Opløsningstiden – kampen om demokratiet i USA

Morten Skovgaard Oversætter, journalist, fotograf 13.03.2025

LONGREAD – Der er en plan. Den er ukendt for de fleste – og det samme gælder dens centrale profiler. Men den neoreaktionære bevægelse, også kendt som NRx, har med sit anti-demokratiske tankesæt vundet enorm indflydelse og magt i USA. Den er trængt ind i hjertet af Det Hvide Hus og er begyndt at brede sig til resten af verden.

Morten Skovgaard kortlægger bevægelsens ideologiske DNA, der fører os fra det 20. århundredes libertære tænkere til nutidens teknologiteoretikere. Meget af det tilsyneladende vilde vanvid, vi ser udfolde sig i 2025, er resultatet af en mangeårig ideologisk opblomstring, der – med rødder i Silicon Valley – nu har nået Washington, D.C.

Jeg er et sovende, uvidende får. Jeg er blevet tilbudt den røde pille indtil flere gange, men jeg har hver gang takket pænt nej. Så jeg er ikke vågnet op. Endnu. Det følgende er derfor skrevet med visheden om, at jeg har fravalgt vigtige eksistentielle sandheder.

Der er en plan.

Den involverer afskaffelsen af demokratiet. Det er ikke bare en bombastisk påstand, men et helt ubestrideligt faktum, som selv folkene bag planen ville bekræfte. Og det er en ubekvem sandhed, vi alle sammen bliver nødt til at forstå og forholde os til.

Offentlighedens fokus har været rettet mod Donald Trump og Elon Musk, mens de har væltet rundt som to prustende tyre i en porcelænsbutik og næsten dagligt chokeret hele verden ved at overdænge medierne med det ene skøre optrin efter det andet. Men vi bør alle sammen rette blikket et andet sted hen – mod snoretrækket i det larmende teater, hvor usete dukkeførere styrer marionetterne.

Lad os starte med helikopterperspektivet:

Den neoreaktionære bevægelse – også kendt som NRx – ønsker at afvikle det liberale demokrati og dets institutionsbaserede samfund. Målet er at erstatte det med en helt anden regeringsform, hvor mennesker bliver borgere i selvstændige mikronationer, der drives som hierarkisk opbyggede virksomheder.

”Gov-corps” – Government Corporations – som disse utopiske mikrostater også kaldes, skal sikre mennesker den totale frihed til at vælge det samfund, de ønsker, uden at blive bremset af langsommelige bureaukratiske processer, besværlig jura, internationale konventioner og etiske forbehold.

Denne artikel er et forsøg på at skære gennem mediestøjen fra USA og den enorme kognitive belastning, den skaber

Det er post-libertær tænkning i alleryderste potens. Denne End State kan først opnås, når nationalstaterne er styrtet i grus, og den vestlige civilisation er vendt tilbage til noget, der mest af alt minder om det gamle feudalsamfund, som holdes kørende af store teknologiske landvindinger. Også kendt som techno-feudalisme.

Tankegodset er anti-humanistisk og nihilistisk. Det er, ligesom den klassiske reaktionære strømning, et målrettet opgør med alle de humanistiske og liberale værdier om frihed, lighed og broderskab fra oplysningstiden og den franske revolution, der ligger til grund for vores moderne vestlige samfund.

Hvis vi sammenligner den vestlige civilisation med et operativsystem til en computer – en central metafor i ideologien – er målet med andre ord at tilbagerulle alle de seneste mange opdateringer og reboote hele systemet til lige før Enlightenment.exe fra det 17. århundrede – og gå i gang med at udvikle vores samfund i en helt ny retning derfra.

Lyder det skræmmende? Så sæt dig godt til rette, for vi er knap nok gået i gang endnu.

Denne artikel er et forsøg på at skære gennem mediestøjen fra USA og den enorme kognitive belastning, den skaber. Vi taler alle sammen dagligt om, hvad Musk og Trump foretager sig, fordi medier over en bred kam bomber os med kaos og usikkerhed.

Vi taler imidlertid meget lidt om de underliggende ideologiske dagsordener – hele det store isbjerg nede under overfladen.

I det følgende bliver den neoreaktionære bevægelses teoretiske fundament og indflydelse gennemgået i tre dele: Inspirationen fra det 20. århundredes tænkere, teknologimilliardærernes indflydelse og selve bevægelsens to hovedpersoners manifester, efterfulgt af en perspektivering til den danske offentlighed og politiske samtale.

Del 1: Byggesten til en radikal ideologi

Den neoreaktionære bevægelse har i mange år fremstået som en relativt uvæsentlig internetsubkultur. Et tilfældigt sammenrend af pseudo-intellektuelle alt-right-ideologer, der som en anden flok tossede Dungeon Masters sad og fantaserede sig frem til ejendommelige eventyrverdener, som kun de allermest alternativt tænkende og samfundsafkoblede personer kunne se fornuften i.

Sådan er det ikke længere. Neoreaktionær tænkning har helt under radaren bevæget sig fra at være et amerikansk fringe-fænomen til at blive en international mainstreamideologi.

I dag er bevægelsens destruktive samfundsidealer og kyniske menneskesyn ikke kun det værdimæssige fundament for magtfulde Silicon Valley-milliardærer. Den har også vundet enorm politisk indflydelse gennem den nyligt tiltrådte amerikanske regering.

Der er tale om en perfekt storm. Den ultimative konvergens mellem trosretninger og ideologier under gunstige storpolitiske vækstbetingelser

Det er stærke neoreaktionære kræfter, der binder de ellers så pudsige sengekammerater som evangelikale konservative kristne, libertære futurister, teknologideterminister og alle tænkelige former for anti-establishment-miljøer sammen. De mødes i en fælles revolutionær front mod den demokratiske samfundsform, som den vestlige verden har været hundredvis af år om at opbygge og udvikle, og som de alle sammen ønsker et endeligt opgør med.

Politiske analytikere har i mange år yndet at anvende hesteskomodellen, når de skulle beskrive de usædvanlige fænomener, hvor politiske modstandere pludselig allierer sig om den samme sag som for eksempel vaccinemodstandere under covid-19-pandemien. Den forklaringsmodel er ikke længere anvendelig.

Der er i stedet tale om en perfekt storm. Den ultimative konvergens mellem trosretninger og ideologier under gunstige storpolitiske vækstbetingelser. En langsom opbygning af kaotisk energi i vores systemer, der har udløst en entropisk trykkogereksplosion.

Fra fringe til mainstream

Politikforskere taler om det såkaldte Overton-vindue, også kaldet ”diskursvinduet”. Begrebet beskriver, hvordan politiske idéer typisk opnår bundtræk i befolkningen, når de befinder sig inden for det vindue, hvor de opfattes som en bredt accepteret diskurs, der ikke associeres med ekstremistiske strømninger.

Overton-vinduet er ikke statisk, og det ligger placeret forskellige steder fra samfund til samfund.

Et aktuelt eksempel fra USA er, at jo mere medier beskæftiger sig med Trumps adfærd og politik ud fra, hvad der er normalt for ham og ikke for hans forgængere, er de med til at flytte vinduet og normalisere det, der tidligere blev betragtet som ekstremt.

Et hjemligt eksempel er de seneste 20 års flygtninge- og indvandringsretorik i Danmark.

Ved årtusindskiftet blev Dansk Folkeparti af flertallet betragtet som ekstremister på grund af deres indvandringsretorik. I dag har vinduet flyttet sig så meget til højre, at stort set alle deres idéer er blevet normaliseret, ikke mindst efter Socialdemokratiets appropriering af dem.

Den neoreaktionære tænkning er på vej gennem en lignende kulturel-politisk proces, som frem til nu er foregået mere eller mindre i det skjulte.

Det idéhistoriske overblik

En af ideologiens centrale figurer – forfatteren Curtis Yarvin, som vi kommer ind på senere i denne artikel – gav i starten af året et langt interview til New York Times, komplet med et stort introbillede af ham i tænksom filosofpositur.

Blandt hans mange kontroversielle tanker handlede interviewet, hvori Yarvin i høj grad fremstod uimodsagt, om, hvordan de sorte slaver i USA havde det meget bedre under slaveriet end efter dets ophør. Og hvordan det samme også gjorde sig gældende for kvinder før deres frigørelse.

Det er et glimrende eksempel på en flytning af Overton-vinduet: Sanewashing af mandens ekstreme og afvigende idéer, der har rodfæstet sig i USA og også spirer frem i Europa.

En fuld kortlægning af den neoreaktionære bevægelse og dens primære aktører er et omfattende projekt. De to helt centrale navne er Curtis Yarvin og Nick Land, men de har begge udviklet ideologien ud fra kombinationer af allerede eksisterende kontroversielle idéer fra både libertære og autoritære tænkere.

En grundig forståelse af NRx-bevægelsen kræver derfor et dybere historisk dyk ned i flere af dens vigtigste inspirationskilder, før vi går videre til dens centrale profiler i dag.

Demokratiet – den faldne gud    

Den libertære østrigske økonom og filosof Hans-Hermann Hoppe argumenterede i 2001 i sin bog Democracy: The God That Failed for, at både monarkier og privatledede regeringer er demokratiet overlegne.

Det er en kongstanke i det neoreaktionære verdensbillede.

Hoppes hovedværk er en radikal kritik af demokratiet og et forsvar for ”anarkokapitalisme” – idéen om total privatisering af alt i samfundet, som skulle overlades til fuldstændigt uregulerede markedskræfter. Hans idéer har haft stor indflydelse i libertære og paleokonservative kredse – særligt kernetanken om, at den private ejendomsret er fundamentet for et retfærdigt samfund.

Når vi hører danske libertære kritisere den danske stats ”misundelsesskatter”, er det en klar genlyd af Hoppes tanker

Ifølge Hoppe er demokratiet en fejlslagen samfundsform, der fører til destruktiv politisk adfærd, fordi den tilskynder politikere til at handle ud fra deres egne og flertallets interesser frem for på vegne af langsigtede hensyn til selve samfundet.

Demokratisk valgte politikere har i Hoppes øjne kun kortsigtede incitamenter, fordi de altid er nødt til at tænke på genvalg, hvilket typisk fører til forøgelse af gæld, inflation og generelt forfald.

En af Hoppes primære kritikker af demokratiet som regeringsform er, at det skaber ”demokratisk socialisme”: At vælgere – særligt dem, der får mest muligt ud af staten – har en stærk interesse i at tilegne sig rigdom fra samfundets mest produktive medlemmer.

Når vi for eksempel hører danske libertære kritisere den danske stats ”misundelsesskatter”, er det en klar genlyd af Hoppes tanker.

Monarkiet er den langsigtede løsning

Hoppe mener, at monarkiet derimod har et stærkt incitament for at bevare statens og økonomiens langsigtede stabilitet, fordi monarken som privat ejendomsejer har en personlig interesse heri. Monarkiet er på den måde mindre sårbart over for destruktiv kortsigtet politik, fordi herskeren altid vil være mere optaget af at opretholde og udvide landets, og herunder sin egen, rigdom.

Ingen har ret til at anvende magt eller tvinge andre til noget. Eftersom regeringer gør dette, er de ifølge Hoppe dybest set uretfærdige

Han mener desuden, at staten i det moderne demokratiske samfund er illegitim, fordi den overskrider princippet om selveje og hans ”ikke-aggressionsprincip”: Ingen har ret til at anvende magt eller tvinge andre til noget. Eftersom regeringer gør dette, er de ifølge Hoppe dybest set uretfærdige.

Dette er en grundtanke, vi så tydeligt optegnede konturer af herhjemme blandt visse segmenter under regeringens coronarestriktioner i 2020-21.

Hoppe foreslår anarkokapitalismen som et alternativt system til demokratiet: Her leveres alle varer og tjenester, deriblandt ordenshåndhævelse og forsvar, gennem frivillige markedstransaktioner, og den private ejendomsret er samfundets grundsten.

Hoppe er en af de tænkere, der har leveret en stor del af den neoreaktionære ideologis teoretiske fundament – særligt præferencen for monarki, som kan virke underligt selvmodsigende i forhold til forsvaret af den individuelle frihed.

Mange libertære vil modsat Hoppe mene, at monarkiet er en illegitim centraliseret autoritet, og det og lignende hierarkiske regeringsformer kan underminere de egalitære frihedsprincipper, der er centrale for den libertære tradition.

Hoppes forsvar af monarkiet udgør dermed et grundlæggende skisma i den libertære tænkning. Det er en idéspaltning, som har været med til at definere de post-libertære og neoreaktionære ideologier – en vigtig sondring at holde fast i.

Tilbage til det traditionelle samfund

Den italienske filosof og esoteriker Julius Evola (1898-1974) har også været en stor indflydelseskilde for de neoreaktionære. Han var en radikal højrefløjstænker, der fuldstændigt afviste modernitet, demokrati og egalitarisme, fordi de alle fører til både kulturelt og åndeligt forfald.

Evola talte for en tilbagevenden til et traditionelt samfund, der er baseret på et åndeligt og aristokratisk hierarki. Hans synspunkter flugtede med den franske filosof René Guénons perennialisme – en filosofisk-metafysisk skole, der fastholder eksistensen af transcendentale spirituelle sandheder, og tanken om, at det moderne samfund har mistet kontakten med disse sandheder. Derfor bør samfundet ifølge Evola omstruktureres, så det kan ledes af en indviet åndelig elite, der hersker over masserne.

I værket Revolt Against the Modern World fra 1934 beskrev han, hvordan stærke traditionelle civilisationer er indrettet ud fra en guddommelig orden, hvorimod moderniteten styres af materialisme og svaghed.

Evola var meget optaget af krigeraristokratier, blandt andet middelalderens teutoniske riddere og de japanske samuraier, som han opfattede som indbegrebet af ære, disciplin og transcendens.

Han var også inspireret af forskellige esoteriske traditioner, blandt andet hermetisme, alkymi og østlig mysticisme, og mente, at sand magt ikke opstår ud fra politiske strukturer og modernitetens passive religiøse traditioner, men gennem åndelig autoritet og indre transformation.

Evola beundrede desuden den romerske kejser Julian på grund af dennes hedenske opgør med kristendommen og betragtede ham som indbegrebet af sine egne traditionalistiske og anti-modernistiske idealer.

Her så han den samme kamp, hvor et stærkt og helligt rige stod over for religiøse institutioner.

Kampen mod det moderne

En stor del af Julius Evolas tænkning ligger langt uden for den traditionelle akademiske sfære, men mange af hans idéer har overlevet og trives i dag.

Evolas fokus på det elitære lederskab, modstanden mod demokratiet, kampen mod det moderne og idéen om et åndeligt aristokrati er tanker, der er gået igen hos både Curtis Yarvin og Nick Land

Han opfattede demokratiet som en falsk ideologi, der underminerer menneskets naturlige hierarkier, og han afviste alt fra liberalisme til kommunisme og fascisme, fordi de er materialistisk orienterede og mangler åndelig substans.

Evola kritiserede i sin tid Mussolini for ikke at være tilstrækkeligt radikal og åndelig. Samtidig støttede han aspekter af den nazistiske ideologi, særligt afvisningen af demokratiet, men var dog mest optaget af det åndelige raceinddelte hierarki og interesserede sig ikke for nazisternes biologiske racisme.

Hans mysticisme har ikke som sådan været definerende for den nihilistiske neoreaktionære bevægelse, men hans fokus på det elitære lederskab, modstanden mod demokratiet, kampen mod det moderne og idéen om et åndeligt aristokrati er tanker, der er gået igen hos både Curtis Yarvin og Nick Land.

Magt gennem fjendebilleder

Den tyske jurateoretiker Carl Schmitt (1888-1985) er også en vigtig inspirationskilde for den neoreaktionære tænkning. Schmitt var kendt for sin kritik af det liberale demokrati, som lagde vægt på magt og beslutningskraft. Han står bag den kendte suverænitetsdefinition: ”Suveræn er den, der træffer afgørelsen om undtagelsestilstanden”.

Ifølge Schmitt bliver en suveræn hersker eller stats reelle magt synlig under kriser, hvor love kan blive ophævet for at opretholde orden i samfundet. Juridiske rammer og grundlove er med andre ord sekundære i forhold til magten hos den leder, der bestemmer, hvornår de normale regler skal tilsidesættes.

Schmitt mente også, at politik dybest set handler om sondringen mellem ”ven” og ”fjende”, og han afviste den liberale idé om, at politik skal handle om dialog, kompromiser og rationelle diskussioner. For ham var politik et konfliktdomæne, hvori grupper definerer sig selv gennem deres modstand mod andre grupper.

Juridiske rammer og grundlove er med andre ord sekundære i forhold til magten hos den leder, der bestemmer, hvornår de normale regler skal tilsidesættes

Han udledte af dette, at reel politisk magt dermed opstår sammen med muligheden for at identificere fjender og skride til handling mod dem.

Derfor er det liberale demokrati svagt og selvdestruktivt, fordi det hele tiden forsøger at erstatte magtkampene med uendelige debatter og juridiske processer.

Demokrati kræver en stærk leder

Schmitts primære slutning var, at demokratiet derfor er en paradoksal konstruktion, fordi det kræver autoritære beslutninger for at kunne fungere ordentligt. Og at det parlamentariske demokrati i øvrigt bare er ét stort fupnummer, fordi de vigtigste beslutninger alligevel træffes af ikke-valgte bureaukrater og den herskende elite.

Det kommer næppe som nogen stor overraskelse, at Schmitt støttede Tysklands nazistiske regime og opfattede Hitler som den stærke og suveræne leder, der var nødvendig for at genetablere den handlingsorienterede ledelse, som kunne sikre orden og stabilitet i landet.

Han talte sammen med andre samtidige tænkere blandt andet om et ”Führerprinzip”, baseret på blandt andet Platon og Hobbes’ idéer: Her er autoriteten koncentreret hos en enkelt stærk leder med ubegrænset magt frem for at være fordelt ud i demokratiske institutioner.

En stærk leder ville fungere som en politisk gud og være i stand til at træffe de endelige beslutninger, som ingen ville kunne anfægte

Han mente desuden, at moderne politiske koncepter er sekulariserede religiøse idéer, og at princippet om retsstaten er en moderne udgave af guddommelig autoritet. En stærk leder ville fungere som en politisk gud og være i stand til at træffe de endelige beslutninger, som ingen ville kunne anfægte.

Schmitts idéer er kontroversielle på grund af hans støtte til nazismen, men de studeres stadig inden for juridisk og politisk filosofi, hvor tænkere på både højre- og venstrefløjen anvender hans arbejde i debatter om nødret, autokrati og demokratiets begrænsninger.

Curtis Yarvin har citeret Schmits idéer om suverænitet, autoritet og demokratiets svaghed, mens Nick Land har trukket på hans ven-fjende-sondring i sin argumentation for, at det liberale samfund forsøger at maskere politiske konflikter.

Skiftet til ledelsessamfundet

James Burnham (1905-1987) var politisk teoretiker og filosof og oprindeligt trotskist (socialkommunist), men han blev senere en bærende stemme inden for den anti-kommunistiske amerikanske konservatisme.

Burnham argumenterede i sit hovedværk The Managerial Revolution (1941) for, at kapitalismen ikke udviklede sig i retning af socialisme, som marxisterne forudsagde. Den ville snarere ende som et nyt ”ledelsessamfund”, hvori magten ikke ville ligge hos ejere af private virksomheder, men hos ledere, bureaukrater og teknokrater.

Han mente, at kapitalisterne – altså dem, der ejer private virksomheder – allerede i hans levetid var ved at miste deres magt og var ved at blive udskiftet af en ledelsesklasse bestående af virksomhedsledere, regeringsadministratorer, forskere og militærfolk.

Frem for at være drevet af fri markedskonkurrence blev økonomierne i Burnhams analyse i tiltagende grad kontrolleret af store centraliserede bureaukratier: På den ene side statsstyrede systemer var Sovjetunionen, Nazityskland og USA under New Deal, og på den anden virksomhedsmonopoler med big business, økonomiske institutioner og industrielle fonde.

Alt dette var med til at svække demokratiet, fordi den nye herskende klasse ikke følger det traditionelle ejendomsretssystem og de frie markeder, men i stedet styrer økonomier gennem centraliseret planlægning og statsindblanding.

Vestens selvmord

Burnhams analyser har haft stor indflydelse på arbejdet med eliteteori, ikke mindst fordi han var forud for sin tid med sin forståelse af teknokrati og globale regeringsformer som dominerende kræfter i moderne politik.

Han trak på idéer fra blandt andet Niccolò Macchiavelli og Vilfredo Pareto, da han udviklede sin realisttilgang til magt. Grundtanken her er, at eliten altid hersker gennem et lille organiseret mindretal, mens flertallet følger den passivt.

Det liberale demokrati er en facade, for hverken valg, tildeling af rettigheder eller grundlove ændrer på, at magten er koncentreret hos en herskende elite. Og ideologi er et kontrolredskab for politiske ledere, der ikke reelt tror på hverken frihed, demokrati eller socialisme, men manipulerer med masserne og holder fast i magten med den slags begreber.

De liberale foretrak ifølge Burnham forsoning, moralsk relativisme og forfald, hvilket gjorde Vesten ude af stand til at forsvare sig selv

I bogen Suicide of the West (1964) skrev Burnham – der efter 2. verdenskrig havde afsværget sine trotskistiske idéer og i stedet var blevet ihærdig koldkriger – at den liberale tænkning var i gang med at føre til den vestlige civilisations fald med sit fokus på skyld, svaghed og selvdestruktive tanker.

De liberale foretrak ifølge Burnham forsoning, moralsk relativisme og forfald, hvilket gjorde Vesten ude af stand til at forsvare sig selv.

Vores civilisation var med andre ord i gang med et kulturelt selvmord gennem multikulturalisme, venstrefløjsaktivisme og anti-patriotiske strømninger, hvilket gjorde det nødvendigt at konsolidere og styrke regeringsmagten.

Burnhams løsning på alle disse problemer var at overlade magten til en vestlig elite, der kunne udvise styrke og handlekraft frem for bare at overgive sig til interne og eksterne trusler.

Suicide of the West endte med at blive et regulært konservativt manifest mod liberal kultur og progressivisme, og værket blev også populært blandt moderne nationalistiske bevægelser.

Nationalismen mod eliten

Det er særligt den machiavelliske idé om en herskende elite, der er blevet definerende for det neoreaktionære tankesæt. Burnhams idéer blev videreudviklet af den paleokonservative skribent Samuel T. Francis (1947-2005), der med stærk tilknytning til White Supremacist-kredse og som politisk analytiker hos den konservative tænketank The Heritage Foundation også beskæftigede sig indgående med elitekonceptet.

Hans tænkning var på samme vis gennemsyret af idéen om, at den ledende elite fastholder magten gennem et skindemokrati, og at det traditionelle vestlige samfund er under afvikling til fordel for masseimmigration, egalitarisme, globalisme og politisk korrekthed.

Francis så nationalismen som det eneste effektive magtredskab mod eliten

Francis var glødende nationalist og mente, at stater skulle bygges op omkring en dominerende kulturel og etnisk identitet frem for abstrakte idéer som frihed og menneskerettigheder.

Han opfattede multikulturalisme og diversitet som ledelseselitens redskaber til at underminere den nationale sammenhængskraft og bevare sin dominans. Han advarede også om, at demografiske ændringer, for eksempel migration og faldende fødselstal, ville føre til de historiske vestlige kulturers fald.

Begreber som ”ikke-diskriminerende” og ”inklusion” anvendes ifølge Francis ikke på grund af reel omsorg, men for at nedbryde al modstand mod herredømmet, og han så nationalismen som det eneste effektive magtredskab mod eliten.

Populismen er det stærkeste våben

Francis’ tanker udgør en stor del af den reaktionære tænknings fundament. Ulig mainstream-konservative afviste han den klassiske reaganske frimarkedsorienterede konservatisme ud fra tanken om, at de store virksomheder alligevel allerede havde allieret sig med den globalistiske elite.

Han betragtede derfor populismen som en mere effektiv strategi end den klassiske konservatisme, fordi den udgjorde en mere direkte modstand mod eliten.

Han advarede i den forbindelse direkte mod de ”respektable konservative”, der ikke udfordrede elitens kontrol, og kaldte dem for ”beautiful losers” – smukke tabere – fordi de spiller efter regler, deres modstandere har bestemt.

Denne opfattelse af uretfærdighed er i særdeleshed en stor drivkraft i NRx-miljøerne og er blevet en del af det primære intellektuelle fundament for den reaktionære tænkning i dag

Det er særligt Francis’ og Burnhams syn på ledelsesklassen som samfundets egentlige herskere og idéen om det moderne demokrati som en illusion, der skjuler den bureaukratiske kontrol, der har fået stærkt bundtræk, ikke kun i neoreaktionære kredse.

Tanken om, at vores samfund ledes af magtfulde personer – bureaukrater, mediechefer, akademikere, virksomhedsledere, regeringer og efterretningstjenester – der kontrollerer institutioner, sætter ideologiske agendaer og prioriterer deres egen magt over traditionelle værdier, national identitet og demokratisk ansvar, er fremherskende i mange modstandsmiljøer på højrefløjen.

Denne opfattelse af uretfærdighed er i særdeleshed en stor drivkraft i NRx-miljøerne og er blevet en del af det primære intellektuelle fundament for den reaktionære tænkning i dag.

Del 2: Teknologimilliarder fra Silicon Valley

Idéen om de demokratiske samfund, der styres af en magtfuld hemmelig elite, oplevelsen af konstante krænkelser af borgernes frihed, ønsket om en tilbagevenden til traditionelle hierarkiske samfundsformer under en stærk og handlekraftig leder samt en total afvisning af den moderne progressive humanisme er i grove træk de grundlæggende idéer, NRx-tænkerne har destilleret ud af ovenstående og mange andre teoretikeres arbejde.

De er blevet videreudviklet og bredt ud i et særegent ideologisk kludetæppe, der er strikket sammen af hovedsageligt fire personers idéer. To af dem, Curtis Yarvin og Nick Land, er den neoreaktionære bevægelses frontfigurer, mens to andre ligger meget tæt på bevægelsen.

Peter Thiel – medstifter af bl.a. de succesrige teknologifirmaer Paypal, Palantir samt storinvestor i Meta – definerer ikke åbent sig selv som neoreaktionær. Hans tanker virker på overfladen også mere libertære med blandt andet et fokus på teknologiens samfundsforandrende rolle frem for begejstring for eksempelvis monarkier.

Ikke desto mindre har Thiel igennem de seneste par årtier både finansieret neoreaktionære personer, blandt andet Curtis Yarvin, og øget bevægelsens indflydelse samt udbredt flere af dens centrale budskaber med sine egne tekster. Han bør derfor betragtes som en vigtig figur for bevægelsen.

Demokratiets uafvendelige sammenbrud

Den primære inspirationskilde til Thiels tænkning er bogen The Sovereign Individual: How to survive and thrive during the collapse of the welfare state, som William Rees-Mogg og James Dale Davidson udgav i 1997.

Bogen blev genudgivet to år senere med den nye undertitel Mastering the Transition to the Information Age og igen i 2020 med et forord af Thiel selv, hvori han opridser sit syn på den bærende konflikt i verden i dag:

”Sandheden er, at den store konflikt om vores megapolitiske fremtid kun lige er startet. Konflikten har to poler inden for teknologidimensionen: AI og krypto. Kunstig intelligens vil måske endelig kunne løse det, økonomer kalder for ”udregningsproblemet”: AI kan teoretisk set gøre det muligt at kontrollere en hel økonomi centralt. Det er ikke noget tilfælde, at AI er det kinesiske kommunistpartis yndlingsteknologi. Stærk kryptering giver på den anden pol mulighed for at opbygge en decentraliseret og individualiseret verden. Hvis AI er kommunistisk, er krypto libertær. Fremtiden ligger måske et sted mellem disse to ekstreme poler.”

Rees-Mogg og Davidson beskriver en række forskellige aspekter ved samfundets uafvendelige sammenbrud. Forfatterne forudsiger, at dette vil finde sted som følge af accelereret informationsbehandling i decentraliserede kommunikationsnetværk, hvor nationalstaterne ikke vil kunne følge med i mængden af lynhurtige krypterede transaktioner.

Dette vil blandt andet gøre eksisterende beskatningsinstitutioner ineffektive i takt med, at al handel bevæger sig online og gør cyberspace til den ultimative offshore-institution – et økonomisk fristed, hvor regulering og kontrol fra interventionistiske regeringer kan undgås.

Disse synspunkter er vel at mærke ikke kun spekulative forudsigelser om en post-neoliberal fremtid – de har spillet en afgørende rolle for kapitalinvesteringer i Silicon Valley.

Både Davidson og Rees-Mogg er i øvrigt også selv rigmænd med hang til apokalyptisk tænkning.

Innovation skal redde samfundet

Peter Thiel kan vel bedst beskrives som en ”teknologiteoretiker”, når han i sine geopolitiske analyser taler om at stimulere innovation og sikre civilisationens overlevelse. Heri blander han idéer fra libertarianismen, den neoreaktionære kritik af demokratiet og teknologisk accelerationisme – et begreb, der er hentet fra Nick Land, som optræder senere i denne artikel.

Thiel er modstander af demokratiet og mener, at det står i vejen for frihed på grund af dets omfordelingspolitikker, pøbelvælde og alt for mange reguleringer, der hæmmer innovation og økonomisk vækst.

Hans foretrukne alternativ er en udvalgt elite, der kan herske effektivt ud fra sine kompetencer og samtidig styre politiske fortællinger og holde sandheden fra folket. Også kendt som hans ”Founders should rule”-tilgang: Dem, der bygger noget, skal også drive det, frem for at overlade det til bureaukrater, reguleringsmyndigheder og demokratiske institutioner.

Thiel er først og fremmest en frontfigur for dem, der mener, at den reelle magtkamp i det 21. århundrede står mellem teknologisk innovation i Silicon Valley og Washingtons reguleringer

For Thiel er teknologisk stagnation den største trussel mod fremskridtet, og han baserer sin tænkning på to modsatrettede paradigmer:

”Definitiv optimisme” – at civilisationen skal sætte sig klare teknologiske og økonomiske mål, som for eksempel månelandinger, atomkraft og livsforlængelse.

Og ”Ubestemt pessimisme” – at den vestlige verden har mistet sit ambitiøse og fremtidsfokuserede mindset, fordi den er blevet fanget i et hængedynd af bureaukratisk regulering og kulturel stilstand.

Han ser teknologisk innovation som løsningen på civilisationens grundlæggende problemer og mener, at gennembrud inden for AI, bioteknologi og energi bremses af regeringer og medier, der undertrykker radikal innovation for at bevare stabilitet og små fremskridt.

Monopoler trumfer kapitalismen

Thiel mener samtidig, at monopoler stimulerer innovation. Han fremsatte sin kapitalismekritik i bogen Zero to One fra 2014, hvori han skriver, at ”konkurrence er for tabere” – det frie marked er overvurderet, for ægte innovation opstår først gennem monopolistisk kontrol over nye markeder.

Han fastslår, at firmaer som Google, Amazon og Tesla har råd til at satse stort og langsigtet på fremskridt, netop fordi store og succesrige firmaer ikke konkurrerer, men dominerer deres brancher gennem teknologi.

Samtidig opfatter han også elitenetværk af virksomhedsgrundlæggere – som for eksempel ”The PayPal Mafia” – gruppen, der startede PayPal (Peter Thiel, Elon Musk, Reid Hoffman, Max Levchin og flere andre) – som i dag udgør en form for herskende klasse i Silicon Valley, som meget mere ledelsesegnede end politikere.

Denne elitære tilgang til kapitalismen adskiller Thiel fra de klassiske libertære, der taler for at lade det frie markeds mekanismer udfolde sig uden indblanding, mens det korrigerer sig selv.

Den nye kolde krig

Thiel ser Kina som en teknokratisk trussel mod Vesten på grund af landets centraliserede kontrol over AI, overvågning og industrier, som han opfatter som en overlegen ledelsesmodel, men også som en global rival, der skal udkonkurreres.

Teknologiudvikling er for Thiel den nye kolde krig, der kommer til at definere det næste århundrede: Den står mellem USA’s techno-kapitalisme på den ene side og Kinas statsstyrede AI-autokrati på den anden.

Den er nu også trængt helt ind i Det Hvide Hus i Washington med JD Vance, hvis valgkampagne Thiel har finansieret

Derfor bør Silicon Valley også blive flettet dybere ind i USA’s nationale sikkerhedsapparat, så et samarbejde mellem Big Tech og det amerikanske militær, særligt inden for AI, cyberkrigsførelse og kvantecomputere, kan forstærke landets forsvar.

Palantir, hvor Thiel er bestyrelsesformand, jagter lige nu nye store kontrakter med den nye amerikanske regering gennem hans techno-libertære indflydelse på den politiske sfære.

Det er særligt Peter Thiels tilgang til den CEO-baserede statsledelsesform som alternativ til politikerbaserede regeringer, der har vundet indpas blandt de neoreaktionære.

Den er nu også trængt helt ind i Det Hvide Hus i Washington med JD Vance, hvis valgkampagne Thiel har finansieret i håbet om at fremskynde en højteknologisk og nationalistisk post-liberal fremtid for USA.

Friheden på havet

Ud over tunge investeringer i kryptovaluta, primært Bitcoin, som Thiel ser som en mulighed for at slippe ud af regeringens kontrol over penge, har han også engageret sig i ”Seasteading”-udvikling med finansieringen af Seasteading Institute, som han grundlagde sammen med Patri Friedman i 2008.

Friedman, der er tidligere softwareudvikler hos Google, er en del af det kendte neoliberale Friedman-dynasti – han er søn af David D. Friedman og barnebarn af grundlæggerne af monetarismen Milton og Rose Friedman – og han har ligeledes spillet en vigtig rolle for udviklingen af NRx-ideologien uden at være en decideret del af den.

Ligesom Thiel er han i udgangspunktet ikke neoreaktionær, men har haft stor indflydelse på bevægelsen gennem sin udvikling af Seasteading-konceptet og idéen om en exit fra de eksisterende politiske systemer.

Seasteading-idéen koncentrerer sig om etableringen af flydende og selvstyrede samfund på havet. Det lyder som ren science fiction – og det er det på nuværende tidspunkt, 17 år efter firmaets stiftelse, også stadig.

Visionen er, at dette marked med konkurrerende regeringer vil sikre, at de bedste regeringsidéer udvikles ganske fredeligt

Idéen om disse nye start-up-regeringer er helt på linje med den neoreaktionære exitløsning, hvor folk bør søge væk fra det demokratiske forfald frem for at forsøge at reformere demokratierne.

Meningen er så, at pionerer i disse nye hjemsteder på havet kan eksperimentere med nye samfundstyper, hvor deres indbyggere bor i modulære kapsler, der når som helst kan frigøres og sejle til andre flydende byer, hvis de hellere vil prøve en anden regeringsform.

Havsamfundene konkurrerer dermed om mobile borgere, og visionen er, at dette marked med konkurrerende regeringer vil sikre, at de bedste regeringsidéer udvikles ganske fredeligt, og at der samtidig gives plads til ufattelige teknologiske fremskridt.

Exit fra demokratiet

Jacob Hurwitz-Goodman og Daniel Kellers dokumentarfilm The Seasteaders viser, at idéen ikke er kommet nogen vegne siden starten i 2009. Men adskillige personer og grupper drømmer fortsat om at etablere deres egne stater, og de nyder større politisk og finansiel opbakning end nogensinde før.

Enklavevisionerne støttes af libertære institutioner som Cato Institute, Mises Institute, The Foundation for Economic Education og Mont Pelerin Society – og ikke mindst Silicon Valley-milliardærer og politiske strateger.

Friedman taler for, at regeringsførelse skal være som et frit og konkurrencedrevet marked, hvor folk kan vælge mellem forskellige samfundsmodeller frem for at være fanget i et svigtende system. Her er der en direkte forbindelse til Curtis Yarvins neokameralistiske koncept (læs mere senere), hvori stater fungerer som virksomheder.

Frem for at være fascineret af monarki, hierarkier og autokratisk ledelse som flere af de tænkere, der er behandlet længere oppe i denne artikel, er Friedman mere libertær og pragmatisk og søger frihedsorienterede alternativer til de moderne samfund.

Det har dog ikke forhindret NRx-tænkerne i at bygge hans exittænkning sammen med forslag om ekstreme autokratiske løsninger frem for decentraliserede regeringer.

Interessant nok har det amerikanske teknologimagasin Wired for nylig erfaret, at adskillige grupper, der arbejder med start-up-nationer, er i fuld gang med at lave udkast til en ny lovgivning til vedtagelse i den amerikanske kongres, som vil hjælpe dem med at skabe ”frihedsbyer”, der vil være undtaget fra visse føderale regler.

Ifølge Wired-artiklen er målet med lovgivningen at skabe føderale enklaver, som udgør særlige økonomiske og juridiske zoner, der giver virksomheder i dem visse økonomiske fordele og slækker på kravene til regulering og tilsyn – noget, der kan gavne alt fra bioteknologi til atomkraft.

Tanken om at skabe helt nye stater eller offshore-enklaver med økonomisk og juridisk særstatus er med stor sandsynlighed også en bærende del af Trump-regeringens store interesse for Grønland

En af disse grupper er Freedom Cities Coalition. Den er startet af firmaet NeWay Capital LLC, der ejer adskillige varemærker fra virksomheden Próspera, der startede på øen Roatán i Honduras i 2020. Her har firmaet i de seneste år kunnet lokke teknologieksperter med lave skatter, få reguleringer og landets virksomhedslignende regeringsførelse.

En af Prósperas finansielle støtter er Pronomos Capital, som ejes af blandt andet – you guessed it – Peter Thiel.

Interessant nok betragter Honduras’ nuværende regering Próspera og firmaets særlige økonomiske status som ulovlig, skriver Wired. Honduras’ kongres vedtog i 2022 en lov, der trak tilladelsen til særlige økonomiske zoner i landet tilbage, hvilket førte til, at Próspera sagsøgte landets regering. Retssagen er stadig pågående.

Tanken om at skabe helt nye stater eller offshore-enklaver med økonomisk og juridisk særstatus er med stor sandsynlighed også en bærende del af Trump-regeringens store interesse for Grønland.

Der er ikke langt fra Seasteading-idéerne til et selvstændigt privatfinansieret og helt ureguleret kryptoparadis midt i et råstoftungt område på den nordamerikanske kontinentalplade.

Del 3: Det politiske manifest

Når vi skal forstå koncepterne hos den neoreaktionære bevægelse helt til bunds, kommer vi ikke uden om det efterhånden velkendte ”red-pilling”-begreb. Det stammer fra 1999-filmen The Matrix, der har opnået kultstatus i vide kredse og i mange miljøer over hele verden.

I en af filmens mest ikoniske scener tilbyder Morpheus den uvidende hovedperson Neo valget mellem en blå pille, der lader ham fortsætte sit liv i lykkelig uvidenhed, og en rød pille, der er sværere at sluge, men lader ham se sandheden – at hans verden er en computersimulation, som holder hans sind indespærret.

Neo vælger som bekendt den røde pille og tager kampen op mod The Matrix.

Denne scene blev i løbet af 00’erne svært populær i diverse konspirationsforummer, hvor den blev til en metafor for at holde op med at være et sovende får og i stedet vågne op, lære at tænke frit og forstå skjulte sandheder om særligt regeringer og magtstrukturer.

Red-pilling blev senere også associeret med mandeaktivisme, hvor begrebet blev en eufemisme for at have forstået de skjulte sandheder bag feminismen og kønsdynamikkerne.

Red-pilling trådte ind i mainstreamen med alt-right-strømningen og diverse populistiske bevægelser. Amerikanske højrefløjsprofiler som Milo Yiannopoulus fra Breitbart News og Alex Jones fra InfoWars brugte jævnligt begrebet som en afvisning af liberale narrativer – også kendt som ”owning the Libs”.

Vi så det også anvendt af Donald Trump Jr. i hans berygtede ”I’m red-pilled”-tweet i 2020, hvor Elon Musk også skrev ”Take the red pill”.

Curtis Yarvins katedral

Således bevæbnet med en mere grundlæggende forståelse af NRx-bevægelsens ideologiske slægtskab kan vi nu bevæge ind på dens primære drivkraft i dag: Silicon Valley-softwareudvikleren Curtis Yarvin – der også er kendt under sit nom de guerre ”Mencius Moldbug”.

Det var Yarvins skriverier på bloggen Unqualified Reservations, der i 00’erne lagde fundamentet for den neoreaktionære tænkning. Her introducerede han grundbegreber som ”The Cathedral” og ”neokameralisme” i sin totale afvisning af demokratiet som regeringsform.

I introduktionen til bloggen hedder det:

”Essensen af alle reaktioner i det 21. århundrede er foreningen af disse to kræfter: den moderne udviklingsmentalitet og den store historiske arv fra de antikke, klassiske og victorianske førdemokratiske tanker. Den indviede, der søger reaktionær oplysning, konstaterer, at de begge giver det samme resultat. Og hvad er det ud over den sandhed, alle gode mænd søger? Reaktionen overvinder alt bevæbnet med denne sikre og frygtløse tro.”

Med udgangspunkt i idéer hentet fra flere af de ovennævnte teoretikere har Yarvin udformet en ideologi, der baserer sig på blandt andet disse grundlæggende dogmer:

– Demokratiske valg skaber incitamenter for dårlige beslutningsprocesser, og demokratiske regeringer vil med tiden stagnere og forfalde på grund af bureaukrati.

– ”The Cathedral” – Yarvins eget begreb for den herskende eliteklasse – styrer samfundet med en progressiv og venstreorienteret ideologi, der præsenterer sig selv som neutral og rationel, men er undertrykkende.

– Neokameralisme – at stater bør regeres som veldrevne virksomheder med en CEO (eller en monark eller en autokrat) i spidsen, der har total kontrol og kan udvise autoritet og effektivitet.

The Cathedral er et paraplybegreb for universiteterne, statsforvaltningen, medierne og alle de andre organisationer, der viderefører universalistiske koncepter som egalitarisme, demokrati og konstruktivisme. Ifølge Yarvin er det den tro, vores ledende kaste – ”The Brahmin Left”, som økonomen Thomas Piketty kalder den – bekender sig til.

Slug den røde pille

Yarvin håber, at hans ”red-pilling” – at vi skal lægge vores magiske tænkning om samfundets tilstand og indretning fra os – vil kurere folks hjerner for den orwellske hjernekontrolstat, som det angloamerikanske progressive demokrati har skabt.

I indlægget Divine-right Monarchy for the Modern Secular Intellectual fra marts 2010 skriver han for eksempel:

”Jeg opdagede, at der i den virkelige verden i dag kun eksisterer to reelle alternativer. Demokrati eller Hitler. Eller Stalin. Demokrati eller tyranni. Men da jeg læste om europæisk historie før det 20. århundrede, også kendt som demokratiets århundrede, stødte jeg ikke på nogen eller noget i stil med hverken Hitler eller Stalin.”

Han går i det kringlede blogindlæg videre til med bombastiske og kategoriske udmeldinger at konkludere, at vi ikke reelt ved noget om alternativerne til demokratiet, fordi demokratiet ikke giver os mulighed for at afprøve og forstå dem, og at monarkiet må være det bedste alternativ:

”Det guddommelige monarki er meget nemt at forstå, selv for en ateist som mig. Vi har allerede tilsluttet os det. For en ateist skal kongens autoritet være absolut, ikke fordi han er udpeget af Gud, men fordi ingen har udpeget ham. Hvis nogen udpeger ham, er dén mand kongen. Hvis deres roller er delt – den berømte ’magtbalance’ eller ’indbyrdes kontrol’ – vil de bekæmpe hinanden, og kun den ene eller den anden vil vinde. Sikkert de mange over de få.”

Yarvin går i sine mange indlæg heller ikke af vejen for at kalde slaveri for naturligt og sundt. Han er ikke bleg for at sammenligne kristne med Hitlerjugend eller progressivisme med kræft: Kristendommen og dens værdier er i hans univers påtvungen hjernevask, der får os til at skabe systemer, der trodser det naturlige forhold mellem dominans og underkastelse:

”Vores moderne demokratiske valg er en ekstremt ringe substitut for reelle regimeændringer. Som vi har set, er demokratiet for regeringer, hvad grå, slimet cancer er for lyserødt og sundt levende væv. Det er en degenereret neoplastisk form. Den eneste grund til, at Amerika har overlevet så længe, som hun har, og stadig har nogle få år tilbage i sig, er, at denne ondartethed lige nu er indkapslet i et tykt lag af sklerotisk arvæv – vores permanente statsforvaltning.”

Prøv at koble den slags udtalelser til den nuværende amerikanske regerings omstrukturering og afmontering af statsapparatet, nedbrydningen af magtens fordeling i systemet og styrkelsen af præsidentens magt: Der er ingen tvivl om, at magtfulde og indflydelsesrige konservative og libertære lytter til Yarvin.

Et nyt operativsystem til verden

Curtis Yarvin har i rollen som internet-alteregoet Mencius Moldbug udfærdiget NRx-bevægelsens grundlæggende manifest.

Det er en omfangsrig affære, der baserer sig på en række forskellige idéer ud over dem, der er gennemgået herover.

Interesserede kan med fordel også læse de reaktionære tænkere Thomas Carlyle og Joseph de Maistre, eliteteoretikere som Gaetano Mosca og Vilfredo Pareto samt den libertære anarkokapitalist Murray Rothbard, som også har leveret byggesten til hans politiske univers.

Yarvins vision er dybt forankret i hans matematiske kundskaber og formstøbt af hans mange år i Silicon Valleys techno-libertære kultur. Han mener, at hans kompetencer som softwareudvikler – det ifølge ham sværeste fag – gør det nemt for ham at forstå discipliner som historie og filosofi, hvortil han uden videre overfører datamatiske principper.

Afviklingen af det progressive liberale demokrati er bare en udviklingsudfordring: En eksisterende ideologi skal fjernes, og en helt ny skal ”installeres”

Hele hans ontologi er dataorienteret, og hans metode er at anvende grundprincippernes logik på historiske systemer: ”Hvordan ville det her se ud, hvis man byggede det hele forfra?”.

Det er en af forklaringerne på hans tænknings store tiltrækningskraft inden for cyberkulturen og i teknologiudviklingsmiljøer.

Yarvin opfatter sit verdenssyn som rationelt, regelbundet og problemløsningsorienteret, og hardware og software optræder ofte som de dominerende metaforer for samfundet. På den måde er afviklingen af det progressive liberale demokrati bare en udviklingsudfordring: En eksisterende ideologi skal fjernes, og en helt ny skal ”installeres”.

Yarvin beskriver for eksempel med sin Patchwork-teori idéen om et nyt operativsystem til hele verden. Her er den grundlæggende idé, at de dårlige regeringer, vi har nedarvet fra historien, bliver styrtet i grus og erstattes af et globalt netværk af tusindvis af selvstændige og suveræne mininationer, der hver især ledes af deres egen virksomhed uden hensyn til indbyggernes holdninger.

Hvis indbyggerne ikke kan lide lugten i bageriet, kan de ikke stemme, men må i stedet flytte – eller med andre ord lave en exit.

Det er et futuristisk system med stærk inspiration fra feudalsamfundet, som skal fastholdes af dels overlegen virksomhedsmagt og dels effektive overvågningsinfrastrukturer.

Det er et blåtryk for lige præcis det, Peter Thiel og Patri Friedman håber på at realisere med Seasteading Institute: Et komplekst patchwork af mindre selvstændige, lukkede og konkurrerende gov-corps både på og uden for Jorden.

Staten er en virksomhed

Yarvin skrev blandt andet på sin blog om progressivismen, at:

”Den er blevet til en veritabel religion af en kvaksalverregering. Dens politikker er altid kontraintuitive: Den prædiker eftergivenhed som kuren mod forbrydelser, frygtsomhed som en militær genistreg, ødselhed som et økonomisk højdepunkt, nydelse som forglemmelse og forsoning som diplomati. Progressivismen går fra den ene katastrofe til den næste og overvejer aldrig, at det åbenlyse frem for det modsatte kan være løsningen.”

Med inspiration fra den gamle prøjsiske ”Kameralismus”-retning fra 1700-1800-tallet, der talte for en økonomi, der var centreret omkring en stærkt ledet stat, har Yarvin udviklet sit eget ”neokameralisme”-begreb: Et system, hvori en stat fungerer som en virksomhed, og hvori indbyggerne optræder som aktionærer i stedet for vælgere. Idéen med denne struktur er, at den sikrer ansvar ved at binde regeringsførelsen direkte sammen med ledernes kompetencer frem for deres popularitet.

En af Yarvins bærende NRx-idéer er ”Retire All Government Employees” (RAGE)-konceptet, der skal reboote økonomien og give plads til udskiftningen af demokratiske institutioner med en CEO eller en monark.

Trumps indsættelse af Elon Musk i front for det nye Department of Government Efficiency (DOGE) i USA er et resultat af præcis den samme Deep state-diskurs.

Yarvin udviklet sit eget ”neokameralisme”-begreb: Et system, hvori en stat fungerer som en virksomhed, og hvori indbyggerne optræder som aktionærer i stedet for vælgere

Ligesom Julius Evola mener Curtis Yarvin, at menneskelige samfund indretter sig naturligt i en hierarkisk orden. Han afviser lighedsprincipper og universalisme som venstreorienterede ideologier, der er en udvækst af den protestantiske moralisme, som har overtaget de sekulære institutioner.

Yarvin forestiller sig en techno-orientalistisk sublimtilstand, hvor stater kan skrumpes ned til deres minimale størrelse og drives som firmaer.

Denne drøm er gennemsyret af begejstringen for anti-humanisme, omsiggribende racisme (der beskrives som ”menneskelig biodiversitet”) og stærk etnonationalisme.

Han henviser flere steder til et vigtigt essay af Peter Thiel fra 2009, som blev udgivet i Cato Institutes journal Cato Unbound, hvori Thiel erklærer: ”Jeg tror ikke længere på, at frihed og demokrati er kompatible (…) Demokratiet er ikke kun truet af undergang, det er selve undergangen.”

Det er her, at vi hos både Yarvin og Thiel ser koblingen til Burnhams idé om, at multikulturalismen er en af de stærke kræfter, der vil ende med at ødelægge vores demokratier indefra.

Det er en fremherskende tanke overalt i den vestlige verden, ikke mindst fordi den har stærkt populistisk bundtræk og dermed giver masser af hestekræfter at spænde foran en vogn læsset med anti-demokratisk tankegods.

Curtis Yarvin har siden marts 2023 skrevet på den delvist abonnementsbaserede Substack-blog Gray Mirror, som bærer undertitlen “En portal til det næste regime”.

Den okkulte teknokult

Yarvins tanker er i de seneste år blevet videreudviklet af Nick Land, der er tidligere filosof fra Warwick University i England. Land kom i vælten allerede i midten af 1990’erne, hvor han startede det eksperimentelle akademiske kollektiv The Culture Culture Research Unit (CCRU), som blev kendt for dets radikale synteser af filosofi, kybernetik, accelerationisme, esoterisme og fiktion.

CCRU var ikke en traditionel forskningsgruppe, men en filosofisk undergrundstænketank, der bevægede sig langt ud over akademisk tænkning og metode og endte som en form for okkult techno-kult.

Land og hans ligesindede formulerede i CCRU flere idéer, der siden er blevet flettet ind i den neoreaktionære ideologi, blandt andet det ikke-tidslineære ”hyperstition”-koncept: Tanken om, at fiktive idéer kan skabe virkelige effekter og manifestere deres egen eksistens gennem kulturel spredning.

Dette kan blandt andet eksemplificeres gennem den selvopfyldende profeti om AI – jo flere mennesker, der tror på AI’ernes dominans, desto hurtigere vil den indfinde sig.

Det er også nærliggende at pege på Friedman og Thiels vidtløftige Seasteading-idéer i denne sammenhæng: Det gør intet, at Seasteads næppe bliver praktisk mulige i den nærmeste fremtid, for NRx-ideologien er i høj grad en drøm. Selve idéen om disse utopiske samfund får folk til at reflektere over de nuværende staters indskrænkning af menneskers frihed og får folk til at finde på og implementere mere praktiske alternativer.

Det er en mildest talt kreativ tilgang til årsagssammenhænge, men for Land er tid ikke lineær, så fremtiden er ikke noget, der udfolder sig på et senere tidspunkt: Den skabes her og nu, når vi deler alt fra designs og diagrammer til filosofier og teorier.

Den rækker i hyperstition-tænkningen tilbage i tiden for at hente de ting, der er nødvendige for, at den kan materialisere sig på et senere tidspunkt. Vi har som sagt bevæget os et stykke væk fra den akademiske stringens.

Her er en central passage om demokratiet fra Lands Dark Enlightenment–skrift, som giver et godt indblik i den svulstige prosa og snørklede, esoteriske tænkning:

”Civilisationen er som proces umulig at skelne fra forsvindende tidspræference (eller faldende fokus på nuet sammenlignet med fremtiden). Demokratiet, som både teoretisk og ud fra evidente historiske fakta forstærker tidspræferencen til et forkrampet ædegilde, er derfor lige så tæt på en total udslettelse af civilisationen som alt andet, bortset fra et øjeblikkeligt socialt kollaps i morderisk barbari eller en zombieapokalypse (som det med tiden vil føre til). Efterhånden som det demokratiske virus brænder sig gennem samfundet, bliver omhyggeligt opbyggede vaner og tilgange til fremadrettet tænkning og kloge menneskelige og industrielle investeringer udskiftet med steril orgiastisk forbrugerisme, økonomisk inkontinens og reality-tv-lignende politisk cirkus. Morgendagen vil måske tilhøre det andet hold, så det er bedst at æde det hele nu.”

Den Mørke Oplysning

Land er også optaget af kybernetik og et tilhørende virkelighedsbillede, hvor verden består af et netværk af feedback-loops, hvori teknologi og kapital udvikler sig uafhængigt af menneskelig kontrol.

Mennesket er kun en enkelt mindre brik i et stort og selvreplikerende system af fremmedartede intelligenser – kapitalisme, AI og computere – der styrer historiens udvikling.

Det er nemt at afvise Lands tidlige idéer på grund af hans ofte decideret tossede sammensmeltninger af fiktion og virkelighed. The Culture Club Research Unit er inspireret af alt fra kinesisk numerologi, voodoo og techno-shamanisme til forfatteren H. P. Lovecrafts kosmiske horrorlitteratur.

Mennesket er kun en enkelt mindre brik i et stort og selvreplikerende system af fremmedartede intelligenser – kapitalisme, AI og computere – der styrer historiens udvikling

Hans idéer er ikke desto mindre senere blevet til bærende værdier i NRx-ideologien, og han er i dag rundet af poststrukturalistisk teori og venstreorienterede tænkere som Bataille, Marx, Deleuze og Guatarri – samt diverse science fiction-romaner, blandt andet William Gibsons banebrydende cyberpunk-roman Neuromancer fra 1984 og Neal Stephensons filosofiske og fremsynede værk Snow Crash fra 1992.

CCRU-kollektivet blev opløst i starten af 00’erne, men Land videreudviklede sine radikale idéer til det, han senere skulle komme til at kalde for ”The Dark Enlightenment”: Den Mørke Oplysning, som blev grundlæggende for den neoreaktionære ideologi.

Hvor Curtis Yarvin i højere grad er historisk orienteret, er Lands essay Dark Enlightenment fra 2013 mere filosofisk og apokalyptisk. Heri kombinerede han de neoreaktionære idéer med sin fascination af AI, kapitalisme og kybernetisk regeringsførelse.

Udskift det hele

Efter at Land opdagede Yarvins tekster, blev han inspireret til at udvide, popularisere og radikalisere NRx-ideologien yderligere med sine egne idéer om techno-kapitalistisk accelerationisme: Det tænkte fænomen, hvor et samfund kollapser under vægten af konstant acceleration af alle dets processer.

Løbsk kapitalisme og teknologiske fremskridt opfattes som ustoppelige kræfter, der helt naturligt vil ende med at opløse vores demokratier, som bliver afløst af en techno-elite, der vil herske over ekstremt effektive samfund i stedet. Ganske som vi har set det i adskillige dystopiske fiktionsverdener.

Land, der i dag bor i Shanghai i Kina, fandt i løbet af 2012 på begrebet ”The Dark Enlightenment” i en række opslag på sin blog Outside In, der senere blev samlet i essayet af samme navn i 2013 og i dag udgør kernen i den neoreaktionære ideologi.

Grundtanken i ”The Dark Enlightenment” er, at Oplysningen var en stor fejltagelse, og at demokratier, liberal tænkning og progressivisme skal afskaffes til fordel for nihiilsme og anti-humanisme.

Land argumenterer i sit “Dark Enlightenment”-essay for, at demokratiet af natur er ustabilt og fører til forfald, korruption og ineffektivitet, og han opfatter det som et system, der fremmer kortsigtet tænkning og middelmådighed.

Han taler også for en tilbagevenden til hierarkisk opbyggede autokratiske ledelsesformer, og han mener, at både monarki og virksomhedsorienterede ledelsesformer er bedre end demokrati. Helt på linje med Hans-Hermann Hoppe.

En helt ny netværksarkitektur

Land anvender Curtis Yarvins ”The Cathedral”-koncept som en beskrivelse af den liberale modernitets dominerende ideologiske struktur som en selvforstærkende alliance mellem den akademiske verden, medierne og et statsligt bureaukrati, der opretholder en progressiv ideologi og undertrykker anderledes tænkende.

Han taler ligesom Yarvin ikke for en ændring af demokratiet, men for en afskaffelse af det – en ”exit”, hvor individer eller grupper forlader svigtende demokratiske systemer, enten fysisk eller digitalt, for at skabe alternative og mere velfungerende samfund.

Accelerationismen er i Lands univers en uomgængelig teknologisk og økonomisk proces, hvori demokratiske institutioner vil blive nedbrudt af kapitalisme og AI-drevne fremskridt.

Den ekstreme simplificering gør NRx-ideologiens exitarkitekturer til hypereffektive stater så tillokkende og skaber en nærmest mytisk forståelse af fremtidens sociale orden

Det er særligt det urbane demokrati i amerikanske byer, Land retter sig mod, når han taler for en fremtidig exit til velstående, teknologisk avancerede og (på overfladen) velfungerende, men anti-demokratiske bystater som Singapore, Hong Kong og Dubai.

Det er et billede med stor symbolsk og politisk kraft, som ifølge Land skaber Hyperstition – en hypertro – på en helt anderledes netværksarkitektur baseret på særlige overbevisninger om, hvordan borgere og samfund skal interagere med hinanden gennem bestemte løsrivelseslogikker.

Det er netop denne ekstreme simplificering, der gør NRx-ideologiens exitarkitekturer til hypereffektive stater så tillokkende og skaber en nærmest mytisk forståelse af fremtidens sociale orden.

”Biorealisme” er også et centralt koncept for Land – en udfordring af lighedstænkning, som lægger vægt på, at genetiske og kulturelle menneskelige forskelle har afgørende indflydelse på samfund.

Han taler for en tilbagevenden til en præ-moderne og post-demokratisk techno-kapitalistisk samfundsform, hvor intelligens, hierarki og konkurrence er bærende værdier frem for det moderne liberale demokrati.

NRx møder Alt-right

NRx-ideologien er svær at afgrænse entydigt som én samlet bevægelse, fordi dens indflydelse løber på tværs af traditionelle politiske skel og er et Frankensteins monster af forskellige idéstumper fra vidt forskellige teorier og ideologier.

Opgøret med Oplysningstidens idealer ville være den oplagte hurtige definition, men den savner en række nuancer.

Den neoreaktionære ideologi lægger sig helt naturligt op ad Alt-right-bevægelsen, som den deler mange fællestræk og diskurser med. De retter sig begge mod idéen om en velfinansieret informationskoalition, der er strategisk udvalgt for at opnå nye politiske mål gennem sin adgang til de allerhøjeste magtniveauer.

De er også begge to teknologisk sofistikerede og har samlet stærke politiske og psykologiske kompetencer i kraft af deres erfaring med særligt sociale medier.

De har begge en tydelig præference for autokrati frem for demokrati og nærer en dyb antipati mod progressive diskurser. De bifalder både racisme og misogyni – med stor inspiration fra PUA (Pick-Up Artist)-kulturen – og de har voldsomt divergerende holdninger til økonomi, nationalisme og kulturelle værdier.

Og de forenes tydeligt i victoriansk socialdarwinisme kombineret med stor begejstring for absolutisme. Den hermetiske tradition – idéen om, at der findes grundlæggende guddommelige eller hemmelige sandheder, som mennesket kan opnå direkte adgang til i kraft af dets intelligens og erkendelse – er også fremherskende.

NRx-ideologien lægger sig desuden tæt op ad (Peter Thiels) libertære decentraliseringsfilosofier om exitstrategier, magt gennem data og tilbagevenden til førsteprincipper.

Trump

Trumps valgsejr i USA i 2016 var et vigtigt vendepunkt for bevægelsen. Herfra begyndte alle dens marginaliserede idéer, tilknyttede softwareprojekter og sociale eksperimenter at dukke op hos indtil flere globale kulturelle, politiske og teknologiske profiler.

NRx-tænkning udgør i dag en meget stor del af det teoretiske univers, som aktuelle politiske profiler og proto-teoretikere – for eksempel Steve Bannon, der styrede Trumps første valgkampagne – trækker på og forsøger at flytte over i den politiske mainstreamdiskurs.

Trump udøver også gennem sin politiske magt flere af bevægelsens centrale idéer og anvender mange af dens retoriske temaer i sin kommunikation

Man kan også pege på denne opsigtsvækkende udtalelse fra vicepræsident J.D. Vance i et videointerview i 2021, som viser stor ideologisk fleksibilitet over for ekstreme højrefløjsideologier:

”Vi befinder os i den senrepublikanske periode. Hvis vi skal gøre modstand [mod venstrefløjens nådeløse politik, Red.], er det nødt til at blive vildt og temmelig langt ude, og vi må gå i retninger, som mange konservative lige nu ikke har det godt med.”

Trump udøver også gennem sin politiske magt flere af bevægelsens centrale idéer og anvender mange af dens retoriske temaer i sin kommunikation, men han har indtil videre arbejdet på at forandre demokratiet indefra og har ikke indikeret større interesse for eksempelvis Yarvins idéer om overgangen til et CEO-monarkistisk system.

Det kan selvfølgelig som med så meget andet ændre sig fuldstændigt fra den ene dag til den anden for en opportunistisk og omskiftelig præsident.

Og hvordan synes Curtis Yarvin i øvrigt så, at det går for Trump i dag? Han skrev i starten af marts indlægget “Barbarians and mandarins” på sin blog Gray Mirror – og han er tilsyneladende ikke imponeret indtil videre:

”Går Trump 47 godt efter seks uger? Både og. Hvis jeg skal være ærlig, får den et 7-tal med pil nedad. Det er langt under dens potentiale, men den har i det mindste ikke fejlet. Hvilket ærligt talt er utroligt. Det, der er så frustrerende ved denne regering, er, at den har muligheden for og styrken til at vinde, men tilsyneladende ikke hverken viljen eller forståelsen til det. Så den vil tabe. Men den er ikke skæbnesbestemt til at tabe.”

Hegemonisk kontrol

Den marxistiske filosof Antonio Gramsci (1891-1937) definerede begrebet hegemoni som ikke kun økonomisk magt, men også som en mekanisme til kulturel og ideologisk kontrol.

Det er en definition, Curtis Yarvin har overtaget og tilpasset til sin egen højreradikale tænkning.

En profil som Elon Musk er interessant i denne sammenhæng. Ikke fordi han er neoreaktionær – det er han ligesom Thiel teknisk set ikke, selvom mange af hans synspunkter overlapper med ideologien – men fordi hans prominente rolle på den globale scene kræver en nyfortolkning af Gramscis hegemonikoncept, som tilpasser det til en moderne techno-kapitalistisk verden.

Musks firmaer – Tesla, X.com, SpaceX, Neuralink – er ikke kun førende inden for teknologisektoren. De sætter også nye standarder for, hvordan det internationale samfund skal organiseres på afgørende områder, blandt andet inden for energi, rumfart og kommunikation.

Hans kolossale hegemoniske indflydelse skaber markante interessekonflikter mellem staten og civilsamfundet.

SpaceX-satellitnetværket har for eksempel været en vigtig faktor under krigen i Ukraine, mens det samtidig har tilgodeset USA og NATO’s strategiske interesser. En privat virksomhed spillede hermed en central rolle i en global konflikt – et godt eksempel på, hvordan hegemoniske magtstrukturer ændrer sig under den neoliberale globalisering.

Ud fra en udvidet forståelse af hegemonitanken kan man også konstatere, at Musks køb af Twitter lod ham etablere et hegemoni for det globale informationsflow, hvor han bruger X-platformen til udbredelse af ideologiske budskaber og påvirkning af politiske diskurser.

Musks projekter er eksempler på det nye digitale univers, der udfordrer de traditionelle magtstrukturer og underminerer nationalstaternes suverænitet.

Musks teknologifirmaer er med til at opbygge en ny geopolitisk orden, der er båret af digitalisering og dataøkonomi, og de spreder ideologisk indflydelse på en global skala

Det er helt i tråd med NRx-bevægelsens teknologiske determinisme, hvori teknologiske fremskridt former økonomiske, kulturelle og politiske strukturer. Teknologi er som sådan ikke et bare et redskab, men selve drivkraften bag samfundsforandringerne.

Hans teknologifirmaer kan dermed ikke bare opfattes som selvstændige iværksættersucceser. De er med til at opbygge en ny geopolitisk orden, der er båret af digitalisering og dataøkonomi, og de spreder ideologisk indflydelse på en global skala.

De er blevet til et kraftfuldt symbol på teknologideterminismen, hvor alt fra kolonisering af rummet til integration af teknologi i menneskehjerner legitimeres af fortællinger om den teknologiske udviklings uomgængelighed. Det er den ultimative konvergens mellem Big Tech, kapital og politisk magt, som de neoreaktionære higer efter.

Fascismespørgsmålet

Er NRx-bevægelsen fascistisk? Det er et spørgsmål, der bliver diskuteret igen og igen i forbindelse med særligt Trumps stærkmandsadfærd og frontalangreb på både medier og kritikere.

Svaret er både ja og nej. I en stringent historisk kontekst kan den ikke sammenlignes direkte med de fascistiske bevægelser og ideologier, vi tidligere har set. Men slutmålet – omstyrtningen af demokratiet – er det samme som fascismens, og en del af metoderne er de samme.

Dertil kommer den memetiske og nærmest infektiøse karakter ved NRx og Dark Enlightenment, som samler folk hen over traditionelle politiske og kulturelle skel og vanskeliggør de politiske analyser.

Slutmålet – omstyrtningen af demokratiet – er det samme som fascismens, og en del af metoderne er de samme

Curtis Yarvin svarede selv en bruger i en AMA-session på det sociale medie Reddit:

”Fascismen eksisterer ikke længere. Den er lige så død som odinismen, men det er ikke odinisme, det er falsk odinisme. Medmindre det er en joke (og misforstå mig ikke, for nazistiske Microsoft-chatbots er sjove), er det ynkeligt. Faktisk er det faktum, at /pol [en politisk kanal på Reddit, Red.] har gjort Hitler sjov, det bedst tænkelige bevis på, at Hitler er komplet død. Det, der er i live, er det ideologiske system, der besejrede fascismen – som selv har begået masser af grusomheder. Vores egne grusomheder. Når vi ser på de forbrydelser i det sidste århundrede, virker det mere relevant at tænke over de forbrydelser, vi og ikke de har begået.”

Han konkluderer herefter, at vores historiske forståelse af fascismen er helt korrekt, og at vi takket være vores historikeres nådesløse arbejde har en ”laserpræcis” forståelse af alt, hvad der var slemt ved fascismen, og alt, hvad den gjorde galt. Men deres brøde er ifølge Yarvin, at de ikke har rettet den samme laser mod vores egne institutioner.

Et for stort fokus på, om Trumps regering opfører sig fascistisk eller ej, risikere at forplumre forståelsen af de underliggende ideologiske og historiske dynamikker

Der er ingen tvivl om, at USA lige nu udsættes for indtil flere af den historiske fascismes typiske kendetegn.

Men vor tids ideologiske verdenskort ser så anderledes ud, at en direkte sammenligning med 1900-tallets regimer ikke rækker som forklaringsmodel. Derfor kan et for stort fokus på, om Trumps regering opfører sig fascistisk eller ej, risikere at forplumre forståelsen af de underliggende ideologiske og historiske dynamikker.

Hvor stor en del af Silicon Valley, USA’s engang så liberale og progressive højborg, der er sunket ned i det neoreaktionære mindset, står ikke helt klart. Men det er uden tvivl ikke en minoritetsposition i et miljø, hvis æstetik og etik er gennemsyret af techno-utopisk libertarianisme.

Her finder vi en dominerende tanke om, at post-neoliberalismen, som er domineret af teknologivirksomhedernes politiske og kulturelle frameworks, bør være anti-politisk og indifferent over for eksisterende moralske dilemmaer, fordi en exit udgør den transcendentale mekanisme, der kan skabe decentraliseret politisk forandring.

Når statsapparatet er ødelagt, og de progressive sociale teorier er helt udrenset, kan fremtiden skabes af start-up-virksomheder, der er hyperstimuleret af milliardærkapital.

Det er kold og kynisk tænkning, der har vundet bredt indpas i både libertære og neoreaktionære miljøer.

Vågn op til desillusionering

Curtis Yarvin anvendte red-pilling som en beskrivelse af, hvordan det er at vågne op, erkende demokratiets, egalitarismens og progressivismens svigt og forstå, at autokrati er den eneste løsning på samfundets problemer. Det er først og fremmest en metafor for at frigøre sig af alle sine illusioner og forhåbninger og bekende sig til kynisk realisme.

Han opfordrede i sin tid læserne af sin blog Unqualified Reservations (2007-2013) til at ”vælge den røde pille” for at se, hvor falske og dysfunktionelle de moderne demokratiske systemer er.

For Yarvin og hans ligesindede producerer den traditionelle akademiske verden – i særdeleshed dem, der arbejder med kunst, humanistisk videnskab og socialvidenskab – nemlig blå piller.

Det er en forførende idé, som taler til alle, der føler sig marginaliserede af det nuværende samfund, og som ikke opfatter sig selv som en del af magteliten – og i særdeleshed dem, der oplever tab af jobs, følelsen af manglende værdighed og mindre frihed.

Idéen prikker til menneskers foragt over for alt fra idéen om et woke-tyranni, der diktatorisk bestemmer, hvem der er rigtige og forkerte, til forestillingerne om, at vores kulturmarxistiske akademiske institutioner er en stor sammensværgelse – ”The Cathedral” i Yarvins univers – der kun eksisterer for at fastholde gamle magtstrukturer og undertrykke folket.

Alt i det neoreaktionære univers er udformet som et totalopgør med progressive og liberale værdier kombineret med idéen om, at vores moderne samfundsproblemer skyldes en herskende elitær demokratisk kaste, der altid har udøvet hegemonisk dominans og aldrig reelt har interesseret sig for at forstå, endsige løse, almindelige menneskers problemer.

Her har NRx-tænkerne fundet umage sengekammerater i den evangelikale kristne konservatisme i USA.

Den virker på overfladen som den diametrale modsætning til den nihilistiske neoreaktionære tænkning, men begge strømninger orienterer sig på forskellige måder mod en stor End time event – de evangelikale mod Bortrykkelsen (The Rapture), hvor døde rettroende kristne mødes i paradis, og de neoreaktionære mod det eksisterende samfunds sammenbrud.

De er måske uenige om slutmålet, men de kan sagtens slutte sig sammen bag det nye amerikanske murbrækkerregime.

Del 4: Findes NRx i Danmark?

NRx-ideologien er en indflydelsesrig doktrin, som lige nu skaber uforholdsmæssigt meget støj og forvirring i den offentlige samtale og dens begreber. Dens tilsynekomst har givet anledning til omfattende selvransagelse i særligt konservative og libertære miljøer, hvor vi også her i Danmark ser klare streger blive tegnet i sandet.

Balancegangen mellem demokratibevarende og demokratinedbrydende tænkning er hårfin for rigtigt mange mennesker lige nu.

Mange forstår ikke det skjulte skifte fra den libertære frihedsfascination til den autoritative neoreaktionære ideologi, og det kan være uhyre svært at se forskel på forslag om effektivisering af embedsværk og minimering af statsindflydelse og den totale afvikling af staten og dens institutioner.

Vi har ingen decideret neoreaktionære partier eller politikere her i landet, men flere partiers politik og retorik flugter med bevægelsen på grund af slægtskaber i deres teoretiske fundament

Et påtrængende spørgsmål hos læseren efter ovenstående er måske, om den neoreaktionære tænkning har slået rod i Danmark.

Svaret er – indtil videre – et klart nej. Vi har ingen decideret neoreaktionære partier eller politikere her i landet, men flere partiers politik og retorik flugter med bevægelsen på grund af slægtskaber i deres teoretiske fundament.

Dansk Folkeparti dyrker ligesom de neoreaktionære idéen om den skjulte herskerelite blandt medier, universiteter og i EU, der flugter helt med Yarvins The Cathedral-tanke. Partiet ønsker også en stærk statsmagt og national identitet.

Særligt under Morten Messerschmidt har partiet bevæget sig tættere på den neoreaktionære tænkning, men det er stadig parlamentarisk orienteret. Samtidig er DF et folkeligt og ikke-elitært parti, som også støtter velfærdsstaten.

Nye Borgerlige er et nationalkonservativt/-liberalt parti, der er skeptisk indstillet over for demokratiets udvikling. Partiet ønsker dog ifølge sit partiprogram ikke at afskaffe demokratiet, men at reformere det.

National identitet og suverænitet er sammen med elitekritikken i fokus, men ligesom DF er partiet heller ikke elitært og kan ikke siges at basere sig på NRx-tænkning.

Liberal Alliance er et libertært parti og deler derfor en del af NRx-ideologiens teoretiske ophav. I modsætning til de neoreaktionære værdisætter LA dog den personlige frihed højere end hierarkier og autoritært lederskab og tror på demokratiet, selvom man ønsker at minimere statens rolle i det.

Alex Vanopslagh kritiserer ligesom Yarvin den bureaukratiske elite, mens Henrik Dahl kritiserer den progressive elite i medier og på universiteter, men ingen af dem er demokratikritiske, og partiet opererer inden for demokratiets rammer.

Det er en vigtig sondring, fordi den libertære tænkning fra særligt Hans-Hermann Hoppe giver en del fællestræk med NRx-bevægelsen.

Men når en partileder som Alex Vanopslagh foreslår at sætte en ”oprydningsgeneral fra erhvervslivet” til at skære i Danmarks offentlige bureaukrati, er det for eksempel et tydeligt ekko af den samme tænkning, der ligger til grund for NRx og DOGE-intiativet i den amerikanske regering.

Libertær eller neoreaktionær?

Hvis vi skal bevæge os uden for Christiansborg, ser vi afkog af visse NRx-tanker udtrykt af blandt andet LA-mæcenen Lars Seier Christensen.

Hans radikale libertarianisme er tydeligt inspireret af Hoppes idéer om, at monarki og private bystater er bedre end demokrati, og flugter med Yarvins retorik om demokratiets udvikling og flertalsstyrets undertrykkelse af den økonomiske elite.

Samtidig interesserer han sig ligesom Peter Thiel for idéen om en exit fra det danske demokrati og arbejdet med eksperimentelle bystater i form af blandt andet Seasteading og andre Alternative governance-modeller.

Christensen har udtrykt skepsis over for demokratiets nuværende form, men har dog ikke direkte foreslået at afskaffe det til fordel for autoritære alternativer. Han er heller ikke ideologisk radikal i sin tænkning og ser ikke ud til at dele NRx-tænkernes forestillinger om civilisationens forestående sammenbrud, så det ville være forkert at betegne ham som neoreaktionær.

Hans udtalte støtte til Trumps politiske projekt mudrer imidlertid billedet og har ved flere lejligheder bragt ham i stormvejr på sociale medier.

Trump kan heller ikke kaldes for neoreaktionær i gængs forstand – eller i det omfang, man overhovedet kan tilskrive manden et specifikt ideologisk ståsted – men han har ikke desto mindre givet anti-demokratiske bevægelser frit lejde og tilladt deres indflydelse i sin regering.

De vigtige sondringer

Med anklager om deres anti-demokratiske tilbøjeligheder står de libertære i dag med samme problem, som de nationalkonservative længe har gjort med racisme, hvor der også stilles krav om større tydelighed i budskaber og politikker.

Det er vigtigt at holde fast i opmærksomheden på – de ofte hårfine – forskelle, og at overlap kan mudre billedet. Og at vi samtidig holder os for øje, at ideologier naturligvis ikke er statiske og hele tiden videreudvikles.

Red-pilling er bestemt ikke et ukendt fænomen herhjemme. Det er tværtimod udbredt i en række konspirationsmiljøer

Den libertære tænkning ligger i mange aspekter tæt på den neoreaktionære, og det er derfor ikke usandsynligt, at vi en dag vil se et anti-demokratisk og NRx-orienteret parti dukke op i Danmark. Og at det måske endda også vil opnå tilstrækkelig folkelig opbakning til at komme i Folketinget, for red-pilling er bestemt ikke et ukendt fænomen herhjemme. Det er tværtimod udbredt i en række konspirationsmiljøer.

Heldigvis er Danmark ikke i nærheden af amerikanske tilstande. Vores myndighedstillid er blandt de højeste i Europa, vores samfund er sammenhængende, tredelingen af magten er intakt, og vores presse er fri.

Man kan vælge at tilskrive vores robuste demokrati æren for, at NRx-tænkningen ikke har slået rod her i landet, og samtidig håbe, at den løbende selvransagelse på den politiske højrefløj bidrager til at isolere os tilstrækkeligt mod de anti-demokratiske strømninger.

I store europæiske lande som Tyskland og Frankrig, der har større problemer med faldende myndighedstillid end Danmark, er der en højere risiko for, at de forskellige modstandsmiljøer opnår kritisk masse og kobler sig på ekstreme idéer som de neoreaktionære – fordi bevægelsen trækker våd i netop disse kredse.

Det er en global kultur, der med den rette finansiering og velplacerede skub til offentligheden kan tilsidesætte de normalt mere længerevarende radikaliseringsprocesser og forbløffende hurtigt ”vende” folk til den anti-demokratiske tænkning, hvis frøene allerede er sået.

Det blev de under særligt COVID-19-pandemien, hvor vi for alvor så helt nye mindre modstandsgrupperinger samle sig her i landet – grupperinger, der har levet videre efter pandemien.

Det nye ved den neoreaktionære ideologi er, at den især trives i teknologibegejstrede kredse, så alliancer lig dem, vi ser i USA, vil måske også opstå på vores breddegrader.

Valgprojektet konkluderede i Valgundersøgelsen 2022, at mængden af danskere, der har ”meget lidt tillid” til de danske politikere, udgør 15 procent.

Samtidig peger undersøgelsen på, at mængden af danskere, der har meget stor tillid til deres egne politiske evner, aldrig har været større. Vi har ikke en tillidskrise i Danmark, men hvis denne statistiske udvikling fortsætter i samme retning, vil der ikke gå lang tid, før den bliver problematisk.

Demokratiets paradoks?

For at vende tilbage til Overton-vinduet er et af de helt store dilemmaer lige nu, hvor meget vi tør at legitimere den anti-demokratiske tænkning i den offentlige diskurs. Har jeg for eksempel ikke lige været med til at normalisere den med denne lange gennemgang af den bagvedliggende ideologi?

Det kan man sagtens argumentere for. Men det eneste, der hjælper os med at forstå og imødegå de anti-demokratiske tanker inden for demokratiets rammer, er at trække dem helt frem i lyset og gå grundigt til værks med analysen af dem.

Vi er nødt til at forstå de ideologiske og historiske sammenhænge og behandle dem med præcise begreber. Alle forsøg på at kvæle disse idéer bekræfter og styrker dem kun.

Det er demokratiets evige toleranceparadoks: Hvor meget risikerer det at ødelægge sig selv ved at acceptere de ekstreme idéer.

Karl Popper ville have sagt, at vi må lukke helt ned for dem, fordi vi kan se på USA, hvad der sker, hvis vi lader intolerancen få frit løb. John Rawls ville have sagt, at vi bør tolerere dem og kun skride til handling, når de begynder at udgøre en konkret trussel mod samfundet.

Men hvad gør vi så, når vi inden for de demokratiske rammer ikke har været i stand til at dæmpe spredningen af idéerne eller dæmme op for dem, nu hvor de er trængt ind i en stor statsmagts politiske maskinrum, hvorfra de bidrager til afmonteringen af demokratiet?

Et skred mod autokratiet

Polity IV-indekset, som måler niveauer for demokrati og autokrati i alle verdens lande, har netop ændret klassificeringen af USA til et ”ikke-demokrati”. Landet faldt ned under indeksets demokratitærskel allerede i 2020, hvor det blev kategoriseret som et ”anokrati” – et ustabilt system, der ligger mellem demokrati og autokrati – indtil det vendte tilbage til demokratiniveauet i 2021.

Efter den amerikanske højesterets afgørelse om at skænke præsidenten bred juridisk immunitet gennemgik USA frem mod 20. januar 2025 en regimeændring, og landet betragtes nu ikke længere som et demokrati i Polity IV-indekset, men som en stat, der læner sig op ad autokrati.

Dette baserer Polity blandt andet på den amerikanske Højesterets tildeling af bred juridisk immunitet til præsidenten og dennes kuplignende regimeændring, som skaber stor risiko for politisk ustabilitet i landet og i værste fald ”de centrale myndigheders kollaps”.

Det hele kan i en historisk kontekst betragtes som en tilbagevendende dynamik, hvor demokratiske ideologier løbende må tage afstand fra ekstreme manifestationer af deres idéer.

Partier på venstrefløje over hele verden har brugt årtier på at gøre op med problematisk revolutionstankegods og sovjetbegejstring. Konservatismen har kæmpet en hård kamp for at distancere sig fra fascismen.

I dag er det særligt de libertære, der må tage ansvar for deres hårde samfundskritik og bekende sig tydeligt til demokratiet, hvis de vil tage klart afstand fra de neoreaktionære strømninger.

Vi er lige nu vidner til en ny tektonisk forskydning af politiske kontinentalplader i den vestlige verden, som skaber både rystelser og dybe kløfter.

Alt kan igen koges ned til ét enkelt spørgsmål, som vi bør stille både os selv og hinanden:

Er du demokrat, eller du ikke demokrat?

Svaret på det spørgsmål er afgørende for, hvilken samtale vi skal have derefter.

Jeg er blevet klogere. Men jeg er stadig ikke vågnet op.

Curtis YarvinElon MuskLongreadmorten skovgaardNRxPeter TheilTrump

Morten Skovgaard

Morten Skovgaard arbejder som oversætter/journalist, lydstudieejer og fotograf med både ord, lyd og billeder og kender til deres utrolige magt – særligt i kombination med de sociale medier, som han også arbejder med. Hans akademiske baggrund er sprog- og filosofistudier på Roskilde Universitet, og han interesserer sig for både dansk og udenlandsk politik og medier. Verdens smuldrende sammenhængskraft, den tiltagende polarisering af de politiske yderfløje og spredningen af løgne og irrationelle tendenser bekymrer og indignerer ham. Morten er optaget af den svære balancegang mellem på den ene side at udvide det politiske "midterrum" for at inkludere flere mennesker fra begge fløje og samtidig sige klart fra over for ekstremisme og manipulation af enhver art. Morten er gift og bor i København.

POV Overblik

Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.

• Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
• Indsigt baseret på selvstændig research
• Dagens tophistorier fra POV International
• I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
• Betal med MobilePay

For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.

25 kr./md.

Relaterede artikler

Jakob Silas Lund

Min Trump-ven: Et venskab på kanten af politisk klaustrofobi

19.03.2025|Liv & Mennesker· USA

Annegrethe Rasmussen

Handelskrig på steroider: Trump varsler 200 procent told på EU-alkohol og truer Canada, mens verdensmarkederne bæver, og vælgerne siver

13.03.2025|Politik· USA

Julie Bendtsen

Amerikanerne har givet den imperialistiske svinehund frit løb

07.03.2025|Debat· USA

Andreas Karker

Ellemann skamskudt i ny måling 

19.04.2023|Indland· Politik

Annegrethe Rasmussen

Trump fundet skyldig i alle 34 anklager i historisk dom

31.05.2024|Politik· Udland

Julie Hojer Boel

Opfordring til Udenrigsministeren: Sæt den ”glemte konflikt” på FN’s dagsorden

12.12.2024|Politik· Udland