KOMMENTAR – Tyskerne ville i 1979 se TV-serien Holocaust, se det billede, som serien gav af krigen set fra de jødiske ofres synsvinkel. Dermed begyndte et nyt afsnit af den tyske efterkrigshistorie, skriver Peter Tudvad, der har genset serien, der sendes i en tid præget af fornyet politisk radikalisme.
Engang for fyrre år siden for jeg og nogle af mine klassekammerater rundt i sløjdlokalet på Holme Skole syd for Århus og lavede imaginære ulykker af den værst tænkelige slags. Men så med ét tårnede vores sløjdlærer, Peter Christensen, sig op foran os. Med armene i siderne så han på os med en blanding af undren og usikkerhed. “Der er vist nogle, der har været for længe oppe i aftes…” Ja, det havde vi måske nok, men grunden var, at vi af vores forældre havde fået lov til det, fordi også vi burde se tv, se en amerikansk serie, den, der hed Holocaust.
Det er altså fyrre år siden, familien Weiss blev udryddet på tv, sådan som utallige andre jødiske familier blev det i virkeligheden – mindre end fyrre år før tv-serien lagde gaderne øde i Danmark og mange andre lande, herunder Tyskland, bødlernes og en stor del af ofrenes land. Dengang, i 1979, lærte jeg selv på barnets vis, hvad holocaust var, men for mig som dansker var det blot et indblik i en gru, som andre – jøder – var blevet tilføjet af andre – tyskere.
For dem, tyskerne, var konfrontationen med deres egne eller deres fædre og bedstefædres forbrydelser noget ganske andet. Den var et nationalt bevidsthedsskred, der flyttede fokus fra “krigen” med al den gru, den forskelsløst tilføjede soldater og civilister, tyskere og russere, ariere og jøder, til “holocaust”, hvor det var tyskerne, der var bødler, og jøderne, der var deres ofre.
Da første afsnit blev sendt, gik hundrede tusinder af tv-skærme pludselig i sort. Vesttyske højreekstremister havde sprængt tv-kabler i luften for på den måde at forhindre, at den “historiske løgn” blev sendt
Fyrre år er der gået, siden “Holocaust” blev sendt første gang på tysk tv. Nu bliver den det igen, nemlig på ARD. Forleden så jeg begyndelsen af det første afsnit – med tysk tale. Den slags bryder vi os som kultiverede og engelskkyndige danskere ikke meget om, men i denne sammenhæng er det faktisk meget udmærket, al den stund tysk var bødlernes såvel som ofrenes sprog.
Værd at huske er det jo, at det faktisk – i tilfælde som familien Weiss – var tyskere, der slog tyskere ihjel. Serien kan altså ses på ARD eller på ARD’s Mediathek på nettet, men dengang, i 1979, kunne man kun se den på de regionale stationer: NDR, SWR osv. Grunden var vist nok, at man fra ARD’s side ikke mente, at serien var af tilstrækkelig høj kvalitet til at blive sendt på den landsdækkende hovedkanal …
I DDR sendte man ikke serien, men almindelige mennesker – ja, der var almindelige mennesker i den hedengangne bonde- og arbejderstat – almindelige mennesker besværede sig nu over, at de ikke kunne se Holocaust. De havde fulgt debatterne på ARD op til udsendelsen, men hvis ikke de nu boede nær grænsen, kunne de ikke se serien.
I første omgang kunne det til dels også være det samme, for da første afsnit blev sendt, gik hundrede tusinder af tv-skærme pludselig i sort. Vesttyske højreekstremister havde sprængt tv-kabler i luften for på den måde at forhindre, at den “historiske løgn” blev sendt.
Men tyskerne ville kende den, ikke løgnen, men det billede, som serien gav af krigen set fra de jødiske ofres synsvinkel. Og dermed begyndte et nyt afsnit af den tyske efterkrigshistorie, et afsnit, hvor tyskerne endelig har besindet sig på, at de ikke bare tabte en krig, men også med nederlaget blev befriet fra sig selv.
Nuvel, er alt så såre godt, nu, i 2019, hvor vi igen sidder her i Tyskland og ser Holocaust, også her i Sachsen, hvor jeg bor, i Meißen, i “Tal der Ahnungslosen“, som man i DDR-tiden kaldte egnene omkring Elben, fordi man i de dybe dale mellem bjergene ikke kunne tage vesttysk tv?
Ja, hvis man tør tro kulturredaktør Oliver Reinhard, der i gårsdagens Sächsische Zeitung skrev, at Holocaust har bidraget til, at tyskerne har ladet sig oplyse om deres egen identitet og deres ansvar for, “at racisme og politisk ekstremisme ikke igen kan sætte sig igennem i dette land”.
På samme tid holder Alternative für Deutschland (AfD) landsmøde i Riesa 25 km længere nede ad Elben, et højre-populistisk og stadigt mere ekstremistisk parti, der her i Sachsen blev det største ved forbundsdagsvalget i forfjor, og som i år kan blive det største ved det saksiske landdagsvalg og således for første gang få plads i en delstatsregering.
Landdagsvalget finder sted den 1. september, på 80-årsdagen for den nazi-tyske invasion af Polen og dermed på 2. verdenskrigs begyndelse i Europa – det, som AfD-chefen Alexander Gauland nyligt har kaldt “en fugleklat i tusind års vellykket tysk historie”.
Foto: PR fra TV-serien.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
