KOMMENTAR – I anledning af Europadagen, d. 9. maj, holdt statsministeren en tale, hvor han præsenterede sin nye kurs for dansk EU-politik. Ved første blik så ændringen ud som et vigtigt skridt fremad, men læser man mellem linjerne repræsenterer kursændringen ingen løsning på velkendte og åregamle dilemmaer samt kompromisser i dansk Europapolitik. Statsministeren er presset både hjemme og på den internationale scene, men han må overbevise vælgerne om en ny dansk kurs, hvis landet fortsat ønsker at drage fordel af EU-samarbejdet, skriver Amélie Reichmuth.
Hvis det er noget franskmændene er kendte for i Danmark, ud over deres arrogance, så er det nok deres smag for vin. I den sammenhæng er jeg som halvt fransk ingen undtagelse, men jeg lærte faktisk et nyt udtryk på dansk i denne uge takket været Lars Løkke Rasmussen.
Som selverklæret politiknørd, stolt medlem af “Erasmus generationen” samt “danskofil”, var jeg nødt til at lytte til statsministerens tale om EU politik den 9. maj.
Og da jeg senere opsummerede indholdet overfor min danske kæreste, brugte han det perfekte og velkendte danske udtryk – som jeg imidlertid endnu havde til gode at stifte bekendtskab med – til at beskrive talen: ”Gammel vin på nye flasker”.
For det første kan man virkelig ikke rose udtrykket nok for sin litterære kvalitet. Talen indeholdt nemlig ingen billedrige metaforer blot en samling retoriske spørgsmål og kolde fakta. Udover at talen på den måde var ren “rugbrødsarbejde”, indeholdt den alt for mange komplicerede ord og alt for lidt substans.
Hvad mange journalister og eksperter roste som en ny kurs for Venstre efter talens afholdelse var i virkeligheden blot genbrug af gamle mønstre i dansk politik. At en statsminister i 2018 offentligt proklamerer, at danskerne også er europæere og at man burde hejse Europa-flaget på Europadagen burde ikke være årsag til stor omtale
Hvis man ser på de enkelte udtalelser i talen, kan man med fordel reducere Lars Løkkes idéer til et par få væsentlige punkter, som kan refereres således:
Danskerne er også europæere, og Danmark har brug for EU, mens verden har behov for et stærkt EU; EU udvikler sig, men Danmark har kun begrænset indflydelse på processen, pga. de fire forbehold; disse vil dog ikke komme til en folkeafstemning på denne side af et folketingsvalg, selvom en fri debat om dem bør finde sted løbende; Danmark skal deltage aktivt i det europæiske samarbejde, men nogle områder, som f.eks. socialpolitikken skal fortsat varetages af de enkelte EU-medlemslande; udfordringerne på europæisk niveau er talrige, men EU-budgettet skal alligevel skæres ned, fordi fællesskabet er blevet mindre efter Brexit, og man skal prioritere få og udvalgte områder.
Paradokset er tydeligt og viser samtidig, at hvad mange journalister og eksperter roste som en ny kurs for Venstre efter talens afholdelse, i virkeligheden blot er genbrug af gamle mønstre i dansk politik. At en statsminister i 2018 offentligt proklamerer, at danskerne også er europæere og at man burde hejse Europa-flaget på Europadagen burde ikke være årsag til stor omtale – slet ikke for den yngste generation som har nydt mulighederne, EU tilbyder i lang tid. Imens står Europa-flaget året rundt på alle offentlige bygninger i Frankrig og nogle tyske delstater overvejer at gøre den 9. maj til en feriedag.
Danmark og EU – et fornuftsægteskab
Det er i hvert fald interessant at bemærke afstanden mellem, hvor meget opmærksomhed talen fik blandt journalister og EU begejstrede (især på nettet) og hvor lidt kritisk analyse, der blev foretaget i de traditionelle medier.
Lad gå med at ”hverdagslivspolitik” og en rask debat om ulve til enhver tid vil fylde mere end EU-politikken gør. Det, der godt kan undre mig er, at den almindelige danske borger generelt får så lidt relevant information og analyse om EU i traditionelle medier, når nu det hele tiden hedder sig fra officielt hold, at Europa betyder så meget.
Det er faktisk svært at holde sig informeret og få dybe og kritiske analyser af Europa gennem danske medier.
De danske partier savner en troværdig diskurs og konkrete alternativer. Ikke et eneste af dem ville turde gå ud med en pro-europæisk kampagne i stil med Emmanuel Macrons
Reaktionerne på talen afspejler samtidig Danmarks historiske dilemma overfor EU. Selvom de fleste danskerne godt har kunnet forstå den økonomiske mening i at tilslutte sig fællesmarkedet, har de fleste altid været langt mindre entusiastiske når det kom til det politiske projekt.
Simone Veil, den første formand for Europa-Parlamentet, skrev i sin selvbiografi om de første danske MEP’er som blev valgte i 1979 “de virkede lidt fortabte og man måtte spørge sig selv: hvad laver de dog her?” Det spørgsmål kunne man i virkeligheden fortsat godt stille.
Europadebatten – og hele EU-projektet – er nemlig i Danmark stadigvæk forbeholdt små privilegerede grupper og EU’s politikker er stadigvæk fjernt fra de fleste danskeres hverdag. Danskerne identificerer sig ikke med det mere abstrakte projekt som ”Europa” (her deler de indstilling med briterne). Mange kender måske et udvekslingsprogram som Erasmus, men der ekstremt få aner noget om, hvordan EU’s institutioner fungerer.
Historien om Danmark – Kejserens nye klæder
Debatten omkring Danmarks deltagelse i EU-projektet har siden 1973 som bekendt ført til otte folkeafstemninger, der igen har resulteret i fire forbehold. De gør, at Danmark kun i begrænset omfang samarbejder med EU og står helt udenfor bestemte områder, som f.eks. euroen og forsvar- og sikkerhedspolitikken.
Selvom Lars Løkke Rasmussen har gjort det klart, at han ikke ønsker at holde en folkeafstemning inden for den nærmeste fremtid, kan man tolke hans tale som en fabel om Danmarks dilemmaer overfor EU, og ikke mindst om, hvordan Danmark definerer sig selv i den globaliserede verden.
I virkeligheden kan man sammenligne Danmark med de gamle kolonimagter som Storbritannien eller Frankrig, der engang var store men som mistede det hele, hvilket tvang dem at genopfinde deres identitet og rolle på den internationale scene.
I EU-politikken ser Danmark sig selv som et lille og truet land, der ikke kan få sin stemme hørt og som derfor dels søger forbehold dels alliancer med andre små/neutrale lande eller storebrødrene Storbritannien eller Tyskland.
Problemet er at Danmark i virkeligheden er en Chihuahua. Chihuahuaen er en lille hund, der bjæffer meget højt, fordi den selv tror, at den er en stor hund, eftersom den konstant bliver båret i armene på sine ejere.
Danmark er et lille land, der kræver forbehold og særregler fordi det selv mener, at det er meget vigtigt og gerne vil bevare sin betydning indenfor EU uden at indse, at landets privilegerede position i høj grad kommer fra samarbejdet med de andre EU lande.
EU er ved at blive genopbygget, og der er plads og vilje til nye forslag og ambitiøse planer, hvilket giver Danmark en enestående mulighed for at gøre en langt større forskel for Europa end nogensinde før i nyere tid
Rygterne omkring Margrethe Vestagers valg som kommissionsformand er det bedste nyere eksempel. Danmark jublede ved udsigten, som om landet lige havde vundet Melodi Grand Prix eller Tour de France, men en hurtig analyse af det danske bidrag til EU projektet og det politiske spil generelt på europæisk niveau viser, at drømmen om en dansk kommissionsformand er urealistisk – uanset Vestagers personlige gravitas og evner.
Det behøvede imidlertid ikke være sådan. Der findes et momentum i EU’s politik lige nu, hvor briterne er på vej ud og efter Emmanuel Macrons valg. EU er ved at blive genopbygget, og der er plads og vilje til nye forslag og ambitiøse planer, hvilket giver Danmark en enestående mulighed for at gøre en langt større forskel for Europa end nogensinde før i nyere tid.
Det vil være en meget stor fordel for begge sider at bruge denne enestående chance her og nu for at engagere sig aktivt i reformprocessen og være en del af et nyt lederskab på europæisk niveau sammen med Frankrig og Tyskland. Spørgsmålet er, om nogen politiker vil gribe chancen og formulere en ægte ny dansk Europa-politik.
Hvad gør vi nu, lille du?
Indtil videre har jeg imidlertid svært ved at få øje på, hvor de nye visioner skal komme fra. Og imens giver det ideologiske tomrum om fremtiden for Danmarks rolle i Europa uheldigvis plads til, at yderligtgående partier på begge fløje kan fylde det politiske vakuum ud med populistiske holdninger.
Samtidig er det relativt nemt at kritisere de yderligtgående synspunkter, mens det er langt sværere at finde visionære og realistiske forslag, der vil forbedre situationen. Blot at gentage status quo er ikke tiltrækkende eller tilstrækkeligt, men de danske partier savner en troværdig diskurs og konkrete alternativer. Ikke et eneste af dem ville turde gå ud med en pro-europæisk kampagne i stil med Emmanuel Macrons. Samtidig mangler debatten om EU politik i Danmark kritiske spørgsmål og nuancer, hvilket den pauvre mediedækning af Europa ikke just gavner på.
I den konstellation står Lars Løkke Rasmussen i en svær situation. Som statsminister spiller han på to forskellige baner samtidig: den danske og den udenrigskpolitiske og han skal sørge for at balancere begge dele. Ikke at de danske interesser grundlæggende ikke hænger sammen med de europæiske interesser, men at få budskabet ud om, at et stærkt Danmark betyder et stærkt EU og omvendt, kræver langt mere politisk mod og bedre oplysningsarbejde, end det vi ser demonstreret i øjeblikket.
På europæisk niveau stiger presset fra Danmarks partnere, ikke mindst fra Frankrig, som har svært ved at engagere Tyskland i sine reformplaner. Den franske præsidents statsbesøg i Danmark til august vil skabe plads til en mere positiv og aktiv diskurs om EU, men den nyeste tale om EU, som præsidenten holdt den 10. maj, i Aachen, viser også tydeligt, at han ikke er bange for at tage bladet fra munden foran nære venner.
Ingen politiker har indtil videre haft held med at få danskerne til at elske det politiske EU. Danskerne synes nu som før fortsat at være gladest for de økonomiske fordele og Lars Løkkes tale om EU gør ingen forskel
Det vil ikke være overraskende, hvis Macron opfordrede danskerne til at tage ansvar for deres rolle i EU og til at reflektere over forbeholdene. Men den opfordring kan let falde på stengrund. Ingen politiker har indtil videre haft held med at få danskerne til at elske det politiske EU. Danskerne synes nu som før fortsat at være gladest for de økonomiske fordele og Lars Løkkes tale om EU gør ingen forskel i den kontekst.
Der findes en historisk chance for at kritisere konstruktivt og lægge innovative forslag på bordet i Europadebatten i de kommende måneder. Man kan også håbe på, at EU spørgsmålet og udenrigspolitikken vil blive vigtigere end normalt under den næste valgkamp.
Historisk har det dog vist sig særdeles svært og sandsynligheden taler for, at Europa igen vil blive anbragt på den politiske bagsmæk – Europatale eller ej. I mellemtiden må vi, der går op i den europæiske debat, dulme vore sorger i den gamle vin, mens vi venter på de friske druer.
Topillustration: POV International – originalbillede fra PxHere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
