KOMMENTAR // STRESS – Tænk hvis vi et par dage om ugen ikke kunne bruge penge. Ville det ikke også kunne gøre os opmærksom på, hvor lidt vi egentlig har brug for og ville det ikke befri os for en masse impulskøb, der i kedsomhedens tjeneste kunne være konverteret til en tur i skoven eller hen på legepladsen med ungerne?
Gaderne var øde, da jeg påskedag og 2. påskedag tilbragte et par dage i Berlin. Trafikken var sat på stand by, og butikkerne var lukkede. På disse, for os vesterlændinge, allerhelligste dage kunne man få helt ondt af de stakkels sjæle, hvis forbrugerisme måtte holdes i ave i de lange 48 timer, som er sat af til at mindes Jesus’ død og opstandelse.
Hvorfor ikke omdanne vores store byer til oaser i weekenderne, hvor folk kan indtage gaderne og hinanden?
Vækstsamfundet var gået i stå for en kort bemærkning, og minder fra min barndom, hvor søndagene var som havblik på en varm sommerdag, omfavnede mig kærligt. Som jeg sad der på en kantsten ved en ellers travl Kastanien Allee i et til dagligt hektisk Prenzlauer Berg med et normalt kaotisk Berlin omkring sig, var det som at ligge i sin mors favn og lytte til hendes hjertes langsomme og trygge puls. Berlin var simpelthen gået død.
Der opstod et savn om svundne tider, hvor den kollektive puls kom helt ned, når vores forældre gik hjem fra arbejde, og hvor det meste af lørdagen og hele søndagen var stille som i en kiste, hvis indhold for længst var væk.
Og selvom jeg ellers ikke dvæler ved fortiden, savner jeg de stunder hvor samfundets åndedrag var så langsomt, at man følte sig forpligtet til at følge med. Man kunne simpelthen ikke andet.
Hvor samvittigheden var ren som toppen af Himalayas sne, fordi det dengang ikke var comme il faut at opføre sig, som om man havde en krudtugle oppe i røven, når man havde fri.
Det burde være påske hver weekend
Så tænkte jeg på, om det ikke kunne være en god ide at komme derhen, hvor det ville føles, ikke bare ok, men også helt naturligt at lukke ned i hvert fortravlet samfund. Lukke hele lortet ned, trafikken, arbejdet, butikkerne og internettet. Bare to dage om ugen. Eller en.
Jeg vil bare slå et lille slag for, at vi to dage om ugen sætter bremserne i overfor en udvikling, der gør at vi ikke ser verden, men kun er interesseret i at komme hurtigt igennem den
Tænk alligevel på hvilket overflødighedshorn af fordele dette kunne indebære. Ikke bare for det mentale helbred, men også for vores nervesystem og de mange skrøbelige hjerter, der knokler som var de stukket af en gal arbejdsbesættelse.
Tænk hvis vi et par dage om ugen ikke kunne bruge penge. Ville det ikke også kunne gøre os opmærksom på, hvor lidt vi egentlig har brug for og ville det ikke befri os for en masse impulskøb, der i kedsomhedens tjeneste, kunne være konverteret til en tur i skoven eller på legepladsen med ungerne.
Ville disse dage ikke netop være genvejen til det nærvær og den stilhed så mange sukker efter? Ville det ikke give os den tid til at få læst de bøger, som ligger og samler støv på vore dyre designerreoler?
Vi har brug for oaser med stilhed
Vi leder febrilsk efter oaser i storbyerne, hvor vi kan få luft, nyde stilheden og koble fra. Men hvorfor ikke omdanne vores store byer til oaser i weekenderne, hvor folk kan indtage gaderne og hinanden? Hvor det ikke handler om at handle i ordets mangfoldige betydninger, hvor det ikke handler om at præstere, effektivisere eller producere. Hvor det handler om at dyrke sig selv, hinanden og alt det som er i mol.
Byerne er ofte defineret ved hastighed, og den vækst hvormed de er kommet i stand. Byen er fart. Jeg tror det ville være så sundt for de store byers indbyggeres mentale og fysiske sundhed.
Den franske filosof og byplanlægger, Paul Virilio, hævdede, at hastighed forandrer verden og gør den mindre. Skulle vi ikke gøre den større igen ved at prise og dyrke langsommeligheden og stilheden
Jeg opfordrer jo ikke til, at vi skal skodde al den teknologi, der er forbundet med hastighed. Computerne, fly, højhastighedstog, internettet og rulletrapperne som folk nu til dags løber så hastig op ad. Nej, jeg vil bare slå et lille slag for, at vi to dage om ugen sætter bremserne i overfor en udvikling, der gør at vi ikke ser verden, men kun er interesseret i at komme hurtigt igennem den.
“Der findes kun liv i udkanterne”, hævdede den franske forfatter Honoré de Balzac måske netop af samme grund.
Så hvad om vi blev bedre til at få udkanterne ind i centrum, så dagene ikke bare skal overstås, men hales så de varer så længe som muligt. For når vi lærer kunsten at dvæle, erfarer vi også, at langsomlighedens pris er frihedens pris, og er det ikke den, vi alle dybest set higer efter? Den franske filosof og byplanlægger, Paul Virilio, hævdede, at hastighed forandrer verden og gør den mindre. Skulle vi ikke gøre den større igen ved at prise og dyrke langsommeligheden og stilheden. For når alting går for stærkt, er det som i en centrifuge, hvor alt det centrale er hult og tomt.
Foto: Thomas Milsted.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
