FOLKETINGETS KONTROLUDVALG // ANALYSE – Hvorfor får flere partier ikke plads i Folketingets udvalg vedrørende efterretningstjenesterne? Hvad frygter “de større politiske partier” ved en udvidelse af kontroludvalget?
Pia Kjærsgaard fortalte mig engang en hemmelighed.
Det var i 2008, De Radikale havde netop foreslået, at alle Folketingets partier fik plads i kontroludvalget, og jeg ville høre, om Dansk Folkepartis daværende formand støttede dette.
Pia Kjærsgaard havde nemlig fremlagt den samme idé i 1996, efter at den daværende Nyrup-regering forsøgte at mørklægge den såkaldte Rushdie-sag ved blandt andet at henvise til, at Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne var blevet orienteret om de angivelige trusler mod den britiske forfatter. Dengang havde Dansk Folkeparti – med sine fire folketingsmedlemmer – ikke sæde i udvalget, som kun tæller fem folketingsmedlemmer fra de fem største partier.
Alt andet var “udemokratisk”, havde det lydt.
Nu hed statsministeren Anders Fogh Rasmussen (V), Dansk Folkeparti var efter folketingsvalget året forinden blevet det tredjestørste parti og Pia Kjærsgaard selv medlem af kontroludvalget. Så hvad ventede hun på?
Da jeg stak hovedet ind på Pia Kjærsgaards på kontor i Provianthuset på Christiansborg, lød den kryptiske besked imidlertid, at “det vil jeg gerne gå lidt dybere ind i og så snakke om på et andet tidspunkt”. Hvorefter hun, efter at båndoptageren var slukket, smilede og tilføjede:
“Kim, vi kan da ikke have Frank Aaen siddende i kontroludvalget!”
Sovende spion
Hvorfor “vi” ikke kunne have Enhedslistens daværende finansordfører siddende i kontroludvalget (skulle han ellers ønske dette), stod ikke helt klart. Det var efterhånden nogle år siden, at den tidligere DKP’er havde meldt sig ud af partiet, Muren var faldet og Sovjetunionen gået i opløsning. Hvis Frank Aaen var en såkaldt sovende spion, var der i hvert fald lange udsigter til, at han en dag ville vågne.
Men hvem vi kan have siddende i kontroludvalget, er netop spørgsmålet, efter at SF nu har foreslået at udvide medlemstallet i forbindelse med Folketingets drøftelse af et styrket tilsyn med efterretningstjenesterne.
“Det handler blandt andet om, at der er blevet flere partier,” forklarer Karina Lorentzen, SF’s retsordfører og medlem af kontroludvalget.
“Og så har jeg i virkeligheden altid syntes, at det ville styrke den demokratiske indsigt og virke afdramatiserende for partierne at sidde der og finde ud af, at tingene er i orden.”
En underforstået henvisning til, at det historisk har været de partier, som har været mest skeptiske over for efterretningstjenesternes arbejde, som er blevet forment adgang til kontroludvalgets møder.
Sikkerhedsrisiko
Når jeg i dag kan røbe Pia Kjærsgaards hemmelighed, skyldes det naturligvis, at denne ikke længere er hemmelig.
Når kontroludvalget blev nedsat i 1988, skyldtes det ikke mindst oppositionens ønske om at kigge de to danske efterretningstjenester – politiets (PET) og forsvarets (FE) – efter i kortene
Dansk Folkepartis daværende udenrigsordfører, Søren Espersen, røbede den i 2013 med udsigten til, at det kommende folketingsvalg ville gøre Enhedslisten til et af de fem største i Folketinget. Der var et personsammenfald og/eller bånd mellem Liste Ø og de såkaldte udenomsparlamentariske grupper, som efterretningstjenesterne overvågede, lød forklaringen nu (Venstres daværende udenrigsordfører, Søren Pind, var også bange for, at partiets eventuelle medlem af kontroludvalget lod oplysninger gå videre til “de forkerte”).
“Jeg mener derfor ikke, at man kan have folk fra Enhedslisten til at sidde i Kontroludvalget og så stadigvæk få det samme at vide af PET, som man får i dag,” fortalte Søren Espersen i et interview med Weekendavisen.
“Det synes jeg simpelthen er en sikkerhedsrisiko.”
De to turister i Polen
Når kontroludvalget blev nedsat i 1988, skyldtes det ikke mindst oppositionens ønske om at kigge de to danske efterretningstjenester – politiets (PET) og forsvarets (FE) – efter i kortene, efter at to danske reserveofficerer året forinden var blevet anholdt for spionage i Polen.
De to “uheldige turister”, som daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) insisterede på at kalde dem, skabte både en udenrigs- og indenrigspolitisk krise for Schlüter-regeringen. Uffe Ellemann-Jensen, der som reserveofficer også havde spioneret for FE i Østeuropa, endte med at få en såkaldt næse af et flertal i Folketinget, fordi han hævdede, at SF’s daværende udenrigsordfører Pelle Voigt “gik andres ærinde”.
“Herved gives der medlemmer af typisk de større politiske partier adgang til at få indseende med efterretningstjenesternes virksomhed,” som det hed i daværende justitsminister Erik Ninn-Hansens (K) lovforslag om kontroludvalget, der fik støtte af alle partier, undtagen Fremskridtspartiet.
Fremskridtspartiets medlem af Folketingets Præsidium, Kristen Poulsgaard, kaldte lovforslaget for et “paradeforslag, der er fremsat for at tækkes det røde flertal i dette Ting” og advarede om folkesocialisternes kritiske holdning til forsvaret og forsvarsudgifterne (i 1988).
“Jeg mener, at vi har et parti blandt de fem største partier, der er direkte modstander, så det kunne da godt være, at der kunne ske lækager,” lød forklaringen.
Cruise, Bean og Barack
I dag mener Moderaternes retsordfører, Tobias Grotkjær Elmstrøm, ganske vist, at kontroludvalget hurtigt kan mangle quorum, hvis nogle af de fem medlemmer for eksempel bliver syge (de har ikke stedfortrædere). Men de kan også blive for mange.
“Jo flere personer, der får adgang til fortrolige oplysninger, jo større er sandsynligheden for, at der lækkes oplysninger,” lyder det fra retsordføreren.
To mennesker kan holde på en hemmelighed, hvis en af dem er død
Der er da også et gammelt russisk mundheld, der siger, at to mennesker kan holde på en hemmelighed, hvis en af dem er død. Hvilket har inspireret både Tom Cruise, Mr. Bean og Barack Obama til at forklare deres hemmelighedskræmmeri med sætningen:
“Jeg kunne fortælle dig det, men så ville jeg være nødt til at slå dig ihjel.”
Masseødelæggelsesvåben
Hverken SF eller Enhedslistens hidtidige medlemmer af kontroludvalget er dog blevet kritiseret for at lække oplysninger endsige gå andres ærinde. Enhedslisten fik første gang plads i kontroludvalget i 2014 efter en lodtrækning med SF (fordi de to partier på det tidspunkt var blevet lige store) og overtog sidstnævntes plads. Medlemmerne har tavshedspligt og må end ikke fortælle noget til deres egne partifæller om, hvad de får at vide.
Hvilket til gengæld ikke kan siges om deres borgerlige kollegaer.
I 1996 blev det radikale medlem af kontroludvalget Bjørn Elmquist således kritiseret for bekræfte, at der var en konkret trussel mod Salman Rushdie før dennes aflyste besøg i Danmark (yderligere oplysninger gav han ikke).
Når det er sagt, er spørgsmålet, hvor meget medlemmerne af kontroludvalget kan kontrollere, når det kommer til stykket
“Det er ikke noget, vi blot tror,” havde statsministeren forklaret offentligheden.
Og i 2004 trak den daværende forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) sig fra posten efter kritik for at have fortalt, at ingen i kontroludvalget under Irak-krigen havde stillet spørgsmålstegn ved Fogh-regeringens hemmelige rapporter om landets påståede masseødelæggelsesvåben.
“Det er noget, vi ved.”
I dag er det også svært at se logikken i at forholde Folketingets medlemmer oplysninger om efterretningstjenesternes virke af frygt for lækager, når Frederiksen-regeringen har anklaget såvel den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) som den tidligere chef for PET, Lars Findsen, og en tidligere medarbejder i efterretningstjenesten for at lække fortrolige oplysninger.
Straffesagerne er som bekendt kun blevet opgivet, fordi FE har meddelt, at tjenesten “ikke længere anser det for betryggende at stille de højt klassificerede oplysninger, som sagerne handler om, til rådighed for straffesagerne.”
Narresut
Når det er sagt, er spørgsmålet, hvor meget medlemmerne af kontroludvalget kan kontrollere, når det kommer til stykket.
Dels stammer oplysningerne, som kontroludvalget skal kontrollere, fra dem, de kontrollerer – og altså FE eller PET. Og dels har udvalgets medlemmer som nævnt tavshedspligt, hvis de endelig finder noget kritisabelt.
“Så længe medlemmerne har tavshedspligt, og så længe det kun handler om retningslinjerne for PET’s virksomhed, er der ikke tale om en reel kontrol, men en narresut,” sagde Enhedslistens daværende retsordfører, Søren Søndergaard, i 1998 i et interview med Politiken, efter det endnu en gang var blevet foreslået at udvide kontroludvalgets medlemstal.
“Og så er det jo ligegyldigt, om der er fem eller 179 medlemmer af udvalget.”
Læs også Kim Kristensens analyse “Hemmeligheder og løgne: Spionskandale sætter søgelyset på statshemmeligheder”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
