UKRAINE // ANALYSE – Det mislykkede droneangreb på lufthavnen i Leipzig den 4. august, kan muligvis tolkes som et tegn og en provokation, der skulle opdages. Både Rusland og Ukraine er i voldsomme vanskeligheder, vurderer Jens Alstrup. For begge parter drejer det sig om at bryde den fastlåste situation snarest, og det kan hurtigt kamme over i endnu mere krig.
KYIV – Politikere elsker hurtige løsninger. Især, hvis de er lette og sandt er det, at de af og til findes, men aldrig i en krig. Europa står i en situation, hvor forskydningerne i verdensordenen må betegnes som ”tektoniske”!
Vi har et aggressivt Rusland, der prøver at genetablere fordoms storhed som imperium. Et land, hvor der er omkring 140 folkeslag i Sibirien, som dermed er et imperium i forvejen. Et imperium med en hastigt faldende befolkning, der fører en udryddelseskrig mod et Ukraine, der i øvrigt selv har en endnu større demografisk udfordring.
På sigt må vi forvente, at Rusland knækker, før vi gør det. Udfordringen er blot, at det vil ske lang tid efter krigen i Ukraine er slut
Rusland er udfordret på lang sigt af et andet imperium, Kina, der demografisk er endnu mere udfordret end Rusland. På kort sigt støtter Kina russerne i deres krig mod Ukraine. F.eks. påstår ukrainerne, at Geran/Shahed-dronerne er samlet i Rusland, men ved brug af færdige komponenter fra Kina. Kina har også åbnet for køb af gas fra Rusland, men Kina giver ikke noget væk gratis, så engang i fremtiden må der forventes at komme en enorm regning til Moskva.
Mod dette står et EU, der også er udfordret rent demografisk. Læg her til, at de to store industrimagter i Asien, som vi kunne indgå aftaler med, Korea og Japan, om muligt er mere udfordrede, end vi er.
På sigt må vi forvente, at Rusland knækker før vi gør det. Udfordringen er blot, at det vil ske lang tid efter krigen i Ukraine er slut. Og holder vi ikke ved, så bliver det ikke nødvendigvis en afslutning, som vi ønsker os og mindst af alt en afslutning, som ukrainerne ønsker sig.
Dødszonen vokser
Ukraine har indført en hel serie nye teknologier, der rammer Rusland hårdt. Det være sig på fronten, hvor det første angreb på landjorden, alene bestående af fjernstyrede enheder, for nylig kæmpede mod en russisk position.
Bag fronten har ukrainerne dygtigt ramt de russiske forsyninger. Det er meget vanskeligt at få vand, fødevarer, materiel og ammunition ud til soldaterne på den russiske side. Den ubekvemme sandhed er desværre, at det er det også på ukrainsk side. Dødszonen, hvor man ikke kan bevæge sig uden at være i umiddelbar livsfare, strækker sig nu over 25 km på hver side af nullinjen på fronten mellem de to hære. En afstand, der konstant udvider sig. Der er nu FPV droner i gaderne i Kharkiv 40 km fra fronten og jeg har oplevet at overnatte i en soldaterforlægning, hvor en russisk drone ”snusede” forbi på gaden, cirka 50 km fra fronten.
Ukrainerne har overhånden i kampen om brændstof. Så længe Rusland ikke er i direkte krig med NATO, så kan de ikke ramme raffinaderierne, der leverer de færdige produkter til Ukraine. Men Ukraine kan ramme de relativt få raffinaderier, og dermed lægge hele forsyningen i Rusland ned. Rusland med verdens største eller næststørste oliereserver, er nu nødt til at nettoimportere færdige olieprodukter og det dækker på ingen måde behovet, medmindre Ukraine ophører med sine bombardementer. Her er intet nyt siden Anden Verdenskrig, da det netop var olien, der lagde Tyskland og Japan ned.
Overalt i Rusland, holder private bilister i kilometerlange køer efter brændstof. Den russiske version af Amazon, Wildberries, som har omkring 200.000 militære varenumre i deres katalog, risikerer konkurs med uoverskuelige, finansielle konsekvenser for Rusland.
Senest har Rusland søgt at ramme tankstationerne langs de ukrainske forsyningslinjer. Der er steder nu, hvor nærmeste fungerende tankstation i Ukraine ligger 100 km væk. Dette er konkret viden og ikke officielle informationer. De endnu fungerende tankstationer, har f.eks. ikke natteåbent længere, fordi det er for farligt for personalet. Det er mest om natten, at russerne bomber dem. Alle tankstationer i øst er dækket af net mod dronerne.
En slem vinter for civilbefolkningen
Sidste vinter var slem. Gamle mennesker døde af kulde i deres lejligheder midt i Kyiv. Istapper hang i trappeopgangene i de mest udsatte bydele. Hvor varmen virkede blot nogenlunde, var der kun elektricitet få timer to gange om dagen. Indkøb blev gjort sådan, at de tunge varer blev placeret ved elevatoren, og når natten bød på strøm, så var det med at komme ned efter varerne og få dem op. Temperaturen her hvor jeg nu bor fast, var 12 grader indendørs. Til næste vinter har jeg flere og bedre powerstations og en dieselvarmer, så jeg klarer mig nok, og det skal de mest ressourcestærke ukrainere nok også gøre, men det bliver slemt for de dårligt stillede. Vi risikerer at det svækker Ukraines forsvarsevne, hvis civilbefolkningen ikke kan få hverdagen til at fungere.
For tre nætter siden blev Kyiv ramt af ballistiske missiler, affyret af et nordkoreansk team i Rusland, og målene var varmeværker og anden vigtig infrastruktur. Vi har elektricitet døgnet rundt for tiden, men når varmeovnene tændes, må vi forvente at forsyningen igen går på omgang. Situationen er, at der ikke er flere Patriot missiler tilbage til at bekæmpe indkommende ballistiske og hypersoniske missiler. De russiske missiler rammer nu deres mål uden at møde modstand. Alene af den ene årsag må vi imødese vinteren med frygt.
Afgørende hjælp her og nu
Lige nu kan Rusland ramme, hvad der passer dem i Ukraine. Dertil kommer, at Shahed/Geran-dronerne nu begynder at dukke op med pulsjet-motorer, hvorved de eksisterende billige forsvarsmidler ophører med at fungere. Tilbage er kostbare jord-til-luft missilsystemer og kampfly, der enten skyder dem ned med deres maskinkanonener med enorm fare for dem selv eller ved at bruge luft-til-luft missiler, der koster mange gange prisen på den drone, de skyder ned.
Hvordan man effektivt, dvs. til en pris der er realistisk, kan bekæmpe jetdronerne, hører jeg intet om. Det er mit indtryk, at det er et helt overset problem og udfordringen er, at en primitiv pulsjetmotor, er langt billigere at producere end de stempelmotorer, der her og nu driver de kendte Shahed/Geran-droner, og russerne har nu taget jetudgaven i brug. Heldigvis ikke i store mængder endnu.
Således er udfordringen ballistiske missiler. Trump har sagt nej til at levere flere Patriotmissiler til Ukraine. Han sagde først ja og siden nej, til at Ukraine kan bygge Patriot på licens. Tyskland og Japan bygger på licens, men deres kapacitet er meget beskeden.
Som en anden metode til at vende truslen kan ukrainerne mere præcist bombe de faciliteter i Rusland, der producerer missiler m.m. Det gør Ukraine allerede, men med mulighed for at benytte Elon Musks StarLink længere inde i Rusland kunne indsatsen øges betydeligt. Til det har Musk sagt nej og endda tilføjet, at tiden er ved at være inde ”til fred”. Det må tolkes som kodesprog for, at selv den nuværende service fra StarLink kan være usikker på selv relativ kort sigt. Husk i øvrigt, at Musk i længere tid havde ugentlige samtaler direkte med Putin.
Den direkte trussel fra Rusland
Der er efterhånden enighed i vest om, at truslen er vokset betydeligt for at Rusland eskalerer krigen meget snart. Der er uenighed om hvor langt de vil gå og hvornår. Flere er begyndt at tale om, at det bliver i indeværende år og det bliver et direkte angreb på NATO. Andre mener, at det vil tage betydeligt længere tid, da Rusland tidligst vil være klar i 2029 og i øvrigt vil de kun turde foretage mindre provokationer, for at teste vores forsvarsvilje.
At sende en bombe med en pakke, så den kommer ombord på et DHL fragtfly, hvad skete i juli 2024, er allerede en enorm forøgelse af indsatsen. Den blev fundet og måske blev bomben sendt sådan, at den med sikkerhed ville blive opdaget og dermed ”blot” skulle skræmme. Senest var der en drone med sprængstoffer for få dage siden, der var på vej mod lufthavnen i Leipzig, hvor Ukraines fragtfly og andet opererer. Havde en midaldrende buschauffør ikke sparket til den uden anden grund, end at ”den skulle ikke være der”, så var det gået helt galt.
Fra provokationer til fuld krig er der naturligvis et stykke vej, og det er umiddelbart ikke gode odds for Rusland at starte det. Men sker det, så vil det ikke være første gang i verdenshistorien.
Da Japan i december 1941, angreb Pearl Harbour, vidste arkitekten bag angrebet, admiral Yamamoto, ganske udmærket, at Japan ikke kunne klare en langvarig krig mod USA. Yamamoto var uddannet i USA. Men USA havde som støtte til Kina indført sanktioner mod Japan og lukket for olie til dem. Derfor kunne Japan enten fortsætte uændret og langsomt se deres kræfter slippe op i takt med, at deres brændstofressourcer udtørrede. De ville dermed tabe hele krigen til Kina. Det ville tage lang tid, men det ville ske. Eller de kunne give USA en så enorm ”mavepuster”, at amerikanerne blev tvunget til forhandlingsbordet og Japan kunne få fri adgang til at føre deres krig i Asien. Det gik som bekendt anderledes, men det var tankerne bag deres angreb.
Tilsvarende med Rusland. De er pressede. Det er der ingen tvivl om. Desværre tror jeg, at alt for mange i politik og militær overser hvor langt de er parate til at lade deres egen befolkning lide afsavn. Befolkningen holdes allerede i et jerngreb, så chancen for at det vil udløse en revolution er efter min vurdering meget fjern og meget urealistisk.
Måske vil presset på Rusland stige med flere sanktioner og Ukraines evne til at komme med nye ideer på frontlinjen vil fortsætte og endda intensiveres. Måske vurderer Putin, at Europa trods alt vil holde fast i støtten, og så vil Rusland på sigt tabe mod Ukraine. Alternativt ser han måske en nær fremtid, hvor de voldsomt øgede militærbudgetter i Europa, endeligt fjerner hans manøvrerum og uanset om han vinder mod Ukraine eller ej, så vil han ende med at blive fastlåst. I begge tilfælde kan det udløse et hurtigt angreb fra hans side.
Logikken om, at når han er låst i Ukraine, hvordan skal han så kunne angribe NATO? – holder desværre ikke helt. I det mindste ikke, hvis man er parat til at spille højt spil, og det er Putin netop kendt for. Den hær, som kæmper i Ukraine, er f.eks. stort set uden kampvogne. Hvad Rusland har fremstillet af panser over de seneste år, er gået direkte til området ud for Estland og Finland. Den russiske hær i Ukraine, er en hær bestående af frivillige, der har tegnet kontrakt. Nogle gange mindre frivilligt end andre gange, men på papiret i den russiske ”virkelighed”, er det en frivillig kontrakthær. Den værnepligtige hær må kun kæmpe, hvis det er en rigtig krig, og krigen i Ukraine, er som bekendt, kun en ”særlig militær operation” i russisk sprogbrug.
Så ingen hekseri. Blot lidt behændighed og så er et angreb mod NATO en rigtig krig og det frigør store, russiske styrker, der kan sættes ind mod os. Vi har i det mindste stor overlegenhed i luftrummet, men det holder ikke nødvendigvis mødet med et landbaseret luftforsvar, som vi ser det i Ukraine. For kampvogne, mener vi måske fejlagtigt, at vi her har også overtaget, men senest for godt en uge siden, prøvede russerne igen, om de ikke kunne overrumple ukrainerne med kampvogne og andre pansrede køretøjer i stor skala, og det resulterede i et rent blodbad. Jeg kender de, som ledede det ukrainske forsvar og de var svært tilfredse med resultatet. Tro ikke, at NATO vil få det meget lettere mod russerne i samme situation.
Måske vil presset på Rusland stige med flere sanktioner og Ukraines evne til at komme med nye ideer på frontlinjen vil fortsætte og endda intensiveres
Senest fortælles det, at den danske enhed kom afsted til Letland helt uden noget som helst droneforsvar. Personligt tror jeg, at Putin har en større chance for at slippe godt fra sådan et eventyr, end Japan og Tyskland havde i 1941, da de angreb USA. Ikke ods, hvor en ”normal” politiker ville tage chancen, men Putin er heller ikke ”normal” efter vores målestok. Til gengæld er han ”normal” i den kriminelle verden i Rusland, hvor han er vokset op. En verden, som jeg personligt kender rigtigt godt fra mine lange rejser i Sibirien. Dette er målestokken ud fra hvilken, man skal vurdere Putin.
Derfor er vi i en utroligt farlig situation i dag. Det kan give mening ud fra en aggressors logik at angribe NATO og gøre det hurtigt og voldsomt, så vi i chok opgiver vores hjælp til Ukraine. Især på et tidspunkt, hvor vi måske ikke kan regne med USA’s hjælp. For hvad kan gå galt? Vil USA med det samme sende deres atomarsenal afsted og derefter tabe talrige amerikanske millionbyer i samme omgang? Vil Storbritannien og Frankrig? For hvad ønsker Rusland, hvis de angriber NATO? De vil have bragt NATO til fald og det klarer vi måske helt selv, og så vil de, hvis Putin ikke har skiftet mening, have De Baltiske Lande, Finland og Polen ”tilbage” i deres imperium.
Resten af Europa skal være uden alliancer og vi kommer tilbage til kejsertidens kanonbådsdiplomati, med Rusland som den magt, der vil have de største ”kanonbåde” i overført betydning. De vil altså ikke tage hele Europa og det er nok også langt mere end de vil kunne håndtere, selv hvis det går dem godt på slagmarken i første omgang. Men går det dårligt og deres hær bliver smadret, så kan de trække sig tilbage og true med deres atomvåben, hvis vi optager forfølgelsen. Ville vi følge efter dem i den situation, når de i øvrigt forlader vores territorier efter et mislykket ”eventyr”? Jeg tvivler og jeg tror især, at Putin ikke tror på at vi vil gøre det. Deri ligger den virkelige fare, at han tror, at han kan slippe godt fra at gøre forsøget.
Læs videre
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og