SAMFUND // KOMMENTAR – Der forhandles igen mellem kommunerne og lærernes organisationer om lærernes arbejdstid på bagkanten af lærerkommissionens arbejde og konklusioner. Allerede nu er forhandlingerne imidlertid strandet, og parterne er gået til pause henover sommeren, mens den danske lærerstand stadig venter på at få en egentlig aftale om deres arbejdstid, skriver Jacob Gjelstrup, der forudser tre mulige scenarier.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I denne uge blev det besluttet, at Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation anført af henholdsvis Michael Ziegler (C) og Anders Bondo Christensen går hver til sit og sætter forhandlinger om lærernes arbejdstid på pause til efter sommerferien.
Ifølge både Ziegler og Bondo Christensen er man kommet et stykke videre i forhold til det årelange stridspunkt om lærernes arbejdstid i de forhandlinger, der blev igangsat ovenpå lærerkommissionens færdige rapport fra december 2019, men pausen i forhandlingerne betyder dog ikke, at parterne lige skal strække ben inden de præsenterer en aftale som imødekommer lærerne på området om øremærket tid til forberedelse.
Det virker usandsynligt, at lærerne kommer til at stemme ja til en aftale, der blot indeholder ordlyden fra lov 409
Faktisk siger begge parter, at der fortsat er store uenigheder, og at pausen skal bruges af parterne til at overveje, hvordan de kommer videre.
KL ønsker ifølge Michael Ziegler stadig at nå frem til en egentlig arbejdstidsaftale, for, som han er citeret for på Folkeskolen.dk: “Så længe der er muligheder, skylder vi skolen, lærere og elever, at vi bliver ved med at forsøge”.
Mere kontant udtaler Anders Bondo Christensen til samme, at: “Den ene mulighed er, at en af parterne siger, vi kan ikke komme videre, vi må konstatere forhandlingssammenbrud. Det er slut. Den anden mulighed er, at vi sætter forhandlingerne på pause”.
Et langt forløb
Sagaen om de danske læreres arbejdstid, der fortsat er reguleret efter lov 409, fortsætter altså sandsynligvis en rum tid endnu. Efter overenskomstforhandlingerne i 2018, som ikke lykkedes med at lande en aftale om arbejdstid, blev resultatet, at der var brug for at kvalificere den viden, der var om lærernes arbejdstid, og lærerkommissionen blev vedtaget.
Kommissionens færdige arbejde skulle være den løftestang parterne forpligtede sig til at bruge til at nå frem til egentlig aftale med overenskomstforhandlingerne i 2021.
LC’s dilemma er nu, at der er udsigt til et endnu længere forløb i forhandlingerne, som sagtens kan gå ind i 2022. Der har samtidig i forløbet været talt om at udsætte næste års overenskomstforhandlinger, fordi man på grund af coronasituationen i forvejen er forsinkede.
Det ser desværre ud, som om det bliver sværere og sværere at undgå en ny konflikt og endnu et lovindgreb overfor den danske lærerstand
Det betyder, at der i så fald vil være gået ni år siden lærerlockouten i 2013. Ni år uden en forhandlet aftale om arbejdstid for lærerne og ni år med stadigt stigende utilfredshed både med politikerne i KL men i stigende grad også med LC’s forhandlere.
Der er fortsat ikke sivet noget konkret ud fra møderne, men når KL’s forhandler taler om, at man har nærmet sig hinanden på en række punkter, så er det spørgsmålet, om det betyder, at det er LC, der har måttet bøje sig på områder, de tidligere ikke har villet, eller om det er KL, der nu har måttet komme med indrømmelser.
Et minefelt af dårlige sager
Udsigten til et endnu længere og endnu mere konfliktfyldt forløb er altså nært forestående. Det virker usandsynligt, at lærerne kommer til at stemme ja til en aftale, der blot indeholder ordlyden fra lov 409.
Hvis parterne bliver enige om en aftalemodel, men lærerne alligevel stemmer nej, så har Danmarks Lærerforening og LC et alvorligt problem i forhold til deres repræsentative værdi for deres medlemmer.
Derfor træder Anders Bondo Christensen også direkte ind i et minefelt af dårlige sager, hvis han ikke lander noget konkret om de mest centrale stridspunkter.
KL har på forhånd erklæret, at de ikke vil indgå i forhandlinger om det, der på forhånd er ultimative krav – fx at forkorte lærernes normperiode for opgørelse af tid til mindre end et år eller centralt besluttede maksimum på antallet af ugentlige undervisningstimer.
Tilbage står stridspunktet om et fast antal timer til forberedelse af undervisningen, som unægteligt hænger uløseligt sammen med, hvor mange antal undervisningstimer man maksimalt kan udsætte en lærer for.
Der vil givetvis være en del medlemmer, for hvem en kapitulation vil resultere i et opgør med den fagforening, der ikke lykkedes med at varetage medlemmernes vigtigste interesser
Tiden vil vise, om KL blot har spillet højt spil ved at indgå en aftale om at nedsætte en lærerkommission for at købe sig mere tid, eller om de reelt set efterlader noget konkret at forhandle om.
Når parterne efter 7 år med en lockout i 2013, en truende storkonflikt i 2018 og en deraf følgende kommissionsrapport i 2019 og en folkeskole i knæ stadig ikke er kommet tættere på hinanden på de centrale områder omkring arbejdstid, så ser det desværre ud, som om det bliver sværere og sværere at undgå en ny konflikt og endnu et lovindgreb overfor den danske lærerstand.
Tre scenarier
Der venter altså både politikere og lærerrepræsentanter en sensommer og et efterår med en række mulige scenarier af mere eller mindre ønskværdig beskaffenhed. Der er stadig en reel mulighed for, at parterne bliver enige på de centrale spørgsmål om arbejdstid, herunder forberedelsestiden til undervisningen.
Sker det, vil det sandsynligvis være en spiselig aftale for LC’s medlemmer. Der er også den mulighed, at man ikke når til enighed, og at forhandlingerne derfor udsættes til OK21 (der muligvis flyttes til 2022). Et sådant scenarie ligner ikke et godt udgangspunkt for de kommende forhandlinger på det offentlige område, og det lugter derfor af konflikt.
Der er en reel mulighed for at LC’s forhandlere kaster håndklædet i ringen og accepterer KL’s ultimative krav, og en del medlemmer i LC’s organisationer (bl.a. Danmarks Lærerforening, Frie Skolers Lærerforening og Uddannelsesforbundet) vil sikkert acceptere, at det bliver enden på den årelange strid om en arbejdstidsaftale.
Men der vil givetvis også være en del medlemmer, for hvem en kapitulation vil resultere i et opgør med den fagforening, der ikke lykkedes med at varetage medlemmernes vigtigste interesser.
Det opgør kan blive dyrt for lærerorganisationerne på den korte bane, men også for større dele af fagbevægelsen på den lange bane.
Lykkes det politikerne og dermed de offentlige arbejdsgivere at stække én faggruppes organisationer, må det alt andet lige give Michael Ziegler og KL mere blod på tanden over for andre faggrupper, og så vakler den danske model for alvor.
Foto: Collage af foto fra unsplash.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
