BRASILIEN // KLIMA OG MILJØ – Det er ikke kun Amazonas, som er på dagsordenen, når man taler om klima og miljø i Brasilien. Konsekvenserne af den globale opvarmning for indbyggerne i landets millionbyer er også en stor og vanskelig udfordring.
SÃO PAULO – Udsigten til usædvanligt høje temperaturer på en brasiliansk vinterdag er ikke et enkeltstående fænomen. De seneste årtiers klimaforandringer er tit mærkbare i São Paulo. Historiske data viser, at mellem 1933 og 2017 steg gennemsnitstemperaturen i byen med 2,3 grader. Men klimaforandringerne i São Paulo er ikke kun et spørgsmål om temperaturer.
Nedbørsmængden steg med 511 mm om året i den samme periode, og så er det endda ikke kun den absolutte mængde af nedbør, som er et problem. Vejret bliver også mere ustadigt, og perioder med tørke veksler med kraftige regnskyl.
Den hidtidige rekord stammer fra 10. februar 2020, hvor der faldt 208 mm regn på én dag. Det svarer til en fjerdedel af den gennemsnitlige årlige nedbør i Danmark i perioden 2011-2020.
São Paulo kæmper med mange af de miljø- og klimarelaterede udfordringer, som også mange megabyer står med rundt omkring i verden
De kraftige regnskyl sætter gader og huse under vand i São Paulo by og fører også jævnligt til jordskred i det kuperede terræn langs kysten. Det har nogle gange fatale konsekvenser. 64 mennesker omkom således i landsbyen São Sebastião i februar 2023.
Konsekvenserne af klimaforandringerne kan potentielt ramme mange mennesker i São Paulo. Der bor cirka 11 millioner mennesker i kommunen og 23 millioner i ”Stor-São Paulo”. Byen er dermed en såkaldt ”mega-by”, og den er det 8. største byområde i verden, den største by i verden syd for ækvator, den største by på de amerikanske kontinenter og den største by i verden uden for det geografiske Asien.
Opgaven med at håndtere og udvikle byen er tilsvarende enorm. Det skyldes ikke mindst, at tidligere årtiers eksplosive vækst skete stort set uden nogen planlægning.
Dertil kommer, at opgaven kun bliver større af det 21. århundredes krav om bæredygtighed, miljøbevidsthed og liveability. Disse krav og de igangværende klimaændringer vil grundlæggende påvirke byens daglige funktioner, og São Paulo kæmper derfor med mange af de miljø- og klimarelaterede udfordringer, som mange megabyer står med rundt omkring i verden.
São Paulo – vækst og vertikalisering
Min kone og jeg ejer en lejlighed i São Paulo, som ligger cirka fem kilometer fra det historiske centrum, hvor byen blev grundlagt i 1554.
I dag består centrum af moderne bygninger med en blanding af butikker og kontorer, så officielt bor her stort set ikke et øje. Til gengæld rykker de hjemløse ind i gaderne, når natten falder på. Her kan de sove nogenlunde i fred fra emsige beboere og deres nærtagende vagter.
Vores lejlighed ligger i et kvarter, som første gang blev udstykket i 1920’erne. På det tidspunkt var det en bar mark i udkanten af byen, og husene blev bygget i en eller to etager. Kort derfra blev der endda anlagt en garden city – Jardim America – efter engelsk forbillede. Det område er fortsat en enklave af store villaer, men i dag er husene pakket ind i meterhøje mure toppet med pigtråd.
I vores kvarter er villaerne imidlertid ved at være fortid. Fra 1960’erne startede en vertikalisering af området, som betyder, at de oprindelige huse gradvist bliver erstattet af højhuse på op til 25 etager. Det, som var udkanten af byen i 1920’erne, var allerede i 1960’erne en relativt central del af São Paulo, fordi byen var vokset uhæmmet i de foregående årtier.
Der skal en ekstraordinær indsats til for at nå de ambitiøse klimamål, som kommunen har sat for sig selv
Millioner af brasilianere havde søgt og søger fortsat lykken i den hastigt voksende storby. ”Stor-São Paulo” er nu ét sammenhængende byområde på 3.500 kvadratkilometer – en jungle af asfalt og beton.
Men byen er også blevet Latinamerikas økonomiske centrum og har et Human Development Index på 0,805. Det betyder, at den lige er kravlet ind i kategorien ”very high” på HDI-skalaen, og meget af den basale infrastruktur er således på plads.
Folketællingen i 2010 viste, at 99 % af befolkningen har adgang til drikkevand, 93 % er tilknyttet kloaksystemet, og 99 % er tilknyttet byens dagrenovation.
FAKTA
São Paulo er ikke alene stor, den er også blevet det hurtigt, på en måde som man kun sjældent – måske aldrig – har set i Europa.
I 1870 boede der cirka 20.000 mennesker i São Paulo, og byen var dermed på størrelse med Aarhus. São Paulo var på det tidspunkt en mindre og perifer provinsby relativt langt fra det kejserlige Brasiliens økonomiske tyngdepunkter, som lå i den daværende hovedstad Rio de Janeiro og op langs Atlanterhavskysten.
Der er ganske vist kun 80 kilometer fra São Paulo til kysten og havnebyen Santos, men der er en højdeforskel på 800 meter mellem de to byer, og det gjorde transport vanskelig.
Nord, øst og vest for São Paulo var der store områder, som i vid udstrækning var ukendt land og kun sparsomt beboet af landets oprindelige befolkning.
Den situation ændrede sig imidlertid på grund af to fænomener, som ankom samtidigt til området omkring São Paulo: Jernbaner og kaffe.
Et engelsk firma præsterede den ingeniørmæssige bedrift at bygge en jernbane, som overkom højdeforskellen fra Santos til São Paulo og herfra fortsatte til byen Jundiaí længere inde i landet. Dermed var infrastrukturen på plads som forudsætning for ekspansionen af det, som satte São Paulo på det økonomiske verdenskort: Kaffe.
Den trivedes på enorme og stort set uberørte områder med en jord og et klima, der var som skabt til afgrøden. Med jernbanen var der skabt forbindelse herfra til Santos og videre til et hastigt voksende marked i Europa og USA.
Herefter så byen sig ikke tilbage. I de næste cirka 100 år, fordoblede den sit indbyggertal i gennemsnit hvert 11. år. En rasende ekspansion med en yderst beskeden planlægning og uden nogen form for nostalgi.
Velstanden er imidlertid skævt fordelt. På den ene side finder man mangemillionærer, som undgår byens notoriske trafikpropper ved at flyve i egen eller lejet helikopter. På den anden side er der fortsat millioner af beboere i São Paulos favelaer, som strækker sig fra egentlig slum til boligområder for den lavere middelklasse.
Men alt i alt, så har byen flere – omend ikke ubegrænsede – ressourcer til rådighed, end tilfældet er i mange megabyer i Afrika og dele af Asien. Ikke desto mindre skal der en ekstraordinær indsats til for at nå de ambitiøse klimamål, som kommunen har sat for sig selv.
C40 og en klimaborgmester
São Paulo kommune har været med i C40-gruppen, siden den blev dannet i 2005.
Gruppen samler i øjeblikket 96 af verdens største byer i et samarbejde om at reducere udledningen af drivhusgasser.
Hovedmålet er at leve op til Paris-aftalen og være CO2-neutrale i 2050, og de store byer repræsenterer her en vigtig del af klodens ressourcer. Indbyggerne i de 96 byer udgør tilsammen cirka 8 % af Jordens befolkning, og de 96 byer står alene for omkring 20 % af den globale økonomi. Samarbejdet blev etableret, fordi megabyerne ofte har mere til fælles med hinanden, end den enkelte megaby har med resten af det land, hvor den er placeret.
Byernes mål om at være CO2-neutrale i 2050 pålægger dem en enorm opgave, og São Paulo har derfor en dedikeret klimaborgmester. Kommunen har også lavet en omfattende klimaplan for perioden 2020-2050.
Planen viser, at mellem 2010 og 2017 stod transportsektoren for godt 60 % af udledningen af drivhusgasser i São Paulo, og inden for den kategori er vejtransport den største synder.
Den næststørste post stammer fra stationære kilder, som stod for 30 % af CO2-udledningen. Her er boligerne den største udleder efterfulgt af handel og til sidst industri.
Klimaet er varmt i São Paulo, så ingen huse er opvarmede. Udledningen af drivhusgasser stammer derfor fra områder som nedkøling, belysning, madlavning og vandopvarmning. De sidste cirka 8 % af udledningen af drivhusgasser stammer fra affald.
Langt fremme med grøn energi
Opgaven med at reducere CO2-udlednningen er altså enorm. På nogle områder er Brasilien og dermed São Paulo dog overraskende godt med, også når man sammenligner med Danmark og resten af Europa.
Det er således et globalt fænomen, at vejtransporten spiller en stor rolle i forhold til CO2-udledning. Oliekrisen i starten af 1970’erne førte imidlertid til, at Brasiliens daværende militærdiktatur startede en proces med at reducere afhængigheden af importerede fossile brændstoffer. Det har blandt andet ført til, at mange personbiler nu kører på ethanol baseret på sukkerrør, og at der ikke sælges almindelige personbiler med dieselmotor.
På nogle områder er Brasilien og dermed São Paulo dog overraskende godt med, også når man sammenligner med Danmark og resten af Europa
Brasilien er også langt fremme med hensyn til bæredygtig elektricitetsfremstilling. Den seneste opgørelse fra Energiministeriet fra 2021 viser, at næsten 80 % af den producerede elektricitet stammer fra vedvarende kilder. Det er først og fremmest vandkraft, som står for godt halvdelen af Brasiliens elektricitetsproduktion, mens de resterende cirka 30 % stammer fra biomasse, vind og sol.
Det er sammenligneligt med situationen i Danmark. Tal fra Energinet viser, at cirka 80 % af den forbrugte strøm i Danmark er produceret ved hjælp af vedvarende energi. Her hjælper det, at en del af den importerede energi i Danmark kommer fra bæredygtige kilder. Elektricitetsproduktionen som sådan er mindre grøn i Danmark end i Brasilien.
Tre scenarier frem mod 2050
São Paulos kommunale klimaplan arbejder på den baggrund med tre scenarier for udviklingen i udledningen af drivhusgasser frem mod 2050.
Det første scenarie er at fortsætte, som man plejer. I dette tilfælde vil udviklingen primært være drevet af den økonomiske vækst og befolkningens størrelse, og resultat vil blive, at udledningen af drivhusgasser vil stige med 108 % i 2050 i forhold til 2017.
Det andet scenarie, som bliver kaldt det ambitiøse, er at anvende alle kendte teknologier og sætte ind på de områder, hvor der er de umiddelbart største gevinster. Her regner kommunen med at kunne reducere udledningen af drivhusgasser med cirka 30 % i 2050 i forhold til 2017.
Man vil primært hente gevinsten i transportsektoren ved at reducere brugen af fossile brændstoffer i biler, ved at omlægge byens enorme bussystem til at være CO2-neutralt samt ved at få flere folk til at cykle.
Endelig opererer kommunen med et tredje scenarie, hvor man gør alt for at være CO2-neutrale i 2050. Selv i dette scenarie kan man ”kun” opnå en reduktion af CO2-udledningen på 92 %. Det kræver imidlertid en indsats og en politik, som på flere områder ligger langt ud over, hvad man kan håndtere lokalt selv i en kommune af São Paulos størrelse.
For at nå dette mål skal man indføre solcelleanlæg på så mange bygninger som muligt samt omlægge energiforsyningen til madlavning fra gas til elektricitet. Derudover skal man helt ophøre med at bruge fossile brændstoffer i biler samt omlægge al transport af personer og gods til enheder, som ikke udleder drivhusgasser.
Dette scenarie vil desuden kræve en kraftig stigning i mængden af transport, som foregår på cykel, så den går fra de nuværende 0,8 % til 10 % af alle rejser i 2050.
Kommunen kan ikke løse alle problemerne på egen hånd. På en række områder har den behov for lovgivning på nationalt plan
Det vil kræve kortere pendlerdistancer, og en forudsætning er derfor at decentralisere mange job, så de ligger tættere på beboelsesområderne. Det nu mennesketomme historiske centrum skal derfor igen indrettes med boliger, mens arbejdspladserne skal flytte ud til andre kvarterer.
Endelig vil man reducere udslippet af drivhusgasser fra affald ved at øge graden af genbrug samt nedbryde mere fast affald ved hjælp af anaerobe processer. Hvis alle disse tiltag gennemføres, vil spildevand være den største enkeltkilde til CO2-udledning, der er tilbage.
Det lange seje træk
Klimaplanen indeholder 43 specifikke aktiviteter til dels at håndtere klimaforandringerne, dels at reducere CO2-udledningen.
Planen kommer vidt omkring og omfatter for eksempel en byzonelovgivning, som gør det muligt at bygge med en højere befolkningstæthed tæt på offentlig transport, en kortlægning af områder med risiko for oversvømmelser, oprettelse af en tørkeberedskabsplan, løbende tilpasning af beredskabsplanen i forhold til virussygdomme, så den afspejler klimaændringerne, og en strategi for at fremme økologisk landbrug i byen.
Der er i alle tilfælde tale om initiativer, som virker på mellemlangt eller langt sigt. Det viser, at São Paulo og andre megabyer står over for et langt sejt træk både med at håndtere fremtidens klimaproblemer og med at bidrage til at finde løsninger, som kan begrænse selvsamme forandringer.
De forskellige scenarier viser, at kommunen kan ikke løse alle problemerne på egen hånd. På en række områder har den behov for lovgivning på nationalt plan, mens andre områder falder ind under São Paulo-delstatens kompetencer.
Det sidste gælder for eksempel håndteringen af de to store floder Tietê og Pinheiros, som løber gennem São Paulo. De blev begge rettet ud og kanaliseret i det 20. århundrede, og flodbredderne er nu nogle af byens største færdselsårer.
Årtiers indsats har hævet kvaliteten af flodvandet fra katastrofalt til dårligt gående mod det acceptable, men floderne løber fortsat i åbne betonrender uden miljømæssige kvaliteter for beboerne.
Fremtiden byder på en øget risiko for, at kraftige regnskyl jævnligt vil føre til, at floderne går over deres bredder og oversvømmer de omkringliggende motorveje og ejendomme.
Som så mange andre miljø- og klimarelaterede opgaver i São Paulo bliver det hverken nemt, simpelt, billigt eller hurtigt at forbedre den situation.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
