KRÆNKELSESDEBAT //KOMMENTAR – Krænkelseskulturen er voldsomt skadelig, fordi vi – med vores følelse af at være blevet krænket som omdrejningspunkt – gør vores private synspunkter til almengyldige regler og derved tiltager os retten til at bestemme, hvad andre mennesker må mene og hvordan de må udtrykke deres meninger.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
’Jeg er blevet krænket.’
Nej. Du er ikke blevet krænket. Du er blevet fornærmet. Eller såret. Eller prinse/prinsessesur men næppe krænket.
Er du blevet krænket, har nogen skadet dig, angrebet din ære, ydmyget dig offentligt eller overtrådt almene sociale eller moralske normer og derved ramt dig. Det, der sandsynligvis snarere er sket, er, at nogen har udtrykt et synspunkt, som du ikke er enig i.
Du behøver ikke forholde dig til alt. Du behøver heller ikke at tage ansvar for, om noget sårer, støder, fornærmer eller endda krænker andre
Det er ikke en krænkelse. Det er den måde kommunikation fungerer på.
’Jamen, jeg føler mig krænket.’
Nej. Det gør du ikke. Der er fire grundfølelser, og krænket er ikke en af dem.
Følelser er enten frygt, sorg, glæde eller vrede i varierende styrker og udtryksformer. Derimod kan du synes, at du er blevet krænket, og det afstedkommer en følelse i dig. Fx vrede.
’Jamen, jeg synes, det er krænkende, at man siger ’neger’ og ’homo’, og at alle ledende job er besat af hvide, midaldrende mænd, og at sproget er kulturimperialistisk og sexistisk, og at politikere ikke vil undskylde for slavehandelen, og at mænd er privilegieblinde, og at kvinder ikke må amme offentligt, og at H&M fotograferer en brun dreng i en sweatshirt med ordet ’Monkey’ på brystet og…’.
Du er fordomsfuld
Jeps, der er nok at tage fat på, men hvad med bare at lade være?
Du behøver ikke forholde dig til alt.
Du behøver heller ikke at tage ansvar for, om noget sårer, støder, fornærmer eller endda krænker andre.
Der har oftest kun fundet en krænkelse sted, når den faktisk krænkede lider under den. Det, du derimod gør, er at påtage dig en andenhåndskrænkelse; dvs. en krænkelse på andres vegne. Det giver ikke ret meget mening, for dermed gør du dig til dommer over både den som krænker og den der krænkes.
Du er bare fordomsfuld, og det kan jeg godt blive lidt prinse/prinsessesur over. Men ikke krænket
’Jamen, de kan ikke altid selv se det.’
Fint. Hvis krænkelsen er svær at se, er den næppe alvorlig.
’Jamen, du er privilegieblind.’
Nej. Du er fordomsfuld. Fordi jeg ikke er enig med dig, er jeg ikke ’privilegieblind’. Og det er et ikke-ord, som du slynger ud uden at ane noget som helst om mig.
Du ved ikke hvor jeg er født, vokset op, bor nu, og du ved ikke om jeg er født med en sølvske i munden eller har måttet kæmpe for alt hvad jeg har kært.
Du ved ikke om jeg er sort, gul eller hvid, ung eller gammel, homoseksuel eller transkønnet, og sandsynligvis er du nødt til at tjekke mig på Google for at få styr på bare de helt basale informationer.
Vigtigst af alt, du ved ikke, om jeg på nogen måde er privilegeret. Du er bare fordomsfuld, og det kan jeg godt blive lidt prinse/prinsessesur over. Men ikke krænket.
Du behøver ikke gribe ind
Det ufede ved krænkelseskulturen er, at den ofte holder liv i det, som den egentlig skulle bekæmpe. Den rykker bagatelgrænsen ned, og desværre er der tilsyneladende ingen nedre grænse for, hvornår man kan synes, man er blevet krænket.
Men hvorfor er det fx krænkende, at en brun dreng er iført en sweatshirt med ordet ’Monkey’?
Moderen til den brune dreng i sweatshirten har venligt men bestemt frabedt sig ’hjælp’ fra filmstjerner, andre berømtheder og ganske almindelige mennesker, som ellers stod i kø for at give udtryk for deres krænkelse
Da sagen kørte, sagde Krænkelseskulturen, at billedet var et udtryk for racisme, men det er faktisk ikke billedet, den er gal med; det er snarere synspunktet om racisme, der er racistisk. Det ville først være racistisk, hvis drengen ikke kunne bære sådan en trøje, for så er det et udtryk for at den stadig er gal med vores tænkning om andre racer.
I de situationer, hvor der helt konkret er tale om krænkelser, er der også et primært offer, og så længe det menneske ikke beder om hjælp, behøver du ikke gribe ind.
Moderen til den brune dreng i sweatshirten har fx venligt men bestemt frabedt sig ’hjælp’ i sin tid fra filmstjerner, andre berømtheder og ganske almindelige mennesker, som ellers stod i kø for at give udtryk for deres krænkelse, og så længe hendes og drengens holdning er sådan, har der ikke fundet en krænkelse sted.
Med mindre du altså vil beskylde drengen og hans mor for at være privilegieblinde.
Prøv at sige pyt
Det fede ved krænkelseskulturen er, at alle kan være med. Den kræver ingen forudsætninger, den kræver ingen kundskaber, og den kræver ingen viden.
Det eneste, krænkelseskulturen kræver, er en veludviklet nærtagenhed, og med den kan man tilsidesætte selv strengt videnskabelige argumenter, fordi man ikke ’føler’, at ens modpart har ret.
’Jamen, jeg synes ikke det, du siger, er rigtigt’ er bare ikke et argument, når fx solid forskning demonstrerer at man tager fejl. Vid noget i stedet for at synes noget.
Det fede ved krænkelser er, at de er identitetsskabende. Jeg kan mærke mig selv, og jeg får et tilhørsforhold til en – ganske vist ofte imaginær – gruppe af ligesindede. Jeg er noget, fordi nogen krænker mig. Det gør mig godt
Og det fede ved krænkelser er, at de er identitetsskabende. Jeg kan mærke mig selv, og jeg får et tilhørsforhold til en – ganske vist ofte imaginær – gruppe af ligesindede. Jeg er noget, fordi nogen krænker mig. Det gør mig godt. Det gør bare ikke samfundet som helhed noget godt, for min fornemmelse af at være blevet krænket bliver let til et krav om, at andre skal indrette sig efter, hvad jeg synes. Og det er topmålet af egoisme.
Heldigvis er der andre veje at gå. Prøv fx at sige ’Pyt’.
Så egoistisk kan man ikke være – synes jeg
Der er nemlig ingen grund til at fare i flint, fordi man mener at DSB’s skilte ved Familiezonen er heteronormative og sexistiske. De kunne jo også bare afspejle virkeligheden, og så er det virkeligheden, og ikke skiltene, vi skal ændre.
Krænkelseskulturen er voldsomt skadelig for samfundet, ytringsfriheden, den akademiske verden, pressens mulighed for at udtale sig, den frie debat, uddannelsesinstitutioner, kunsten og endda almindelig kommunikation fordi vi – med vores krænkelse som omdrejningspunkt – gør vores private synspunkter til almengyldige regler og derved tiltager os retten til at bestemme, hvad andre mennesker må mene og hvordan de må udtrykke deres meninger.
Og så egoistisk bør man altså ikke være i en verden, hvor der også lige skal være plads til 7,7 milliarder andre mennesker med hver sin mening – synes jeg.
LÆS MERE AF RUBEN FØNSBO I POV HER
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
