ANALYSE // SPANIEN – Socialdemokraterne vandt valget, og premierminister Pedro Sánchez bliver nok boende i paladset, La Moncloa, de næste fire år. Nu venter et puslespil om, hvilke spanske partier der kan danne regering, men det sker først efter 26. maj, når der stemmes til regioner og kommuner samt EU-Parlamentet. Lokalpolitik er et anderledes spil. Ingen partier giver derfor nu bud på en national regeringsdannelse af frygt for konsekvenser på lokalt niveau. Der venter Spanien “interessante tider”.
PAMPLONA – Et bredt parlamentarisk samarbejde og politisk tæft er nøglerne til løsningen af de mest presserende problemer i Spanien. Men det får vente lidt med regeringsdannelse. Alligevel var søndag 28. april en festdag i Spanien.
Demokratiet blev behørigt fejret med en rekordhøj deltagelse, ca. 77 pct. Og dagen derpå kunne de fleste partier fejre resultatet. Socialdemokraterne (PSOE) vandt 38 mandater og er nu parlamentets største parti med 123 mandater. Der skal 176 til at danne flertal.
Centrumhøjrepartiet Ciudadanos, som har sine rødder i Catalonien men er relativ ny på den nationale scene, kan glæde sig over en million nye vælgere og dermed 25 nye taburetter oveni i de 57, de havde i forvejen.
Den spirende højrepopulisme blev testet og i nogle meningsmålinger spået tilslutning på 15 pct. Det blev til 10 pct. og 24 mandater til VOX. Trods alt en markant fremgang fra de ca. 40.000 stemmer, de fik ved sidste valg.
Meget skal gå galt for Sánchez’ socialdemokrater, hvis ikke de kommer til at lede den næste regering
På venstrefløjen har Unidas Podemos (UP) betalt PSOE’s valgsejr og tabte 29 mandater. Nogle vil mene, at de blot havde stemmerne til låns. Partiet trøster sig med, at det er lykkedes at holde højrefløjen fra fadet, og at de står til at få reel indflydelse.
De regionale partier både i Catalonien og Baskerlandet kunne også melde om markant fremgang. Partido Popular (PP) blev valgets ubetingede taber og lider stadig af voldsomme tømmermænd. Det traditionelle højrefløjsparti, som har regeret Spanien konstant siden 1996 med undtagelse af otte år i 00’erne, blev mere end halveret fra 137 til 66 mandater.
Spørgsmålet er, hvilke parlamentariske muligheder der tegner sig. Spanien, som siden demokratiets indførelse generelt har fungeret med et to-partisystem, suppleret af en række små regionale partier, har i de seneste år været vidne til en transformation.
Det traditionelle billede er gradvist blevet afløst af et system, som efter valget tæller fem partier. Sánchez har siden juni sidste år ledet en PSOE-regering på et smalt parlamentarisk grundlag. Han faldt, da han ikke kunne samle et flertal for finansloven. Vilkårene har ikke ændret sig betragteligt.
Meget skal gå galt for Sánchez’ socialdemokrater, hvis ikke de kommer til at lede den næste regering. Men de er stadig nødt til at se sig om i salen efter samarbejdspartnere, og spekulationerne om mulige regeringskonstellationer har floreret siden valget.
Spanien er i en vanskelig situation
Som en kontrast til den blokpolitik, som har været kendetegnende for spansk politik (qua det førnævnte topartisytem), har analytikere spekuleret i en PSOE-Ciudadanos regering hen over midten.
Tilsammen sidder de på 180 af parlamentets 350 taburetter, og det er den eneste umiddelbare koalitionskonstellation, som kan samle stemmer nok til et parlamentarisk flertal.
Det ville være det tætteste, man kunne komme på en Groβe Koalition, som Tyskland har benyttet sig af, når omstændighederne har krævet brede forlig.
Det har Spanien om noget brug for, og en PSOE-C burde ligge lige til højrebenet. Men Ciudadanos leder, Albert Rivera, har været klar i mælet både før og efter valget og sagt, at han ikke vil lægge stemmer til en socialdemokratisk ledet regering.
De to ledere har før indgået forlig. Ciudadanos lagde stemmer til det mistillidsvotum, som bragte Sánchez til magten, under den forudsætning, at han ville udskrive valg. Da han langt om længe gjorde, var der gået ni måneder, og forholdet mellem dem så anstrengt, at end ikke et fornuftsægteskab virker som en reel mulighed.
Efter søndagens valg ånder Ciudadanos det traditionelle højrefløjsparti, Partido Popular, alvorligt i nakken, og snarere end en ministerbil, synes ambitionen om at etablere sig som det førende parti til højre for midten at være drivkraften. At sidde i regering har en pris, som Ciudadanos ikke synes villig til at betale.
De foreløbige meldinger fra socialdemokraternes egne række peger på en fortsættelse af en ren PSOE-regering som den foretrukne løsning
Før valget ønskede Sánchez ikke at udtale sig om foretrukne samarbejdspartnere. Det tolkede UP’s leder, Pablo Iglesias, som en klar præference for en PSOE-C model, og det var muligvis også et scenarie for Sánchez. Men med Riveras klare udmeldinger synes denne mulighed at være skudt ned. Og det gælder nok gensidigt.
Det umiddelbare alternativ er en alliance mellem PSOE og UP, som sammen kan mønstre 165 mandater. Pablo har meldt ud, at man gerne vil være en del af et sådant projekt. Men vil Pedro?
Umiddelbart har UP fået den kolde skulder, men belært af sine fejl fra regeringsforhandlingerne i 2015, da Podemos forsøgte sig med en forhandlingsmodel, der bød på ultimative krav, ofte fremsat gennem medierne, så har man denne gang meldt ud, at forhandlingerne bliver bag lukkede døre.
De foreløbige meldinger fra socialdemokraternes egne række peger på en fortsættelse af en ren PSOE-regering som den foretrukne løsning. En ny socialdemokratisk mindretalsregering, ville på områder som socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, uddannelse, sundhed og indvandring kunne samle et flertal med UP og en række af de mindre regionale partier, og de moderate regionalister fra Baskerlandet, Partido Nacionalista Vasca (PNV).
Tilbage står PP og VOX, som til trods for syv millioner stemmer og 90 mandater næppe vil blive taget med på råd, når beslutningerne træffes.
Og så måske alligevel, hvis man følger devisen, at store beslutninger kræver brede flertal. Den kommende regering står foran flere store udfordringer.
Catalonien – en gordisk knude
Det altoverskyggende problem er situationen i Catalonien. En socialistiskledet regering er åben overfor en dialog, og den forsonende kurs har givet pote i Catalonien, hvor partiet er gået fra 7 til 12 mandater.
I bestræbelserne på at imødekomme catalanerne, synes det givet, at forfatningens artikel 155 ikke bliver taget i brug, sådan som de tre partier til højre for midten ellers gerne havde set det.
Det er en foranstaltning i grundloven, som inddrager de regionale kompetencer og midlertidigt blev taget i brug i slutningen af 2017 efter uafhængighedserklæringen fra det catalanske parlament.
Med de stigende løsrivelsesambitioner er det catalanske problem blevet til et gennemgribende spansk problem
Det ligger også i kortene, at de politiske ledere, som har siddet varetægtsfængslet siden samme uafhægighedserklæring, bliver benådet, hvis den kørende retssag ender med lange fængselsstraffe.
Med de stigende løsrivelsesambitioner er det catalanske problem blevet til et gennemgribende spansk problem, og en løsning må nødvendigvis findes indenfor rammerne af den spanske grundlov.
Derfor bør man ikke sidde PP, Ciudadanos og Vox’ godt 11 millioner vælgere (43 pct. – og for den sags skyld også størstedelen af de knap 7,5 millioner socialistiske stemmer (29 pct.) – overhørig i bestræbelser på at finde en løsning.
Disse vælgere mener i vid udstrækning, at Catalonien allerede er blevet tildelt de beføjelser, som de har krav på. Det er en højspændt og følelsesladet situation, hvor parterne står langt fra hinanden. PSOE er sandsynligvis den politiske aktør, som står med de bedste muligheder som brobygger. Men det bliver ikke nemt.
Økonomien spøger
Det andet store problem er økonomien. I løbet af de seneste år er den vokset støt med omkring 3 pct. årligt, hvilket er et pænt stykke over EU-gennemsnittet. Arbejdsløsheden har haft pil nedad i de seneste år, omend den stadig ligger omkring 15 pct.
Det til trods, lurer den næste økonomiske krise, mens man stadig slikker sårene, som den forrige efterlod. Årsagen er, at de seneste års vækst primært har været drevet af en reaktivering af den spanske økonomi og dermed en øget intern efterspørgsel. På det seneste har væksten været drevet af voksende offentlige udgifter, hvilket ikke er bærbart i længden.
Økonomerne er således også enige om, at væksten er aftagende og i stigende grad sårbar overfor eksterne faktorer. Brexit og dets økonomiske konsekvenser vækker også bekymring i Spanien…
En pensionsreform er den varme kartoffel, som ingen af de seneste års skiftende regeringer har turdet kaste sig i lag med. Men faldende fødselstal og et pensionistboom er omstændigheder, som gør det presserende nødvendigt.
Sidste år brugte staten 41 pct. af budgettet til pensionsudbetalinger. Den andel står til at vokse støt i de næste 20-30 år.
Spanierne må dog vente på, at en ny regering kaster sig over problemerne. Valget i søndags var første akt. Anden akt udspilles 26. maj, når spanierne ikke blot stemmer til Europaparlamentet, men også til de fleste regioner og kommuner.
Politik på lokalt og regionalt niveau er et anderledes spil, og ingen af partierne har travlt med at tilkendegive mulige alliancer på nationalt plan af frygt for eventuelle konsekvenser på lokalt niveau.
Foto: Flickr.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
