område øst for Rumænien og vest for Ukraine – Moldova, Besarabien, Transdniestr eller hvad det nu er blevet kaldt i tidens løb – har i det blodige tyvende århundrede gennemlevet en historie, som man skal være faghistoriker for at kunne holde nogenlunde rede på. Det har skiftet hænder og navn så mange gange, at folk svimler omkring og i realiteten dårligt aner, i hvilken nation de hører hjemme.

Jurij tilhørte en ret ordinær sovjet-familie, der boede i en ganske gennemsnitlig kommunalki-lejlighed i denne by. Så barndommen i 60’ernes Sovjet var bare normal, men så skete der noget epokegørende. Det var i 1970. Nogle kammerater havde fået fat i nogle kassettebånd med forbudt musik. Noget fra Vesten. Med nogen der hed The Beatles.

“’Back in the USSR’, mand! Kan I forestille jer det? Efter aldrig at have hørt andet end folkemusik og sovjetiske marcher? Wauv! Det var et personligt paradigmeskifte. Efter den dag var verden helt ny, og intet kunne blive det samme igen. Jeg anede ikke, hvad de sang om, men enhver kunne høre, at det der rockmusik var fyldt med frihed og oprør. Det var gigantisk…”

Det er på grund af The Beatles, at vi kan sidde her i en fesengrøn papmachékælder under Chisinau – som i dag er blevet til en hovedstad – i et nyt årtusind og tale engelsk med denne her post-kommunist. Efter at have lyttet til de forbudte bånd satte han sig nemlig for at finde ud af, hvad de langhårede englændere sang om, og han gik målrettet i gang med at lære sig selv sproget.

En tid lang drikker vi god vin i den dunkle krypt og smalltalker litteratur og verdenshistorie. Jurij er aldeles uinteresseret i vores ungdom som ”progressive” og ”venstreorienterede” under ”Det Store Flip” i 70’erne og i de efterfølgende ”Fattigfirsere”. Han er ligeglad. Men alt det er sikkert heller ikke værd at tale om i forhold til det her – en ungdom i Sovjet og et voksenliv i et spøgelsesland mellem Dniestr og Prut?

Men skål da for vores ekspedition! I morgen skal vi besøge den sidste, endnu eksisterende Sovjet-republik i verden. Lad os mødes i lobbyen klokken ni, OK? Ved bedemandens pult i lobbyen, ikke?

”Skål, folkens!”

“Skål for the Fab Four!”

”Skål for Hotel Chisinau og Østeuropas særeste natklub!”

”Skål for Satan da!”

”Nasdarovie! Fandens god vin her til lands!”


Alle fotos af skribenterne 

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist.
Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service.
Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016) og ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder.
Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309.


Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder.
Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder.
Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik.
Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.

Seneste artikler om Europa