BOGUDDRAG // PRÆSIDENT-TALER – Krisekommunikation er blevet et emne i sig selv under årets valgkamp i USA, hvor de to store partiers kandidater præsenterer vidt forskellige tilgange til, hvordan corona-krisen og følgevirkningerne i det amerikanske samfund skal adresseres. Bogen Præsidentens ord går i dybden med de amerikanske præsidenters retorik under de historiske kriser og sociale forandringer, som har tvunget de nationale ledere til at finde formuleringer, som kan føre landet videre, skriver Mark Herron, ph.d. i retorik.
Præsidentens ord er en introduktion til den amerikanske samtale, der foregår mellem præsidenten og befolkningen, som hvert fjerde år stemmer om, hvem de vil have som leder, mens verden ser til med tilbageholdt åndedræt.
Præsidentens ord er inddelt i tre dele. Den første del handler om taleren og publikum, hvor udviklingen i præsidentens persona fra distanceret talsmand til engageret fortolker af befolkningens sindstilstand kobles sammen med de mange forskellige beskrivelser af hvem “we, the people” har været gennem USA’s historie.
Pronomenet “vi” har ligeså ofte fungeret som en måde for præsidenten at splitte den amerikanske befolkning, som at samle dem.
Den anden del af bogen ser på de præsidentielle talegenrer, som indsættelsestalen og State of the Union, og mindetalen præsenteres for at vise, hvordan traditionerne er opstået over tid, og hvordan de hjælper den enkelte præsident med at træde ind i det historiske embede. Den tredje del af bogen går i dybden med de præsidenter, der med deres ord har været med til at forme embedet og selvforståelsen for det amerikanske folk.
Igennem disse tre dele bruges retorikken fra den præsidentielle talerstol til at præsentere nogle af de vigtigste udviklingstrin i præsidentembedets historie. Fra grundlæggelsen af traditioner hos George Washington, over den moderne aktivistiske fortolkning af embedet hos Theodore og Franklin Roosevelt, til Donald Trumps tryktest af taletraditionernes rammer før og under corona-krisen.
Valget til november vil være med til at afgøre om den nuværende indehaver af præsidentembedets retorik kan ses som et norm- eller nybrud eller for præsidentiel retorik i USA.
Et af de gennemgående temaer i bogen er netop forholdet mellem det enkelte individ, der er præsident for en periode, og så embedet som historisk identitet. Spillet mellem disse to elementer, det tidløse og ophøjede overfor det tidssvarende og menneskelige er netop med til at skabe den røde tråd i de budskaber om USA, som leveres fra talerstolen. I de følgende uddrag fra bogen, præsenteres tre øjeblikke af kriser for tre forskellige præsidenter. Deres måde at håndtere kriserne igennem ord viser også deres lederskabsevner.
Boguddrag fra Præsidentens ord af Mark Herron
Med krigen mod terror fandt George W. Bush på godt og ondt sin stemme som præsident.
Foto: Wikimedia Commons
Fra asken af 11. september – da George W. Bush fandt sin stemme og sin mission
Oven på en bunke murbrokker, foran forvitrede stålkonstruktioner, gravemaskiner og støv så langt øjet rakte, klatrede USA’s præsident op foran en større gruppe amerikanere iført sikkerhedshjelme og støvet arbejdstøj. Der stod nationens valgte leder med en megafon i den ene hånd og den anden om skulderen på en aldrende brandmand. Scenen opstod ved epicenteret for terror-angrebet, der blev kendt som 9/11, hvor en gruppe terrorister fløj to passagerfly ind i New Yorks World Trade Center-tårne den 11. september 2001, hvilket fik de enorme skyskrabere til at styrte sammen. Tre dage senere var amerikanerne i gang med at rydde op efter angrebet, mens den nationale stolthed flagrede i vinden som et af de lasede Stars’n’Stripes, der var blevet hængt op rundtomkring i ruinerne. Det var også her, midt i krateret for katastrofen, at en præsident fandt sin stemme.
Alle præsidenter har sagt forkerte ting, mens mikrofonen var tændt, men præsident George W. Bush, også kendt som W. for at adskille ham fra faderen præsident George H. W. Bush, gjorde det med en sådan hyppighed og på et så basalt sætningsniveau, at han blev et nemt offer for amerikanske komikere. I starten af præsidentembedet blev han mest kendt for at have ualmindeligt svært ved at finde de rigtige ord, endsige udtale dem korrekt, mens hidtil ukendte ord som “subliminabable”, “uninalienable”, “insticated”, “misunderestimated” fik mange amerikanere til at række ud efter en ordbog på ugentlig basis. Kendte ordsprog var også en udfordring:
There’s an old saying in Tennessee – I know it’s in Texas, probably in Tennessee – that says, fool me once, shame on – shame on you. Fool me – you can’t get fooled again. (Bush, 17. september 2002)
Og selv basal verbalkongruens kunne drille: “Rarely is the question asked: Is our children learning?” (Bush, 11. januar 2000) De mange fejl blev døbt ‘Bushisms’.
USA havde efter præsidentvalget i 2000 fået en leder, der ikke fremstod, som om han havde ordet i sin magt. Det var dog denne leder, der skulle sætte ord på en af de mest rystende begivenheder i USA’s historie. På selve dagen for terrorangrebet den 11. september 2001 var det en rådvild stemning, der prægede en kort TV-tale, Bush holdt for nationen om aftenen fra Det Ovale Værelse. Men tre dage senere, midt i askehoben ved epicenteret, Ground Zero, var alt skåret ind til benet.
Med en endnu kortere tale, der ikke var meget mere end et par sætninger lang, viste Bush sin styrke som offentlig taler. Det gjorde han i sit nærvær med folkene omkring sig og med evnen til at skabe sammenhold via et klart og enkelt budskab. Da én i publikum råbte, at han ikke kunne høre præsident Bushs ord på trods af megafonen, svarede Bush hurtigt tilbage: “I can hear you!” Dette udløste stor jubel blandt folkene på pladsen, før Bush intuitivt fortsatte: “I can hear you! The rest of the world hears you! And the people […] who knocked these buildings down will hear all of us soon!” (Bush, 14. september 2001) Jublen blev til et brøl og en taktfast messen af “USA-USA-USA”.
Hvorvidt Bush havde tænkt sig at holde en længere tale vides ikke. Han holdt inde efter et par sætninger mere. Han havde opnået, hvad han ville med taleøjeblikket: at flytte samtalen om katastrofen fra det smertelige nu til en konfronterende fremtid, der kunne give amerikanerne en fornemmelse af kontrol tilbage. Budskabet var leveret, kort og klart, men det skulle få store konsekvenser for nationens vej ind i det nye årtusinde.
Den vrede mand i Det Hvide Hus – Barack Obamas udfordring som afrikansk-amerikansk præsident
Efter Barack Obama var blevet valgt som USA’s første ikke-hvide præsident, holdt han i lang tid inde med at tale om etnicitet i USA, og når han gjorde, faldt det ikke altid heldigt ud. Da han ved en pressekonference i sommeren 2009 kritiserede politiets behandling af den afrikansk-amerikanske professor Henry Louis Gates Jr., der ved en fejl blev anholdt i sit eget hjem, blev præsidenten kritiseret i medierne for det, der blev set som en partisk reaktion. Obama måtte forsøge at redde situationen ved at holde et såkaldt ‘Beer Summit’ i Det Hvide Hus, hvor professoren og betjenten, der havde anholdt ham, blev inviteret på en uformel forsoningsøl foran pressens kameraer.
Men da en række mærkedage for borgerrettighedsbevægelsen indfandt sig i slutningen af Obamas anden præsidentperiode, begyndte han dog at tale mere frit om emnet. Det skete bl.a. ved 50-året for en demonstration i byen Selma i 2015, hvor Obama på dagen gik ruten med de nu gamle demonstranter og holdt en tale, der var med til at tegne en ny version af USA’s fælles historie med mere plads til minoriteter. Inden da havde Obama også blandet sig i debatten om raceforhold i USA. Det skete bl.a. efter en skudepisode i Florida i begyndelsen af 2012, hvor den unge afrikansk-amerikanske mand Trayvon Martin blev dræbt af naboværnsmedlemmet George Zimmerman. Efter Zimmermans frikendelse i 2013 holdt Obama en kort tale, hvor han bragte sin egen person og sine egne oplevelser som afrikansk-amerikansk mand i spil i forhold til nogle af de eksisterende fordomme i det amerikanske samfund:
There are very few African-American men in this country who haven’t had the experience of being followed when they were shopping in a department store. That includes me. There are probably very few African-American men who haven’t had the experience of walking across the street and hearing the locks click on the doors of cars. That happened to me – at least before I was a senator. There are very few African-Americans who haven’t had the experience of getting on an elevator and a woman clutching her purse nervously and holding her breath until she had a chance to get off. That happens often. And, you know, I don’t want to exaggerate this, but those sets of experiences inform how the African-American community interprets what happened one night in Florida. (Obama, 19. juli 2013)
Her præsenterede Obama en række oplevelser for afrikansk-amerikanske mænd, hvor epiforen blev det inkluderende pronomen “me”: “that could have been me … that includes me … that happened to me.” Obama satte sig selv som præsident i spil som det ‘fremmede’ element i det amerikanske samfund i stedet for som et samlende symbol på forsoning. Det, der ikke føltes velkendt. Det, der var frygtet af nogle amerikanere. Den positive tolkning af dette greb var, at Obama igennem sin taleposition som præsident kunne afmontere noget af den fremmedgørelse, der oplevedes i samfundet omkring afrikansk-amerikanere ved at påpege hans egen etnicitet. Intentionen var at frigøre ofrene fra fordomme og forklare de negative reaktioner blandt minoriteter, når endnu et sammenstød med autoriteter fandt sted. Men efter talen måtte Obama igen se sig anklaget for at opildne raceproblematikken i stedet for at mane til besindelse.
Obama så efter flere af disse skudepisoder ikke ud til at kunne gøre andet end at give nationen kortvarig trøst igennem sine ord. Alligevel var det netop i disse taler, at Obama fandt sin rolle som national leder, bl.a. i en tale den 26. juni 2015 efter et skyderi i en afrikansk-amerikansk kirke, hvor præsidenten ved den efterfølgende mindehøjtidelighed sang for i Amazing grace og talte om den symbolske samhørighed, kirken som sted repræsenterede for afrikansk-amerikanere. For Obama var ens personlige baggrundshistorie og samfundets større narrativ vigtige elementer, der fra den præsidentielle talerstol kunne være med til at samle befolkningen snarere end at splitte den under de store kriser.
Virussen i systemet – Donald Trumps håndtering af COVID-19
I foråret 2020 så præsident Donald Trump ud til at have klaret den største udfordring i sin første embedsperiode. En rigsretssag mod ham var blevet ført i Senatet, hvor han blev anklaget for at have misbrugt præsidentembedet i et forsøg på at skaffe oplysninger fra Ukraine om sin politiske modstander, Joe Biden, og derefter forsøgt at dække over handlingen. På trods af en erkendelse af at Trump havde gjort, hvad han blev anklaget for, vurderede de Republikanske senatorer, at det ikke var nok til at fjerne Trump fra embedet, og han blev frikendt. Frem for at erkende en delvis skyld i processen, som både Bill Clinton og Andrew Johnson havde gjort i de to andre rigsretssager, der har været ført mod præsidenter i USA’s historie, valgte Trump at fremstille sig selv som en pletfri sejrherre, der havde udstået en heksejagt mere fra Demokraternes side. Han så da også ud til endnu en gang at have gjort sine politiske modstandere, og de fleste amerikanske medier, til skamme, og beholdt sit mindretalsmandat hos kernevælgerne. Men sejren blev hurtigt glemt i takt med, at en mere håndgribelig krise tog over, da den verdensomspændende spredning af coronavirussen COVID-19 testede Trumps lederevner i større grad end nogensinde før.
Trump stod for alvor over for valget mellem at være præsident for dele af den amerikanske befolkning, som han indtil da havde foretrukket, eller i stedet at tale på vegne af hele befolkningen og lægge de politiske spydigheder til side. Det var ikke længere Trump, der var under angreb i form af anklager om korruption, men det amerikanske vi, der stod over for en smitsom virus, som ikke skelnede mellem partifarver.
I begyndelsen af forløbet for virussen i USA vægtede Trump dog stadig politisk konfrontation og beskyldte Demokraterne for at ville lukrere politisk på at piske en stemning op omkring en mulig pandemi. Men da USA for alvor oplevede faren ved virussen, valgte Trump at holde en sjælden tale fra Det Ovale Værelse. Det var en scene, som Ronald Reagan havde mestret, mens senere præsidenter var rykket ud i andre lokaler af Det Hvide Hus for at have et levende publikum at interagere med. Trump burde også have overvejet scenen for sin potentielt vigtigste tale som præsident, idet han fremstår som en klart bedre taler, når han er i ‘dialog’ med et levende publikum snarere end kun et kamera. TV-talen den 11. marts 2020 havde til hensigt at berolige befolkningen, men Trumps fremførelse var stiv, han lød tør i halsen og hev efter vejret undervejs. I stedet for at fokusere på samarbejde og beroligende ord, skød Trump skylden for den eskalerende krise i USA på andre dele af verden.
Trumps usikre stemmeføring, mangel på konkrete indenrigsmæssige nødplaner og til tider direkte misinformation, som f.eks. hvor meget de private sundhedsforsikringer ville dække amerikanerne, medførte en negativ reaktion på talen i de amerikanske medier og på aktiemarkedet. Det sidste faldt kraftigt, mens præsidenten talte, selv om Trump netop forsøgte at mane til ro på denne front:
“This is not a financial crisis, this is just a temporary moment of time that we will overcome together as a nation and as a world.” (Trump, 11. marts 2020)
Talen handlede på denne måde ikke kun om at berolige amerikanske sind, men også de finansielle markeder – Trumps store trumf-kort i hans første fire år som præsident. Talen lykkedes dog ikke med dette formål, og den formåede heller ikke at samle nationen, som George Bush f.eks. havde gjort det med rækken af taler efter 11. september-angrebet på trods af en nervøs start. I modsætning til Bush leverede Trump ikke en sammenhængende reaktion på krisen, og derved fik Trump heller ikke etableret en overgang til en ny persona som ‘krigstidspræsident’ for sit embede i forhold til tiden under coronakrisen.
Ud af mange stemmer, én
Det er fristende at se USA’s historie som drevet af de viljestærke, indflydelsesrige, karismatiske individer, der har været i Det Hvide Hus. Men i så stort og frit et demokratisk system som det amerikanske virker det åbenlyst, at historien flyttes af mange stemmer, ikke kun præsidentens. I stedet kan man se de amerikanske præsidenter og deres ord som en indgangsvinkel til at diskutere USA’s historie. Præsidenten kan i dag sjældent forholde sig tavs om et emne, der optager befolkningen, ligesom nationen ser på vedkommende som den første amerikaner, der skal reagere, når nationen er i krise. Det har været med til at bevare embedets stærke politiske position, men lige fra George Washington har præsidenterne også talt om både det alvorlige ansvar og potentialet for magtmisbrug i embedet; det gælder ikke mindst under de nationale kriser, hvor rammerne for den præsidentielle magt kan fremstå mere skrøbelige. I de præsidentielle ord findes idéen om USA og amerikanerne som et land, det er et emne der til stadighed diskuteres.
Læs mere om præsidentiel retorik i bogen Præsidentens ord, der udkom den 28. august fra forlaget Alt i Ord.
Topfoto: Omslag af Rasmus Brøndsted
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
