HØJSKOLELIV // AFRIKA – Seniorhøjskole i Afrika kombinerer rejselyst med viden om samfund og kultur. Er der tale om en dannelsesrejse for seniorer – eller konkurrerer Mellemfolkeligt Samvirke med andre turistrejser om oplevelsesrejser for det grå guld?
Det er søndag morgen i spisesalen på MS Trainings Centre for Development Cooperation, forkortet MS-TCDC. Den første kop kaffe smager underligt af en kombination af ingefær og pulverkaffe.
Smagsindtrykket skubbes i baggrunden, da de andre deltagere, som jeg kun har mødt en enkelt gang på introdagen hos Mellemfolkeligt Samarbejde i København, dukker op efter nattens flyvetur fra novembermørket til Kilimanjaro.
Vi er nu fuldtallige, 12 seniorer, alle over 65 år, der skal være sammen i de næste tre uger på seniorhøjskolen.
Flere af deltagerne boede på MS-TCDC midt i 1970’erne, da det åbnede, nybygget og med danske Ifö toiletter. De ved noget om dette og hint, når det drejer sig om Afrika, og erindringerne kommer hurtigt op til overfladen. Dengang i 70’erne drog et stort antal ulandsfrivillige til Afrika.
Det er mit første besøg her, og nej, kaffen skal ikke smage af ingefær. Blot en banal fejl på en velforsynet afrikansk buffet, som jeg i den grad kommer til at stifte bekendtskab med i de kommende højskoledage.
Aber og næsehornsfugle
Rundtomkring i parken ligger husene, hvor vi bor, side om side med Colobus-aber og skræppende næsehornsfugle. MS-TCDC ligger i USA River, og floden er medvirkende til, at området er en frodig lomme. Blot 25 kilometer derfra er naturen gold, og befolkningen kæmper med tørke.
Centeret åbnede i 1974 på 14 hektar i en tidligere kaffeplantage i den nordlige del af Tanzania for foden af Mount Meru, cirka 25 kilometer fra Arusha.
Mellemfolkeligt Samvirke fik med støtte fra Danida mulighed for at opføre et uddannelsescenter, så de frivillige kunne få introduktion og uddannelse tæt på det samfund, de skulle arbejde i.
Mere end 30.000 danske og afrikanske udviklingsarbejdere, aktivister, embedsfolk og politikere har i årenes løb opholdt sig på MS-TCDC. Da der blev færre ulandsfrivillige i 1990’erne, medførte det, at centrerets fokus blev swahili- og udviklingskurser for NGO’er fra Øst- og Sydafrika.
Latteren bobler, når vi synger de søde børnesange på swahili
TCDC’s aktuelle mission er at inspirere mennesker til samfundsændringer, hvilket også fremgik af konferencen YouLead, som foregik i den første uge af højskolen. Her mødtes omkring 300 unge fremtidige ledere fra hele det afrikanske kontinent om emnet ”Igniting the Potential of Africa’s Youthful Population: Reinstating Education as an Eminent Public Good.”
Ud over korte konferencer og kurser har TCDC også bachelorstuderende i Governance and Development og masterstuderende i Leadership and Governance.
På seniorhøjskole: What did you learn in school today?
Hver morgen indledes højskoledagen med Swahili-undervisning. Sprog og kultur er tæt forbundet, fx i forhold til tiltaleformer, hvor den ældste tiltales med respekt, blot fordi man er ældst. Interessant for mig, der takker nej, hvis en ung person rejser sig for mig i Metroen.
Introduktionen indeholder også Do’s and Don’ts i Tanzania. De fleste af de 21 anbefalinger hidrører fra almindelig dannelse, som afspejler kulturen, fx Talking to an elderly, Don’t put your hands in your pocket, Sniffing food is considered rude, og Do not be too friendly with dogs.
Der opstår en smule præstationsangst på holdet, da vi skal lære en lille smule, kidogo, swahili. Vi er på nogenlunde samme niveau, og latteren bobler, når vi synger de søde børnesange på swahili.
Jeg nynner ”What did you learn in school today”, da jeg går tilbage til mit lille hus. Der er undervisning dagligt fra klokken 8.30 til 12.30, hvorefter der er ekskursion til de institutioner eller samfund, som undervisningen omhandler.
Vores to tovholdere, Maureen og Joyce, er sammen med de skiftende afrikanske universitetsuddannede undervisere gennemgående på programmet i de kommende tre uger.
Politik og samfund
Mellemfolkeligt Samvirke fremhæver, at højskoleopholdet vil give deltagerne indsigt i politiske, kulturelle og religiøse forhold, og intentionen holdes i hævd dag efter dag.
Der indledes med en tour de force gennem Tanzanias historie med etableringen af det nuværende Tanzania i 1961 efter selvstændigheden fra Storbritannien.
Første ekskursion går til Arusha Declaration History Museum, som er stedet, hvor Julius Nyerere, den første præsident efter selvstændigheden, præsenterede The Arusha Declaration, der forpligtede regeringen til at være en demokratisk socialistisk stat.
Nyerere mente ikke, at ægte uafhængighed var mulig, hvis landet fortsat var afhængigt af lån og donationer fra andre nationer.
Der er omkring 450 gadebørn i Arusha, hovedsageligt drenge. De lever af kriminalitet, prostitution og tiggeri. Mange af dem sniffer lim, tager stoffer og drikker alkohol
For mig, der på forhånd ikke vidste meget om Tanzania, er der ny viden at hente i mange af oplæggene. Nutidens Tanzania er desværre ikke økonomisk uafhængigt, og 49 procent af befolkningen lever stadigvæk under fattigdomsgrænsen.
Der er ikke officielle tal for den reelle arbejdsløshed. Omkring 80 procent af arbejdsstyrken er beskæftiget i den uformelle sektor, dvs. kvinden, der sælger grøntsager på det lokale marked, den unge fyr, der kører motorcykel og tilbyder et lift mod betaling osv.
Den helt store bekymring er, at der er stor arbejdsløshed blandt den veluddannede del af befolkningen.
Mødet med fattigdom og social nød
En af ekskursionerne går til TASAF (Tanzania – Social Action Fund) community project.
Projektets sigte er at mindske fattigdom i familier via udbetaling af penge, som den enkelte familie kan administrere og få et rentabelt udbytte af, fx ved at dyrke en lille jordlod eller købe en malkeko.
Vi besøgte fire familier, som på forhånd havde indvilliget i at besvare spørgsmål. Tre familier havde handicappede børn eller var ramt af sygdom, og den fjerde familie bestod af tre over 90-årige, som var forbavsende friske. Deres væsentligste klage var manglen på respekt fra ungdommen.
Et andet projekt, der omhandler fattigdom i ekstrem grad, er besøget hos gadebørn i Watoto Foundation. Der er omkring 450 gadebørn i Arusha, hovedsageligt drenge. De lever af kriminalitet, prostitution og tiggeri. Mange af dem sniffer lim, tager stoffer og drikker alkohol.
Lederen, Andrea Modest, har selv været gadebarn og blev reddet via Watoto Foundation. Der bor 64 drenge mellem 13 og 16 år på kostskolen i nærheden af Arusha.
Drengene får sideløbende med undervisning på mellemskoleniveau også træning og undervisning i praktiske færdigheder, såsom snedkeri, blikkenslageri, markarbejde og mekanik. Siden etableringen af Watoto i 2003 har 1.300 tidligere gadebørn fået hjælp
Vi blev vist rundt på kostskolen af Jackson, som nu er på den rigtige side af loven og livet i kraft af Watoto. Jackson fortalte, at det havde været svært for ham at opgive friheden på gaden til fordel for en fremtid med skolegang og struktur.
Skolens leder bekræftede, at det at få gadebørnene til at opgive deres frie liv netop er en stor udfordring for projektet.
Ekskursionerne til TASAF-projekter og Watoto kan ses som en slags fattigdomsturisme, men jeg fik en fornemmelse af, at vi som besøgende var så interesserede og spørgelystne, at vi, måske også på grund af vores modne alder, blev betragtet som velmenende besøgende.
Mødet med forskellige kulturer
Der er 120 stammer i Tanzania, der siden selvstændigheden i 1964 har lært at tale Swahili. Det har ifølge samtlige undervisere været afgørende for fred mellem stammerne og større tolerance.
Der bor omkring 430.000 masaier i det nordlige Tanzania, og derfor får stammen også en del opmærksomhed på kurset.
Masaiernes kultur som pastoralister er baseret på nomadekvægavl med naturlig græsning. Pastoralisme er også kendetegnet ved, at en enkelt dyreart indtager en særlig plads i samfundet og det kulturelle liv, og det fremgår tydeligt, at kvæget har en høj prioritet hos maasaierne. Måske endda før kvinder og børn.
Turistaktiviteterne i den tørkeramte boma blegnede i lyset af den barske virkelighed for masaikvinderne og de små pigers fremtid
Kulturen er under pres, både på grund af klimaforandringer og turisme. Nutidens klima er mere uforudsigeligt med længere tørkeperioder, og kombineret med øget turisme medfører det stridigheder og problemer for masaierne.
De har svært ved at finde græsningsarealer til deres kvæg og bliver også presset ud af områder, der bliver solgt til udbygning af nationalparker og lodges for turister.
Turisme er på den anden side også en væsentlig indtægtskilde for masaierne, når de viser deres landsbyer, bomaer, og høje hop frem for betalende turister. Mange af de runde bomaer står tomme og er udelukkende beregnet som et frilandsmuseum for turister.
Et besøg hos masaierne er også en del af seniorhøjskolens program, men vores forberedelse får et andet afsæt, end jeg havde forventet. Mackrine N. Rumanyika, der er stifter af en lille organisation, HIMD (Health Integrated Multisectoral Development), indtager klasserummet og fortæller om sin indsats for at forebygge omskæring af piger.
Hun arbejder tæt sammen med nøglepersoner i de forskellige masailandsbyer og har via sit arbejde haft held til at overbevise nogle nøglepersoner om risikoen ved omskæring.
Mackrine N. Rumanyika understreger dog, at der er en tendens til, at den gamle rituelle omskæring vender tilbage, når levevilkårene er under pres, fx på grund af klimaforandringerne.
Vores ekskursion til en masailandsby fik en anden vinkel efter Mackrine N. Rumanyikas indlæg. Turistaktiviteterne i den tørkeramte boma blegnede i lyset af den barske virkelighed for masaikvinderne og de små pigers fremtid.
Bringer seniorhøjskolen dig tættere på kulturen end en turistrejse?
Mellemfolkeligt Samvirke beskriver seniorhøjskolen sådan på deres hjemmeside:
”Vi sætter fokus på kulturmødet mellem mennesker, og hvordan et stærkt civilsamfund kan skabe bedre vilkår for alle. Højskole er en anderledes måde at rejse, hvor fællesskabet er i højsædet, og programmet bringer dig tættere på kulturen, end en turistrejse kan.”
Jeg kan bekræfte, at seniorhøjskolen bringer dig tættere på kulturen end en turistrejse, men spørgsmålet er, om det er tilstrækkeligt til, at Mellemfolkeligt Samvirkes Seniorhøjskole adskiller sig fra andre turistrejser.
Mellemfolkeligt Samvirkes vision og mission kunne udmøntes til et formål ud over den personlige oplevelse, fx i at højskoleseniorerne kan være med til at bygge bro og skabe gensidig respekt, både lokalt og globalt.
Når jeg ser tilbage på de tre ugers ophold på højskolen, har jeg fået udfordret mit verdensbillede. Måske er der tale om en dannelsesrejse for seniorer med mulighed for personlig udvikling, men også for at deltage i debatten, både i familien og generelt i samfundet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
