Karneval og fodbold – det er de klassiske stereotyper, som de fleste danskere associerer med Brasilien. Men om et halvt år tændes den olympiske ild i Rio de Janeiro og så vil hele verden holde øje med, om det første sydamerikanske OL-værtsland kan bevise, at både landet og kontinentet er klar til den opgave.
Siden 2009, hvor byen blev tildelt værtskabet, har brasilianerne glædet sig som forventningsfulde børn. Men forventningens glæde er gradvist blevet mindre, som OL har nærmet sig. Mange frygter, at legene i stedet vil eksponere et land i splid med sig selv frem for et land på vej frem.
Et land i dyb politisk krise
Og den frygt er begrundet. For Brasilien befinder sig i en dyb politisk krise. Alle, der er i nærheden af reel indflydelse, er enten involveret i eller tæt på sager, der minder om korruption. Og selvom et økonomisk kollaps ikke synes nært forestående, er der uden tvivl brug for en anden kurs end den nuværende. Frygten for, at ”Morgendagens Land” har sovet over sig, lurer. Og det på trods af, at Brasilien er et land med en ret ung befolkning, et stigende uddannelsesniveau og enorme naturressourcer. Problemet er politisk: Hvem magter at styre landet gennem den dybe krise, som har bidt sig fast?
Men lad mig gå tilbage i tiden og give noget baggrund fra et land, hvor jeg tidligere har boet, og som jeg i år vil rejse tilbage til for at dække OL som journalist.
Foto: Antonio Cruz/ wikimedia commons
Den politiske kultur ser for det første helt anderledes ud end noget, vi kender fra Skandinavien. Siden 2013 har brasilianere i tusindtal med jævne mellemrum gået på gaden og appelleret til miltæret om at fjerne den demokratisk valgte præsident. Man kan undre sig over længslen efter diktaturet. Er det er en forkælet middelklasse, der reagerer på tabet af sine privilegier? Eller er der snarere tale om en folkelig bevægelse, der rejser sig for at forhindre, at Brasilien bliver Sydamerikas næste Venezuela?
Den svære vej til demokrati
Måske handler det om noget dybere – om tilvænningen til et demokrati, der blot har eksisteret i lidt over 30 år. Dengang muren faldt og landene i Østeuropa et efter et overgik til demokrati, gik denne skribent i gymnasiet. Jeg husker stadig min historielærers formaning: ”Der går omtrent 25 år før befolkningerne har vænnet sig til demokratiet”. Få år forinden var Brasilien overgået fra militærdiktatur til demokrati. Inspireret af USA med to kamre og den udøvende magt placeret hos en præsident, der er valgt direkte.
Forklaringerne på, at demonstranterne, der i det store og hele udgøres af den hvis middelklasse, tilsyneladende har en forkærlighed for militæret, er imidlertid langt fra simple. Lad mig indkredse nogle af årsagerne.
For det første skal man forstå den måde, hvorpå den almindelige brasilianer orienterer sig om verdenen, herunder om politik. I løbet af meget kort tid har betingelserne i Brasilien, ligesom de fleste andre steder i verden, for spredning af information ændret sig radikalt.
Massekommunikation anno 2010 – sagen om Isabella
Med cirka fire års mellemrum indrammer to begivenheder en periode, hvor kommunikationsvejene i Brasilien undergik store forandringer. Den første begivenhed fandt sted i slutningen af marts 2010 og den anden i juli måned 2014.
Jeg var selv i São Paulo tilbage i 2010. Hele nationen holdt vejret, og stort set alle tv-apparater i hele landet var tændt. Vi ventede på domsafsigelsen i en de mest højprofilerede retssager i nyere tid i. Sagen mod Isabella Nardonis forældre. Parret var tiltalt for mishandling af deres datter og for efterfølgende at smidt den 5-årige Isabella ud af vinduet fra 6. etage. Dengang havde de færreste en Smartphone ved hånden, så opbygningen af fortællingen, klimakset, da dommen blev afsagt og eftermatematikken foregik i de traditionelle medier først og fremmest TV.
De mange mennesker, som havde taget opstilling foran domhuset, fik beskeden om at forældrene var kendt skyldige, via sms. Fra venner og bekendte, der havde set det i TV.
Selvfølgelig var der en vis aktivitet på sociale medier, men online var størstedelen af aktiviteten fortsat bundet til de store traditionelle mediers netsider. Op mod 98 procent af den voksne befolkning fulgte sagen. Og det i et land der dengang talte i omegnen af 200 millioner indbyggere.
Historien blev for langt mestendels sat i ramme, fortalt og fortolket af journalister. Og det var følgelig de kendte ansigter fra både de skrevne og elektroniske medier, der med deres personlige troværdighed som afsæt, udlagde dommen og dens konsekvenser for et publikum, der i overvejende grad var passive modtagere af budskaberne.
Nye kommunikationsformer anno 2014 – nederlaget ved VM
Den anden begivenhed, som indrammer perioden, var det brasilianske landsholds choknederlag på 7-1 til Tyskland ved VM i fodbold i 2014.
Andelen af befolkningen, der fulgte med i den begivenhed var omtrent den samme som i Isabella Nardoni-sagen, men måden hvorpå folket orienterede sig havde ændret sig drastisk. For 2010 var året, hvor Smartphones for alvor begyndte at sælge i Brasilien. Det år blev der solgt under 5 millioner enheder. I 2014 var salget tæt på 50 millioner, og langt de fleste brasilianere fulgte nu store begivenheder på mere end en skærm.
Reaktion på det historiske nederlag kom derfor hurtigt – under selve kampen.
Inden første halvleg var færdigspillet, havde de fleste allerede delt egne frustrationer med deres netværk på sociale medier, lige som de havde set andres kommentarer. Eftermatematikken var der nærmest to streger under allerede ved slutfløjtet.
Og kampen om, hvordan nederlaget skulle fortolkes, var følgelig på mange måder overstået, inden de traditionelle medier overhovedet havde sendt deres korps af erfarne kommentatorer på banen. De etablerede eksperters vej ind i samtalen om kampen var i højere grad baseret på interaktion med brugerne end blot at præsentere en færdig analyse af nederlaget og dets konsekvenser.
Digitaliseringen af den politiske samtale
Med andre ord: Den måde, hvorpå især unge brasilianere orienterer sig i nyhedsstrømmen, ændrede sig markant på de fire år. Og den nye måde at orientere sig på har ændret den politiske scene af i dag. På mange måder minder kommunikationskulturen i højere grad om en mundtlig kultur med en masse simultane og virtuelle borgermøder.
Og her ved vi, at virkeligheden, som vi møder den på de sociale medier, i nogen grad dikteres af samme mediers algoritmer:
Hvem vi interagerer med og hvad vi liker i dag, er med til at skabe det feed, vi vågner op til hver morgen.
Denne nye medievirkelighed er vigtig at erkende, hvis man vil komme bare i nærheden af at forstå, hvorfor den folkelige politiske debat i Brasilien synes at engagere flere end nogensinde, mens samme debat samtidig kan synes så polariseret og ufrugtbar, at man næsten kunne ønske, at landet ville falde tilbage til tidligere tiders nærmest apatiske forhold til politik.
For det faktum, at debatten i høj grad formes af de sociale mediers væsen er medvirkende til at gøre den ekstremt polariseret, og det er en tendens, der blot synes at blive stærkere.
To lejre
En anden væsentlig årsag til debattens polarisering er kravet om en rigsretssag mod den siddende præsident, Dilma Rousseff. Det krav kom ret tidligt og kunne i sagens natur kun bakkes op af ganske alvorlige anklager, så den kompromissøgende vej var retorisk ufremkommelig fra starten. Nuancerne er blevet sorteret fra og tilbage står to positioner: For eller imod Dilma og hendes arbejderparti, PT (Partido dos Trabalhadores).
Det parti har siddet på regeringsmagten siden 2003, hvor Luiz Ignácio da Silva – i Brasilien kun kaldet Lula – tiltrådte præsidentembedet.
Præsidentvalgkampen i 2014 mellem Dilma og Aécio Neves fra det brasilianske socialdemokrati, PSDB (Partido da Social Democracia Brasileira) var især på de sociale medier en opvisning i to lejre, der ikke foretog sig meget andet end at råbe af hinanden og endda så højt, at man intet hørte af, hvad der blev råbt tilbage fra den anden lejr. PSDB var også partiet, der i 90’erne under præsidenterne Itamar Franco og Fernando Henrique Cardoso fik afskaffet den hyperinflation, som i mange år havde plaget den brasilianske økonomi. Partiet kalder sig socialdemokratisk, men havde i sin regeringsperiode stærke alliancer med den højrefløj, der tidligere havde holdt hånden under militærstyret.
PT udspringer af den stærke fagbevægelse, som med store og velorganiserede strejker var kraftigt medvirkende til først svækkelsen og siden afskaffelsen af diktaturet. Dengang repræsenterede partiet en linje, der ville ændre samfundet ved dets rod, men som man kom tættere på magten, har man tilpasset sin linje de realpolitiske forhold.
Der har traditionelt ikke været meget de to partier kan samarbejde om, og rivaliseringen har i de sidste år nået nye højder.
Foto: Jonas Pereira/Agência Senado
Fornuften findes blandt folket
Når man bevæger sig væk fra de sociale medier og rent faktisk taler med brasilianerne, er det imidlertid heldigvis muligt at få nuancerne frem.
Som det f.eks. er tilfældet med Rosimar Guarize, der bor i Rio de Janeiro og som er civilingeniør. I forbindelse med sit arbejde i olieindustrien har hun ofte opholdt sig i Skandinavien. Derfor er hun ikke alene i stand til at se det brasilianske samfund indefra, men kan også sætte sig ind i vores måde at betragte Brasilien på. Til POV international fortæller hun, at som brasiliansk vælger virker alt lidt mistrøstigt:
”Polariseringen i brasiliansk politik tog fart i 2013. Det virker som om folk vågnede fra en dyb komatilstand. I dag har vi en repræsentativ krise. Der er ikke rigtig nogen, der tror på partierne længere,” fastslår hun.
Rosimar er carioca, som man kalder indbyggerne i Rio, og som sådan er der kun en reference, der kan beskrive den dybe polarisering. For en carioca findes der simpelthen ikke en mere uforsonlig rivalisering end den, som er nedarvet mellem Flamengo og Fluminense, to af byens største fodboldklubber. Hun fortsætter:
”Fla-Flu retorikken blev værre under valget i 2014. Med Aécio eller Dilma stod valget mellem pest eller kolera. Dilma repræsenterede fortsættelsen af PT’s linje, som ganske vist havde givet store sociale forbedringer, men også videreført traditionen om, at magthavere konstant bliver indblandet i korruptionssager. Derudover var der tydelige tegn på, at PT ikke længere havde styr på økonomien. For at holde fast i magten begyndte partiet at fjerne sig fra den linje, som man ellers i sin tid havde vundet magten på. Aécio repræsenterede en tilbagevenden til 90’ernes neoliberale politik, som på positivsiden havde fået løst problemet med hyperinflationen, men som absolut intet havde gjort for at forbedre de sociale forhold. Desuden er Aécio efter min mening den mest rådne og korrupte politiker, vi har.”
Bekymringen om ”et nyt Venezuela”
Rosimar har venner fra begge lejre. Ingen, hun kender, vedkender sig at støtte et militærkup, men på den anden side har de nogen forståelse for at kravet fremføres:
”Bekymringen er, at Dilma er i gang med at forvandle Brasilien til en større og værre udgave af Venezuela. At hun slet ikke tænker på, hvad der er bedst for landet, men kun på selv at blive ved magten. Når jeg taler med de af mine venner, der vil af med Dilma for næsten enhver pris, nævner de mange grunde til at militær intervention nævnes som alternativ. En af dem er, at alle de politikere, som man kan vælge demokratisk, er så korrupte at kun militæret vil kunne ændre på værdierne i politiske system,” siger hun og fortsætter:
”Andre nævner, at vi har en generation af unge vælgere, der ikke selv har oplevet at leve under militærdiktaturet. For dem kan militæret repræsentere alt det, som vi savner nu. Struktur, ordentlighed og respekt for hierarkier. De fleste af dem, som går på gaden med kravet om militær intervention, er medløbere, der blot udtrykker frustrationer og ønske om
forandring uden egentlig at vide, hvad det så er, de beder om i stedet.”
Middelklassens tabte privilegier
For mange i middelklassen handler frustrationerne imidlertid i høj grad om tab af privilegier. En blogpost, som bliver delt igen og igen på de sociale medier, dog næsten udelukkende blandt brugere, der støtter PT, stammer tilbage fra 2009. En brasilianer bosat i Holland, sammenligner det brasilianske samfund med det hollandske ditto.
Den lange titel ”Om sammenhængen mellem at skulle gøre sit eget toilet rent og ikke være bange for at åbne sin MacBook i bussen” henviser til, at middelklassen i Brasilien længe har ligget inde med privilegier, der beror på eksistensen af en arbejderklasse, hvis arbejdskraft nærmest ingenting koster.
Når man i Europa betaler, hvad der for en brasilianer synes at være et absurd stort beløb for at blive klippet, for at tage en taxa eller for at få sit toilet gjort rent, så hænger prisen sammen med, at dem, der udfører disse opgaver, rent faktisk får en løn, som man kan leve et anstændigt liv for. Ifølge bloggens forfatter, Daniel Duclos, bevirker de spændinger, som uligheden i Brasilien fører med sig, til gengæld, at man kan være ret sikker på at blive berøvet, hvis man hiver en bærbar frem i bussen.
Brasiliens ekstreme ulighed
Selvom PT, siden de kom til magten i 2003, har hævet mindstelønnen betragteligt, er Brasilien nemlig stadigt et land præget af ekstrem ulighed. Ifølge Daniel Duclos, er det dog ikke nødvendigvis den økonomiske ulighed, som er det største problem, men snarere den hermed forbundne sociale ulighed:
”En dørmand her i Holland føler sig ikke underlegen i forhold til en mellemleder. En gardinmontør er samme værd som en doktor. Alle arbejder, lever deres liv og en profession er ligeså værdig som den anden. Uden for arbejdstiden er der ikke noget, der forhindrer, at man sætter sig på den samme bar og drikker en Heineken sammen. Ingen kigger opad og ingen kigger nedad. Det er ikke professionen, der afgør en persons værd – ærligt og hårdt arbejde er ærligt og hårdt arbejde.”
Sammenligner man Daniel Duclos’ betragtninger med den måde, som ulighed opfattes på i en brasiliansk kontekst, er der ingen tvivl om, at den brasilianske middelklasse har en lang tradition for at kunne kigge nedad, og at en udjævning af forskellene fører en betragtelig nedgang i komfort med sig. At være nødt til at sælge sin ikke-specialiserede arbejdskraft er i en brasiliansk kontekst det samme som at opgive sin personlige værdighed.
Foto: Tuca Vieira/wikimedia commons
Brasilianerne kalder selv denne kultur for ”a cultura de sabe com quem está falando”, på dansk omtrent ”er du klar over, hvem du taler med-kulturen”. Det er en tradition, der stammer helt tilbage fra den måde, landet først blev organiseret på, da portugiserne kolonialiserede landet. Det kæmpe land blev opdelt i en række capitanias. En enkelt mand fra den portugisiske lavadel fik tildelt et område og var på kronens vegne øverste myndighed i det område.
De rige og retsstaten der kommer til kort
Den kultur kan spores tilbage til en særstatus for de øverste i hierarkiet og en tilsidesættelse af retsstatens principper om lighed for loven. Man slipper af sted med enhver uretfærdighed, bare der er vægt bag spørgsmålet om du egentlig er klar over, hvem du taler med.
Den brasilianske middelklasse oplever imidlertid i disse år, at der er færre og færre, som de kan sige ”sabe com quem está falando?” til. Og det opleves som et tab, især fordi de virkelig rige stadig render rundt og slynger om sig med spørgsmålet. De virkelig rige, hvis formuer i mange tilfælde har trukket renter siden 1800-tallet, er nemlig stadig en klasse, hvis særinteresser bliver plejet på trods af, at præsidenten kommer fra PT.
Siden demokratiets genindførelse i 1986 har alle vidst, at den siddende regering, hvis den ønskede at blive ved magten, skulle komme overens med de ekstremt magtfulde fazendeiros, godsejere, fra Nordøst og fra delstaten Minas Gerais.
Ved de første mange valg efter 1986 var der reel bekymring for, om en sejr til venstrefløjen kunne få de rige fazendeiros til at vende det ny vundne demokrati ryggen, og at man igen ville se tanks i gaderne. Da venstrefløjen endelig kom til magten med Lulas sejr i 2002, var denne bekymring aftaget. Dels havde Lula indset nødvendigheden af i nogen grad at fortsætte med at tage hensyn til de virkelig riges særinteresser, og dels havde militæret set, hvordan det gik militærstyrer rundt omkring i regionen, og havde af den grund ikke den store lyst til at tage magten.
I stedet er venstrefløjen gået i gang med at afskaffe den absolutte fattigdom. Ifølge sociologen Zygmunt Bauman er det et regulært mirakel, at man har løftet 22 millioner mennesker ud af den dybeste fattigdom. Man har hævet mindstelønnen og indført socialhjælp til familier på betingelse af, at hustandens børn har passet deres skolegang.
Og skal man være retfærdig, må man også konstatere, at en del af forklaringen på, at der har været mindst ligeså mange korruptionssager i PT’s regeringsperiode som tidligere, ligger i, at anklagemyndigheden har fået betydelig bedre muligheder for at gå efter magtfulde politikere og embedsmænd.
Hvilket lyder godt, men for middelklassen har faldet i bestanden af ekstremt fattige altså også betydet, at det er blevet dyrere at få gjort sit toilet rent.
Økonomisk nedtur for ’Morgendagens Land’
Denne udvikling har stået på lige siden 2003, hvor Lula overtog magten og utilfredsheden har således ulmet længe.
I de første mange år var det svært for kritikerne at vinde lydhørhed. Økonomien tordnede derudad, og Brasilien fik tildelt værtskabet for VM i fodbold 2014 og OL 2016. Der blev planlagt en højhastigheds togforbindelse mellem de to metropoler Rio de Janeiro og São Paulo – et kvantespring for infrastrukturen i landet. Det gik simpelthen for godt.
Man var i gang med – syntes det – at opfylde løftet om ’morgendagens land’, et tilnavn som Brasilien har haft siden 1950’erne. En ung befolkning, gode vækstrater, enorme naturressourcer og et stigende uddannelsesniveau gav store løfter for fremtiden.
Men en elendig politisk forvaltning af disse muligheder førte imidlertid hurtigt til, at mange betragtede det som tvivlsomt om landet nogensinde ville udnytte sit potentiale. ”Brasilien er fremtidens land, og det vil det altid være,” lød kritikken ironisk med en omskrivning af sloganet.
Også selv om det i den første del af Lulas regeringsperiode så ud til, at fremtiden faktisk var ankommet. I starten var de store medier, som alle ellers traditionelt har været kritiske over for Lula og PT, derfor tilbageholdne med at kritisere præsidenten. Men med den bratte nedtur i økonomien og de fortsatte korruptionssager, der trækker tråde til regeringstoppen, fik middelklassens frustrationer lettere ved at finde kanaler ud i det fri.
Og nu er togforbindelsen udskudt på ubestemt tid; stagnationen er ankommet og den betyder, at mange familier oplever fald i den disponible indkomst samtidig med at mindstelønnen stadig stiger. Stort set alle middelklassefamilier har indtil for år siden haft mindst en fuldtidsansat hushjælp ansat. Dette er ikke længere altid tilfældet. Gabet mellem den nederste del af middelklassen og de fattigste er blevet mindre, og flere oplever, at huslige pligter ikke er noget, man kan betale sig fra.
Brasilien er fremtidens land, og det vil det altid være
Det besværlige hverdagsliv
Oplevelsen af at livet er blevet mere besværligt er med andre ord reel nok.
Men derfra og til at ønske sig militærdiktaturet tilbage er der alligevel et stykke vej. Som nævnt bærer den ekstreme polarisering, Fla-Flu stemningen over debatten, en stor del af skylden. Frygten for, at befolkningen lader sig forføre af socialister, der vil bruge demokratiet til at forvandle Brasilien til Venezuela er måske ikke rationel, men dens eksistens er ikke til at bestride.
Realpolitisk kompliceres tingene i Brasilien af, at hverken socialister eller liberalister kan komme uden om de oligarkiske fazendeiros indflydelse. Og deres interesser har ikke meget med ideologi at gøre. Det handler om at blande private og offentlige interesser sammen, så oligarkiet kan opretholde status quo.
Brasiliens svar på Liberal Alliance
For få år siden opstod et nyt parti: Partido Novo, ”Det Nye Parti”. Her har man slået sig op på en ægte liberalistisk ideologi, og er dermed principielt imod såvel sammenblandingen af offentlige og private interesser, som den socialistiske regerings omfattende socialhjælp.
Det kan meget vel være, at partiets principper om at ville give de bedste betingelser for frihandel faktisk kunne gøre lige så meget for at bekæmpe fattigdom som PT, og det er endnu mere muligt, at de med bekæmpelsen af korruption og sammenblanding af interesser ville være det bedste bud på at sikre mere social retfærdighed ovenfra. Men sandheden er at partiet for at opnå reel magt, som alle andre partier, ville være nødt til at vælge og prioritere sine kampe. Og meget tyder på at den kamp, som i første omgang ville blive sat på pause, ville blive kampen mod de magtfulde fazendeiros.
Partiet, som principielt er for maksimal individuel frihed, er f.eks. ekstremt tilbageholdende med at støtte retten til abort og retten til at gifte sig med, den man ønsker. Det er tydeligt, at man allerede tænker realpolitisk og på, hvem man ikke skal støde fra sig. Kritikere anfører at ”Det Nye Parti er født gammelt”, og at partiet blot ønsker at vende tilbage til mere ekstrem ulighed i en ny ideologisk indpakning. Denne kritik er svær at afvise, når man så tydeligt gør sig store anstrengelser for at kunne samarbejde med de konservative kræfter.
OL- udsigten er mudret
Hvad er konklusionen? I hvert fald, at det er mere end svært at se, hvorfra en egentlig fornyelse i brasiliansk politik skal komme.
For modstanderne af PT, må det bekymre, at Lula igen i 2018 vil være valgbar. Der knytter sig en del troværdighed til hans person, som kritikere med nogen ret kan anføre mere skyldes højkonjunkturen i hans regeringsperiode end hans politiske resultater.
Det er stort set udelukket, at militæret skulle få lyst til at blande sig igen – trods de jævnlige massedemonstrationer, der ønsker sig tilbage til de gamle dage.
Økonomien ser ikke ud til at blive bedre lige med det første. Meget få, om nogen, tror på, at den siddende regering har svaret på de udfordringer, og et brugbart alternativ synes heller ikke at eksistere.
Med andre ord er det muligt, at værtskabet for OL langt fra bliver den succes, som det brasilianske samfund længes efter – uanset hvor mange medaljer, man måtte vinde på arenaerne. I tiden op til OL vil jeg til gengæld give POV Internationals læsere et indblik i udviklingen i Brasilien både på og uden for sportsarenaerne. De næste par måneder her fra vores kolde breddegrader, men fra engang i juni vil jeg levere friske reportager og interviews fra forskellige lokaliteter i Brasilien. Så stay tuned – eller som de siger på portugisisk: Fique ligado!
Topfoto: Rio de Janeiro, verdens mest fotogene storby og vært for OL 2016, Wikimedia Commons
Synes du om POV international? Så kan du tegne abonnement via forsiden. Vil du læse meget mere om Brasilien op til OL, kan du også støtte mig direkte via mobilepay 21222329. Du bestemmer helt selv , hvor meget du vil donere.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
