ARBEJDSLIV // KLUMME – “Vi har talt en del om, at det er vigtigt at trække vejret, at hvile i de beslutninger, man tager, og at man skal turde lade vildskaben og umiddelbarheden fylde mere,” skriver Robin Juel Johansen i denne klumme om at lægge et prestigefyldt direktørjob bag sig for at forfølge en helt anden – og på andre måder berigende – drøm.
For et år siden delte jeg et link på mine sociale medier. Jeg fortalte verden, at jeg havde stiftet Højskolen Baobab – en højskole i udlandet med fokus på kommunikation, journalistik og medier for unge mellem 18 og cirka 30 år.
Tre måneder før havde jeg sidste arbejdsdag som digital direktør i et af landets store kommunikationsbureauer, og forud for det lå en række prestigefyldte, dramatiske og spændende job blandt andet som kommunikationschef i Liberal Alliance på Christiansborg, som digital seniorlobbyist i Landbrug & Fødevarer og som digital rådgiver i Aller Media.
Jeg elskede at folde kommunikationsfaget ud i de job, men jeg elsker også min frihed. Jeg føler mig fri, når jer rejser, og når jeg får stillet min nysgerrighed. Jeg vil gerne se alt, opleve alt, smage alt, vide alt og høre alt. Sådan har jeg altid haft det.
Derfor er det meningsfyldt for mig at rejse, at nørde et fag for at se, hvad det næste lag gemmer på, og det er meningsfyldt for mig at være i fællesskaber, hvor andre mennesker kan udfordre mig og gøre mig klogere på mig selv og på verden. Det er der bedst mulighed for, når man selv definerer rammerne, og derfor startede jeg en højskole i udlandet.
Vi er opdraget til at bøje hovedet og gøre os nyttige
I skrivende stund sidder jeg på Bali, hvor jeg er på research-tur før næste højskoleophold. Jeg kom hertil direkte fra Vietnam, hvor det første højskoleophold for nylig sluttede efter tre måneders undervisning, rejseoplevelser og højskolefællesskab.
Fra PowerPoint til højskolecirkler
Det har været tre intense måneder. Hvor jeg før havde arbejdsopgaver, som indebar at udvikle strategier, lave PowerPoint-præsentationer, afholde workshops, skrive tilbud og rådgive myndigheder, virksomheder eller politikere om kommunikation, kampagner eller digitale platforme, er mine opgaver nu at undervise, afvikle højskolecirkler hver morgen, give feedback på elevernes opgaver og tage nogle af de gode og svære snakke, som det kan være godt at få taget hul på, når man er i starten af 20’erne og for alvor står foran verden for første gang.
Men det er også opgaver som at skaffe mere rent drikkevand midt under kinesisk nytår, hvor alle i Vietnam holder fri, at diskutere motorvejsfart med buschauffører, som ikke har lyst til at køre mere end 40 km/t for en sikkerheds skyld og at minde folk om at vaske op i køkkenet, når de har lavet mad.
Opgaverne i mit nye arbejdsliv er blevet mere omfavnende, men ikke mindre krævende. Forskellen mellem tidligere job og nu er, at det her er mit værk. Det giver mening for mig at lave højskole, og den mening gennemsyrer alting.
Hvor jeg før kunne miste energi, hvis jeg skulle eksekvere en kampagne, som jeg ikke selv troede på, kan jeg nu finde stor energi i at køre rundt på en scooter i timevis for at se på mere eller mindre tvivlsomme hostels for at finde det ene, som er besværet værd. Det, at jeg selv definerer rammerne og vælger, hvad min tid skal bruges på, giver energi.
Jeg har allerede lært, at energien for mig ligger i at skabe stærke fællesskaber, som stimulerer den enkeltes nysgerrighed. Nysgerrighed er kernen i at rejse, i at lære andre mennesker at kende og i de fleste aspekter af kommunikation, journalistik og medier.
Så når jeg lader min egen nysgerrighed styre mine beslutninger, og når jeg ser, at andre bliver nysgerrige på verden, sig selv og hinanden, giver arbejdet mening for mig. De små, irriterende opgaver bliver meningsfulde, hvis de er med til at understøtte det større formål, og alt det, der ikke underbygger målet, er ligegyldigt og kan ignoreres for det meste.
Bøj hovedet og gør dig nyttig
Det er en anden ting, jeg har lært. At den protestantiske pligtfølelse, vi alle har fået med os fra folkeskole, folkekirke og forsamlingshuse, og som gennemsyrer de flestes arbejdsliv, i virkeligheden ikke har noget med mig at gøre. Skyldfølelsen af ikke at kunne være produktiv og pligtopfyldende i otte timer hver dag er en, jeg selv har haft som en skygge bag mig i det meste af mit arbejdsliv.
Men det er gået op for mig, at jeg ikke kan være produktiv eller foretage mig noget meningsfyldt i så mange timer hver dag. Og jeg har stadig til gode at møde en i kommunikations- eller kontorbranchen, som kan. Vi er opdraget til at bøje hovedet og gøre os nyttige, og det giver ofte en dårlig samvittighed, når vi i stedet bruger tiden på at stirre på havet, lytte til en sangtekst eller bare er sammen med de mennesker, vi har omkring os.
Så jeg øver mig i at arbejde som en gal, når energien og lysten er der, i at slette de opgaver fra to-do-listen, som ikke giver mening, og som mest af alt kommer på, fordi det sikkert er noget, man burde gøre. Og så øver jeg mig i at slukke hjernen og pligtfølelsen, når jeg gør noget af alt det, som stimulerer min nysgerrighed.
Jeg har taget mig selv i at tænke på arbejde, mens jeg dykkede med havskildpadder i Indonesien, selvom en del af drømmen med det her job var, at der netop var plads i kalenderen til også at hoppe i havet med en flaske på ryggen på en søndag, uden at det skulle ryste virksomheden ud af balance.
Lad nysgerrigheden råde
Misforstå mig ikke. Det kræver hårdt arbejde at starte noget nyt op, og en højskole i udlandet har så mange flytbare brikker, at der altid er noget at kaste sig over. Men jeg har taget valget om at skifte retning for at fokusere på de fede ting. På at undervise, på at bygge fællesskaber og på at rejse. De ting vil jeg gerne arbejde hårdt for, men jeg gider simpelthen ikke bruge mere af min tid på noget, jeg ikke finder energi i.
Man skal turde lade vildskaben og umiddelbarheden fylde mere
Jeg rådgiver i ny og næ stadig kunder, og det har jeg fundet ny energi i, for også her lader jeg nu nysgerrigheden på kundernes udfordringer være styrende for, om jeg tager opgaven, og jeg får muligheden for at dyrke min passion for kommunikation, journalistik og medier.
På de tre måneder, højskoleopholdet har varet, har jeg lært en gruppe fantastiske mennesker at kende. Eleverne er alle i starten af 20’erne, og mediebranchen kan godt glæde sig til, at de kommer ind med alt det, der er dem. Mange af dem kommer fra gymnasiet, hvor uddannelsespresset og omverdens forventninger er til at tage at føle på.
Vi har talt en del om, at det er vigtigt at trække vejret, at hvile i de beslutninger, man tager, og at man skal turde lade vildskaben og umiddelbarheden fylde mere og lade bekymringerne og forestillinger om andres forventninger fylde mindre. Det håber jeg, de tager med sig videre. Og jeg håber, at jeg også selv bliver bedre til at efterleve rådene.
Højskolen Baobab er en dansk højskole i udlandet med fokus på kommunikation, journalistik og medier for unge mellem 18 og cirka 30 år. Højskolen Baobab kombinerer levende og inspirerende undervisning med tropiske rejseoplevelser, og lægger stor vægt på fællesskab og højskoleånd.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
