KLIMA OG MILJØ // BAGGRUND – Millioner af mennesker i verdens storbyer står over for en kombination af klimamæssige, miljømæssige og sociale problemer. Stigende temperaturer, øget nedbør eller tørke og en evigt voksende urbanisering fører til nye og større problemer. Det stiller krav om, at man finder på nye løsninger. Nu samarbejder Københavns og São Paulos kommuner om at løse nogle af de problemer, som rammer verdens storbyer.
SÃO PAULO – Jeg er taget ud til bydelen Jardim Ângela sammen med Birgitte Krohn fra det danske generalkonsulat og Mariana Guimaraes og Oliver de Luccia fra São Paulo Kommune. Jardim Ângela opstod i 1960’erne, hvor millioner af brasilianere kom til São Paulo på jagt efter arbejde. I dag bor der godt 300.000 mennesker i området, som fortsat er et af byens fattigere kvarterer.
Vi har parkeret bilen ved en stille villavej, hvor der på hver side ligger små beboelseshuse. Hvis man ikke ved det, er det ikke til at se, at lige præcis her er der et eksempel på en kombination af de klimamæssige, miljømæssige og sociale udfordringer, som São Paulo og mange andre storbyer står overfor i de kommende år.
Mariana forklarer, at den mindre å Guavirituba løber under vejen. Den udspringer ikke så langt derfra, og den løber i et underjordisk rør i de første par hundrede meter. Husene på hver side af vejen er tilknyttet kloaksystemet, så spildevandet ikke løber ud i åen. På den anden side af en tværvej kommer åen frem i lyset, og herfra fortsætter den sit løb ud til Guarapiranga-reservoiret, som forsyner cirka 20 procent af kommunens 11 millioner indbyggere med drikkevand.
Pilotprojekt for samarbejde
Oliver og Mariana fortæller, at kommunen her er i gang med et komplekst projekt, som skal løse en række klimamæssige, miljømæssige og sociale problemer på én gang. Projektet indgår i et samarbejde mellem Københavns og São Paulos Kommuner, som er understøttet af det danske udenrigsministerium, og hvor Birgitte Krohn deltager som sektorrådgiver på generalkonsulatet.
Birgitte fortæller, at partnerskabet er et samarbejde mellem de to byer om de klimaudfordringer, som São Paulo står med, og at der er fokus på fire spor: klimatilpasning og bynatur, affalds- og ressourcehåndtering, energieffektivitet i offentlige bygninger samt grønne job og kompetencer. Løsninger fra København kan bruges som inspiration i Brasilien, men de vil ikke kunne implementeres én til én. Løsningerne skal så at sige ”oversættes” til den specifikke kontekst, da São Paulo og København er meget forskellige fra hinanden i forhold til størrelse, befolkning, social ulighed og meget mere.
De så ikke den kommende park som et attraktivt offentligt område. De fleste havde i stedet en forventning om, at parken ville blive brugt til salg af narkotika
Men, forsætter Birgitte, projektet er også en mulighed for at udvikle løsninger på kryds og tværs af forvaltninger i begge byer og giver også anledning til, at København kan samle viden og erfaring, som kan bruges til egen udvikling af planer og initiativer. Begge byer er desuden medlem af det globale klimanetværk af byer, C40, hvor de kan drage inspiration fra og dele deres idéer og handling med byer verden over.
Her lå en favela
Hvor Guavirituba kommer frem i lyset, er der i øjeblikket en byggeplads på begge sider af åen. Husene på den ene side har favelaernes typiske nøgne mure i rød gasbeton. Byggeriet ser ud til at være gået i stå i en del af husene, indtil beboerne har råd til at bygge færdig. Murene, som vender ud mod åen, har mange steder været indervæggene på andre huse, som er forsvundet for nylig.
Oliver fortæller, at favelaen før i tiden gik ned til og endda dækkede åen flere steder, hvilket både var et klimamæssigt og et miljømæssigt problem. Klimamæssigt fordi de stadigt kraftigere tropiske regnskyl truede med, at åen en dag ville rive husene og deres beboere med sig. Miljømæssigt fordi favelaen ikke var kloakeret, så alt spildevand løb direkte ud i Guavirituba og derfra ud i drikkevandsreservoiret.
Kommunens projekt betyder, at en del af favelaen nu er væk, og resten er blevet kloakeret. De beboere, som er tilbage, er nu i gang med en langstrakt proces, hvor de vil ende med at få anerkendt ejendomsretten over deres boliger. Lidt derfra er der også ved at blive gjort klar til et socialt boligbyggeri, som skal huse nogle af favelaens tidligere beboere.
Det er vigtigt, både fordi man ønsker at give børnene en større bevidsthed om naturen, og fordi man ser børnene som mulige ”naturambassadører” over for deres forældre
Jeg spørger om, hvad beboerne havde sagt til, at de skulle forlade deres huse, og Mariana forklarer, at det var lidt blandet. Nogle var glade for at komme væk, mens andre gerne ville blive i nærområdet.
Der var erfaringsmæssigt nok også nogle, som ville se det som en mulighed for at få en sort indtægt. De sagde formelt set ”ja tak” til at blive genhuset i et socialt boligbyggeri, men lejede så lejligheden videre ud til andre, som manglede et sted at bo. Selv flyttede de så ind i en anden favela.
En fjerde mulighed var, at folk ikke ønskede at flytte ind i et socialt boligbyggeri. I de tilfælde vurderede kommunen værdien af de materialer, som var gået til at bygge deres hus. Det beløb fik folk udbetalt, hvilket, forklarer Mariana, normalt så bliver brugt til at bygge et nyt hus i en anden favela.
De farlige fællesområder
På den modsatte side af åen er kommunen i gang med at lave en lineær park. Et sortmalet rækværk i metal afskærmer en nyanlagt gangsti fra åen, og på den anden side af stien ligger bagsiderne af en række huse. Mariana er spændt på, om rækværket får lov til at blive stående. Kommunen har andre steder været udsat for, at tilsvarende rækværk var blevet stjålet og formodentlig solgt som gammelt jern.
Mariana fortæller, at den nye park ikke bliver set som et entydigt gode. Da hun præsenterede et udkast til projektet for beboerne, havde hun foreslået at lave adgang fra vejene mellem husene ned til den kommende park langs Guavirituba. Hun havde været i København tidligere på året og havde set, at man mange steder gav folk adgang til havnen, som blev brugt som et socialt mødested.
Men her havde naboerne ikke ønsket, at der skulle være adgang til åen fra deres huse. De så ikke den kommende park som et attraktivt offentligt område. De fleste havde i stedet en forventning om, at parken ville blive brugt til salg af narkotika, og det ønskede naboerne at vende ryggen til.
Skolen ved åen
Vi fortsætter langs Guavirituba og stopper ved en skole, som er bygget hen over vandløbet, hvor det løber gennem et grønt område. Selvom åen løber i en flere meter dyb rende, er skolen skybrudstruet, og kommunen er i tvivl om, hvad man skal gøre her.
På den ene side skal man finde en løsning på risikoen for, at der sker oversvømmelser. På den anden side er placeringen i det grønne område en mulighed for, at børnene i den lokale skole kan få et forhold til naturen. Det er vigtigt, både fordi man ønsker at give børnene en større bevidsthed om naturen, og fordi man ser børnene som mulige ”naturambassadører” over for deres forældre. Kommunen er i gang med at analysere, om man skal flytte skolen eller etablere et regnvandsbassin, så skolen ikke risikerer at bliver oversvømmet ved et skybrud.
Kommunen overvejer også at bruge skolen som pilotprojekt i et forsøg på at gøre offentlige bygninger mere varmeresistente. På de varme sommerdage i São Paulo stiger temperaturen i klasselokalerne til et niveau, så det påvirker børnenes fysiske velbefindende og vanskeliggør deres læring. Kommunen er derfor i gang med at se på, om man som en del af projektet kunne tilpasse bygningerne, så de får en ”grøn” sænkning af temperaturen, det vil sige uden brug af aircondition.
Regnvandsbassiner og dengue
Guavirituba får på sin korte tur fra udspringet til Guarapiranga-reservoiret tilløb fra flere andre åer. Vi stopper ved en af dem, som løber i bunden af en dyb kløft. På den ene side er der bygget endnu en favela, mens der på den anden side er så stejlt, at naturen har fået lov til at bestå.
Her vil man på vejen langs kløften gerne bygge en række regnvandsbassiner, så man ikke risikerer jordskred, når der er skybrud. Da Mariana og Oliver var i København, havde de set nogle af de utallige bassiner, som i de senere år er blevet lavet på vejene for at sikre mod oversvømmelser af kloaksystemerne. De er i princippet interessante som inspiration, forklarer de, men konstruktionen fra København kan ikke bruges i São Paulo.
Det er en næsten brutal kontrast til favelaerne og udfordringerne med at holde åen ren og naboerne sikre mod oversvømmelser og sygdomme
Vandet kan stå i bassinerne i flere dage i København, men det er ikke en løsning i São Paulo. Det skyldes, at der er et alvorligt og stigende sundhedsproblem med den myggebårne sygdom dengue, og myggene skal kun bruge tre dage til at klække deres æg. Der er derfor brug for en større vandgennemstrømning i bassinerne end i København.
Mariana forklarer, at kommunen også har overvejet at lave bassiner i bunden af kløften, men det er heller ikke en løsning. De hydrografiske undersøgelser viser, at der er for lidt vand i åen i tørketiden til at skabe den nødvendige gennemstrømning. Kommunen er nu gået i tænkeboks for at overveje, hvilke muligheder der er for at gøre dette område til et både sikkert og attraktivt naturområde uden at få problemer med sygdomme.
Frokost i sejlklubben
Turen er ved at være slut. Det har taget omkring tre timer at få et lille indtryk af de udfordringer, som São Paulo og mange andre storbyer i verden står over for, når de skal forsøge at løse kombinationen af klimamæssige, miljømæssige og sociale udfordringer.
Mariana foreslår, at vi slutter turen af med at spise frokost i nærheden, på et af hendes yndlingssteder i São Paulo. Det viser sig at være caféen i São Paulos Sejlklub, hvor hun er medlem.
Det er en næsten brutal kontrast til favelaerne og udfordringerne med at holde åen ren og naboerne sikre mod oversvømmelser og sygdomme. Klubben ligger ned til Guarapiranga-reservoiret, og herfra er der udsigt til nogle af São Paulos uendeligt mange højhuse i det fjerne på den anden bred.
Her er stille, og solen kikker frem, da vi sætter os på terrassen med udsigt ud over vandet. “Jeg kommer her ofte, og sammen med en af mine venner sejler jeg kapsejlads i en snipe jolle”, forklarer Mariana. Drikkevandsreservoiret er dermed ikke kun en vigtig brik i millionbyens drikkevandsforsyning, men også et stort rekreativt område.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og